Noget så sjældent som en kunstnerisk aktion, der skaber forsideartikler, ministerudtalelser og tv-debatter, har udspillet sig de seneste uger. Det er blevet beskrevet som »en progressiv kunsthappening« og »et forsøg på fjendtlig magtovertagelse i samfundets midte«, at en stjålet buste af Frederik V i begyndelsen af november blev skubbet i Københavns Havn i ly af natten. Gipsbusten, der var et forarbejde til den kendte rytterstatue på Amalienborg Slotsplads, plejede at stå og skue ud over festsalen i Charlottenborg. Nu lå den altså på bunden af Københavns Kanal.
Det hele kan ses i et videoklip på kunstbloggen Idoart, og forløbet er blevet dækket tæt i blandt andet Weekendavisen, Berlingske og Politiken.
1. Hvem står bag?
Den første tid var der ingen ansvarlige. En kunstnergruppe, der kalder sig Anonyme Billedkunstnere, hævdede på Idoart at stå bag med et erklæret formål om at sætte fokus på dansk kolonialisme. Men efter nogle dages debat og forargelse – både kulturministeren og en hel masse politikere, chefredaktører og debattører blandede sig – ringede institutleder på Kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfeld til Politiken og sagde, at det var hende, der havde gjort det. Det resulterede prompte i en pressemeddelelse fra akademiet, som bekendtgjorde, at Dirckinck-Holmfeld nu var bortvist.
Mandag aften sad hun så i Deadline, den bortviste institutleder, og argumenterede for, at det, hun stod bag, var »en kunstnerisk happening, som indskriver sig i en lang række traditioner for happenings«, og som fandt sted »af kærlighed til Danmark«.
Hvorfor var det ikke hærværk, ville journalisten vide, og hun fik det svar, at busten jo kom tilbage i en nyfunden form:
»Den blev rematerialiseret. Den har fundet en ny form, i kraft af at saltvandet har haft sin indvirkning.«
2. Var busten et værk eller en billig kopi?
Et centralt spørgsmål for debatten har været, hvorvidt den ødelagte buste var et kunstværk eller blot en kopi. I tv-interviewet understregede Katrine Dirckinck-Holmfeld, at værket ikke var »et uvurderligt kunstværk«, som det tidligt i debatten var blevet fremført, men »bare en kopi«.
Flere, heriblandt museumsinspektør på Bornholms Museum, Jakob Seerup, har modsagt hende og hævdet, at busten var et forstudium til rytterstatuen af Frederik V. Det ville betyde, at busten var originalafstøbningen lavet på lerbusten, som den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly skabte i 1754.
Henrik Holm fra Statens Museum for Kunst mener ikke, at der er tale om et uerstatteligt tab.
»Det er jo ikke Salys originale model. Det er bare en kopi. Jeg ved ikke endnu, hvornår den er lavet, men den kopi, vi selv har i afstøbningssamlingen, er fra 1926. Den, der er røget i havnen er en kopi, det er gips. Den har en erstatningspris, ud fra at man skal lave en ny form, og derfor bliver det dyrt.«
Han siger, at han ikke personligt har set formen og ikke kender til, at den skulle findes.
»Det kan godt være, at Kunstakademiet har den liggende. Men den skal være i perfekt stand, for at den kan bruges.«
Kunsthistoriker og museumsinspektør på Nationalmuseet Ulla Kjær er ikke enig i Henrik Holms vurdering af tabets uoprettelighed. Hun mener, at bustens pekuniære værdi kun snævert hænger sammen med spørgsmålet om, hvorvidt det var den originale gipsafstøbning eller en senere kopi.
»Den ødelagte gipsbuste blev i forbindelse med den seneste restaurering af festsalen i 1960’ernes slutning sat op i stedet for en original bronzebuste, og så vidt det kan konstateres, var den udført til dette formål, dvs. som en ny, mindre kostbar erstatning,« skriver hun.
»Men om den ødelagte buste var en original fra 1750’erne eller en 200 år yngre kopi, gør ikke den store forskel i forhold til de tragiske omstændigheder omkring dens destruktion.«
3. Hvad er busten værd?
Akademiraadet, som er statens rådgivende organ i billedkunstneriske og arkitektoniske anliggender, oplyste i første omgang, at busten senest var vurderet til en værdi på 200.000 kroner. I denne uge kunne Politiken dog opklare, at Akademiraadet efter en undersøgelse mente, at støbelærredet afslørede, at busten »ikke er fra før 1950’erne«. Værdien på 200.000 kroner er derfor for høj, og Politiken skriver videre, at én blandt mange udgaver af busten i gips i november 2017 blev solgt på Bruun Rasmussen for 18.000 kroner.
Vi har spurgt leder af Statens Museum for Kunsts afstøbningssamling, Henrik Holm, som vurderer, at busten er mellem 50.000 og 80.000 kroner værd:
»Det vurderer jeg ud fra lignende tilfælde, vi tidligere har haft, hvor vi har måttet tage form af buster,« siger han.
Hans vurdering er baseret på timeløn for håndværkere og stukkatører, og han kalder det »et rimelig stort og komplekst arbejde«, som forklarer den »lidt pebrede pris«.
4. Passer det, at Charlottenborg er bygget på slavepenge?
Det er et omstridt spørgsmål, der er vanskeligt at besvare med et ja eller et nej. Ifølge happeningens følgetekst, som Anonyme Billedkunstnere har udgivet sammen med videoen på Idoart, er happeningen sket »i et ønske om at få kunstinstitutioner – og andre, hvis fundamenter består og er skabt af kolonitiden – i tale«.
Charlottenborg blev bygget i 1670’erne af U.F. Gyldenløve, hvis skib, Friderich, menes at være blandt de første dansk-norske skibe til at transportere slavegjorte afrikanere over Atlanten, skriver de: »Murbrokker, der indgik i bygningen af Charlottenborg, blev brugt som ballast i skibene og er derfor også at finde i bygninger på St. Thomas.«
Det var i 1754, at Frederik V skænkede Charlottenborgs lokaler til Det Kongelige Danske Kunstakademi, og i samme periode blev hele Frederiksstaden og området fra Kongens Nytorv til Amalienborg opført. Men selve tanken om Frederik V som konge for et stenrigt koloniherredømme hviler – som kunsthistoriker Ulla Kjær formulerer det – på lerfødder.
»Frederik V’s regeringsperiode var ganske vist en relativt velstående periode. Men denne status var en følge af et samspil af mange forskellige ting, hvori kolonihandlen selvfølgelig også indgik, omend uden at være udslagsgivende. Den eneste kolonihandel, der inkluderede slaver, nemlig den såkaldte trekanthandel, gav således mindre end fem procent af den samlede danske statsindkomst,« skriver hun.
5. Har aktivisterne en pointe?
Det har Akademiraadets formand, Milena Bonifacini, faktisk anført, at de har: »Aktivisterne har en pointe i, at det er vigtigt, at vi taler om de ting, der er foregået i historiens løb,« har hun sagt til Politiken.
På sociale medier har de også mødt opbakning – for eksempel fra skriftkollektivet Marronage, men der har også været markant modstand.
Kunsthistoriker Charlotte Christensen skriver til Information, at »nu er hærværk altså ikke samtale, hvad man også må sige til aktivisterne, der selv har sagt (anonymt), at de ’ønsker at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort’«.
Hun påpeger, at andre »ting, der er foregået i historiens løb« er destruktion af kunstværker foretaget af religiøse og politiske fanatikere, ved reformationen, under de franske og de russiske revolutioner, af nazisterne og Taleban og spørger retorisk: »Er det ’italesættelse’, eller er det terror og undertrykkelse af andres meninger og kultur?«
Heller ikke Ulla Kjær er imponeret over de anonyme billedkunstnere, der ødelagde busten, og mente, at aktionen måtte blegne i forhold til »Danmarks ødelæggende historiske handlinger som kolonimagt«.
»De overførte altså deres eget dagsaktuelle moralkodeks til en periode for et kvart årtusind siden. Det er jo en både sært selvretfærdig og desværre også usagkyndig indstilling. Talrige diktaturer er bevidst gået efter at udradere konkurrenternes kultur, men det er også førhen set, at folk i en blind tro på én sandhed har forsøgt at slette alle andre muligheder, eksempelvis under Den Franske Revolution, da alle kongestatuer blev ødelagt. At mange af disse statuer siden blev genskabt og genopsat, siger noget om, hvor svært det er at styre fremtidens holdninger. For slet ikke at tale om fortidens.«
6. Hvorfor er institutlederen blevet bortvist?
Kunstakademiets rektor, Kirsten Langkilde, har ikke givet interview, men udsendte i sidste uge en pressemeddelelse om, at institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld er blevet bortvist, mens sagen om busten undersøges.
»Tyveri og hærværk er kriminelle handlinger – uanset konteksten. Det er på ingen måde acceptabelt, og jeg vil gerne understrege, at jeg tager skarpt afstand fra tyveriet og hærværket mod busten af Frederik V,« udtaler rektoren i pressemeddelelsen, af hvilken det fremgår, at Kunstakademiet ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.
7. Hænger det sammen med al den anden palaver, der har været om akademiet?
Ikke direkte. Men der har sandt at sige været en del ballade i år. Ved 2020’s begyndelse indsendte en gruppe studerende ved Kunstakademiets Malerskole en klage over professor Ferdinand Ahm Krag. Hans undervisning blev aflyst, en ekstern undersøgelse af »studiemiljøet« blev sat i gang, og selv blev han suspenderet i ni måneder. I slutningen af september vendte professoren tilbage med en pædagogisk coach ved sin side. De studerende, der havde medvirket i den eksterne undersøgelse, havde ikke fået lov til at høre den færdige undersøgelses indhold, hvilket fik dem til at anklage ledelsen for at »feje det under gulvtæppet«, som en af dem sagde anonymt til Politiken.
Og det er ikke den eneste klage, ledelsen har modtaget i år. Den 28. august indsendte fire professorer et brev til Kulturministeriet og erklærede deres mistillid til rektor Kirsten Langkildes ledelse. I en mail, de sendte til resten af Kunstakademiets undervisere, og som Politiken kom i besiddelse af, skrev de blandt andet, at klagen var møntet på de »stadig mere usunde og uproduktive arbejdsforhold forårsaget af en autoritær og uklar ledelse«.
I Weekendavisen blev mistillidserklæringen koblet sammen med en identitetspolitisk frygtkultur og »militant feminisme« på Kunstakademiet. Det tog afsenderne af brevet dog afstand fra i Politiken.
»Vores protest var og er rettet mod rektors strategi og adfærd – intet andet,« lød det.
Det er ikke første gang, at anklager om problematisk identitetspolitik rettes mod Kunstakademiet. I foråret bragte Weekendavisen en lang artikel, der koblede suspenderingen af Ferdinand Ahm Kragh sammen med usund identitetspolitik og politisk korrekthed, og hvor nuværende og tidligere studerende – og kunstneren Tal R – kritiserede forhold på institutionen.
8. Hvor står sagen nu?
Institutlederen er fortsat bortvist. I en pressemeddelelse har rektor Kirsten Langkilde taget afstand fra aktionen, men samtidig åbnet for dialog:
»På Kunstakademiet diskuterer vi ligesom i resten af samfundet den såkaldte identitetspolitik, og mange er optagede af vores samfunds strukturer i relation til blandt andet køn, klasse, etnicitet, vores institutions og samfunds historie og magtstrukturer i det hele taget.«
Det er også kommet frem, at Langkilde i første omgang sendte videoen med aktionen til akademiets ansatte med et ønske om god weekend.
I et stort opsat interview i Berlingske kritiserer professor Ferdinand Ahm Krag i uforsonlige vendinger rektors udmelding som en problematisk imødekommenhed over for radikale studerende.
»Hun inviterer til samtale og dialog om det postkoloniale og det identitetspolitiske. Jeg ser det ikke som en særligt direkte kommentar til aktionen,« siger han og kritiserer samtidig resten af akademiet for at være »styret af angst«:
»Jeg savner, at flere ansatte lægger navn og personlighed til deres holdninger. Jeg synes, det er et dårligt tegn, at når man følger med i debatten i aviserne, så er de studerende anonyme. Men også når lærere udtaler sig, er det anonymt. Det taler på en måde for sig selv. Hvorfor fanden kan man ikke lægge navn til sine udsagn? Hvad er det, folk frygter,« spørger Ferdinand Ahm Krag.
Hærværk. Hun må pålægges erstatningsansvar og et kursus i privat ejendomsret.
Jeg er spændt på konsekvensen af den vanvittige handling. Er hun overhovedet blevet politianmeldt ?
Information skriver; en kunstnerisk aktion
Hvad kunstnerisk er der over, at stjaele en buste paa sin arbejdsplads, for dereftera t smide den i havnen.
Det med Informations ord betyde, at hvis jeg begaar tyveri og haevaerk, saa er det kunst!!!
Vi har saaledes ikke kriminelle i de danske faenglser, men en masse kunstnere vi bare ikke forstaar.
Hvis nogen en dag stjaeler og begaar haervaerk, saa skal man bare sige; Det er kunst, hvor er i blinde i ikke kan se den store kunst jeg udoever.
Problematisk at Information tager “kunstnerens” ord for at tyveri af kunst og forurening af havnebassinet er kunst.
Intet er en ligegyldig kopi, specielt ikke hvis det er fra 1754. Spørg ejerne af Picasso keramik eller tryk af Dührer om de finder deres egendele værdiløse.
Muligvis skulle jeg overveje et karriere skift.
Stjæle dyr vin i Netto, og synke det; det jo en aktion med perspektiver, både for de stakkels stavnsbundne slave arbejdere, der har trådt i druerne under adlens åg i århundrede og udnyttet af eliten, og med noter til den kapitalistiske udnyttelse omformning af den oprindelige natur.
OBS: Jeg må huske at købe en smart hat!
Om min lokale Netto bestyrer, køber mit kunstneriske koncept må vi se.
En fantastisk happening: Stående på bunden af kanalen synker de(Jo, de skriver sgu "synke") en gipsstatue, bid for bid, skyllet ned med kanalvand, imens de bjæffer sætninger om slaveri, kunstens kompromisløshed, mens boblerne perler i overfladen. Jeg forstår ganske vel deres ønske om anonymitet.
Forbandet svineri!
Håber de får det glatte lag i retssalen og i gitterly
En kommentar til:
"Vi giver dig et overblik over, hvad der sker på Kunstakademiet".
I holder på Information på ingen måder, hvad I lover. Dagbladene, ikke mindst Information, er meget optaget af de konsekvenser af en række strukturelle problemer og processer, der kan iagttages udefra, uden nærmere at undersøge, hvad problemerne og konflikterne bunder i.
Billedlig talt er I mere interesseret i at beskrive røgen og brandene, end I er i at undersøge årsagerne til dem.
På en række områder er problemerne en konsekvens af forskellige former for krav til og pres på Billedkunstskolerne udefra.
Ikke mindst er Billedkunstskolerne midt i en akkrediterings - proces med henblik på at opnå Institutionsakkreditering (et krav fra kulturministeriet på baggrund af et politisk pres).
https://akkrediteringsraadet.dk/wp-content/filer/afgoerelser/Afgoerelses...
Det medfører bl.a. en række nye detaljerede krav til pædagogikken, forskningen og evalueringen, der af de fleste ansatte vil opleves som administrativt meget "bøvlede" og tidskrævende i de år, hvor man er i gang med implementeringen af kravene.
Institutledere og professorer vil nærmest pr. automatik betragte det som et indgreb i forhold til tidligere at have kunnet fungere som "privatpraktiserende" og ikke at skulle dokumentere kvaliteten af deres undervisning og forskning.
At der, på baggrund af kritik af bl.a. professorernes tidligere nærmest "enevældige" magt, er blevet foretaget organisatoriske ændringer de sidste par år, med henblik på at etablere en "fladere" organisationsstruktur, har næppe gjort problemerne i arbejdet med institutionsakkrediteringen mindre.
“Slavegjorte afrikanere” er stadigt noget underlig newspeak, men det er rart at læse en artikel med adskillige eksterne referencer (trods man ved nogle mødes af en paywall) og en rimeligt nøgtern opremsning af fakta.
Man kan dårligt undgå at forstå artiklens indledning som en fejring af, at en kunstnerisk aktion skaber forsideartikler etc. Forsiden er sikret, hvis man blander rets- og kunstinstitutionen sammen, men der kan ret nemt findes andre eksempler på kunstneriske udtryk, som aktiverer hele den del af offentligheden, og det er størstedelen, der normalt aldrig har andet at sige til kunst, end at smag & behag er forskellig.
Det sker også denne gang. Vi er i fuld gang med en ny runde om spørgsmålet, hvad kunst er, og det andet spørgsmål om, hvordan kunst kan bedømmes og hvem, der har autoritet til at gøre det. Den danske offentlighed kunne undtagelsesvist forsøge at komme dybere ned i de spørgsmål, men vil næppe gøre det, og derfor giver diskussionen, jo længere den fortsætter, kun Bjørn Nørgaard ret i, at aktionen nok foreløbig har gjort alle en lille smule dummere.
@Jørgen Mathiasen, hvordan vil du foreslå, at den danske offentlighed kommer dybere ned i spørgsmålet om, hvad kunst er?
Er kunst andet end det, der opfattes som kunst? Er kunst andet end det, der frembringes af dem, der har etableret sig som kunstnere? Kan kunst være destruktivt og stadig være kunst?
Du mener, at "den danske offentlighed" bør dykke lidt ned her. Hvorfor egentlig?
I det øjeblik kunst defineres præcist, ophører det med at være kunst og bliver håndværk. Det er derfor, Mona Lisa smiler så uudgrundeligt.
I et svar til et medlem af Folketinget har kulturministeren meddelt, at hun har bedt rektor om en redegørelse for forløbet omkring hærværket af busten, samt en redegørelse for problemstillingen omkring de identitetspolitiske strømninger på akademiet.
Desuden vil hun iværksætte en uvildig undersøgelse af undervisning, studiemiljø og organisationskultur på Kunstakademiet.
Spørgsmålet er for mig at se, hvor langt man kan komme med en sådan undersøgelse, eftersom en række forskellige modsatrettede interesser er på spil, og utilfredsheden hos en række af disse interessenter er så stor, at de har opgivet at nå frem til en konstruktiv løsning og i stedet forsøger at destabilisere Kunstakademiets funktioner.
Bedre bliver det ikke af, at en række af disse interessenter ikke betragter Kulturministeriet og ministeren som medspillere, men snarere som modspillere.
https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/s277/svar/1715136/2283515.pdf
@Anders Sørensen
Hvis man vil fordybe sig i kunstdefinitioner, så er vejen at gå til undersøgelser af spørgsmålet. De er lavet af æstetikere - kunstfilosoffer - i de sidste 250 år, nogle af dem er også på dansk. Der er rent faktisk et helt bibliotek af den slags, og disse tekster skaber et grundlag for en meningsfuld refleksion over kunst for dem, som ønsker at deltage i samtalen.
Nogle æstetikere vil svare, at de ikke har nogen definition. Derfor er det en mulig konsekvens, at stille nogle andre spørgsmål end definitionsspørgsmålet, hvis man alligevel vil tale om kunst og kunstværker. Det er faktisk også det fremherskende, fordi en hel del mennesker af egen drift anlægger et pragmatisk syn på spørgsmålet, og derfor ikke synes, at spørgsmålet er særligt væsentligt. At der også er andre muligheder, ser man bl.a. her i tråden.
Mht. det ret specielle spørgsmål om kunst kan være destruktivt, så har Banksy vist effektivt demonstreret, at svaret er ja. [Det var ham, som for nylig per fjernstyring destruerede et maleri - hans eget - på en auktion.] Han må antages at være en inspiration for de danske Anonyme Kunstnere, men deres aktion er jo i det hele taget en gentagelse af aktioner i både UK og USA.
@Jørgen Mathiasen, jeg tror, du grundlæggende har misforstået kunstbegrebet. Det er selvfølgelig også en slags kunst i sig selv.
En kommentar til rubrikken:
"Kunstværk eller hærværk?"
Jeg ved ikke, om denne fremhævelse af et modsætningsforhold er en bevidst udfordring af læseren, for der behøver ikke at være tale om et modsætningsforhold. Hvis der havde stået "kunstværk og hærværk?", havde det måske været mere udfordrende?
Om den pågældende happening juridisk set er udtryk for groft hærværk, har ikke nogen betydning for, om den også kan betragtes som kunst.
Inden for det juridiske område gælder et sæt regler, og inden for kunsten et andet, og de har i princippet ikke noget med hinanden at gøre.
Noget andet er spørgsmålet, om en happening kan være GOD kunst, hvis den samtidig, juridisk set, kan betegnes som groft hærværk?
Søren Kjørup skriver i "Kunstens filosofi - en indføring i æstetik" (2000) følgende:
"Betyder så det at et givet værk kan være et godt kunstværk, men alligevel give udtryk for hvad man fra et andet synspunkt må karakterisere som en forkastelig moralsk eller politisk opfattelse? Mit svar vil være at kunstinstitutionen næppe har det moralske eller politiske som del af sit kunstneriske vurderingskriterium, men at det er vanskeligt at forestille sig et kunstværk der kunne integrere fx racistiske synspunkter i en vellykket værkhelhed, kunstnerisk set."
Det forekommer mig, at Kjørup på dette tekststed, som eksempelvis har kunst fra det tredje rige som baggrund, tenderer til at reducere det "kunstneriske" til tegnets udtryk. Når nogle af os, hverken lader os forføre af Leni Riefenstahl eller af de nazimarcher, der som "ren" musik fungerer temmelig effektivt (Kjørup hævder jo også, at musik "stort set" er uden betydningsindhold), så er det fordi begge transporterer et frygteligt indhold, og det kan man vanskeligt se bort fra, når man skal vurdere værket.
Ja, den samme happening kan sagtens være kunst og hærværk på samme tid, ingen tvivl om det.
Det mener jeg dog ikke Busten-i-havnen er. Det er en ganske almindelig politisk happening, der samtidig er hærværk. At den er udført af en række såkaldte kunstnere gør ikke en happening til kunst i sig selv. Det er åbenlyst en billig efterligning af statue-debatten i UK og USA for nogle måneder siden, og den var der mig bekendt ikke nogen, der var indbildske nok til at kalde kunst.
@Nanna Kinch
"såkaldte kunstnere"
Den person, der har påtaget sig ansvaret for handlingen, er uddannet kunstner og har været repræsenteret på flere udstillinger, ligesom vedkommende er ansat (pt. bortvist) som leder og underviser på et kunstakademi.
Hun har selv betegnet det som en happening. Begivenheden ligger i forlængelse af en kunstnerisk tradition for happenings i kunsthistorien. Flere eksperter med forstand på kunst har betegnet den som kunst.
Hvad forlanger du mere for at ville acceptere det som kunst?
"Happening, (eng. 'hændelse'), kunstform, inden for hvilken forskellige kunstarter blandes improvisatorisk til nye, komplekse former, og hvor kunstneren møder publikum ansigt til ansigt.
Happening er endvidere betegnelsen for demonstrationer og aktioner med et kunstnerisk, provokatorisk islæt. Billedkunst, dans, teater og koncert indgår som elementer i kunstformen. Den er alogisk, og dens struktur er opdelt i selvstændige elementer. Aktør og rolle glider over i hinanden, og publikum inddrages undertiden aktivt i forløbet. Happening eksperimenterer med grænsefladen mellem kunst og liv/virkelighed".
Her kommer kildehenvisningen:
https://denstoredanske.lex.dk/happening
Bjarne Toft Sørensen. @ Hun har selv betegnet det som en happening. Begivenheden ligger i forlængelse af en kunstnerisk tradition for happenings i kunsthistorien. Flere eksperter med forstand på kunst har betegnet den som kunst.@
Men hun er bortvist fra en Kunstakademiet så er der ikke også eksperter der mener det modsatte? Eller har de slet ikke forstand på kunst på Kunstakademiet? I så fald har hærværkskvinden vel heller ikke?
Hun kunne have gemt gibsstatuen væk, lavet en kopi og opnået samme resultat uden at blive anklaget for hærværk eller ødelægge en rigtig kunstners arbejde. Det ville selvfølgelig kræve at hun rent faktisk havde talentet til at lave en kopi.... tvivlsomt.
Dirkinck-Holmfeld har ikke alene betegnet sin aktion som en happening, hun redegjorde også i Deadline for dele af happening-kunstens historie. Ved den lejlighed var hun iført en Joseph Beuys-agtig hat, og den var naturligvis emblematisk. Man må sige, at det er lykkedes for Dirkink-Holmfeld i denne tradition at føre diskussionen til grænsefeltet for kunst.
I Deadline kunne man desuden høre Bjørn Nørgaard erklære, Busten [bysten]-i-havnen-aktionen »sådan som kunstbegrebet er i dag« er en kunstnerisk handling udført af kunstnere. Nørgaard billiger ikke hærværket, men Dirkink-Holmfeld fået en slags velsignelse af aktionens kunstneriske karakter fra kunstinstitutionen.
Uden for institutionen kommer det åbenbart til at vente lidt længere.
Jørgen Mathiasen hvori ligger kunsten så i den “happening”? Er det at det er en meget gammel buste? At hun kalder sig kunstner? At hun mener hun har en holdning til noget? At den ender i vandet?
Eller skal alle ovenstående ting være tilstede for at gøre forurening af havnebassinet til kunst? Du må vel tage et skridt tilbage med at tage Bjørn Nørgaards ord for absolutte universelle sandheder. Faktum er jo at Dickink er suspenderet fra Kunstakademiet så som minimum ser Kunstakademiet og Kirsten Langkilde hendes ageren som hærværk og ikke-kunst.
@Nygaard
Det undrer mig, at du bruger kræfter på at tillægge mig Nørgaards meninger etc. Det er jo rene stråmænd. Se i stedet for Deadline.
Hvis man er interesseret i at forstå noget af det, kan man bruge den link, Bjarne Toft Sørensen har givet her til det store danske leksikon for at se, hvad der gælder som en kunstnerisk aktion.
Og ellers kan jeg til det gentagne spørgsmål om kunstdefinitioner varmt anbefale kunstfilosoffen og videnskabsteoretikeren Søren Kjørups bog, som BTS også har nævnt her.
Kjørups bog, som er kommet i 2 udgaver, er en kunstfilosofisk grundbog for de æstetiske fag i Danmark. I den har forfatteren en lidt længere diskussion af, hvorfor han ikke har nogen kunstdefinition.
I samme bog og i hans omfattende værk om humanvidenskabsteori kan man spore oprindelsen til den skeptiske æstetik. Det er bemærkelsesværdigt, at den fører sig frem med en aggression, som er magen til den, der kommer til syne, når talen falder på paradigmeskiftet i forbindelse med den kopernikanske vending.
@Ulla Nygaard
Hun er bortvist fra Kunstakademiet, fordi institutionen, som andre lignende institutioner, ikke kan tillade hærværk på kunstgenstande, som de har i deres varetægt. Hun er ikke bortvist, fordi den pågældende happening ikke kan betegnes som kunst.
Det er begivenheden (processen), samlet set, der er afgørende for, om den kan betegnes som en kunstnerisk happening.
Hvis det kun var en gipsbuste af Fredering 5, der var blevet smidt i vandet, uden den tilhørende video og redegørende tekst på idoart.dk, ville det ikke have været en kunstnerisk happening.
Hærværk er og bliver hærværk. At kramme sin cafe latte tæt og føle sig vildt woke betyder ikke at alt man kaster op er kunst. Hun virker ærligt talt talentløs.