I Shu-bi-duas verden var det at være folkelig noget godt

Lyden af Shu-bi-dua er noget af det mest danske, som findes.

Jeg er født i 1978, og hele min 80’er-barndom har Shu-bi-dua som soundtrack. Det ene kassettebånd efter det andet blev skubbet ind i bilradioen i familiens nedslidte Volvo, når vi kørte rundt i Nordjylland om sommeren. Min storesøster ville høre Prince, min storebror ville høre Duran Duran, jeg ville høre Shu-bi-dua, og jeg fik lov at bestemme, for Shu-bi-dua kunne alle blive enige om – og synge med på. Det er lyden af Shu-bi-dua: den folkelige fællesnævner. I en verden, hvor det at være folkelig er noget godt!

Søndag aften døde bandets frontfigur og forsanger, Michael Bundesen, i sit hjem i Gentofte.

Bundesen blev 71 år gammel og har i de seneste år døjet med gener efter to alvorlige blodpropper i hjernen, som han fik i 2011. Før det havde han en knap 40 år lang karriere som en af dansk musiks mest markante profiler. Shu-bi-dua er et band – de har skrevet og spillet deres sange sammen, men det er lyden af Michael Bundesen, som er bandets særtegn. Det er ham, der personificerer Shu-bi-dua.

En definerende lyd

Det første Shu-bi-dua-album udkom i 1974 og havde en lyd, som var anderledes end noget, man havde hørt før. Paradoksalt nok, for den bestod i høj grad af fordanskede versioner af amerikanske rock’n’roll-klassikere, en genre som mange dyrkede dengang, men som Shu-bi-dua til forskel fra andre musikere formåede at tilføje noget særligt dansk.

Det var især Michael Bundesens sprøde og glade stemme og de anderledes og legende tekster, som blev et kendetegn for ham og bandet og har været det siden.

At høre Michael Bundesens stemme i dag er for mig som at få en stor krammer af sin egen barndom.

Hvis man er i tvivl om, hvor vigtig en udgivelse Shu-bi-dua 1 var, så se lige på nogle af albummets numre: »Lulu rocken går«, »Karbad baby«, »Står på en alpetop«, »Kylling med soft ice« og »Fed Rock«.

Der er lidt som at synge med omme fra bagsædet. At Shu-bi-dua også var et udsyret band med skæve tekster, blev markeret fra begyndelsen med sange som »Midnatsluskeren« – en af mine personlige favoritter – og de særlige mellemstykker, som »Hvor er nøglerne«, hvor der ikke bliver sunget andet end netop »Hvor er nøglerne mon henne? Tra-la-la-la-la-la-la.«

De havde det sjovt, mens de lavede musik: »Vi har det skide skægt, vi’ skæve alle sammen / vi deler alle smøgerne / og vi køber aldrig nogen,« som de brøler i sangen »Damgaard« fra Shu-bi-dua 3.

Med årene kom der flere selvkomponerede numre og lidt mindre decideret skævhed på bandets albums, men det sproglige udtryk, som var definerende for ikke bare bandet, men for dansk musik og sprog i det hele taget, bevarede man. Nogle gange var det decideret plat som på »Nylon Brando« fra Shu-bi-dua 2: »Nylon Brando og Humphrey Gocart / Marilyn Molbo, Rip, Rap, Rup og stub«.

Andre gange var det mere elegant og subtilt – som i »Krig og Fred« fra Shu-bi-dua 7, som starter med ordene »Det’ ikke alle og enhver, der ka’ blive funktionær«.

Her blev teksterne til tider også mere hverdagsfilosofiske, for Madsen stjæler af kassen – noget, mange nok har haft lyst til på et tidspunkt i deres liv. Men selv om det går galt for Madsen, er man ikke sikker på, at det var et dårligt valg, når sangen er slut.

Shu-bi-duas tekster udmærker sig ved ikke at være entydige, men beskrivende og ofte åbne for fortolkning. Det politiske har bandet flirtet lidt med, men kun med antydninger af en kritik af for eksempel forbrugerismen: »Jeg handler i humbug – den bedste butik,« som Bundesen synger i Humbug fra Shu-bi-dua 10. Eller i »Minus til Plus« fra Shu-bi-dua 7: »Følg med strømmen min ven / uden at vide hvorhen / reklamen viser vej.« Igen var Bundesen og Shu-bi-dua bedre til at skrive tekster end mange af samtidens alternativer. Det er derfor, alle kan synge med. Det er derfor, at min – og utallige andre danske familier – kunne blive enige om at sætte Shu-bi-dua på, når de kørte på sommerferie og havde brug for at gøre stemningen god.

Eftermælet

Som andre bands kunne Shu-bi-dua ikke holde kadencen karrieren igennem. Skellet går ekstremt præcist mellem Shu-bi-dua 10, som udkom i 1980, og Shu-bi-dua 11, som først udkom fem år senere og som er det eneste album, hvor Bundesen ikke er med, fordi han efter en periode med konflikter og turbulens valgte at træde ud af bandet. Det kan man mildest talt godt høre. Shu-bi-dua uden Bundesen er ikke Shu-bi-dua, men selv efter han kom med igen, må man konstatere, at det er småt med højdepunkterne. Til gengæld blev Shu-bi-dua ved med at være et af danskernes absolut foretrukne livebands. I 90’erne og 00’erne spillede de konstant på markedspladser og til grønne koncerter. I de år var Shu-bi-dua vitterligt synonym med folkelighed – på godt og ondt.

Nogle mente nok, at folkeligheden tog overhånd. Rapgruppen Malk de Koijn, der i øvrigt er et af de bands, som på mange måder står på skuldrene af Shu-bi-duas legende sprog, skrev i 2001 i nummeret »Fågt op i skalle« om sig selv‚ at de stadig er på dupperne »ikke udspillede som Shubberne.«

Den konservative debattør Mads Holger sagde ved folketingsvalget i 2015 om partiet Venstre, at de »står og klapper som mongoler på vej til en Shu-bi-dua-koncert«. Ud over det på en gang politisk ukorrekte og objektivt morsomme i beskrivelsen, så er det også sigende for en holdning, som med årene er blevet udbredt i eliten: at Shu-bi-dua er et band, som man ikke skal tage seriøst, men faktisk helst distancere sig en smule fra.

Det er er ikke længere – som i min barndom – et samlingspunkt, som alle kan blive enige om. Det er synd, hvis det bliver Shu-bi-dua og Michael Bundesens eftermæle. For ja, der blev måske nok skudt lidt for mange kiks ud af kanonerne under afspilningen af bandets største hit »Hvalen Hvalborg« op gennem 90’erne, men det ændrer ikke ved, at Shu-bi-dua med Michael Bundesen i front var et af de mest særegne, originale og definerende bands i den danske musikhistorie.

Den hullede sweater

Som helt ny praktikant på Information blev jeg i 2002 sat til at dække en bogudgivelse i forbindelse med Shu-bi-duas 30-års jubilæum, og i den forbindelse skulle jeg interviewe Michael Bundesen. Han stod ved bogreceptionen på Den Sorte Diamant iført en striktrøje med hul i ærmet, og jeg havde – selv om jeg faktisk var nervøs – lyst til at give ham og striktrøjen og min barndom en kæmpe krammer. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.

Det gik ikke som forventet, det interview. Jeg spurgte til, hvordan nogle af de underlige tekster – som for eksempel »Hvor er nøglerne?« – var blevet til.

»Det var vores gamle roadie, som hed Tom. Han kunne aldrig finde nøglerne til bandbussen og sagde altid ’hvor er nøglerne mon henne?’, og så lavede vi en sang om det,« svarede han. Ikke så meget halløj, men det uprætentiøse og det ligefremme er også det, der kendetegner Michael Bundesen, så på en måde var det helt perfekt.

Michael Bundesen var en diskret og til tider lidt sky person. Det var ikke hans stemme som person i offentligheden, men hans sangstemme, som var markant. I kombination med Shu-bi-duas tekster og ørehængende musik, har den gjort livet gladere for mange danskere.