Najaaraq Vestbirk plejede at finde euforien bag DJ-pulten. Nu leder hun andre steder

Den første koncert, Najaaraq Vestbirk var til, var med det britiske techno-tranceband Faithless i Falkoner Salen i København. Hun var 13 år gammel, lille af bygning og afsted med sin søster og hendes kæreste. Salen var fuld af dansende fuldvoksne mennesker, og Najaaraq Vestbirk kom til at stå bag en høj mand, der dansede »meget, meget vildt«, fortæller hun.

I dag er hun 33 år og arbejder under aliasset Courtesy som dj med speciale i euforisk trancemusik. Fra sin base i Berlin flyver hun rundt og spiller på klubber og festivaler i Asien, USA og Europa. Eller det plejede hun at gøre indtil marts i år, hvor alle job blev aflyst. Nu er hun på besøg i København, hvor Information møder hende for at tale om eufori. Det er en af de følelser, der godt kan virke lidt uden for rækkevidde, nu når dansegulve og andre organiserede former for positivt stemt massehysteri er sat på pause. Najaaraq Vestbirk lever af at fremkalde den, og at hun kom til det, kunne meget vel have at gøre med en formativ oplevelse i Falkoner Salen i år 2001, hvor hun prikkede en vildt dansende mand foran sig på skulderen for at signalere, at han måske godt kunne passe lidt på. Det blev misforstået.

»Han tog det som et tegn til, at jeg skulle op at sidde på hans skuldre. Det var dengang, man gerne måtte det til koncerter. Og så sad jeg deroppe, ret tæt på scenen og dansede med armene. Frontfiguren i Faithless, Maxi Jazz, kiggede direkte på mig, blinkede til mig og lavede en lille kysmund. Så begyndte han at lave de samme armbevægelser som mig, og det samme begyndte hele salen så at gøre.«

Man kan se, om det virker

I årene efter blev Najaaraq Vestbirk ved med at interessere sig for musik og gå til mange koncerter. Typisk med indierock, som var stort i 00’erne, men det kunne aldrig sammenlignes med den energi, der var i rummet til Faithless-koncerten. Imens samlede hun på elektronisk musik, og da hun som 18-årig droppede ud af gymnasiet, købte hun pladespillere for sin børneopsparing og begyndte at dj’e. På det tidspunkt havde Najaaraq Vestbirk lav akademisk selvtillid, mens musik var et sprog, hun godt kunne finde ud af.

Najaaraq Vestbirk spillede forskellige afarter af klubmusik, men vendte altid tilbage til den meget euforiske 90’er-trance, som i dag dominerer hendes dj-sets. Mørk musik interesserer hende ikke.

»Noget klubmusik får folk til at danse for sig selv på en indadvendt måde eller får dem til at blive mere aggressive og hurtige i deres bevægelser. Jeg er mere interesseret i at finde numre, der får dansegulvet til at blive udadvendt, og som får folk til at danse med mig og hinanden.«

For at få det til at ske bruger Najaarq Vestbirk lang tid på at tænke over, hvordan hun sammensætter sit dj-set, der primært består af gamle 90’er-trance-numre, som hun spiller fra start til slut. Hun mixer overgangene, så dansen ikke bliver forstyrret, men det er også det. Det tekniske aspekt er hun ikke så optaget af. 

»Jeg tænker over, hvilke stemninger jeg vil igennem, og hvordan energien skal fordeles i løbet af settet. Hvornår jeg er på, og hvem der har spillet før. Hvordan folk skal fænges. Om de skal være på fra starten, eller om der er brug for en længere intro. Og så kan man også bare kigge på publikum og se, om det, man gør, virker eller ej,« siger Najaaraq Vestbirk, der altid sørger for at have lys nok til at kunne se dem, hun spiller for.

»De numre, jeg spiller, er skrevet med en iboende eufori i sig, men hvis det ikke bliver præsenteret i den rigtige rækkefølge, så falder det til jorden. Du kan dræbe euforien ved at spille to forkerte euforiske numre samtidigt, hvis det clasher melodisk eller stemningsmæssigt. Eller ved at overstimulere folk.«

Ved at variere settet kan man skabe nogle øjeblikke, der ifølge Najaaraq Vestbirk kan være helt vildt smukke.

»Man kan se det i den måde, folk bevæger sig på, og hvordan deres ansigter ser ud. Der er sådan et tidspunkt, hvor der ikke er nogen uro eller clashes. Det er, som om alt stopper, og folk er med og giver sig hen til musikken. Som om man er en masse individer, som er blevet til én stor organisme. Det er for mig kernen i euforien.«

Ondt i kinderne

Najaaraq Vestbirk nyder ikke selv at stå på et dansegulv, det føles klaustrofobisk. Engang nød hun heller ikke at spille, selv om det var det, hun ville. Sceneskræk var lige ved at få Najaaraq Vestbirk til at aflyse spillejob på Roskilde Festival og Sonar Festival i Spanien, og når hun spillede, skulle det bare overstås.

En sommernat, hvor Najaaraq Vestbirk havde spillet, kom der en lille flok mennesker op til hende efter gigget og spurgte, hvorfor hun var så ked af det. 

»Da tænkte jeg, at jeg enten måtte stoppe eller finde ud af at gøre det på en anden måde,« siger Najaaraq Vestbirk. »Man kan ikke gemme sig.« Altså måtte hun enten tage det på sig, at hun fungerede som et midtpunkt i rummet, eller også måtte hun helt lade være. Hun besluttede sig for det første. »Og da jeg begyndte at interagere og turde se folk i øjnene, blev det en meget givende social oplevelse at spille. Når jeg kigger på folk på dansegulvet, så smiler vi til hinanden. Tit har jeg haft ondt i kinderne dagen efter, fordi jeg har smilet så meget.«

Når Najaaraq Vestbirk kigger ud over sit publikum, lægger hun mærke til, hvordan de har det. Hun kan se, hvis der er et kærestepar, der har skændtes, eller hvis nogen keder sig eller bliver lidt aggressive i det og skubber andre væk. Så beder Najaaraq Vestbirk dem slappe lidt af. Efterhånden har hun fundet ud af, hvordan man med sin attitude og opførsel skaber et harmonisk og hensynsfuldt dansegulv. Når det fungerer sådan, kan kluboplevelsen være en helende og katarsisk meningsfyldt social oplevelse, man har sammen, fortæller Najaaraq Vestbirk.

»Der er en grund til, at mennesker i alle kulturer har danset med hinanden, og at folk har forskellige versioner af, hvordan man gør det her. Det er jo, fordi det har en meningsfuld funktion i verden. Det er en helt vildt menneskelig ting at gøre. Som lige nu er stoppet.«

Masker i pladetasken

Når Najaaraq Vestbirk savner at spille, er det, fordi hun savner den bestemte måde at være sammen med andre på. Men derudover har coronapandemien også været en belejlig anledning til at skrue ned for turnélivet, der var hårdt og usundt i længden. Det havde hun allerede besluttet sig for, og det kom så til at give sig selv. Nedlukningen i marts kom mere som en lettelse end som en overraskelse, fortæller Najaaraq Vestbirk.

»Jeg lider meget af angst. Jeg er også meget sortsynet. Jeg har gået rundt med masker i min pladetaske de seneste fire år, fordi jeg tænkte, at hvis der nu kom en pandemi på et tidspunkt, så kunne jeg i hvert fald lige komme hjem med en ansigtsmaske på. Da jeg hørte om virussen i december, tænkte jeg: Okay, vi er fucked, og det kommer mindst til at vare et år.«

Najaaraq Vestbirk er glad for, at man i hendes branche mistede sit arbejde hurtigt.

»Så var plastret trukket af i modsætning til, hvis man skulle gå rundt med angsten for, om det kommer til at gå. Jeg tror, det er den eneste gang, hvor min angst og mit sortsyn har været konstruktivt. Jeg har bare indstillet mig på, at nu var det sådan.«

Nu bruger Najaaraq Vestbirk en masse tid på at finde ud af, hvordan man kan lege med de samme følelser, som hun leger med som dj, i andre kunstformer, der kan fungere under en pandemi. Hun ser på performance og koreografi og arbejder på sin eget livemusik. Hun har også lavet et enkelt stream, hvor hun spillede et dj-set foran et kamera.

»Der begyndte jeg at græde undervejs. Jeg følte bare lidt, at mine vinger var blevet klippet af. Men jeg gider ikke sidde og være bitter. Jeg er holdt op med at tænke på de ting, der kunne have været. De der ting skal nok komme igen. I nogle andre formater, som er sundere for mig. Men det er da et afsavn.«

Euforien fra spillejobbene er det ikke rigtig lykkedes at genfinde under nedlukningen. For Najaaraq Vestbirk handler det nu mere om den forbundethed, man kan finde i litteratur, der vækker genklang, eller i nærværet med et andet menneske.

»Jeg har meget brug for de der nærværende oplevelser. Det er jo det, der er blevet opskaleret i klubrummet. Det tænkte jeg ikke så meget over før, fordi man tog det jo også for givet. Men selvfølgelig er det ikke det samme. Der er ikke nogen videokoncert, som jeg finder den samhørighed i. Der er ingen onlinefora, der kan erstatte det at være fysisk sammen.«