Maskulinitet
Læsetid: 12 min.

Moderne mænd går i kjole og slikker fisse. Vi tegner et portræt af popikonet Harry Styles

Sangeren Harry Styles er på forsiden af decemberudgaven af modebladet Vogue iført kjole, og det cementerer hans status som en ny tids mandeikon. Han er glad, legesyg og ufarlig – og for nogle en trussel mod klassisk maskulinitet
Da en tømmermændsramt Harry Styles steg ud af sin bil og brækkede sig på motorvejen i L.A., rejste loyale fans et mindesmærke på stedet og valfartede dertil som pilgrimme. Hans brækrester blev solgt på eBay. Et andet eksempel på, hvor stor en stjerne han er: Paul McCartney har interviewet ham. Ikke omvendt.

Da en tømmermændsramt Harry Styles steg ud af sin bil og brækkede sig på motorvejen i L.A., rejste loyale fans et mindesmærke på stedet og valfartede dertil som pilgrimme. Hans brækrester blev solgt på eBay. Et andet eksempel på, hvor stor en stjerne han er: Paul McCartney har interviewet ham. Ikke omvendt.

Getty Images

Kultur
30. november 2020

Du ved det måske ikke, men vi lever i Harry Styles’ tidsalder.

Den britiske popstjerne er i gang med at føre arven fra Rolling Stones og Beatles med ind i det 21. århundrede. Han tilfører vor tids ungdomsoprør et omkvæd, et smil, en stil.

Den orkan af omvæltninger af kønsroller, der skyller ind over os, finder sit visuelle udtryk i hans klædeskab. Og al den alvor, vi forbinder med nutidens kulturkampe, fejer han af bordet med et blink fra sine smukke øjne og en uforbeholden glæde ved mode, mandighed og modernitet. 

Han favner os alle sammen.

Den kun 26-årige Harry Styles har været berømt, siden han med boybandet One Direction vandt de britiske teenagepigehjerter og kom på tredjepladsen i sangkonkurrencen The X Factor i 2010.

Da boybandet gik i opløsning seks år senere, gik han solo. Hans første hit »Sign of the Times« er en nyklassiker. Han leverede mismod med samme storladne fortvivlelse som David Bowie i »Life om Mars?«, og det i en stadionvenlig, stram produktion, der var en Queen-sang værdig.

Han er nu en af verdens største nulevende popstjerner på berømthedsniveau med Beyoncé, Justin Bieber og Lady Gaga.

I forrige uge kom han på endnu fleres læber, da han pludselig prydede decemberudgaven af det amerikanske modeblad Vogue – iført kjole. Dermed er han den første mand nogensinde, der optræder alene på magasinets ikoniske forside.

I tykke, perlemorsfarvede blonder står Styles på en mark og blæser en turkis tyggegummibobbel. Lillefingeren stritter koket. 

Ritzau
Det fik blandt andet de to højreorienterede amerikanske kommentatorer Candace Owens og Ben Shapiro op i det røde felt.

»Der er intet samfund, der kan overleve uden stærke mænd,« tweetede den ene.

»At lade, som om mænd ikke bliver feminiseret af at klæde sig som kvinder, er latterligt,« tweetede den anden. 

Andre hyldede Harry Styles for at nedbryde kønsroller. I det britiske modemagasin Dazed blev det diskuteret, om han ikke snyltede på en queeræstetik, som det var nemt for ham at indtage, men langt sværere for mindre konventionelt smukke mennesker at dyrke.

Selv nævner Harry Styles Prince og Elton John som forbilleder. Han siger til Vogue, at hans tøjstil er en naturlig forlængelse af barndommens klædud-leg:

»Når man fjerner hindringer som ’der er tøj til mænd, og der er tøj til kvinder’, åbenbarer der sig et sted, hvor man bare kan lege.«

Han stiller det ene øjeblik op med en kæmpe, potent bule i læderbuksen – og det næste fjoller han rundt i tylskørt og lyserøde strømpebukser. 

Vi tegner et portræt af den britiske verdensstjerne, der gør moderne maskulinitet anno 2020 til en leg – og lægger den kamp, der tidligere har været en så grundlæggende del af det at være ’mand’, bag sig. 

One Directions Robbie Williams 

Harry Styles dukkede som kun 16-årig op i den britiske udgave af The X Factor med smilehuller og en ukuelig attitude. Egentlig stillede han op som soloartist, men blev i programmets evige mangel på grupper sat sammen med drengene Niall Horan, Liam Payne, Louis Tomlinson og Zayn Malik.

Styles kom på gruppenavnet One Direction, og et boyband var født. Med et intenst udtryk i øjnene, løse krøller og allerede dengang løst draperede tørklæder skilte han sig ud fra de andre bandmedlemmers hættetrøjer.

De fem unge mænd trådte ind i en tradition af hæderkronede boybands som Westlife, Take That, *NSYNC og Backstreet Boys. Og Harry Styles var sin gruppes Justin Timberlake eller Robbie Williams. 

Boybandikonografi er en højpotent størrelse. På den ene side er det lyden og looket af et forvokset drengekor. Fuldvoksne mænd synger a capella og fraserer overdrevent i lavtaljede jeans, mens hofterne sidder løst. 

I videoen til den britiske gruppe Take Thats »The Flood« dyrker fem velskårne mænd noget så britisk som kajakvæddeløb på floden Themsen. De pruster i tætsiddende, hvide dragter, og vandet sprøjter om dem. Det er ikke svært at gætte, hvad der foregår i dét omklædningsrum. I »Relight My Fire« dækker læderbukser og tanktops kun akkurat Robbie Williams & Co.’s brystvorter.

I One Directions første store hit, »What Makes You Beautiful«, fra 2011 smider drengene deres lange hår om bag øret i en signaturbevægelse, som går lige i den kropslige hukommelse. De kaster sig i en brænding, der bruser med hvidt havskum.

På den ene side er det en vild og blød og homoerotisk omgang. Men det er også en klassisk maskulinitetsøvelse i kurtisering. Blottelsen af følsomhed bag den hårde facade og fremvisningen af armmuskler er midler, der skal få Julie til at kaste sig i Romeos arme.

One Direction rækker ligesom Take That, midt i mandehørm og ejakulationssprøjt, hænderne ud efter deres udkårne på den anden side af skærmen. 

Ingen plaget rockstjerne

One Direction blev som The Beatles genstand for en hysterisk teenagefankultur, nu båret frem af internettet, hvor Directioners kunne følge hver en bevægelse. De blev kaldt the fab five i USA og har solgt mere end 70 millioner album globalt. Deres turné i 2014 blev den 15. mest indtjenende turné i verdenshistorien.

Harry Styles har langt, mørkebrunt hår. Det er krøllet og sjusket på en gavtyveagtig måde; som om han lige er vågnet efter en våd nat i byen.

Hans stemme har samme lydlige kvalitet. Rusten, lækker, men ikke så forførende, at han ikke til hver en tid ville kunne charmere svigermor. Med et markant kæbeparti, et smil, der kun flækker i korte glimt og ærlige, grønne øjne, kunne han kunne nemt spille en mere veltrænet udgave af Hugh Grants usympatiske trussetyv fra Bridget Jones-filmene. Hvis det ikke var, fordi han virker så rar.

Han var fansenes yndling. Da han tømmermændsramt steg ud af sin bil og brækkede sig på motorvejen i L.A., rejste loyale fans et mindesmærke på stedet og valfartede dertil som pilgrimme. Hans brækrester blev solgt på eBay.

Et andet eksempel på, hvor stor en stjerne han er: Paul McCartney har interviewet ham. Ikke omvendt.

I et sjældent interview kort efter One Directions brud fortæller han til Rolling Stone om, at han håber at kunne bevare en mystik, han ikke kommer nærmere ind på. Han taler yderst diplomatisk om sine tidligere bandkammerater. Han forklarer, at han ikke har noget ønske om at indtage rollen som forpint rockstjerne – for han har haft en dejlig barndom med forældre, der elskede ham.

Og så leverer han et utraditionelt forsvar for popmusikken og for de teenagepiger, der kender ham bedst.

»Hvem siger, at unge piger, der kan lide popmusik, har dårligere musiksmag end 30-årige hipsterfyre,« spørger han. 

»Hvordan kan du sige, at unge piger ikke ’forstår det’? De er vores fremtid. Vores fremtidige læger, advokater, mødre, præsidenter, det er dem, der holder verden i gang. Teenagepigefans – de lyver ikke.« 

Metroseksuel eller queer

Harry Styles har efter One Directions opløsning haft en succesfuld solokarriere med de to anmelderroste albums Harry Styles og Fine Line. Fleetwood Mac-forsangerinden Stevie Nicks har kaldt hans første udgivelse for »hans Rumours«. Det vil sige pladen, der gav os »Dreams« og »The Chain«. Og sløjferne, de flamboyante jakkesæt, silketøflerne – dem er der kun blevet flere af. I 2019 stillede han op til den feterede Met Gala i New York iført højhælede laksko, gennemsigtig flæsebluse og perleørering. 

I 00’erne betegnede ordet »metroseksuel« fodboldspilleren David Beckham, der dannede mode med ørering og voks i hanekamhåret. Men i dag taler man om queerness, om en mere flydende kønsidentitet. Modehusene laver kollektioner, der ikke længere er henvendt til han eller hun.

Virksomheder beskyldes samtidig for at rainbowwashe. Det vil sige kun symbolsk støtte LGBTQ+-sagen, men ikke reelt arbejde for inklusion. Er Styles bare ude på at være moderigtigt mangfoldig?

I et interview med The Guardian adresserer han faktisk det spørgsmål.

»Drysser jeg bare små godbidder af seksuel flertydighed ud over mig selv for at være mere interessant? Nej.«

Han forklarer derimod, at det handler om at finde et udtryk, han selv kan lide, og det handler ikke om sexappeal. Og det er den store forskel på metroseksualitet og queerness; queerness handler ikke om at tiltrække kvinden med aftershave og strøget skjorte, men om at have det godt med sig selv.

Den nørdedes sexappeal

Siden 2017 har Styles været i stald hos det italienske modehus Gucci. De fremviste i 00’erne mænd i tandtrådstynd g-streng og kvinder i kjoler med udskæringer, der gik ned til kønsbehåringen.

På mange måder er det antitesen til det modehus, Gucci er i dag under den italienske designer Alessandro Michele. Hans Gucci-mand går i blød velour og ligner en privatskoledreng, der har taget sin rige mors tøj på. Der er silkeskjorter i storblomstrede print, svaj i bukserne og briller så hinkerudestore, at 70’erne ville spærre øjnene op. 

Harry Styles bærer Gucci-tøj i Vogue og forener modehusets to traditioner: Han er sexet og pyntet på samme tid. På de andre billeder er han iklædt først kilt og så nederdel, et tegn på, at tøj til mænd og kvinder ikke har været så langt fra hinanden i modehistorien, som vi tror. 

Interessant nok er interviewet kedelig læsning. Harry Styles taler som en temmelig ordinær kendis om mode, meditation og wellness. Det er det visuelle udtryk, der gør ham fascinerende. Her er en mand, der hverken er plaget eller dyb – men ren legesyg, behagelig overflade.

En privat gentleman

I musikvideoen til sangen »Lights Up« vrider Styles sig topløst rundt mellem piger såvel som drenge. De hænder, der gnider og stryger hans tatoverede bryst, kan man ikke skelne ophavskønnet på. 

Han har i interview antydet, at han har erfaringer med flere køn. I sangen »Medicine« synger han:

»The boys and the girls are in, I’ll mess around with them, and I’m okay with it

Men der er også noget lidt kedeligt og udramatisk ved den måde, han bare er okay med det hele på. Han har en britisk underspillethed, som intervieweren i Vogue kalder for gentlemanness

Harry Styles har datet verdens regerende topmodel og medlem af Kardashian-klanen Kendall Jenner, popsangerinden Taylor Swift og en håndfuld undertøjsmodeller. 

Men det hele handler måske ikke om sex, fristes man til at sige. 

Han har notorisk private profiler på sociale medier og deler sjældent billeder af sig selv i bar overkrop eller røv, som hans popkolleger Justin Bieber eller Drake har for vane. Han er nydelig, men bruger ikke timevis i træningscentret. 

Og selv om han er glad for damer og mænd, så er der et fravær af undertrykt drift og pinsel i hans musik. Måske er han bare en forkælet popstjerne, der allerede har fået alt, hvad han har peget på. Men måske gør hans fravær af voldsomt, konfliktfyldt begær ham mindre farlig – og dermed sådan en trussel mod maskulinitet for nogle. 

Mænd i kjoler

Han skiller sig ikke ud ved at lave avantgardepop eller for alvor udfordre sit stemmeregister, han kommer ikke fra en progressiv kunstnerfamilie, og han er ikke åbenlyst homoseksuel som Elton John. 

Han er heller ikke den første mand i verdenshistorien, der har iført sig kjole. I 1970’erne og 1980’erne var det ligefrem modkulturens kendemærke at gå i kønsudfordrende tøj. 

David Bowie blev i 1971 fotograferet med pageklippet hår, storblomstret kjole og knæhøje ruskindsstøvler. I inkarnationerne Ziggy Stardust og Aladdin Sane med håret farvet krasbørstigt rødt, øjenskygge og strømpebukser lignede den spinkle mand næsten en alien. Som The Thin White Duke iførte Bowie sig slikhår og for store jakkesæt, men det var endnu en leg. Bowies hamskift blændede og gjorde, at man aldrig vidste, hvor man havde ham. 

Trods sin skyhed ligner Harry Styles derimod altid sig selv. Han havde dandylooket allerede i One Direction, og hans musik lyder som en lidt ældre version af boybandets.

David Bowie og Prince var fortropper i et kønsopgør, men deres tøj og musik var netop det: avantgarde. De blev afløst af fitnesstrænede muskler og stramme jakkesæt blandt 1980’ernes yuppier og hvide jeans og skovmandsskjorter i 1990’ernes grunge. 

Da fodboldspilleren David Beckham i 1998 gik på gaden iført sarong, altså et skærf bundet som nederdel, latterliggjorde pressen ham. Han datede Spice Girl’en Victoria Adams (senere Beckham), hvis band spaltede femininitet ud i alle dens sporty, sexy og rødhårede varianter. Men Spice Girls’ »girl power« hyldede mangfoldig kvindelighed. De tog ikke jakkesæt på for at være som mændene, og modpolen blev paradoksalt nok et hypermaskulint ideal, som sportsmanden Beckham forventedes at leve op til. 

Op gennem 2010’erne har bl.a. Kanye West båret læderskørt og Will Smiths barn, skuespilleren Jayden Smith, har gået i kjole. Men de tilhører en amerikansk progressiv vestkystkultur, hvor den outrerede stil handler om at skille sig ud fra mængden. 

Harry Styles, derimod, han fusionerer 70’ernes avantgarde med 00’ernes skarptskårne kønsroller og gør det hele mere jævnt. På forsiden af Vogue er Harry Styles stadig verdens lækreste og mest klassiske mandemand. Han har en britisk charme, der beroliger frygten for revolution. Man ser hans grove fingre og skægstubbene. Man aner, at damejakken med skulderpuder ikke ville kunne lukkes for alle hans brystmuskler. Det er mild provokation, en hyggelig leg, hvor selv almindelige mennesker kan være med.

Beatles' ’mop tops’

Med sin klassiske skønhed ligner Harry Styles en blanding af Paul McCartney og John Lennon fra den langhårede Beatles-tid, hvor 1960’ernes boybands blev beskyldt for »kvindagtighed«.

John Lennon har fået eftermælet som den kompromisløse hippie, der sang om umulige fredsidealer og indspillede privat skrigeterapi.

Paul McCartney, derimod, var i offentlighedens øjne den, der skrev ørehængende hjerteknusere som »Let It Be« og »Blackbird«. Han blev fremstillet som pengemanden med de salgbare hits. 

Et sted imellem disse to arketyper for britisk berømthed – den kunstneriske avantgardist og den folkekære popsmed – finder vi Harry Styles. Det synes at være nøglen til både elitens og mainstreampublikums hjerter. 

Da The Beatles som helt unge hittede med »Please Please Me« i 1963, handlede det om oralsex. I sangen tigger en mand sin kæreste om at sørge for ham, underforstået med munden, »like I please you«. 

I 2020 hitter Harry Styles med »Watermelon Sugar«. En sensuelt overstimuleret øreplasker af en hyldest til … at slikke fisse: »Tastes like strawberries/ On a summer evenin’«.

Musikvideoen er fyldt med smukke, unge kvinder, der gnasker sprøjtende vandmelon, kaster hovedet bagover i nydelse og nusser hinanden på en gylden strand i flowerpowerbikinier. Iklædt farvede solbriller som sit lands mest kendte homo, Elton John, synger Styles om heterocunnilingus, og grænserne bliver mere og mere mudrede.

Men Harry Styles vender Beatles’ oralsexhierarki om. »Watermelon Sugar« handler om nydelse, men om at give den – frem for at tigge nogen til at give den.

Og her er vi inde på noget af det, der gør Harry Styles særlig. For han er en mand, der ikke rager til sig. Han er hverken ude på at spille ridder eller på at berige sig selv. Han er generøs.

Den ufarlige revolution

Harry Styles er på trods af sin rigdom, sin skyhed og sin vilde stil folkelig. Det er hans musik, i hvert fald. Han spiller laid back 70’er-glamrock, skejer lidt ud som Mick Jagger, men med rigelig plads til solbeskinnet twangguitar. 

Nok er hans forbilleder ikoner, der engang var revolutionære, men nu er de for længst rockkanon. Han virker hverken bekymret om at skabe nyt eller går i defensiven for sit udtryk. Det virker sært nok afvæbnende.

MeToo ruller, og mænd kan ikke længere gå gennem det offentlige rum med øjnene på stilke efter sexobjekter. Og det er den bevægelse, en mand som Harry Styles skriver sig ind i. Han er ikke længere på jagt, og det er det, der gør ham til sådan en trussel mod den mand, som reaktionære stemmer hylder – den mand, der forsvarer, beskytter og altid er parat til angreb. 

2020 blev året, hvor mænd endelig gik i kjole. Og droppede at gå på jagt.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thorkel Hyllested

Kim Larsen optrådte nøgen som side 9 pige i Ekstrabladet på sin 40 års fødselsdag. Det var noget!

Gustav Alexander

"MeToo ruller, og mænd kan ikke længere gå gennem det offentlige rum med øjnene på stilke efter sexobjekter. Og det er den bevægelse, en mand som Harry Styles skriver sig ind i. Han er ikke længere på jagt, og det er det, der gør ham til sådan en trussel mod den mand, som reaktionære stemmer hylder – den mand, der forsvarer, beskytter og altid er parat til angreb."

Fjerde bølge feminismen skal måske passe på med at fortælle det store heteroseksuelle flertal, hvordan de skal udleve deres køn. Foruden det sekteriske mandehad, der læses tydeligt i disse perspektiver, så er det svært at finde en virkelighed at få de nye roller til at passe på.

Det passer måske mere i LGBTQ+ miljøets fordomme om heteroseksualitet end på nogen virkelighed.

Heteroseksuelle kvinder vil jo også gerne begæres (af den rette i den rette situation naturligvis). Man skærer en ret essentiel del af kønnenes seksuelle dynamik fra, hvis man misfortolker 'objektgørelse' eller et 'hungrende bik' som en patriarkalsk, heteronormativ imposition på kvinder. Jeg har ihvertfald aldrig mødt nogen heteroseksuel kvinde, der synes at det en 'respektfuld' seksualitet var særlig sexet. LGBTQ miljøet skal da passe deres egen have og lade være med at blande sig i det store flertals seksuelle dynamik.

Jens Kofoed, Torben Skov, Jack Jönsson, Troels Brøgger, Gert Hansen, Peter Hansen, Jannick Sørensen, Jens Jensen, Anders Reinholdt, René Arestrup, Niels Johannesen, ulrik mortensen og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Er journalisten Bodil Skovgaard Nielsen totalt uvidende om at mænd i arabverden render rundt i lange hvide kjoler og at scotterne spiller sækkepipe iførte nederdele og grekiske soldater i vagtparaden også bærer nederdele. Så det er inget nyt.

Ninna Maria Slott Andersen, Malene Wiinblad, Troels Brøgger, Jens Flø, Bent Nørgaard, Ulla Nygaard og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

For mange år siden gik jeg i en vaskeægte indisk kjortel, ligesom millioner af indiske mænd. En kjortel minder til forveksling om en kjole, hvis nogen skulle være i tvivl.

Ninna Maria Slott Andersen, Troels Brøgger, Jens Flø, Ulla Nygaard og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar

Det gør mænd også i store dele af Afrika.

Jeg ser ingen parade af heteroseksuelle mænd der går på gaden over hvad en popsanger klæder sig i. Det ville jo så gøre Skovgaards mening her totalt overflødig og det går jo ikke. Hendes holdning skal jo gerne have noget ondskabsfuldt og diametralt modsat for at være relevant. Lifesom her hvor man i den selvfede britiske venstrepresse skriver et par meningsdannere op til at være den amerikanske højrefløj hvis verden bryder sammen over Harry Styles:

https://www.theguardian.com/lifeandstyle/2020/nov/16/harry-styles-vogue-...

Men der er bare ingen der går op i det. The Guardian har i adskillige artikler prøvet at gøre det til et emne men ingen bider på. Gad vide hvor mange gange Styles skal hyldes på denne avis inden man drager samme konklusion. Provokationen af en mand i en kjole er der bare ikke et særligt stort publikum til.

Måske de venstredrejede medier bare ikke kan forestille sig at folk til højre nok ikke læser Vogue eller kærer sig om hvad der foregår på bladets forside.

Det lyder som en Vi Unge artikel, der vel ikke rigtigt rammer størstedelen af mænd, der slikker fisse og vel mener, at alle kan gå rundt i det de vil.

Jimmy Hansen, Stine Olsen, Jack Jönsson, Mogens Holme og Michael Gudnæs anbefalede denne kommentar

Derudover, så gik BEckham altså også i kjole for femten år siden, så måske skulle Informations journalisterne blive en lidt mere revolutinerende ... eller vende tilbage til Vi unge

Ja ja om få år aner vi kke hvilket køn vi selv er og vi vil ikke kunne finde ud af at interagere med hinanden, jeg spår vi bliver flere og flere eneboer der bare passer os selv.

Anders Sørensen

Der er ingen tvivl om, at det giver klik, når man i rubrikken skriver "fisse". Det er videnskabeligt bevist af Google.

Det nye er vel, at man bliver nødt til ikke bare at skrive "fisse", ikke bare skrive "slikker fisse", men også gøre det lidt ironisk, så både fisseslikkerne, der tænker "fisse!" og de mere sofisssestikerede får lidt at gokke deres åndfuldhed til, mens de prokastrinerer.

Ninna Maria Slott Andersen, Jens Kofoed og Troels Brøgger anbefalede denne kommentar

I øvrigt tak for en fin artikel, der i hvert fald gjorde mig klogere på en hel del, herunder boy bands.

For mig passer det godt med, at mænd er lige ved at starte på ligestilling, på andre områder, og begynder ikke at holde sig fra kvindedomænet.

Det er en del år siden kvinder kom på forsiden i lange bukser.

Det er moderne at kvinder gerne vil fortælle mænd hvordan de er “rigtige mænd”. Misandrisk tilgang til køn.

Ninna Maria Slott Andersen, René Arestrup, jan sørensen, Torben Skov og Jack Jönsson anbefalede denne kommentar
Jens Christensen

De ting - eksempelvis at en mand går i kjole - betød måske noget ganske og aldeles andet og meget mere i et UK anno 1970 (The Man Who Sold The World), hvor den homoseksuelle akt mellem mænd kun havde været lovlig i blot et par år! I dag er grænserne så meget udviskede, at 'provokationen' fra Styles blot virker som et image-stunt. Der er slet ikke længere noget at føle sig provokeret over her, heldigvis.

Malene Wiinblad

I forlængelse af tidligere kommentarer om mandsdragten i Afrika, Indien og Skotland vil jeg bare tilføje Barokken fra 1600 - 1730 hvor mænd fra adelen havde langt krøllet, sminke til tider og overdådige broderede og farverige jakker, frakker og kjortler. Den vestlige moderne mandsdragt blev først etableret efter den franske revolution.

Kurt Nielsen, Nike Forsander Lorentsen, Birgitte Simonsen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Ja vil det ikke være ligestilling - hvis der ingen forskel var på mænds og kvinders klædedragt. Lad dog folk gå med det tøj de føler sig bedst tilpas i .
Når kvinder kan gå i jakkesæt osv - hvorfor kan mænd så ikke gå i kjoler. Der er nok også mange mænd der vil tage sig bedre ud i en kjole .
Kan ikke forstå hvis nogen bliver vrede over det.

Men Dorte hvem er det der er vrede over det? At man kan finde et par konservative i USA der gerne stiller op til interview og siger noget negativt om det er jo tilfældet med alle ting. Hvor er massedemonstrationerne der kræver at Harry Styles ikke må tage kjole på? Man opdigter en imaginær fjende fordi man har et ønske om at fremme udviskningen af køn. Det gør man så i den progressive presse ved at “støtte” Styles og Vogue selvom folk er ligeglade.

Problemet her er en avis der pendler sine holdninger igennem en ikke-eksisterende trussel på et ikke-problem.

Ninna Maria Slott Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Er mænd i kjole det nye scoretrick?
Overskriften antyder det.
Ham Harry har åbenbart regnet den ud, siden han slikker så meget fisse.
Ja mænd er villig til næsten alt, når det gælder at komme i trusserne på kvinder - som vi sagde den gang jeg var ung.
Jeg er glad for jeg ikke er ung i disse tider Jeg ser herrens ud i kjole