Baggrund
Læsetid: 7 min.

Tæppefaldet for Trump er i gang – hvad bliver hans arv?

Er valget af Joe Biden som ny præsident enden på Trumps æra, eller banes vejen blot for en virkelig effektiv populist og diktator? Intellektuelle har hver deres bud
Kultur
13. november 2020
Var Donald Trump en historisk parentes, der blev lukket, da Joe Biden vandt præsidentvalget? Eller vil Trump sætte sig varige spor?

Var Donald Trump en historisk parentes, der blev lukket, da Joe Biden vandt præsidentvalget? Eller vil Trump sætte sig varige spor?

Jesse Jacob

Var Donald J. Trump en historisk parentes, der blev lukket, da Joe Biden vandt valget? Eller vil Trump sætte sig varige spor. Har han rokket så fundamentalt ved præmisserne for politik i det amerikanske demokrati, at vi må forvente – og frygte – hans virkningshistorie som inspirator af lignende politikertyper?

Trump har som bekendt ikke kastet håndklædet i ringen. Dog har han i en muligvis dæmrende erkendelse af eget nederlag betroet rådgivere, at han måske genopstiller i 2024. Ham skal man passe på med at afskrive. Han er notorisk sejlivet. Han har overlevet en rigsretssag, 26 anklager for sexchikane, 4.000 retssager. Ikke engang COVID-19 bed på ham.

Mens hans sortie fra Det Hvide Hus udvikler sig kaotisk med lige så insisterende som grundløse beskyldninger om valgsvindel – som flertallet af hans tilhængere tager for gode varer – udspiller der sig en intens debat om, hvad vi skal vente os af ’arven efter Trump’.

En hyppig konklusion lyder, at vel tabte Trump præsidentvalget. Men – med eller uden ham – vil ’trumpismen’ leve videre som en politisk understrøm, der fortsat kan skabe kritiske og dysfunktionelle tilstande i verdens ældste moderne demokrati.

Uden talent

I The Atlantic – i et indlæg, der bærer titlen Trump Proves That Authoritarians Can Get Elected in America konstaterer den tyrkiskfødte forfatter og sociolog Zeynep Tüfekci, at Trumps nederlag var følgen af hans inkompetence.

»Trump kom til magten ved et slumpetræf, der kom bag på alle, ham selv inklusive. Men var elendig til jobbet. Han var for udisciplineret og tyndhudet. (...) Han stillede op som populist uden politisk talent for at regere som en effektiv populist.«

Med Trump brød højrepopulismen ikke desto mindre igennem i amerikansk politik, skriver Tüfekci, og hans historiske rolle, tror hun, kan derfor meget vel blive at lette vejen for den næste autoritære demagog, der vil kunne knytte an til Trumps polariserende stil og talefigurer – men gøre det med dygtighed. Hun forudser, at »USA’s næste stærke mand bliver mere kompetent, mere beregnende«, mere værdibevidst og mere optændt af at implementere en sammenhængende ideologisk vision end den alt for selvoptagede Trump.

Succesrige populister findes i verden, så hvorfor skulle USA ikke også få en? spørger Tüfekci. Modi i Indien, Orbán i Ungarn, Putin i Rusland, Kaczyński i Polen og Erdoğan i Tyrkiet – alle vinder valg på etnonationalistiske kampagner, alle forfølger og former det ’illiberale demokratis’ dagsorden: »undergravelse af demokratiske normer og liberale institutioner, kriminalisering af opposition og dissens, undertrykkelse eller stigmatisering af kritiske medier«.

For republikanske fribyttere vil fristelsen være uimodståelig. Det er ikke et spørgsmål om, men om hvornår. »Forsøget på at høste trumpismens frugter vil blive gjort,« forudser hun.

Populistrepublikanere

I The New York Times betvivler klummisten Ross Douthat realismen i Tufeckis scenarie, men han er enig i, at det republikanske parti vil se chancer i at videreføre Trumps arv: »Trods pandemi, økonomisk krise og personlige fadæser gav Trump Biden kamp til stregen og samlede en vælgerkoalition, der var mere arbejderklassebaseret og mere ikkehvid end i 2016 (...).«

Republikanerne kan altså øjne et kommende konservativt flertal, der vil være multietnisk og både appellere til arbejderklasse og middelklasse og ikke kun til den svindende hvide restgrupper i de landlige stater. »At Trump klarede sig så meget bedre, end han stod til i meningsmålingerne, gør det usandsynligt, at hans efterfølger stiller uret tilbage til 2012.«

Men næste populist-republikaner vil få svært ved at gøre Trump kunststykket efter, vurderer Douthat: »Måske var en del Trump-vælgere mere tiltrukket af hans karisma som tv-personlighed end af hans politiske argumenter. At Trump især stødte veluddannede forstadskvinder fra sig var måske akkurat, hvad der skabte begejstring i nationens forurettede blokke – det være sig blandt de hvide landboere i Wisconsin eller Latino-mænd i Miami, der har set sig gal på wokeness. I så fald vil en ny republikansk udfordrer med afslebne kanter, der forsøger at tale populismens sprog, ikke kunne samle lige så bredt.«

Menneskeligt ansigt

Den tyske tænker Jan-Werner Müller tror ikke på, at vi vil se en »trumpist med et menneskeligt ansigt«. I The Guardian skriver han under overskriften Trump was unique. The Republicans will struggle to find another like him: »Ingen tvivl om, at trumpismen har vist sig som en magtfuld bevægelse. Efter fem år identificerer mange amerikanere sig som trumpister. En veritabel MAGA-folklore er bygget op (Make America Great Again, red.). Selvsagt har det republikanske parti gode grunde til at slippe denne bevægelse løs mod Biden-administrationen og kombinere Mitch McConnells machiavellisme fra oven med mere eller mindre manipulerede græsrodspres fra neden. Denne dobbeltstrategi – det republikanske establishment plus Tea Party-bevægelsen – var allerede effektiv som sabotage mod dele af Barack Obamas præsidentprogram.«

Men idégrundlaget mangler, mener han: »Under alle omstændigheder er det ikke et sæt af sammenhængende ideer, som kan modsvare forestillingen om en konservativ arbejderklasserepublikanisme, endsige nogen institution, som vil kunne implementere den.

Omtrent hvert femte år forsøger intellektuelle letvægtere at sælge os en eller anden ideologisk nyskabelse a la rød toryisme eller nationalkonservativsme. Men ingen af disse bestræbelser har resulteret i et sæt af sandsynlige politikker, der finder klangbund i vælgerflertal. Og i praksis har ingen højrepopulistisk regering med en mulig undtagelse i Polens Lov og Retfærdighed-parti levet op til løftet om at bekæmpe den neoliberale globalisering. Hvad vi i stedet har fået, er en blanding af Big Business og bigotteri eller, hvad amerikanske iagttagere kalder for ’plutokratisk populisme’: økonomisk politik for den øverste ene procent og kulturkrig (der ideelt set aldrig kan vindes helt) for masserne.«

Jan-Werner Müller har et råd til alle de liberale intellektuelle, der i trumpismen ser et faretruende anslag imod demokratiets orden og frygter for en Machtergreifung. »I stedet for at køre videre med en mere eller mindre romantisk fortælling og optræde i et moralsk teater med kostumer lånt fra 1930’erne, burde de liberale kræfter hellere indprente sig den enkle lære fra Obama-tiden: Tro aldrig på, at republikanerne vil give sig en tomme, tro ikke for meget på forlig over midten. Undgå kun at konkurrere på feltet for mere eller mindre teknokratiske løsninger, og giv frem for alt befolkningen en vision, der kan række ud over, at vi ’i det mindste ikke er Trump’.«

Alarmisme

En af de liberale intellektuelle, Jan-Werner Müller muligvis tænker på, er Anne Applebaum, der absolut ikke har tænkt sig at afblæse alarmismen. I The Atlantic – under overskriften Trump Won’t Accept Defeat. Ever – afviser hun tanken om, at Trumps modvilje mod at erkende nederlaget og tilflugt til beskyldninger om valgsvindel skulle være en slags selvterapi for en mand, der psykologisk ikke tåler rollen som taber. Det har været planlagt hele tiden, hævder hun, og ligger fuldstændig i forlængelse af de angreb på de demokratiske institutioner, som fra første færd har kendetegnet det trumpistiske projekt.

»Husk, at trumpismen begyndte som en konspirationsteori om, at Obama i virkeligheden ikke var født i USA og derfor en illegitim præsident. Vi blev forsøgt indbildt, at alle – hele det amerikanske establishment, alle politiske og juridiske institutioner og mainstreammedier, inklusive Det Hvide Hus og Kongressen, de føderale domstole og FBI – deltog i et gigantisk komplot om at vildlede offentligheden til at acceptere en falsk præsident. En tredjedel af amerikanerne havde så lille tiltro til det amerikanske demokrati i bred forstand, at de var klar til at gå ind på tankegangen,« mener hun.

Denne tredjedel blev til Trumps vælgerbase, der er fuldt ud så intakt som før valget: »Igennem fire år blev de ved med at applaudere ham, uanset hvad han gjorde. Ikke nødvendigvis fordi de troede på alt, hvad han sagde, men ofte fordi de slet ikke troede på noget overhovedet. Hvis alt er bedrag, hvad rolle spiller det så, at præsidenten er serieløgner? Hvis alle amerikanske politikere er korrupte, hvad gør det så, at også præsidenten er det. Hvis alle altid alligevel bryder reglerne, hvorfor skulle han så ikke også kunne gøre det?« skriver Applebaum.

Nero-øjeblikket

Som Applebaum mener også den amerikanske historiker Timothy Snyder, at Trumps vægren mod at trække sig og afvisning af Bidens sejr som illegitim reelt er et forsøg på statskup. På sin facebookprofil giver han følgende råd:

»Kupforsøg bliver enten afværget hurtigt eller slet ikke. Mens de finder sted, er det meningen, vi skal se til anden side. Når de er lykkedes, er vi magtesløse. Bidens vælgere skal ikke tro, at en Biden-administration nu er uundgåelige. Alle demokrater må i denne situation tage ansvar, for i en autoritær situation er valget kun første runde, og man vinder ikke, bare fordi man vinder første runde. Fredelige og omfattende demonstrationer er nu akut nødvendige.«

Mest alarmistisk er den amerikanske filosof Judith Butler. I The Guardian overvejer hun den mulighed, at Trump som den nederslagsmærkede Hitler i førerbunkeren kan finde på at tage en grusom hævn og trække andre med sig i faldet … at han vil opleve sit ’Nero-øjeblik’: »Selv om Trump ikke er Hitler, og valgkampe ikke er militær krig eller borgerkrig (i al fald ikke endnu), kan en generel destruktionslogik meget vel sætte ind, når en tyrans fald tegner til at blive uafvendelig. I marts 1945, da de allierede og Den Røde Hær havde løbet stort set alle de nazistiske styrkes defensive bastioner over ende, besluttede Hitler sig for at ødelægge nationen selv og gav ordre til at tilintetgøre transport- og kommunikationssystemer, industrielle anlæg, offentlige forsyningstjenester – det hele skulle ødelægges. Skulle han bukke under, skulle hele nationen bukke under.

Hitlers dekret huskes i dag som Nero-dekretet med henvisning til den romerske kejser, som lod familie og venner og alle, han anså for illoyale, dræbe i sit forsøg på at klynge sig til magten. Mens Rom brændte, og hans tilhængere flygtede over hals og hoved, tog Nero sit eget liv. Hans berømte sidste ord var: ’Hvilken kunstner mister verden ikke i mig?’«.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her