Religionshistoriker: »Det er uholdbart, at mennesket hersker over otte-ni millioner arter«

Han kan huske, at det er præcis tre og et halvt år siden, han mødte hjorten i haven. Pludselig stod den der, blot ti meter væk. Men frem for at løbe sin vej gik den nølende et par meter tættere på ham. De kendte nemlig efterhånden hinanden godt, hjorten og Jens-André Herbener.

»Så stod vi der og kiggede hinanden længe i øjnene, og det jeg så, var jo ikke væsensforskelligt fra mig. Der var bevidsthed, intelligens og en hel masse følelser, som jeg genkendte,« siger han.

»Når man har set sådan en i øjnene, indser man, hvor absurd det er, at vi i vores kulturkreds er så artsmæssigt selvforelskede, at vi fortrænger det faktum, at vi er i familie med alle de andre.«

Jens-André Herbener er religionshistoriker og har i en årrække undervist i religionsvidenskab og oldhebraisk. Han er debattør og forfatter, herunder til bogen Naturen er hellig, og lige nu sidder han og færdiggør en bog, der kalder til kamp for et grønt systemskifte med omdrejningspunkt i en ny økocentrisme – ideen om at naturen har værdi uafhængigt af menneskets brug af den.

Han har sagt ja til at være min lærer i denne naturskolens femte og sidste lektion. Skemaet har hidtil stået på filosofi, dansk, billedkunst og biologi – nu skal vi have kristendom.

Jeg vil nemlig gerne finde ud af, hvorvidt der er en religiøs vej til naturen, som jeg har overset i mit liv som først barn af en hidsig religionskritisk venstrefløj, siden som ung stensikker ateist og nu som midaldrende vrangvillig kulturkristen.

Hans svar overrasker mig lidt. For ifølge Jens-André Herbener er religionen i den forstand, jeg tænker, nærmere en barriere for den forbundethed, jeg længes efter.

»Lidt groft kan man sige, at det tankegods, som du bærer med dig, stammer fra den dualisme, som indtraf, da de store verdensreligioner sendte guderne op i himmelen og derfor væk fra naturen. Det adskilte dig også fra de træer, floder, bjørne og egern, der i animistiske religioner havde været dine forfædre og søskende.«

Revolutionen

Anders Rye Skjoldjensen

Det er ifølge Jens-André Herbener den dualistiske tankegang, jeg skal komme ud over, hvis jeg skal nærme mig naturen. Den, som vi alle sammen skal tage livtag med, hvis vi skal rette op på de altødelæggende konsekvenser af vores nuværende naturforhold.

»Religionshistorisk betegner man det som ’aksetiden’, den revolution i verdenssynet, der sker i det sidste årtusind før vores tidsregning i takt med at landbruget dominerer stadigt mere, og at imperier og storbyer breder sig.«

Det mest markante nybrud er den verdensskepsis, der indfinder sig og ikke bare kommer til at præge kristendom og islam, der venter på verdens undergang og et efterfølgende idealrige, men også hinduismen og buddhismen, der længes efter at slippe fri af den lidelsesfulde cyklus af død og genfødsel på jorden.

»Kristendommen er jo i sit udspring en dommedagsreligion. Den prædiker Jordens undergang til fordel for et overjordisk paradis. Og undergangen er en god ting. For verden er slet ikke interessant, ja, den er i den Ondes vold, og mennesket skal ud af vagten i en fart,« siger Jens-André Herbener og kommer med et eksempel fra Biblen: 

»Som det hedder i 1. Johannesbrev kap. 2: ’Elsk ikke verden og heller det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham.’ Derfor er der jo ingen grund til at passe på verden,« siger Jens-André Herbener.

»Før aksetiden var religionerne overvejende verdenspositive. De så denne verden som et godt sted, der altid vil være her, og som skal behandles med respekt og reguleres gennem tabuer.«

Her var – om man så må sige – det hellige ’naturligt’.

»Man opfattede for eksempel sol og måne, bjerge og floder, planter og dyr som guder og ånder, man indgik i gensidige relationer til,« siger Jens-André Herbener, der understreger, at det ikke betyder, at alle levede »i harmoni med naturen«. Jægersamlernes udryddelse af store dyrearter er et velkendt eksempel på tidlig rovdrift.

Dualismerne

I aksetiden opstår to sideløbende dualismer. For det første mellem verden og det hellige, for det andet mellem mennesket og resten af naturen.

»Det guddommelige er nu i stigende grad et andet sted end i verden, og det hellige bliver ’overnaturligt’,« siger Jens-André Herbener.

Han giver et par eksempler fra biblen.

»I det første kapitel i Det Gamle Testamente bliver det slået fast, at det er Gud, der har skabt verden, men Gud er pudsigt nok ikke selv en del af verden. Og mennesket er som den eneste skabning skabt ’i Guds billede’. Og mennesket skal herske over alle dyr, prædikes det. ’Underlægge sig jorden’ og ’opfylde jorden’.«

Senere bliver Gud mere specifik. I Første Mosebog står der, at mennesket skal være agerbruger, og at alle dyr og planter er givet til mennesket, og at alle ’vilde dyr’ skal nære ’frygt og rædsel’ for mennesker, fortæller han.

»Det er jo en massiv antropocentrisme, der her er på spil, altså forestillingen om mennesket som den centrale aktør på Jorden.«

Moderne biologi

Går man tilbage til tiden før de verdensskeptiske religioner, blev guderne og ånderne i naturen ofte opfattet som ’personer’, som man var beslægtet med.

»Det interessante er, at det minder om den moderne biologis forståelse af verden. Her er vi mennesker jo i familie med alle arter på Jorden, fordi vi har en fælles formoder, der går over 3,5 milliarder år tilbage. Nogle arter er vi nært beslægtede med, andre er fjerne grandkusiner. Men så kommer revolutionen i det første årtusind før vor tidsregning og ophæver slægtskabet med naturens væsner. Det fremmede muligheden for at udnytte naturen uden besværlige restriktioner og tabuer. Og det har overlevet på trods af den moderne videnskab.«

Det ødelæggende system, vi har opbygget, ville blive noget sværere at opretholde, hvis vi gjorde op med den forestilling, mener Jens-André Herbener.

»For den moderne biologi viser jo, at hvis man faktisk sætter sig for at forstå verden, finder man jo ud af, hvor utroligt avancerede arter vi er omgivet af. Fuld af følelser, bevidsthed, kultur. Selv træer og svampe har måske en form for bevidsthed. Og siger man, at der er bevidsthed, intelligens og kultur, kommer man nærmere det mest udbredte verdensperspektiv i historien, nemlig animisme. I den forstand nærmer den her oldgamle animisme og den moderne biologi sig mere og mere hinanden.«

Den grønne vending

Men ham Gud er som bekendt så svær at få smidt ud. I hvert fald viser den kristne dualisme sig standhaftig.

»Ser man på sammensætningen af verdens pattedyr i dag, så udgør landbrugsdyr 60 procent, mennesker 36 procent og vilde dyr kun fire procent. Der er også mange studier, der viser, at grise, køer og høns – og ja, og ikke mindst mink – har masser af bevidsthed og følelser. Vores evne til – i vores artsmæssige selvforgudelse – at fortrænge det er forfærdeligt.«

Men betyder det så, at de store verdensreligioner for evigt er dømt til at være uforenelige med den grønne dagsorden?

Nej, siger religionshistorikeren. For religion skabes af mennesker blandt andet som konsekvens af ændringer i det materielle grundlag. Og når der tidligere er sket en stor revolution, kan der måske ske en ny.

»I dag er de fleste religionshistorikere enige om, at noget af det mest bemærkelsesværdige, der er sket inden for religionerne de senere år, er opmærksomheden på klimakrisen og den betydning, som religionen kan have for at få folk til at ændre adfærd. Nogle kalder det for en grøn revolution, andre for en økologisk vending og en greening of religion.«

Mest markant har det været inden for dele af kristendommen, hvor paven for eksempel kom med en encyklika i 2015, der opfordrede til nøjsomhed, men dele af islam er også med.

»I den økoteologiske reformation, som vi har set kimen af, gøres der ikke op med dualismen, men vægten lægges på, at det er Gud, der har skabt verden, og at vi derfor har en forpligtelse til at passe godt på dette skaberværk.«

Jeg, ateisten

Jeg vender tilbage til mit ikkereligiøse udgangspunkt. For jeg må da være lidt tættere på at blive naturens muntre datter end den kristne – jeg har jo end ikke rigtig læst bogen, hvor der står, at jeg bør herske over dyrene.

»Hm, jeg tror desværre, at den dualisme er meget prominent selv hos benhårde ateister. Mange af dem opfatter jo verden som 100 procent ubesjælet materialitet, som mennesker har ret til at udnytte. Ateisme er i den forstand voldsom antropocentrisk,« siger Jens-André Herbener.

– Men hvad gør jeg så? Du siger, at min manglende evne til at nærme mig naturen sandsynligvis har en rod i det her. Hvad gør jeg?

»Det er et godt spørgsmål,« medgiver Jens-André Herbener. »Du må arbejde på din verdenstilgang. Jeg vi foreslå, at du begynder at læse om andre måder at se på forholdet mellem menneske og resten af naturen på. For mig blev det afgørende, at jeg begyndte at studere de gamle animistiske religioner, moderne biologi og økocentrikere som for eksempel Aldo Leopold og Arne Næss.«

I sin kommende bog slår selv han til lyd for et ’økokrati’.

»Fordi det er uholdbart, at mennesket hersker over otte-ni millioner arter på den måde, det har gjort hidtil. Vores demokrati svarer jo til, at vi er ræve, og de andre arter er gæs.«

Det hellige

Men det kan eleven jo ikke vente på. Har han en hjemmeopgave til mig, hvor jeg i mellemtiden kan styrke mit ’økokratiske’ sindelag?

»Ja. Du skal sætte dig ved et stort, kroget, gammelt træ og bare være hos det, måske meditere lidt. Sæt så meget tid af, du kan, til at mærke det. Måske du oplever et slægtskab, måske du oplever træet som helligt.«

Han kan vist mærke, at jeg stadig har lidt svært ved begrebet.

»Helligt er jo mange ting. Der er jo folk, for hvem deres fodboldhold er helligt,« minder Jens-André Herbener om. 

»Brug det som en metafor for alt det, vi skal passe ekstra godt på.«