Essay
Læsetid: 14 min.

Sexchikane i 100 års danske film: Igen og igen giver voldtægt manden mulighed for at spille helt

Voldtægt handler om mandens redningsaktion frem for kvindens traume, og alle griner af et klask i rumpen fra chefen. En granskning af den danske filmhistorie iført nutidige #MeToo-briller afspejler en kultur, hvor seksuelle krænkelser og chikane i mange år er blevet slået hen. Men inden for de seneste år har vi set en bølge af film, primært skabt af kvinder, der skildrer sexistisk kultur kritisk
I Erik Ballings musicalkomedie ’Sommer i Tyrol’ fra 1964 er det Ove Sprogøe, der fører den klaskende hånd, da han i rollen som den rige skørtejæger Sigismund klapper tilfældige kvinder bagi. Den praksis synes kvinderne dog helt indforståede med. Her er Sprogøe flankeret af Susse Wold, Lone Hertz og Gyda Hansen.

I Erik Ballings musicalkomedie ’Sommer i Tyrol’ fra 1964 er det Ove Sprogøe, der fører den klaskende hånd, da han i rollen som den rige skørtejæger Sigismund klapper tilfældige kvinder bagi. Den praksis synes kvinderne dog helt indforståede med. Her er Sprogøe flankeret af Susse Wold, Lone Hertz og Gyda Hansen.

Polfoto/Ritzau Scanpix

Kultur
20. november 2020

Meget har Egon Olsen budt Yvonne. Derfor virker det også rimeligt, at det er ham, der bliver udsat for sexchikane, da hun i Erik Ballings Olsen-banden over alle bjerge fra 1981 for første gang medvirker i et kup, hvor det umage par sniger sig ind på SAS Hotellet forklædt som rengøringsdamer for at få fingre i en rød kuffert.

Hotellets inspektør er med Egons ord »en liderlig buk, der aldrig kan lade damerne være i fred«. Yvonne og ’Egone’ bliver da også straks mødt af en vred kvinde, der stormer ud af inspektørens kontor, mens hun knapper sin skjorte. Inspektøren tager sig til sin forslåede kind, men liver op ved synet af Yvonne. Han vil meget gerne have »dejlige damer« til at gøre rent og prøver flere gange under hendes arbejde at lokke hende med ind til »en lille en«.

Yvonne parerer, men endelig ser han sit snit: En dejlig bagdel stikker op, da hun alene midt på gangen står bøjet ned over støvsugeren. Bagdelen er som en rød klud for inspektøren. Han iler over og giver et velplaceret klask i måsen, der til hans chok viser sig at tilhøre Egon.

Scenen er dybt komisk, selv om den egentlig skildrer et frygteligt arbejdsmiljø, hvor kvinder lavest i hierarkiet må finde sig i at blive gramset på af deres chef.

»Man burde klage,« harcelerer den ægte rengøringsdame, der siger sit job op for at slippe for gramseriet, til Yvonne.

Men det virker ikke som en reel mulighed. Tværtimod bliver inspektørens chikane accepteret i en sådan grad, at selv den udenforstående Egon kender til hans opførsel. Og godt nok fremstilles han som en klovn og får efterfølgende sin straf ved at få én på lampen, da sikkerhedsvagterne forveksler ham med Egon. Men han mister næppe sin position.

Krænkelser som virkemiddel

Seksuelle krænkelser og sexchikane har spillet en rolle som både komisk og dramatisk virkemiddel i dansk film siden stumfilmens tid. I anledning af efterårets anden #MeToo-bølge, som har markeret et holdningsskift i den danske debat, har vi gravet os ned i den danske filmhistorie efter eksempler på, hvordan filmfiktionen har fremstillet seksuelle krænkelser – ud fra den betragtning, at film reflekterer sin samtid.

Er der forskel på, hvordan en filmkarakter reagerer på et klap i måsen eller en voldtægt i 1950 og 2020?

Mens åbenlyse voldtægter eller voldtægtsforsøg generelt er blevet fordømt i danske film, er publikum i stor stil blevet opfordret til at grine af en hånd på et lår, et klask i røven, upassende tilnærmelser på arbejdspladsen eller seksuel udnyttelse af magtpositioner.

Det virker måske uskyldigt i den enkelte scene, og hey, det er jo bare en komedie. Men hvad man som filmskabere og producenter er enige om, at et stort publikum vil grine af, er også sigende for et samfunds værdier. De lumre vittigheder kan afspejle en samtidig kultur, der accepterer hyggesexisme.

Samtidig griner vi som publikum af de seksuelt grænseoverskridende handlinger, netop fordi de er grænseoverskridende, overraskende og forbudte. Ifølge Sigmund Freuds humorteori bliver latteren en ventil, der giver os forløsning for de pinlige eller tabubelagte emner, som sex eller udfordring af moral og god opførsel eksempelvis kan være på film.

I samme tråd kan man se den seksuelt upassende humor som eksempel på den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtins beskrivelse af den antiautoritære karnevalistiske latterkultur, hvor magtstrukturerne udfordres, når ’folket’ trækker overklassens åndelige højkultur ned på et kropsligt plan. Der kan altså også ligge et oprør mod den gode smag i jokes om et klask i rumpetten.

Man kan vel ikke gøre for, at man har charme

Det var åbenlyst en anden tid, da Ove Sprogøe og Dirch Passer førte an som førsteelskere i de danske lystspil op gennem 1950’erne og 60’erne. I Erik Ballings musicalkomedie Sommer i Tyrol fra 1964 er det Ove Sprogøe, der fører den klaskende hånd, da han i rollen som den rige skørtejæger Sigismund klapper tilfældige kvinder bagi, mens de stiger ud og ind af et tog.

Den praksis synes kvinderne dog helt indforståede med, da de hviner af fryd. Som Sigismund synger efter en festlig aften på alpehotellet: »Man kan vel ikke gøre for, at man har charme?«

Så charmerende er han, at han tiltrækker hele tre kvindelige beundrere på hotellet og ender med at finde sammen med sin ærkekonkurrents smukke datter.

Hans anden beundrer, hotellets ejer, Josepha (Susse Wold), må dermed tage til takke med Dirch Passers overtjener, Leopold, der har lagt an på hende filmen igennem. Hun har ellers været godt træt af, at han ikke ville acceptere en afvisning og respektere deres professionelle relation.

»Jeg vil have fred fra Deres kærlighed,« siger hun, men det får hun ikke.

Og det betaler sig. Hermed er filmens lære, at en kvindes nej nok bare betyder, at hun spiller kostbar. Ligesom kvinder nyder at blive gramset på af fremmede mænd.

Et grellere eksempel på sexchikane på arbejdspladsen finder man i Ebbe Langbergs Pigen og millionæren fra 1965, hvor Dirch Passers karakter, direktøren Jens Møller, får hukommelsestab. Da han kalder sin privatsekretær ind på sit kontor, bliver han paf, da hun som det mest naturlige i verden sætter sig på skødet af ham. Han spørger, om det ikke er svært at tage diktat derfra og jo, det er det. Men har han rent faktisk tænkt sig, at de skal arbejde?!

Da Jens kommer til sig selv efter et slag i hovedet, forlanger han igen seksuelle ydelser fra sekretæren og jagter hende rundt på kontoret, indtil hun resigneret slår armene om halsen på ham og kysser ham. Heldigvis for alle kvinder omkring ham ender filmen med, at han slår hovedet igen.

Ligesom i Olsen-banden er der her en udbredt accept af chikane, som kvinderne bare må finde sig i, hvis de vil beholde deres job. Og en mand skal have slået hovedet for at se, at den kultur er forkert. Filmen fremstiller den ’gamle’ udgave af Jens som en playboy med ringe moral, men chikanescenerne lægger stadig op til, at vi skal grine af hans krænkende opførsel frem for at tage den alvorligt.

Noget for noget

Skæg med hyggesexisme hører dog ikke blot en svunden tid til. Specielt Klovn-filmene og -serien (2005-20, instrueret af Mikkel Nørgaard) udmærker sig ved at gøre sig lystig over Casper og Franks grænseoverskridende adfærd over for kvinder. Mens det er forholdsvist uskyldigt – men stadig lidt klamt – at forsøge at score en fremmed kvinde ved at vende mærket i nakken på hendes bluse, som Casper lærer Frank i Klovn the Final, foregår der også langt værre ting i Klovn-universet. Alle vennerne ved for eksempel godt, at Lars Hjortshøj jævnligt voldtager eller forsøger at voldtage kvinder, herunder sin thailandske au pair. Men de er for konfliktsky til for alvor at konfrontere ham.

Endnu mere ubehagelig er en scene i Klovn Forever, hvor Casper de facto voldtager Mia, da hun har bind for øjnene og tror, det er Frank, hun har sex med. Selv om Frank har det dårligt med situationen, vælger han alligevel at agere alfons for sin uvidende kone som gengældelse for at have knaldet Caspers voksne datter. Noget for noget.

Simone Colling som Caspers datter og Frank Hvam som Frank i ’Klovn Forever’.

Simone Colling som Caspers datter og Frank Hvam som Frank i ’Klovn Forever’.

Ritzau Scanpix

Klovn Forever indeholder desuden et sjældent eksempel på en voldtægtsjoke i dansk film, for dér trækker de fleste filmskabere tilsyneladende den moralske streg i sandet. Voldtægter eller voldtægtsforsøg, hvor kvinden siger klart nej, behandles som regel som moralsk anstødelige handlinger.

Men kvindens oplevelse eller traume bliver i filmene sjældent behandlet i dybden. Overgrebet bliver snarere brugt som dramatisk virkemiddel, der for eksempel iscenesætter en redningsmand som helt, udråber en skurk eller udløser en hævnaktion. Kvinden lægger altså blot krop til voldtægt for at fremmane en konflikt eller drive handlingen frem.

Redningsmanden

Eftersom filmhistorien overvejende er skrevet af mænd, er det ikke overraskende, at der er mange eksempler på film, hvor voldtægtens funktion netop er at gøre manden til redningsmand og som bonus erobre den nødstedte kvinde.

Sådan går det for eksempel i en prototype på genren, August Bloms Den hvide slavehandel fra 1910. Her rejser den unge kvinde Anna til London for at indtage et job som selskabsdame i et herskabshus, der viser sig at være et bordel. Det lykkes hende at forsvare sig over for sin første skurkagtige kunde, men situationen er uholdbar, og hvordan skal hun nogensinde komme hjem?

Svaret er hendes danske barndomsven, der rejser til London og befrier hende under stor dramatik. Hjemme igen ender filmen med gensynsglæde og kærlighed.

I Alice O’Fredericks’ Morten Korch-film Vagabonderne paa Bakkegaarden fra 1958 bliver landidyllen brutalt brudt, da Ghita Nørbys søde gårddatter, Hanne, bliver revet af cyklen, overfaldet og overgramset af sin fordrukne fætter, Karl, midt på den grønne eng. Heldigvis kommer Ib Mossins gårddreng, Anders, hende til undsætning. Efter at han har givet Karl tæsk, kysser han Hanne lidenskabeligt, og så er de kærester.

Karls straf er til gengæld hurtigt udstået, da Anders et par dage efter accepterer hans undskyldning om, at han drikker for meget, hvorefter han finder kærligheden hos den lokale kroværtinde. Værre er et voldtægtsforsøg altså heller ikke ifølge 1950’ernes bornerte nationalromantik.

Bagsiden af det danske frisind

Det er let at tage afstand fra klare voldtægter, men i nogle film er tingene ikke så sort-hvide. I lyset af den aktuelle danske debat om en samtykkebaseret voldtægtslovgivning er skildringer på film af seksuelle gråzoner, hvor parterne kan være i tvivl eller uenige om, hvorvidt der er tale om en voldtægt, tættere på virkeligheden end dem, hvor voldtægtsmanden springer frem fra en busk.

I de filmhistoriske skildringer af gråzoner eller manglende samtykke er det dog ofte kvindens uklare signaler, der får skylden for mandens aggressive seksuelle fremturen.

Den tankegang ser man i Urban Gads stumfilmklassiker Afgrunden fra 1910. Her spiller Asta Nielsen spillelærerinden Magda, der stikker af med Poul Reumerts flotte cirkusartist, Rudolph. I en scene er hun dog knap så begejstret for ham og afviser hans kys og kærtegn. Da han alligevel bliver ved, giver hun sig efterhånden hen. Kvinder vil jo gerne.

Asta Nielsen og Poul Reumert i ’Afgrunden’ fra 1910

Asta Nielsen og Poul Reumert i ’Afgrunden’ fra 1910

Scanpix Danmark

Det vil Lise-Lotte Norups unge fagre syerske også i Henning Ørnbaks kammerspil Det er nat med fru Knudsen fra 1971. Her søger ’Pigen’, som Norups karakter blot hedder i credits, job som syerske i samme lejlighedskompleks, som dagdriverne Arnold (Birger Jensen) og Benny (Ole Ernst) bor i.

Da hun banker på den forkerte dør, lokker Benny hende indenfor ved at påstå, at systuen er her. Inden hun aner uråd, har han fået låst hende inde på et værelse og vil kun lukke hende ud, hvis hun vil lave mad til ham. Mad kan hun ikke lave, men så kan hun bruges til noget andet. Trods hendes protester begynder Benny at tage hende på låret og i skridtet og hive tøjet af hende. Undervejs skifter hun pludselig mening og vil gerne have sex. Bagefter siger hun, at han ikke skal rette sig efter, hvad hun siger.

Efter seancen slutshamer han hende for at knalde en fremmed mand og forlader lejligheden. Af uransagelige årsager bliver hun hængende, og så bliver det Arnolds tur til at voldtage hende. Denne gang siger hun klart nej og er sur på ham bagefter. Alligevel bliver hun stadig boende.

Filmen er med til at bekræfte mig i den mistanke, at 1970’ernes frie seksualitet primært betød, at der var frit lejde for mandens drifter og fremstår i dag som en ekstremt klam sexfantasi.

Palle Kjærulff-Schmidts franske nybølgeinspirerede Weekend fra 1962 viser også bagsiden af tidens spirende danske frisind. Her kulminerer en sommerhusweekend blandt syv venner præget af udskejelser, druk og halvhjertede forsøg på partnerbytte med to overgreb: Først rager den optændte Lars på en fremmed kvinde på stranden, indtil andre strandgæster smider ham væk. Imens hjemme i sommerhuset lurer den seksuelt frustrerede Keld på værtsparrets barnepige, mens hun skifter tøj i haven. Så går han resolut ned og prøver at tage tøjet af hende for øjnene af de skrigende børn. Hun vrister sig fri, og vennerne kommer til. De bliver vrede, men så sænker der sig en tømmermandsramt desillusion over forsamlingen efter en weekend, der er gået over gevind.

Filmen vender til gengæld aldrig tilbage til barnepigen og er således et prima eksempel på, at overgrebsofferet, der symptomatisk er nederst i magthierarkiet, anses som irrelevant.

En ny #MeToo-bølge

Som sagt afspejler film sin tid. Der er tidligere eksempler i den danske filmhistorie på indfølte og kulturkritiske skildringer af voldtægt, som Helle Ryslinges kønssatire Flamberede hjerter fra 1986, hvor Kirsten Lehfeldts sygeplejerske Henriette (kaldet ’Henry’) i en brutal scene bliver voldtaget af sin elsker.

Men først efter den globale #MeToo-bevægelse i 2017 er der i dansk film opstået en ny bølge af film, der går kritisk til sexisme og voldtægtskultur. Eller måske er tendensen udtryk for, at de kvindelige filmskabere med bevægelsens momentum i ryggen nu får økonomisk opbakning til den type film?

Ditte Hansen og Louise Mieritz var på forkant af den seneste danske feminismebølge med DR-serien Ditte & Louise i 2015, der satirisk hudfletter filmbranchens – og hele samfundets – sexistiske og aldersdiskriminerende kultur, hvor en kvinde bare skal være fuckable og er færdig, når hun fylder 40.

I spillefilmen af samme navn fra 2018, der ligesom serien er instrueret af Niclas Bendixen, tager makkerparret skridtet videre: Træt af ikke engang at blive castet i rollen som ’gammel luder’ forklæder Ditte sig som mand og scorer en hovedrolle i en vikingefilm. For første gang i karrieren oplever hun at blive respekteret som kunstner og blive optaget i fællesskabet blandt de mandlige skuespillere.

Som Thure Lindhardt siger i filmen: »Når først man er kommet ind i den klub, så kommer man ikke ud.«

Ditte er høj over sin egen succes, men har det også skidt med at overvære forskelsbehandlingen af de kvindelige skuespillere – også fra filmens kvindelige instruktør, Gritt, der har internaliseret patriarkatets spilleregler. Da Dittes medspiller, Sara, beder om instruktion, sukker Gritt over hendes primadonnanykker og siger kortfattet: »Du har tyfus, og du er pisseliderlig.«

Gritt udøver også grov sexchikane mod Ditte, da hun under dække af karrieresnak inviterer hende på middag i privaten og udnytter lejligheden til meget insisterende at bede om et håndjob – i øvrigt mens hendes mand kigger på.

Hårrejsende realistisk

I den anden ende af seriøsitetsskalaen finder vi Isabella Eklöfs isnende drama Holiday fra 2018. Hovedpersonen Sascha, spillet af Victoria Carmen Sonne, rejser til den tyrkiske riviera for at bo hos sin ældre kriminelle elsker og hans gangsterslæng. Til gengæld for dyre smykker, middage og drinks lader hun sig behandle som en dørmåtte: Michael banker, kontrollerer og fornedrer hende og vil have hende til at være slap og føjelig som en kludedukke, når de har sex. Volden kulminerer i en nøgternt registrerende voldtægtsscene i ét langt distanceret tableau, der grumt viser realiteterne uden at fetichere eller svælge i Saschas lidelser.

Sascha er en interessant og provokerende karakter, fordi hun er så passiv. Eklöf har dog fortalt, at hun ikke er interesseret i Saschas psykologi, men i statistikken, der viser, at kvinder hver dag bliver udsat for partnervold(tægt). Således nægter Eklöf at lægge ansvaret over på den enkelte kvinde, men skildrer problemet som systemisk.

En anden hårrejsende realistisk voldtægt finder man i Zinnini Elkingtons kortfilm En flirt fra 2019. Filmen skildrer #MeToo i mediebranchen med historien om den hårdkogte journalist Eva (Marie Bach Hansen), der er blind for den sexistiske kultur på sin avis. Da praktikanten Nikoline klager over sin chefs tilnærmelser, slår Eva det hen og opfordrer hende til at sætte sig i respekt og »bare give ham lidt igen«.

Eva får imidlertid udfordret sit verdensbillede, da en flirt med avisens nye direktør tager en voldsom drejning: Under en fest falder Eva i søvn oppe på kontoret og vågner op med direktøren over sig. Tydeligt fornærmet over, at hans hårde flirtearbejde ikke er ført til noget, voldtager han den søvndrukne og berusede Eva på hendes sofa i en syv minutter lang indstilling, hvor hun protesterer stille, men utvetydigt.

Eva forsøger efterfølgende at skubbe episoden fra sig og undertrykke sine følelser. Hun var fuld, havde selv flirtet med ham og er bange for at miste muligheden for at blive forfremmet, ligesom hun ikke er parat til at se sig selv som et voldtægtsoffer. Således illustrerer filmen nogle af de ægte dilemmaer, en kvinde står i efter en voldtægt.

May el-Toukhys drama Dronningen fra 2019 bringer også nye nuancer til sexismedebatten med sin historie om en sjælden kvindelig krænker i form af Trine Dyrholms Anne, der indleder et seksuelt forhold til sin 17-årige stedsøn.

Er det frivilligt? Tjo. Han får den jo op at stå. Men hun udnytter sin magtposition over en mindreårig, hvilket får endnu større konsekvenser, da hun forsøger at manipulere sig ud af en afsløring.

Trine Dyrholm og Gustav Lindh i ’Dronningen’.

Trine Dyrholm og Gustav Lindh i ’Dronningen’.

Nordisk Film

Det er forfriskende endelig at se seksuelle krænkelser behandlet seriøst i dansk film efter et århundrede med klichéfyldte og bagatelliserende skildringer. Med nutidige briller er det chokerende at se, hvordan danske komedier har brugt sexchikane som punchline og opfordret publikum til at grine af alt fra klask i røven og seksuel afpresning på arbejdspladsen til direkte voldtægt.

Værre er det næsten, når kvinderne i filmen selv er med på spøgen. Eller når filmene indikerer, at kvinden i virkeligheden er frisk, selv om hun har sagt nej: Samtykke er en by i Rusland i store dele af den danske filmhistorie. Og selv film, der lægger moralsk afstand til krænkelser og voldtægt, interesser sig ofte mere for manden, der redder den forurettede kvinde, end kvindens egen oplevelse.

Det bliver spændende at se, om anden bølge af #MeToo får aflivet den tilgang til sexisme – også på film.

Skildringer af voldtægt, krænkelser og seksuel chikane i dansk film

Information har fundet eksempler på sexchikane i dansk film gennem 100 år. Det var ikke nødvendigt med lup. Vi har fundet 36 eksempler og har inddelt dem i seks kategorier

Voldtægt eller voldtægtsforsøg, der giver helten lejlighed til at spille helt

  • ’Røverens brud’ (Viggo Larsen, 1907)
  • ’Den hvide slavehandel’ (August Blom, 1910)
  • ’Vagabonderne på Bakkegaarden’ (Alice O’Fredericks, 1958)
  • ’Mifunes sidste sang’ (Søren Kragh-Jacobsen, 1999)
  • ’Princess’ (Anders Morgenthaler, 2006)
  • ’Superbror’ (Birger Larsen, 2009)
  • ’Klassefesten’ (Niels Nørløv Hansen, 2011)
  • ’Journal 64’ (Christoffer Boe, 2018)

Voldtægt, hvor kvinden selv tager hævn

  • ’Dogville’ (Lars von Trier, 2003)
  • ’Nymphomaniac’ (Lars von Trier, 2013)
  • ’Erna i krig’ (Henrik Ruben Genz, 2020)

Voldtægt som symbol på ondskab

  • ’Blade af Satans bog’ (Carl Th. Dreyer, 1921)
  • ’Arven’ (Per Fly, 2003)
  • ’Fri os fra det onde’ (Ole Bornedal, 2009)

Kritiske og ukritiske skildringer af en krænkelseskultur

  • ’Weekend’ (Palle Kjærullf-Schmidt, 1962)
  • ’Kundskabens træ’ (Nils Malmros, 1981)
  • ’Barndommens gade’ (Astrid Henning-Jensen, 1986)
  • ’Flamberede hjerter’ (Helle Ryslinge, 1986)
  • ’Daisy Diamond’ (Simon Staho, 2007)
  • ’Holiday’ (Isabella Eklöf, 2018)
  • ’Ditte & Louise’ (Niclas Bendixen, 2018)
  • ’Usynligt hjerte’ (Laurits Flensted-Jensen, 2019)
  • ’En flirt’ (Zinnini Elkington, 2019)

Gråzonerne: Er det nu også frivilligt?

  • ’Afgrunden’ (Urban Gad, 1910)
  • ’Besættelse’ (Bodil Ipsen, 1944)
  • ’Det er nat med fru Knudsen’ (Henning Ørnbak, 1971)
  • ’Nattevagten’ (Ole Bornedal, 1994)
  • ’Viceværten’ (Katrine Wiedemann, 2012)
  • ’Dronningen’ (May el-Toukhy, 2019)

Sexchikane som punchline

  • ’Charles tante’ (Poul Bang, 1959)
  • ’Sommer i Tyrol’ (Erik Balling, 1964)
  • ’Pigen og millionæren’ (Ebbe Langberg, 1965)
  • ’Olsen-banden over alle bjerge’ (Erik Balling, 1981)
  • ’Polle Fiction’ (Søren Fauli, 2002)
  • ’Klassefesten’ (Niels Nørløv Hansen, 2011)
  • ’Klovn - the Movie’ (Mikkel Nørgaard, 2010), ’Klovn Forever’ (2015) og ’Klovn the Final’ (2020)

 

    Følg disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk,
    seriøs og troværdig.

    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Niki Dan Berthelsen

    Men der er flere nuancer i det her. Fordi har kvinderne rent faktisk haft lyst, så måtte de nok heller ikke give udtryk for det i 60erne og før, måske også i 70erne - fordi sådan opførte sig en anstændig kvinde sig ikke.

    Der er en ældre kvindelig læge, som kommer ind på dette i "Er der liv på Venus?"
    https://www.dr.dk/radio/p1/er-der-liv-pa-venus/

    Altså var alt ansvaret for sex, rent kulturelt, lagt over til manden.
    Og kvindesynet har mudret respekten for et nej, samt ikke givet mulighed for et ærligt ja.
    Så uanset hvad svaret var, så var der ikke plads til at kvinden kunne være "sig selv".

    Undtagen når nej betød nej og det blev respekteret, selvfølgelig.

    Carl Chr Søndergård, Søren Peter Langkjær Bojsen, Kurt Nielsen, Karsten Aaen, Emil Davidsen, Ib Gram-Jensen, Ture Nilsson, Alvin Jensen, David Zennaro og Knud Evald Wernberg-Møller anbefalede denne kommentar
    Torben Lindegaard

    @Freja Dam

    Jeg fik set en scene fra "Det er nat med fru Knudsen" - sikkert på TV dengang i 1971.
    I hvert fald stak Tove Maës hovedet ind i gasovnen - Birger Jensen hjalp godt til - og det var nok til, at den film skulle jeg i hvert fald ikke se.

    Men Ole Ernst og Lise-Lotte Norup i action for 50 år siden .... måske skulle man alligevel have vovet sig ind at se den.

    Lise Lotte Rahbek

    Glimrende fremstilling af danske films kønsrolleforbistring.
    Jeg vil dog lige minde om, det store antal amerikanske film og sange, der findes og som også er blevet sendt i danske nationale medier, hvorunder der ligger et ildevarslende ekko af "I won't ever let you go, honey..".
    De har bestemt også haft indflydelse.

    Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Niki Dan Berthelsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

    Kan man M/K ikke tilbagekalde alle disse kvinde klaskende film og sende dem på forbrænding hos Kommune Kemi i Nyborg?

    Så er denne skamplet i dansk historie en gang for alle udslettet.

    "Hermed er filmens lære, at en kvindes nej nok bare betyder, at hun spiller kostbar."

    Jeg må indrømme, at jeg ikke tillægger "Sommer i Tyrol" nogen dybere mening i den sammenhæng. Man kunne også fortolke det sådan, at kvinden (her spillet af Susse Vold) foretrækker en mand, der er trofast, frem for en mand, der (vælg selv udtrykket) til højre og venstre. Troskab var vel også i tidens ånd dengang, ikke?

    Lars-Martin Sørensen

    "Eftersom filmhistorien overvejende er skrevet af mænd, er det ikke overraskende, at der er mange eksempler på film, hvor voldtægtens funktion netop er at gøre manden til redningsmand og som bonus erobre den nødstedte kvinde"

    ...den passus tror jeg egentlig taler helt for sig selv.

    Come on, Information!

    Lars-M. Sørensen, filmhistoriker

    Annette Olsen

    Jeg er enig med Erik Karlsen, Sommer i Tyrol falder lidt udenfor. Dirch Passer gør rigtig nok kur til sin chef (han sender hende roser anonymt, som hun fejlagtigt tror kommer fra Sigismund), men efter han åbent erklærer hende sin kærlighed og hun afviser ham, optræder han noget nedtrykt og holder sig til sit arbejde. Da hun beder ham om at sætte nogle blomster op på Sigismund værelse, som han ikke mener er en del af hans jobbeskrivelse, men vel nærmere en provokation, giver han hende et ultimatum - enten rejser han eller også rejser jeg. Og hun fyrer ham. Da hun senere prøver at indynde sig hos ham, afviser han hende. Jeg forstår derfor ikke fremstillingen om at han ikke respekterer hendes ønske om at acceptere en afvisning og holde deres forhold professionelt. Der er også her tale om en forelskelse og kurtiseren og ikke sexchikane. (Og Sigismund klapper ikke tilfældige damer bagi, kun damer der nyder hans opvartning). Freja Dam, du må se filmen igen.