Baggrund
Læsetid: 9 min.

Kvindelige skulpturer i det offentlige rum er tilbageskuende: Formen passer ikke ind i 2020

Der kommer flere statuer og monumenter, der hylder kvinder – senest en omdiskuteret statue af kvinderetsforkæmper og filosof Mary Wollstonecraft. Men vi mangler overvejelser om, hvad vi kunstnerisk, ikke kun politisk og værdimæssigt, vil med dem. Det mener museumsdirektør Ulrikke Neergaard og forkvinde for Ny Carlsbergfondet Christine Buhl Andersen, som ser på fire nye eksempler
Maggi Hamblings statue af Mary Wollstonecraft vakte voldsom debat, da den blev præsenteret tidligere på måneden i London, fordi hun bliver afbilledet som nøgen kvindefigur.

Maggi Hamblings statue af Mary Wollstonecraft vakte voldsom debat, da den blev præsenteret tidligere på måneden i London, fordi hun bliver afbilledet som nøgen kvindefigur.

Nick Harvey/Shutterstock

Kultur
24. november 2020

Det vakte harme blandt feminister, da kunstneren Maggi Hamblings statue af Mary Wollstonecraft blev præsenteret i det nordlige London den 10. november.

Wollstonecraft var kvinderettighedsforkæmper, forfatter og filosof og kæmpede i slutningen af 1700-tallet for, at kvinder skulle respekteres som tænkende væsener på lige fod med mænd. Derfor er det blevet stærkt kritiseret, at hun af Hambling er blevet afbildet som en nøgen kvindefigur.  

»Det, der provokerer, er, at hun er nøgen. Hvorfor skal det være sådan, at når man fremstiller en kvinde, så skal hun være sit køn,« spørger Ulrikke Neergaard retorisk. Hun er direktør for KØS – Museum for kunst i det offentlige rum og cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling.

Behovet for at rette op på den ulige fordeling af, hvem og hvad vi hylder i offentlige rum gør det også nødvendigt at diskutere, om der er behov for flere buster, eller om man kunne forestille sig at gå andre og nye veje, siger Neergaard:

»Vi har generelt en udfordring her. Mange af de nye portrætstatuer, der blandt andet portrætterer fremtrædende kvindelige personer, følger ofte ikke med den øvrige udvikling inden for samtidskunsten. Deres udtryk er ofte forældede.«

Det svarer til, at man køber en spritny computer og installerer et meget gammelt styresystem på den, siger hun.

Hylder oversete kvinder

Christine Buhl Andersen, der er forkvinde for Ny Carlsbergfondet og cand.mag. i dansk og kunsthistorie og har en master i museologi og ledelse, er ikke helt enig. Hun mener, at det er generaliserende at sige, at statuerne er tilbageskuende i deres udtryksform. 

»Det er klart, at hvis ikke man er til figurative skulpturer, så kan de godt virke lidt gammeldags, men mange af kunstnerne arbejder med statuerne på en nytænkende måde, der tilføjer dem mange flere lag end de gamle buster, vi ser omkring i bybilledet,« siger Buhl Andersen.

Det er en international bevægelse, at der blandt kunstnere kommer fokus på at lave statuer af kvinder, der har været store i deres samtid, men ikke er blevet hyldet derefter, fordi de var kvinder.

I Danmark er der i 2010 blevet opsat en figurativ statue – altså en konkret og genkendelig afbildning – af Lise Nørgaard i Algade i Roskilde, hvor hun sidder på en bænk. Også i Roskilde er der i 2006 opsat en statue af dronning Margrete I til hest. 

Bevægelsen har også i august i år ført til en statue i Central Park i New York, hvor hele tre kvinderettighedsforkæmpere – Susan B. Anthony, Elizabeth Cady Stanton og Sojourner Truth – er afbilledet.

Det er blot få blandt mange kvindelige statuer, der er blevet sat op over de seneste par år verden over.

Demokratisk problem

Men i en demokratisk kultur er monumentet altså også en svær genre, fordi det kan virke problematisk at hylde enkeltpersoner, mener Neergaard. 

»I vores demokratiske samfund i dag er vi jo nok generelt mere tilbøjelige til at hylde det alsidige og de forskellige stemmer og uenigheden. Men med de her monumenter er det ofte ret fastlåste udsagn, der står frem,« siger hun.

Neergaard pointerer, at der er masser af kunst i det offentlige rum, der eksperimenterer på livet løs, men lige hvad angår mindemærker over noget eller nogen, vi gerne vil hylde, så mangler der nogle redskaber.

En af de store udfordringer ved at arbejde i det offentlige rum er, at man skal imødekomme rigtig mange mennesker og interesser, og også mange modstridende interesser, og i de værste tilfælde går det hen og bliver et konsensusværk, hvor man er sikker på, at det er let aflæseligt, og at man ikke støder nogen, mener Neergaard.

Både Neergaard og Buhl Andersen nævner monumentet over Dan Turèll i Vangede, der er et kæmpe alfabetet, som man kan lege på, som et eksempel på et eksemplarisk mindemærke, der kan noget anderledes.

Spørgsmålet er nemlig ifølge Neergaard blandt andet, om vi gerne vil hylde selve personen i form af et portræt eller hylde det, som de er kendt for.

Information har sammen med Christine Buhl Andersen og Ulrikke Neergaard gennemgået fire statuer, der er et udtryk for bevægelsen. De forholder sig til, om de er nytænkende eller tilbageskuende. 

’Monument for Inge Lehmann’ af Elisabeth Toubro, opført i 2017 på Vor Frue Plads i København.

’Monument for Inge Lehmann’ af Elisabeth Toubro, opført i 2017 på Vor Frue Plads i København.

Mads Nissen

’Monument for Inge Lehmann’ af Elisabeth Toubro

Inge Lehmann (1888-1993) var seismolog og kendt for, at hun i 1936 opdagede, at jordens inderste kerne er fast og ikke flydende.

I 2017 blev et monument af hende opført på Vor Frue Plads i København af billedhugger Elisabeth Toubro.

Toubro har siden sin akademitid i 80’erne været optaget af naturvidenskaben og dens erkendelser, som hun integrerede i sine ofte komplekse skulpturer, der rummer et helt nyt formsprog.

Monumentet er blevet et symbol på det videnskabelige arbejde, som Inge Lehmann har bedrevet, hvor hun med seismologiske bølger har undersøgt jordens kerne. Det er repræsenteret gennem abstrakte former i skulpturen, og så er der ridset et portræt af Lehmann ind i den ene side.

Skulpturen står side om side med de klassiske buster af mandlige forskere og viser dermed en tydelig kontrast mellem den gamle måde at hylde en person på og en ny mere progressiv udtryksform.

Skulpturen kan noget af det, som Ulrikke Neergaard, direktør for KØS – Museum for kunst i det offentlige rum, efterspørger.

Toubro har nemlig ikke grebet tilbage til den klassiske skultur og lavet en statue, der ligner Lehmann.

»Toubro har spurgt, hvad det er, Inge Lehmann har forsket i, og så har hun bearbejdet det og overvejet, hvordan det kan få form i et monument,« siger Neergaard. 

Skulpturen er i tråd med resten af Elisabeth Toubros kunstneriske praksis, som handler meget om transformation, bevægelighed, og hvordan tingene forandrer sig hele tiden, hvilket også går meget godt hånd i hånd med Inge Lehmanns forskning, konstaterer Neergaard.

Rent symbolsk har det en stor betydning, for endelig er der en kvindelig forsker, der har fået sit eget mindesmærke, mener Christine Buhl Andersen, forkvinde for Ny Carlsbergfondet. 

»Det er et interessant eksempel på nytænkning inden for skulpturer,« siger Buhl Andersen, der så også må understrege, at hun i dette tilfælde ikke er helt upartisk. I sin tid var hun kurator på udsmykningen på vegne af Ny Carlsbergfondet, som også bevilgede skulpturen til Københavns Universitet.

’En skulptur til Mary Wollstonecraft’ af Maggi Hambling. Opført i det nordlige London i år.

’En skulptur til Mary Wollstonecraft’ af Maggi Hambling. Opført i det nordlige London i år.

Nick Harvey/Shutterstock

’En skulptur til Mary Wollstonecraftaf Maggi Hambling

Mindesmonumentet over Mary Woolstonecraft er en forsølvet bronzefigur af en kvindekrop. Figuren står placeret på, hvad der ligner en klippeformation eller et stykke træ.

Mary Wollstonecraft (1759-1797) kæmpede for kvinders stemmeret og kvinderettigheder. Hun var forfatter og filosof og drev desuden en pigeskole og skrev bogen Thoughts on the education of daughters.

»Her er det gået helt galt. Det er fuldstændig ude i hampen i sin symbolik,« siger Neergaard.

Monumentet har vakt stor debat, fordi det ifølge mange kritikere er fejlagtigt at hylde hendes eftermæle ved at lave et monument af en nøgen kvinde.

»Hvis målet er at skabe lidt balance i forhold til nogle af alle de her historiske figurer, der har været af hankøn, så mindes jeg ikke, at der er nogen af dem, der er portrætteret, hvor man kan se deres kønsorgan meget udførligt udformet – der er jo ikke nogen af dem, der er nøgne.«

Det bliver kvindekroppen og ikke personen, eller deres præstation, der kommer i fokus, mener hun.

Buhl Andersen kan godt forstå, at det har vakt debat, at Maggi Hambling har valgt at portrættere Wollstonecraft nøgen. »Den nøgne kvindekrop har en kæmpe historie inden for skulpturhistorien. Det har typisk været mænd, der har portrætteret nøgne kvinder, og det passer ikke i den her sammenhæng.«

Det er ikke et konkret portræt af Mary Wollstonecraft, men den nøgne figur skal udtrykke alle kvinders kraft og skønhed, pointerer Buhl Andersen.

»Det er jo en god intention,« siger hun, »men i nutidens kontekst kommer det til at virke seksualiseret, og det er jo netop problemet, for i den her kvindekamp handler det om at frigøre sig fra mandens blik og lade kvinderne stå frem for det, de har skabt og gjort – ikke som seksualobjekter.«

’I Am Queen Mary’ af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle. Opført i 2018 foran Vestindisk Pakhus i Toldbodgade i København.

’I Am Queen Mary’ af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle. Opført i 2018 foran Vestindisk Pakhus i Toldbodgade i København.

’I Am Queen Mary’ af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle

Det er kunstnerne Jeannette Ehlers fra Danmark og La Vaughn Belle fra Jomfruøerne, der står bag den syv meter høje afbildning af Mary Leticia Thomas, også kaldet Queen Mary.

Queen Mary blev i 2018 opført foran Vestindisk Pakhus i Toldbodgade i København under titlen I Am Queen Mary – A Hybrid of Bodies, Narratives and Nations. Queen Mary spillede som oprørsleder en vigtig rolle i de slavegjortes kamp mod den undertrykkende danske kolonimagt, og hun var med til at lede arbejderopstanden Fireburn i 1878 på St. Croix.

Det er en skulptur, der har fået meget opmærksomhed, fordi det er et af de få værker, der tager hul på vores kolonialistiske fortid.

»Den har rejst en virkelig vigtig diskussion, og på den måde er Queen Mary som diskursivt værk lykkedes vanvittig godt, fordi det har sparket diskussionen om Danmarks kolonialistiske fortid i gang og også er lykkedes med at få den på den politiske dagsorden,« siger Neergaard.

Det er interessant, at kunstneren Jeanette Ehlers, der ellers primært arbejder performativt, griber ned i den her klassiske værktøjskasse, hvor hun laver en monumental skulptur og sætter den på en piedestal, mener Neergaard.

Hun mener, at skulpturen udgør en meget vigtig balancering i forhold til de øvrige hyldeststatuer, der er skabt gennem historien. Men fra et kunstfagligt synspunkt mener hun, at der formmæssigt gribes tilbage til en udtryksform, som vi rent kunsthistorisk for længst har forladt: »Udtrykket bliver dermed lidt tilbageskuende,« siger hun.

Buhl Andersen mener til gengæld ikke, at Ehlers og Belles kunstneriske greb har været tilbageskuende. Tværtimod. 

»Skulpturen er interessant, fordi kunstnerne har brugt deres egne kroppe til at udforme Queen Mary. På den måde smelter deres egne kroppe sammen med noget historisk i det her værk, hvilket er meget interessant og originalt.«

Buhl Andersen pointerer, at skulpturen taler op imod en lang tradition, der har en voldsom slagside i forhold til at hylde hvide sejrsherrer. Hun mener derfor, at det både er legitimt, men også ret friskt, at de to kunstnere approprierer – hvilket betyder, at man gøre noget til sit eget, inden for kunst ved overtagelse eller lån af andres billedverdener og motivkredse – netop den traditions særkende: det naturalistiske og det monumentale.

Men fortællingen omkring skabelsen af skulpturen ændrer for Neergaard ikke på, at den står svagt formmæssigt.

»Det er selvfølgelig et statement fra kunstnernes side, men jeg kan ikke lade være med at ærgre mig lidt. Jeg ville gerne have set noget mere nyskabende,« siger Neergaard.

’Millicent Garrett Fawcett Statue’ af Gillian Wearing. Opført i 2018 på Parliament Square i London

’Millicent Garrett Fawcett Statue’ af Gillian Wearing. Opført i 2018 på Parliament Square i London

Jeff Blackler/Shutterstock

’Millicent Garrett Fawcett Statue’ af Gillian Wearing

Millicent Fawcett (1847-1929) var politiker, forfatter og er blevet et feministisk ikon. Hun var leder af Storbritanniens største kvinderettighedsorganisation, og hun er den første kvinde, der er hyldet via en statue på Parliament Square i London. Skulpturen af hende blev opført i 2018.

Gillian Wearings skulptur er nytænkende, mener Christine Buhl Andersen.

Men det kræver et kendskab til kunstneren for at forstå hvorfor. Wearing har nemlig tidligere lavet et kunstprojekt, hvor hun har bedt ganske almindelige britere om at skrive udsagn og holdninger på skilte, og derefter har hun taget et billede af dem, hvor de har holdt skiltet foran sig.

»Ved at referere til sine tidligere værker, så fornyer hun den ellers ret klassiske statue,« siger Buhl Andersen og fortsætter: »På den måde bliver hendes statue en reference til en historisk persons politiske kamp og hendes egen kunst.«

Wearing bruger sine egne hænder som model for skulpturens hænder. Således bruger hun sin egen krop i værket, ligesom Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle, der brugte deres kroppe til at udforme Queen Marys krop.

»På den måde smelter nutiden sammen med fortiden gennem fusionen af kroppe i skulpturen,« siger Buhl Andersen. 

Hun pointerer dog, at det er en figurativ skulptur, og hvis man ikke er til den slags, så er det klart, at den kan virke lidt gammeldags.

Her er Ulrikke Neergaard enig. 

»Den er delvist vellykket, men den kunstneriske originalitet kunne også godt være taget endnu længere i forhold statuetraditionen,« siger hun.

Gillian Wearing, som er kunstneren bag statuen, har ifølge Neergaard skabt nogle stærke og foruroligende videoværker, hvor man virkelig bliver udfordret på sine grænser og bringes nogle vilde steder hen, og det mener hun ikke, at man helt gør med det her værk.

»Det er en misforstået forenkling, at når man skal skabe kunst i offentlige rum, så skal man arbejde i oneliners,« siger hun:

Der er nogle nuancer, der går tabt, når formidlingen bliver så simpel. »Det, kunsten gerne skulle give os, er noget mere komplekst, og noget, der bringer os nogle uventede steder hen, og det synes jeg ikke, at Gillian Wearing helt kommer i mål med i det her værk.« 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Hvis skulptur havde været af mandlig herkomst havde den sikkert fået flere kommentarer her i spalterne. Det vil jeg hermed gerne forsøge at kompensere lidt for.

Troels Ken Pedersen

Jeg er personligt ret vild med hvordan I am Queen Mary laver en bombastisk-majestætisk magtfremstilling ud af en af historiens glemte og knuste. "Glemte" selv med egen monumentalskulptur, fordi vi bogstaveligt ikke aner hvordan hun så ud, selv om hun levede i en tid hvor fotografier var begyndt at være en ting. Og kunstnerne har fået noget specifikt interessant ud af at udfylde dét tomrum. Uanset at skulpturen er old school. :-)

Hvis de er utilfredse med den kan de jo ringe til den overdådigt talentfulde Katrine Dickink og spørge om hun har en løsning.