Kommentar
Læsetid: 4 min.

Musicals kan sagtens høre hjemme på Det Kongelige Teater

Kulturministeren vil gerne tillade flere musicals på Det Kongelige Teater. Hvorfor ikke bruge anledningen til at gøre det til stedet, hvor en helt ny inkluderende musikdramatik bliver udviklet og fremført med institutionens ubestridelige professionalisme?
Diskussionen om, hvorvidt der skal være musicals på Det Kongelige Teater, bør ikke dreje sig om personlig smag og høj eller lav stil, men om det professionelle håndværk, der lægges bag, skriver Valdemar Lønsted i denne kommentar. Fotoet er et arkivfoto.

Diskussionen om, hvorvidt der skal være musicals på Det Kongelige Teater, bør ikke dreje sig om personlig smag og høj eller lav stil, men om det professionelle håndværk, der lægges bag, skriver Valdemar Lønsted i denne kommentar. Fotoet er et arkivfoto.

Flemming Bo Jensen

Kultur
2. november 2020

Kulturminister Joy Mogensen lagde i et interview i Altinget for nylig op til, at Det Kongelige Teater gerne må spille flere musicals. Udtalelsen faldt i forbindelse med de forestående forhandlinger om en ny rammeaftale for teatret. Kulturministeren mener, at Det Kongelige Teater kunne få nye målgrupper i tale, formodentlig især grupper med lav indkomst, lavt uddannelsesniveau og med bopæl uden for København, især vest for Storebælt.

Musicals ville kunne få disse teaterfremmede medborgere til at komme indenfor og dermed give dem lyst til at opdage det fremragende kernerepertoire, som Det Kongelige Teater ellers står for, lyder argumentationen. 

Den gamle rammeaftale, som udløb i 2019 og blev forlænget et år, tillod imidlertid også teatret at spille musicals, dog med den begrænsning, at det ikke måtte udsætte de kommercielle musicalteatre for konkurrenceforvridning. Hvis der eksempelvis var tale om en populær musical, skulle det være i en markant kunstnerisk nytænkning. Nu vil kulturministeren altså løsne grebet yderligere og give Det Kongelige Teater mere frit spil, og teaterchef Kasper Holten har i Berlingske og på Facebook bifaldet tanken.

For 492 millioner statsteater

Sandt at sige har alle en mening om Det Kongelige Teater og især de mange penge, staten støtter det med. 492 millioner i 2019 for at opretholde skuespillet, balletten, operaen og Det Kongelige Kapel, som også giver koncerter. Det er de færreste steder i verden, man har en sådan konstruktion, det er dyrt, og det er også eksklusivt, når man for eksempel råder over en ballet, et operakor og et operaorkester, der kan måle sig med de bedste i udlandet.

Når man ser i spilleplanerne for andre nationalscener med opera og ballet, glimrer musicals ved deres fravær: Oslo, Stockholm, Helsinki, Skt. Petersborg, London, Paris, Berlin og Wien. Hvis en sosu-assistent fra omegnen af Linz altså tager turen til Wien og går i Statsoperaen, er det ikke for at opleve Annie Get Your Gun. Den kan hun se andre steder i byen, sikkert også tættere på sit hjem. Og sådan er det efterhånden også blevet herhjemme, for i dag kan man eksempelvis opleve musicals fra Aalborg hele vejen ned til Sønderborg.

Der er altså ingen tvingende grunde til, at Det Kongelige Teater skulle dække et musicalbehov vest for Storebælt, og ej heller øst for Storebælt. Det Kongelige Teater er ressourcestærkt med dansere og musikere, men kan i givet fald være nødsaget til at hente eksterne sangspecialister ind til musicals, som man gør i West Side Story i foråret 2021. 

At synge opera kræver noget andet end at synge musical. De sangtekniske og klangæstetiske forskelle er betydelige, det første er uden mikrofoner, det andet kan ikke leve uden elektrisk forstærkning. Men det er hverken lettere eller mindre fint at synge musical end opera. Faktisk er den herhjemme nedvurderede operette, som kan leve på en knivsæg mellem forførelse og fortabelse, lige så svær at udføre som opera. Det drejer sig om kompetencer.

Diskussionen om, hvorvidt der skal være musicals på Det Kongelige Teater, bør altså ikke dreje sig om personlig smag og høj eller lav stil, men om det professionelle håndværk, der lægges bag: den specifikke stilsans, stemmeklang, fysiske fitness og sceniske præsens. 

Men musicalbegrebet er faktisk flere ting hos os. Det er i folkelig forstand en vældig frodig, mere eller mindre hjemmestrikket musikkultur, som siden 1970’erne er vokset frem i folkeskolen, efterskolen og gymnasiet som afløsning for det, man engang kaldte skolekomedie. Det er den store tradition fra Broadway og Londons West End. Det er et betragteligt repertoire komponeret på dansk grund. Det er hybridformer som diverse shows og teaterkoncerter. Hvor i denne blandede landhandel burde Det Kongelige Teater da satse for at imødekomme kulturministerens ønske om at få lokket nye målgrupper ind i Det Kongelige. 

I de senere år har man spillet Stephen Sondheims Sweeney Todd, som fik fine anmeldelser – blot ikke i Information. Man bragte med stort held flere kunstarter sammen i Peter Schaffers skuespil Amadeus, som en slags Mozart-musical. I foråret tvang coronaen teatret til at aflyse David Bowies Lazarus, som havde afstedkommet et massivt forsalg. Det er gode sofistikerede tiltag, men altså ingen Miss Saigon eller Mamma Mia!

Man kunne imidlertid gå ind på en anden strategi. Hvorfor ikke skabe nye genrebrydende musikforestillinger, som tager udgangspunkt i aktuelle danske virkeligheder, og som prøver at ramme en bred tonalitet? Det skete faktisk i 1962 med Finn Savery og Ernst Bruun Olsens satiriske Teenagerlove, og i 2016 med Minna Johannesons originale Højskolesangbogen. Den sidste ville have været en gave netop nu i pandemiens jerngreb.

Det Kongelige Teater kunne med andre ord blive stedet, hvor en helt ny inkluderende musikdramatik bliver udviklet og ført frem med institutionens ubestridelige professionalisme. Dette er muligvis ikke, hvad kulturministeren tænker på, når hun taler om musicals. Men i heldigste fald ville denne vision føre både til mange flere kongelige teatergængere og til kunstnerisk fornyelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

God og tiltrængt kommentar! Tiltrængt at få fokus væk fra personlig smag, inkl. Kasper Holtens, og hen på det professionelle håndværk...

Det triste er blot at det ikke var med i kulturministerens udspil.
Her talte og tæller kun "bredde" og billetsalg med forestillinger der skæpper i kassen, samt slet skjult tyvetogt til heldigere teatre, der kan/må holde sig til salgssuccesser. Selvfølgelig må DKT ikke gå andre teatre i bedene når det er det der opfordres til af den siddende kulturminister. Knæk den nød!

Svend-Erik Runberg

Én af dansk teaters største successer indenfor musical er Teenager Love af Ernst Bruun Olen og Finn Savery - Opført på og turneret med Det Kgl. Teater med en stjernebesætning af tidens bedste skuespillere! (1962)..
Det var tider! - Genlæs teksterne! De er nærmest profetiske.

Nej, det var noget værre noget i Information med Sweeney Todd, hvor det vist chokerede anmelderen, i hvilken grad en musical er en kollaborativ bedrift mellem mange ånder - herunder altså en orkestrator: det er så indgroet i vores romantiske opfattelse af Geniet, at det kommer som et chok, når dette altså ikke går ud på at opfinde mellemstemmer og fordele det på musikere, men på at skrive helt tæt på den sceniske handling og tjene skuespillet fremfor den anden vej rundt, som det jo netop indførtes i den romantiske musik, som vi stadig lider under. ;-)

Historien om musicals i Danmark er, at den svenske teaterforlægger Lars Schmidt opholdt sig i USA under krigen, hvor han fik adgang til at repræsentere rettighederne for mange amerikanske musicals i Skandinavien. På et tidspunkt indledte han sideløbende en karriere som producent af enkelte værker, hvorved han fik andel i verdensrettighederne - den kendteste af disse var My Fair Lady, der for mange er indbegrebet af en perfekt musical på samme måde, som Lucia di Lammermoor er den perfekte italienske opera - et værk, hvor alting går op og lykkeligt indfatter indholdet i en form, der passer 1:1.
Det blev altså lettere at få adgang til det amerikanske musicalrepertoire for skandinaviske teatre, og mange af de store succeser blev snart introduceret på de stadigt hovedsageligt private teatre i landene. Selv godtgjorde jeg i en artikel, at den danske teaterproducent Stig Lommer i slutningen af 40erne om vinteren producerede bl.a. Kurt Weills og Ogden Nash/S. J. Perelmans 'One Touch of Venus', men derudover flød musicals sammen med klassiske og nye operetter, og ingen havde endnu brug for at skelne voldsomt.
Formodentlig blev den skelsættende produktion 'My Fair Lady' i det nye Falkonérteatret, produceret af en gruppe af teatermænd, og snart efter fulgt op af et gæstespil fra London med 'West Side Story'. De to forestillinger skiller sig tilpas kraftigt ud til, at folk forstår, at noget andet er introduceret i dansk teater, og så kommer i en lind strøm de bedste og mest umiddelbart for et dansk publikum omsættelige. Ikke mindst de store provinsteatre bidrager, og for nogle af os er det stadig indbegrebet af genren, når rollerne besættes med skuespillere frem for sangere.
Desværre lykkedes det ikke rigtigt at få danske anmeldere til at forstå genren og dens særlige bidrag - dertil var vi for fastgroede i en naturalistisk tradition, så det bekom vist alle vel, da man efterhånden hovedsageligt gik fra den kunstnerisk ambitiøse skuespillermusical til et mere familieegnet repertoire af velskrevne historier indenfor de mere kendte dramaturgiske formater.
Dette var i høj grad affødt af den vigende offentlige støtte til teatrene, hvor man tidligere var nødt til at holde et kunstnerisk niveau i hele sit repertoire for at forsvare at bruge penge på musicals, blev det i højere og højere grad et spørgsmål om at kunne trække flere folk til og at have færre produktioner i en sæson grundet den større og populære efterspørgsel. Desværre udsatte musicalen sig også for en kritik i denne proces, som den ikke med rette kunne rammes af før: den blev ikke rigtigt kunstnerisk nødvendig og var længe bare båret af popfænomenets moderigtighed.
Imidlertid er viden tydeligt vendt i de senere sæsoner, hvor de mere etablerede teatre har løftet niveauet for produktionerne højt i vejret, men også i et mere klassisk program.

Nu håber jeg, at Det Kongelige Teater så vil hjælpe til at brede genren ved f.eks. at være for en af verdens ypperste musikdramatikere, Stephen Sondheim, hvad de har været for Shakespeare.

- og så har DKT jo i forvejen nogle af landets absolut ypperste musicalskuespillere i sit ensemble.