Kommentar
Læsetid: 4 min.

Det overraskende ved terrorangrebet i Wien var, at det kom som en overraskelse for omverdenen

Terrorangrebet i Østrigs hovedstad den 2. november var en påmindelse om, hvordan Wien altid har været en frontlinjeby for civilisationernes sammenstød, skriver den svenske forfatter Richard Swartz, der bor i Wien
Wien er en frontlinjeby. Terroraktionen havde intet pludseligt eller uventet over sig, skriver Richard Swartz.

Wien er en frontlinjeby. Terroraktionen havde intet pludseligt eller uventet over sig, skriver Richard Swartz.

Joe Klamar

Kultur
13. november 2020

Wien er en stor by.

Forrige mandag aften, den 2. november, var det mildt for årstiden med temperaturer på omkring de 20 grader, og måske burde jeg som så mange andre Wien-borgere have siddet på stamcafeen – mange har stadig udendørsservering – og fejret den sidste aften i frihed. På grund af coronasituationen blev der den følgende tirsdag indført udgangsforbud fra klokken 20.00.

I stedet blev jeg siddende ved mit skrivebord og gik så tidligt i seng med en bog – jeg orkede ikke engang at tjekke aftennyhederne. Klokken otte næste dag kunne jeg i de svenske webaviser læse, at der havde udspillet sig en dramatisk hændelse kun få gader fra mit eget nabolag. Skudoverfald? Politisirener? Jeg havde ikke hørt spor. Det var heller ikke faldet nogen ind at ringe for at advare mig.

Da jeg efter frokost gik ned for at hente mine aviser i tobakskiosken, kunne den flinke bosniske kioskindehaver fortælle mig, at den terrorist, som politiet havde skudt og dræbt, var en muslimsk albaner, hvilket ikke ét sekund var kommet bag på hende.

For Wien er en by, hvor man ikke så let bliver forbløffet. Her sker der ting og sager, man ikke nødvendigvis lægger mærke til. Og her er muslimerne – der i Wien af historiske grunde bare kaldes for ’tyrkerne’ – altid fjenden. Sådan har det været siden begyndelsen af 1500-tallet, eller i al fald siden 1683, da tyrkerne for indtil videre sidste gang stod ved Wiens porte, før de blev slået definitivt tilbage. Europa var reddet. I historiens løb har Wien til alle tider været vores bolværk mod islam. Var tyrkerne ikke blevet slået tilbage dengang, havde vi måske alle været muslimer i dag.

Det sidste tror wienerne i al fald fuldt og fast på – og af gode grunde. Det gør en hel del europæere også i øvrigt.

Levende historie

Her i byen lever historien. Østrig er kategorisk imod Tyrkiet som EU-medlem, mens de mange tyrkiske ’gæstearbejdere’, som også bor her, er så ildesete som ingensinde før. For få år siden forsøgte det højrepopulistiske FPÖ ligefrem at erobre magten i Wien med en valgkampagne, som åbent sigtede imod at ’udrense’ byen for muslimske indvandrere – judenrein hed det under det nazistiske herredømme.

Men ’jødespørgsmålet’ kan ikke længere bruges som politisk rambuk i Wien. Det kan det derimod i tvillingebyen Budapest, hvor alle forstår, hvad der menes, når Viktor Orbán håndhæver sin ’illiberalisme’ og angriber George Soros. Nu er Orbán selv næppe antisemit, men det er mange af hans landsmænd, og han er bevidst nok om dette til at spille på deres fordomme. Det sker på en instinktiv måde, uden at noget behøver at blive sagt eksplicit. Om muslimer taler man overhovedet ikke – i Budapest ville de end ikke være velkomne som ’gæstearbejdere’.

Stereotyper som tyrkere og jøder hører til Centraleuropas politiske folklore. De sidder med som uvelkomne gæster ved hvert et stambord. Også i bybilledet støder man bestandig på dem – jøderne på monumenter eller mindesmærker for dem, der blev myrdet; tyrkerne som navne på gader, parker eller cafeer, men også når man hist og her kan se tyrkiske kanonkugler dekorativt indmuret i husmurene som dystre minder fra belejringernes tid.

Wien er en frontlinjeby. Sådan har det altid været, og selv muslimer opfatter byen således.

Ingen større byer i den ganske verden – med en mulig undtagelse af det byzantinske Konstantinopel, dagens Istanbul – har gjort sig lige så store erfaringer med det, som Samuel Huntington engang kaldte for ’civilisationernes sammenstød’.

Det er i en sådan forestillingsverden – mentalt som konkret – at terroraktionen forrige mandag udspillede sig. Overraskende er det, at det kom så meget bag på en omverden, som åbenbart hellere klynger sig til myten om det hyggelige, fredelige og neutrale Wien. At også wienerne var i stand til at fortrænge realiteten, kan man ligeledes undre sig over, men så igen: Wien er Sigmund Freuds gamle hjemby.

For terroraktionen havde intet pludseligt eller uventet over sig. Også på dette punkt er Wien i sin øjensynlige konservatisme avantgardistisk foran os andre.

Historisk tradition

Få storbyer kan i moderne tid opvise så mange spektakulære terrorhandlinger som netop Wien: Fra overfaldet på OPEC’s hovedkvarter i 1975, gennemført af Carlos med tilnavnet ’Sjakalen’ med tre dræbte og 11 olieministre taget som gidsel til mordet i 1981 på den fremtrædende socialistiske politiker Heinz Nittel, formand for den østrigsk-israelske venskabsforening. Samme år fulgte et angreb på synagogen i Seitenstettengasse, hvorunder to blev dræbt (i samme område som mandagens terroraktion) og 20 såret, og siden overfaldet på lufthavnen i Schwechat 1985, gennemført af palæstinensiske terrorister med håndgranater og fire dræbte som konsekvens. Hertil kommer en lang række hovedsageligt islamistiske terrordrab, politiske mord eller interne opgør involverende kurdere, tjetjenere og så videre, som blev henlagt til Wien – måske for den historiske traditions skyld.

Det kan lyde som bagklogskab, men jeg tager chancen: Det var udelukkende et spørgsmål om tid, før vi ville se en terroraktion som 2. novembers. I deres freudianske underbevidsthed tror jeg også, at wienerne udmærket indså dette, selv om de nu klamrer sig til myten om Østrig som en slags lyksalighedens ø, der er blevet ramt af et urimeligt anslag.

Mange i Centraleuropa (læs: i det gamle habsburgske dobbeltmonarki) reagerer ganske som wienerne. Pludselig melder der sig gamle venner fra Kraków, Bratislava og Budapest, som jeg ikke har hørt fra i evigheder, mens jeg bistert tænker, at det er fuldstændig som i kommunismens tid: De lader kun høre fra sig, når de har brug for noget. »Hvordan står det til? Har du det godt?«

Jo tak, men hvorfor lige nu? Nogle gange slår det mig, at deres omsorg måske mindre er rettet imod noget personligt end imod det, som fremdeles er Centraleuropas hemmelige hovedstad.

© Richard Swartz og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her