Da Hans Otto Jørgensen blev trådt i smadder af to kvier, blev han modernist. I en alder af seks år

For ganske nylig er Hans Otto Jørgensen flyttet til Kalundborg. Der bor han i eksil.

Sådan har han egentlig altid tænkt om sig selv, siden han flyttede fra sin hjemegn i Salling som ung mand, måske endda inden da, for mentalt blev han en fremmed i sin slægt længe før. Men nu er det fuldbyrdet. Han er blevet hjemløs.

Gården, han voksede op på i Vile, på vestsiden af Salling, hvor markerne strakte sig mod Limfjorden, er gledet hans bror af hænde. De har hentet de sidste køer.

Om broren skriver Hans Otto Jørgensen i sin nye bog Dead man walking:

»Hans liv og historie er en fritsvævende myte, som dømmer ham til i al evighed at hænge der i luften i støvet i stalden, den tomme stald.«

Bogen er skrevet i romanform, men baserer sig på brorens konkurs, og Hans Otto Jørgensen optræder både i form af den fiktive figur Ben og som sit eget jeg, når han fortæller. Gården og jorden havde været i familiens eje siden slutningen af 1800-tallet.