Robert Fisk var en legendarisk – og kontroversiel journalist

Det var forfatteren Inge Eriksen, der i begyndelsen af 1990’erne henledte dette dagblads opmærksomhed på Robert Fisk, The Independents Beirut-korrespondent og forfatter til Pity the Nation om den libanesiske borgerkrig og tilliggende konflikter.

Inge Eriksen, mest kendt for 70’ernes gennembrudsroman Victoria og revolutionen, havde læst bogen og stillede en tidlig formiddag på chefredaktørkontoret med sit let antændelige temperament i fuldt udbrud og en anmodning – nej, en afpresning – om finansiel støtte til en flybillet, idet hun »lige her og nu« agtede sig til Beirut for at interviewe Fisk.

Så vidt jeg husker fik hun pengene – i hvert fald nogle af dem – og med sit interview introducerede hun den indtil da ret ukendte britiske journalist til Informations læsere. Et bekendtskab, der blev udbygget og raffineret i 00’erne, da Fisks regelmæssige klummer som led i en samarbejdsaftale med The Independent bidrog til at højne niveauet i avisens i forvejen kritiske dækningen af Mellemøsten.

Robert Fisk var en 74-årig journalistisk legende, da han 30. oktober døde på et hospital i Dublin efter et slagtilfælde. Han havde dobbelt britisk og irsk statsborgerskab og en bolig i Dublin, hvor han opholdt sig, når han ikke arbejdede fra sin lejlighed på Cornichen, Beiruts berømmede strandpromenade, der var den faste udkigspost til det Mellemøsten, han dækkede som journalist.Kommentator og med tiden guru for en skare af beundrere.

Han indledte sin karriere som korrespondent for The Times i 1972 i Belfast, den gang borgerkrigshærget, og efter et mellemspil i Portugal efter ’Nellikerevolutionen’ i 1974 landede han i Beirut i 1976, der blev hans base i resten af den aktive karriere frem til dødsfaldet. Fra 1989 som korrespondent for The Independent efter en faglig kontrovers med det Murdoch-ejede The Times, hvis redaktionsledelse fandt korrespondenten lige lovlig Israel-kritisk.

Modig til det dumdristige

Fisk var eneste vestlige journalist, der blev boende i Libanon gennem hele borgerkrigsperioden, da hans kolleger var søgt til Cypern under indtryk af de hyppige bortførelser af især britiske og amerikanske nødhjælpsarbejdere, præster og journalister i 1980’erne. Angiveligt undslap Fisk selv to forsøg på gidseltagning og balancerede i det hele taget jævnligt på kanten af livsfare med projektiler piftende om ørerne eller, som da han besøgte en flygtningelejr i Pakistan, slået til næsten lirekassemand af rasende afghanere, der i 2001 var fordrevet fra hus og hjem af amerikanske bombefly.

Typisk for Fisk satte han et billede af sit mishandlede kontrafej i avisen, ledsaget af en tekst, der pædagogisk forklarede volden som ’det logiske produkt af vores vestlige brutalitet’.

Som reporter var han modig til det dumdristige og var ofte den første ude ’på stederne’, som de aldrig hvilende konfliktområder kaldes i korrespondenternes jargon, om end hans tekster ikke altid bar præg af nøjeregnende præcision – som en samtidig BBC-kollega i Beirut noterede, »kunne Fisk lægge mærke til foreteelser, vi andre ikke havde set eller registreret, selv om vi stod lige ved siden af ham«.

Ikke desto mindre blev han i kraft af et overlegent sprog og en evne til uden omsvøb at tolke og analysere magtens motiver sin generations mest læste – og måske også mest indflydelsesrige udenrigsjournalist, i hvert fald i Europa.

»Men«, som han sukkede til en interviewer, med »en nagende mistanke selvfølgelig, at mine artikler ikke har nogen som helst effekt på noget som helst, og ikke flytter noget så meget som et officielt komma«.

Muligvis ikke, det er vanskeligt at få øje på politiske beslutninger, som Fisk, eller for den sags skyld andre kritiske rapportører, har påvirket direkte. Han skrev eksempelvis intenst mod USA’s invasion af Irak og med nedgørende foragt om Tony Blairs og hans udenrigsminister, Jack Straws, støtte til George W. Bush. Da han kaldte udenrigsminister Colin Powells berygtede tale i FN for »en makaber åbning« til Irak-invasionen i 2003, fik han ballade med medløbende kolleger, der nærmest beskyldte ham for landsforræderi. Men med læsernes begejstrede applaus interviewede han høj som lav fra menige fodfolk til Saddam Hussein – hans energi var uopslidelig, han havde etableret sit claim to fame med tre besøg i Afghanistan, hvor han interviewede Osama bin Laden i midten af 90’erne. Da bin Laden senere blev verdenskendt, mildt sagt, opfordrede han Vestens politiske ledere til »at læse Mr. Robert«.

Det skete, at Fisk scorede reelle point, der flyttede den offentlige opinion, som da han dækkede borgerkrigen i Jugoslavien i 90’erne og via undersøgelse af vragrester kunne afsløre, at amerikanske missiler – formentlig ved en fejltagelse – havde dræbt sagesløse civile i et angreb, som NATO-kommandoen vedblev at nægte kendskab til. Den historie fik overskriften: »Massakren er stadig et mysterium – men måske kan jeg hjælpe!« Den rubrik indbragte Fisk endnu en journalistpris, af hvilke han modtog 18 i perioden 1984-2011.

På ofrenes side

Helt generelt var Fisk pr. automatik på ofrenes side i de konflikter, han dækkede, altid med et kritisk blik på magten med en programerklæring om, at journalistik ikke er objektiv, men ene og alene har til formål at holde øje med magthaverne. Og kombinationen af brillant prosa og en konsekvent respektløs tilgang til stoffet forlenede ham med en status som den mest beundrede korrespondent i det forrige århundredes sidste årtier, der ud over priser og hædersbevisninger turnerede i det internationale foredragskredsløb. I en periode var han fast gæstekommentator på Al Jazeera og med store oplag på sine i alt fem bøger, hvoraf de bedste er ovennævnte Pity the Nation og det murstensagtige mammutværk på 1.286 sider, The Great War for Civilisation (2005), der blander den mellemøstlige samtidshistorie med personlige iagttagelser, politisk analyse, historiske strejftog og erindringsstykker om faderen, Bill Fisk, en veteran fra Første Verdenskrig, der hvert år tog enebarnet Robert med til slagmarkerne i Flandern og Normandiet.

The Great War for Civilization er en særegen fusion af reportage og filosofiske overvejelser i et tonefald, jeg vil kalde intellektuel narcissisme – således skrev en anmelder i The Guardian, at med en beslutsom redaktør og brutale forkortelser var der stof til tre rimeligt gode bøger. Men Fisk, der yndede at omtale sig selv i tredje person som ’Mr. Bob’ eller bare ’Fisk’, havde tydeligvis en ambition om at forbinde fortid med nutid, såvel i reportage som i eftertanke, og bogen er da også præget af hans overlegne sproglige niveau, der får enderne til at mødes.

Men måske var han heldig derved, at den er skrevet før Det Arabiske Forår i 2011, der er en særpræget undtagelse i hans journalistiske produktion, og som vakte berettiget opsigt og kritisk debat. Det gjaldt i særlig grad hans dækning af borgerkrigen i Syrien med bevidst valg af regimets – altså magtens – optik. De fleste vestlige journalister skrev fra de såkaldt ’befriede områder’ under oprørernes kontrol. Valget af vinkel kan skyldes hans afsmag for den religiøse fundamentalisme, der hurtigt blev oprørets vandmærke – og adopteret af Tyrkiets islamiske regering, der i forvejen var målområde for Fisks mishag som følge af Ankaras modvilje mod at indrømme folkemordet på armenierne i 1915, en mærkesag for Fisk.

Og i hvert fald var beslutningen om at se oprøret fra regimets side typisk for det Rasmus Modsat-temperament, der var hans journalistiske dna. Og som jeg husker reportagerne som embedded med de syriske regeringsstyrker, var de bestemt interessante og præget af koldsindigt klarsyn.

Det ændrede sig efter et besøg som deltager i en regeringsarrangeret journalistekskursion til Douma, en forstad til Damaskus, i 2018, hvor vestlige medier havde rapporteret om et giftgasangreb, angiveligt begået af regimet. Her talte Fisk med en læge, der kunne fortælle, at ofrene i Douma ikke døde af kemisk forgiftning, men ’af støv og røg fra et voldsomt luftangreb’.

Det var også regimets forklaring på antallet af dræbte i Douma, såvel som det var det russiske militærs og dermed de russiske mediers version, herunder nyhedsbureauet Sputnik og tv-propagandastationen ’RT’.

Hvad der vakte opsigt – og kritik – var, at Fisk som respekteret vestlig journalist bidrog til at legitimere de syriske og russiske mediers fremstilling af myrderierne i Douma. Blandt andet mente kritikerne, at den læge, Fisk havde talt med, af frygt for regimets repressalier havde opfundet historien om ’røg og støv’, der forekom lidet sandsynlig. Men Robert Fisk var til sin dødsdag ubøjelig, når han besvarede kritikken. Han henviste til, at han blot havde udført sit arbejde som journalist – og påpegede, at der i øvrigt var uenighed internt i OPCW (Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben) om netop hændelserne i Douma.

Fisk var akademisk uddannet på Dublins Trinity College, var kortvarigt gift i 1990’erne, men var generelt ikke meddelsom om sit privatliv, og han efterlod sig ikke børn.