Nekrolog
Læsetid: 8 min.

Maradona var den største – og den evige underdog, som aldrig blev accepteret på parnasset

Diego Armando Maradona kom fra slummen og blev verdens største fodboldspiller. Han var et ikon for det globale syd, de underkuede og undertrykte. Hans lys brændte ikke så længe som andre fodboldlegenders, men det brændte klarere, stærkere og smukkere
I syv magiske kampe i Mexico i 1986 leverede Maradona den bedste enkeltmandspræstation, der nogensinde er set på en fodboldbane. Hvis Argentina ikke havde haft Maradona, var de aldrig kommet i nærheden af verdensmesterskabet.

I syv magiske kampe i Mexico i 1986 leverede Maradona den bedste enkeltmandspræstation, der nogensinde er set på en fodboldbane. Hvis Argentina ikke havde haft Maradona, var de aldrig kommet i nærheden af verdensmesterskabet.

Carlo Fumagalli

Kultur
26. november 2020

Det fortælles om Diego Maradona, at da han som lille dreng dukkede op til sin første fodboldtræning, skete det ved et åbent hus i den lokale fodboldklub, hvor han sammen med omkring hundrede andre drenge løb rundt på en knoldet fodboldbane og sparkede til nogle bolde.

Da træningen var slut, tog træneren Diego ved hånden og sagde:

»Vis mig, hvor du bor.«

Diego Maradona fulgte træneren hjem til det slumhus, hvor han levede med sine forældre og søstre. Træneren sagde til Maradonas far:

»Pas godt på denne her lille dreng. Han vil gøre jer meget rige en dag.«

Og rige – det blev Maradona og hans familie. Samtidig blev den lille dreng fra vrimlen i den lokale fodboldklub til den største fodboldspiller i sin generation – og måske den største spiller, verden nogensinde har set.

Han transcenderede sin status som fodboldspiller og blev et ikon for fodboldfans over hele verden.

Men samtidig havde han også noget andet i sig: et mørke og en vildskab – og først og fremmest en iboende trang til at kæmpe mod autoriteter i enhver form.

Maradona var den største. Men han var samtidig den evige underdog. Outsideren, der stod på de undertryktes side, og som af samme grund aldrig blev hundrede procent accepteret på parnasset.

For at parafrasere en tidligere dansk statsminister: Helt stueren blev han aldrig.

Nu er han død. Legenden fra Argentina er her ikke længere. Og han efterlader sig en klode, der pludselig er blevet lidt fattigere.

Afmagt og håbløshed

Hvis man vil forstå Maradonas liv og handlemønster må man kende hans barndom og opvækst.

Den lille Diego voksede op på bunden af det argentinske samfund, nærmere bestemt i slummen på bjergskråningerne uden for Buenos Aires. Her blev han født ind i en fattig familie som femte barn i et kvarter så præget af armod, at der hverken var gadebelysning, brolagte gader eller velordnede sanitære forhold.

Der var kun afmagt og håbløshed. Og det er, som om opvæksten blandt de magtesløse i det nederste lag af dét, der dengang var et benhårdt militærdiktatur, var med til at udstikke hans bane som en frelserskikkelse for de kræfter inden for fodboldverdenen, der var i opposition til det etablerede system.

Ritzau

Det så man allerede ved hans entré til europæisk fodbold – nemlig skiftet til Barcelona i 1982.

Maradona ankom til Spanien som verdens dyreste spiller efter at have skabt sig et navn som teenagesensation i den bedste argentinske række, hvor han havde været topscorer tre år i træk, fra han var 15 til 18 år gammel.

Men det Barcelona, han ankom til, var ikke det globale powerhouse, vi kender i dag. Maradona ankom til en klub, der stadig levede i skyggen af den undertrykkelse og marginalisering, catalanerne havde været udsat for under Franco. Barcelona havde – før den bredbringede argentiners ankomst – kun vundet ét mesterskab i 22 år.

Og man fristes til at sige, det argentinske geni allerede her udlægger det leitmotif, der skal præge hele hans karriere i europæisk fodbold. Diego Maradona skifter ikke til en af de etablerede topklubber, der dominerer fodbolden på kontinentet i starten af 1980’erne. Han skifter til det både politisk og sportsligt undertrykte mandskab fra Cataloniens hovedstad.

Hans ophold i Barcelona bliver aldrig en succes. Maradona er endnu ikke færdigudviklet som fodboldspiller, og han er kun glimtvis i stand til at påtage sig rollen som den samlende kraft på holdets offensive midtbane. Desuden bliver hans tid også i høj grad afbrudt af skader.

Han får anklen brækket af Andoni Goikoetxea – også kendt som Slagteren fra Bilbao – i en af de mest brutale tacklinger, der er set i spansk fodbold; en stempling så voldsom, at knækket fra Maradonas ankel efter sigende kunne høres på de øvre tribuner på Camp Nou.

Og han får hepatitis B og er syg i en længere periode.

Alt i alt formår den argentinske boldkunstner kun at føre Blaugrana frem til en enkelt Copa del Rey-titel (den spanske pokalturnering) før han i 1984 drager videre til Napoli – og til de fodboldår, hvor han for alvor skal skrive sig ind i historien.

De forarmedes klub

Skiftet til Napoli rummer mange ligheder med hans skifte til Barcelona et par år forinden, forstået på den måde, at også til Syditalien ankommer det argentinske geni på ryggen af en transfer, der gør ham til verdens dyreste fodboldspiller.

Men derudover er der en anden pointe – og det er, at det er Napoli, han skifter til. Ikke Juventus eller Roma eller Inter eller AC Milan.

Napoli.

De fattiges og forarmedes klub i det kaotiske og korrupte Syditalien.

Før Maradona skifter til Napoli, er det aldrig lykkedes en klub syd for Roma at vinde det italienske mesterskab. De syditalienske klubber har altid været sportsligt fyld og kanonføde i Serie A, mens de rige klubber i Norditalien har fordelt sølvtøjet imellem sig.

Med det argentinske genis ankomst til storbyen ud til Napolibugten ændrer magtbalancen sig. I sine syv år i Napoli trækker Maradona to mesterskaber til klubben samt to andenpladser, en pokaltitel og en UEFA Cup-triumf.

Han bryder simpelthen med norditalienernes magtmonopol og tilfører napolitanerne en stolthed og selvfølelse, de aldrig før har oplevet. Og det har de aldrig glemt ham for på de kanter. Går man rundt i Napolis gader den dag i dag, kan man stadig møde vægmalerier af den store mester, ofte aftegnet i messianske former.

Maradona bliver samtidig til en politisk faktor; en skikkelse, der symboliserer sydens oprør mod det rige nord. Maradona spillede i Napoli i en tid, hvor der var stærke spændinger mellem Syd- og Norditalien, og han var helt bevidst om sin rolle i denne sammenhæng.

Det ser man under VM i Italien i 1990, hvor Argentina skal spille semifinale mod Italien i netop Napoli.

Op til kampen diskuteres det seriøst i de italienske medier, om det lokale publikum vil holde med deres eget landshold – eller med deres lokale frelser.

Og Maradona puster selv til flammerne, da han op til kampen udtaler:

»Jeg bryder mig ikke om, at alle pludselig beder napolitanerne om at være italienske og støtte landsholdet. Napoli er altid blevet marginaliseret af resten af Italien. Det er en by, der har lidt under den mest uretfærdige racisme.«

Jo, han vidste, hvordan de følte i det marginaliserede Syditalien, det gamle slumbarn fra Buenos Aires.

Fans holder et Maradona-flag på Sao Paolo stadion i Napoli i 2013 – 21 år efter han forlod klubben.

Fans holder et Maradona-flag på Sao Paolo stadion i Napoli i 2013 – 21 år efter han forlod klubben.

Roberto Salomone

Messi eller Maradona?

Idoldyrkelsen af ham var også fuldt berettiget: Maradona leverede i Napoli noget af det bedste fodboldspil, verden nogensinde har set. Det er blevet sagt om den argentinske mester, at hans lys ikke brændte lige så længe som mange andre fodboldlegenders, og det er også sandt – til gengæld brændte det så meget klarere.

I vore dage er det på mode at diskutere, hvem der er størst – Messi eller Maradona? Spørgsmålet er imidlertid meningsløst, fordi de lever i radikalt forskellige virkeligheder.

Lionel Messi udfører sin metier på et tidspunkt i fodboldhistorien, hvor angriberne er bedre beskyttede end nogensinde før. Du må som forsvarer stort set ikke røre Messi, og første gang du laver et halvhårdt frispark på ham, får du gult. Gentager du bedriften, er det rødt.

Sådan var det ikke i Serie A tilbage i 1980’erne (eller i La Liga for den sags skyld. Goikoetxea fik kun gult for sin benbrækkertackling.)

I Serie A på Maradonas tid spillede alle italienske hold med mandsopdækning. Og når de mødte Maradona, så stod den på dobbelt mandsopdækning. Det vil sige, at han i hver eneste kamp var udstyret med to overfrakker, hvis eneste opgave var at sparke ham ned, så snart han kom i boldbesiddelse.

Han var simpelthen udsat for arbejdsforhold på grønsværen, der var så brutale, at man i dag knap kan forestille sig det.

At den argentinske playmaker alligevel i stort set hver eneste kamp – og altså igen og igen og igen – var i stand til at vriste sig fri af sine oppassere og levere de sekundkorte men udsøgte øjeblikke af rendyrket genialitet, der tippede kampen over til de lyseblå syditalieneres fordel, det fortæller historien om en spillemæssig virtuos, der i de dér magiske år i anden halvdel af 1980’erne og starten af 1990’erne leverede på et plan, hvor ingen anden nogen sinde har befundet sig.

Ordinære Argentina

Og historien er den samme på landsholdet. Argentina var ingen stormagt på den internationale fodboldscene i midt-80’ene. Det var et ordinært hold, der faktisk var tæt på slet ikke at kvalificere sig til VM.

POOL new/Ritzau Scanpix

Men de havde Maradona, og i de syv magiske kampe i Mexico leverer han den bedste enkeltmandspræstation, der nogensinde er set på en fodboldbane. Hvis Argentina ikke havde haft Maradona, var de aldrig kommet i nærheden af verdensmesterskabet. De var formentlig ikke engang kommet ud af gruppespillet.

Og skulle man være i tvivl om den agtelse, som han blev holdt i – også af spillerne fra de øvrige nationer – kan man bare betænke sig det scenarie, der udspillede sig i sekunderne, efter at dommeren har fløjtet semifinalen mellem Argentina og Belgien af. Her piler Belgiens målmand Jean-Marie Pfaff – der nok var verdens bedste målmand i de år – op ad banen for at få fat i geniets trøje.

Pfaff vidste nok, hvem han havde med at gøre.

Maradonas indsats ved VM i 1986 bliver ofte illustreret ved hjælp af hans solomål til 2-0 mod England i kvartfinalen. Og det er også rigtigt, at de ti magiske boldberøringer, hvormed han fra en startposition nede på egen halvdel afdribler halvdelen af det engelske mandskab er det bedste mål, der nogensinde er scoret i VM’s historie.

Jorge Silva
Men hans afgørende stikning til Burruchagas 3-2-mål i finalen mod Vesttyskland fortæller en lige så fyldestgørende historie om Maradonas betydning.

Før kampen havde vesttyskernes træner, Franz Beckenbauer, i bedste tyske stil besluttet sig for at mandsopdække argentineren. Denne opgave blev givet til Lothar Matthäus (selv om Hans-Peter Briegel havde meldt sig frivilligt med ordene »ham den lille fede, ham holder jeg«) og Matthäus havde nogenlunde snor i argentineren – lige indtil få minutter før tid.

I en enkelt sekvens trækker Maradona sig få meter tilbage på banen, modtager bolden uden for sin oppassers rækkevidde – og sender med en lynsnar pasning sin holdkammerat af sted i frit løb mod tyskernes mål.

Og så er det rigtigt, at Maradona også blamerede sig med at score med hånden mod Peter Shilton, da han bragte Argentina på 1-0 i kvartfinalen. Men det er simpelthen en del af pakken med denne bemærkelsesværdige fodboldspiller fra slummen uden for den argentinske hovedstad. Han spillede ikke altid med fine midler. Og han havde ikke respekt for de etablerede regler.

Det var den samme oprørstrang, der i hans senere år fik ham til at støtte Hugo Chavez, Castro og Maduro.

I år 2000 arrangerede FIFA en global afstemning om, hvem der var den bedste fodboldspiller i verdenshistorien. Maradona vandt afstemningen. Det brød de høje herrer i toppen af fodboldhierarkiet sig ikke om, så de dannede i hast en ekspertkomité, der indplacerede den langt mere politisk spiselige Pelé på en delt førsteplads.

Sådan var det med El Diego. Han var mesteren i folkets hjerter.

Hvil i fred, du gale anarkist.

Ritzau

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Længe leve Maradona. Der kommer aldrig en ny som ham.

Torben Lindegaard

@Martin Østergaard-Nielsen

Det er en flot rune, som du rister over Maradona - og han fortjener det.

Angående beskyttelse af angribere for 30 - 40 år siden.

Argentina spillede ved et VM imod et andet sydamerikansk hold - måske Uruguay.
I hvert fald opgav de på forhånd at dække Maradona op -
i stedet hægtede de ham bagfra, når han i fuldt firspring stormede frem.

Selvfølgelig pløjede han så næsen i grønsværen - hver gang - og fik frispark; men ingen advarsel til den anden spiller. Når han endelig fik fat i bolden igen og kunne tage frisparket, var forsvaret for længst på plads.

Efter at være blevet hægtet for Pokker ved hvilken gang, sparkede han liggende ud efter modstanderen og blev udvist !!

Det fik heldigvis fodboldforbundene til at vågne lidt op og øge beskyttelsen af angriberne.

Peter Mikkelsen, Tina Peirano, Malcolm McGugan, Bjarne Bisgaard Jensen, Jan Jensen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

Nu har jeg aldrig helt fattet verdens amok med foldbold, men var og er den største ikke Pelé?

Arne Albatros Olsen

" Hvis fodbold er gud, så er Maradona en af hans profeter".

Jo, Pelé var den største - indtil Maradona gjorde sin entré.

Jan Nielsen, Peter Mikkelsen og Tina Peirano anbefalede denne kommentar

Husk at se dokumentarfilmen. Tak, Martin. Argentineren er død. I dag græder verden. Flot goal show i går m. Laukjærs hyldest og Schwartz´ indsigt.

Glimerende artikel.

Maradona stak altid tommelfingeren i øjet på imperalisterne

Viva la revolución

jens christian jacobsen, Hanne Utoft, Jan Nielsen og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Trist! Den størte opportunist nogensinde på en fodboldnane er død. Der vil aldrig nogenensinde igen være en kommentator der udbryder: "Det er genialt det der" den type spiller er nok en sjældenhed i dag. I dag får de unge at vide, at de skal aflevere bolden, det skulle Maradona ikke han afdriblede et hvilket som helst forsvar. Og så var han en ægte working class hero.

Arne Albatros Olsen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Nej Maradona, en af verdens store sportsstjerner, kæmpede med sine dæmoner , det var aldrig noget kønt syn og kan aldrig være et forbillede for nogen i dag. Dog vil vi ære hans minde i klubben i dag.

Peter Mikkelsen

Margit Johansen: Du tager så grueligt fejl. Maradona er et forbillede for millioner af mennesker både på grund af hans fodboldspil og hans menneskelige egenskaber. Det er ikke altid kønt, når underklassen gør oprør. Men det var i Diegos tilfælde en nødvendighed - og rørende menneskeligt. Hvad skal vi bruge alle de velfriserede robotter til, som nutidens fodbold tilbyder?

Ture Nilsson, jens christian jacobsen, Morten Andreasen, Jan Nielsen og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

Maradona trodsede naturlovene - det var altid magisk når han gik på banen. Selvom jeg aldrig var den store fodboldfan, så jeg trofast med hver gang han spillede, han var en inspiration og altid to-tre skridt foran alle andre.
Ingen over, ingen ved siden af! Der er en ny Gud i himlen

Da jeg så ham jonglerer bolden fra skulder til skulder og holde bolden oppe kun ved hjælp af hælen, det var magi.

Henrik Andersen

R.I.P Diego.

Hér er en spiller med noget større ekvilibrisme end Maradona:
https://www.youtube.com/watch?v=25_oVUvY9IA

Og her er en mere:
https://www.youtube.com/watch?v=cTY4Yo2SR2o

Godt forsøg Hanne Utoft. Det rækker bare ikke...

https://www.youtube.com/watch?v=VmyssDtOiLM

William Mannicke

@René Arestrup

René, du fører 1-0 på humor :-))

PS: Ørsted???

William Mannicke

@René Arestrup

Ok, godt ord igen, jeg har lige set en reklame for Ørsted :-))

Perlerne danner hele kæder og det er svært, grænsende til umuligt at finde den smukkeste af dem alle. Måske er det ikke blot skønheden i udførslen, men selve skabelsen - ideen - der får nogle af perlerne til at skinne med større pragt end alle de andre. Fx ideen om, midt under en kamp, at løbe til baglinjen og slå et perfekt indlæg BAG OM sit eget støtteben. Det er det glade vanvid. Det er rendyrket anarkisme. Men sådan var han, Diego Amando Maradona. R.I.P.

Da han spillede for Napoli, var der en kamp hvor han krydser det ene ben med det andet ben og laver et indlæg som bliver headed ind.
Ingen slår Diego. Sådan er det.

Det er en rigtig fin nekrolog, men "nærmere bestemt i slummen på bjergskråningerne uden for Buenos Aires"? Den går altså ikke. Villa Fiorito ligger midt i Buenos Aires, som desuden er omgivet af noget af det fladeste landskab, man kan opstøve i Argentina. Men det lyder selvfølgelig romantisk med bjergskråninger. Sådan nogle finder man f.eks. i Rio De Janeiro, hvor favelaerne netop ligger op ad disse.

Ikke Nicoline Hall, men Ulrik Ortmann, Nicolines mand.