Læsetid: 8 min.

To forfattere vil give ordet til patienten i psykiatrien og kalder det ’ømhedsaktivisme’

De nyudklækkede forfattere og psykiatribrugere, Sidsel Welden og Anna Rieder, har udgivet tre litterære pjecer direkte henvendt til behandlere og læger. Projektet taler ind i en langt større debat om, hvad kunst og kultur kan i sundhedsvæsenet
Anna Rieder og Sidsel Weldens projekt begyndte med en korrespondance på datingtjenesten Tinder, hvor de kunne læse i hinandens profiltekster, at de begge var elever på forfatterskoler.

Anna Rieder og Sidsel Weldens projekt begyndte med en korrespondance på datingtjenesten Tinder, hvor de kunne læse i hinandens profiltekster, at de begge var elever på forfatterskoler.

Sigrid Nygaard

21. november 2020

For et års tid siden sad Anna Rieder og læste tekster højt på græsplænen foran Statens Museum for Kunst. Hun var del af et såkaldt skrivegruppeforløb, som hun var blevet visiteret til af sin behandler i psykiatrien. I løbet af 15 uger mødtes hun en gang om ugen med syv andre deltagere, en etableret forfatter samt en behandler for at skrive og tale om hinandens tekster.

Når de sad der, kom de ofte til at tale om livet. Det skete også denne specifikke eftermiddag. Pludselig faldt snakken på alle de dårlige råd, de havde fået af behandlere gennem tiden. En fortalte, at mens han havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling, havde han fået at vide af en sygeplejerske, at han kunne bestige Kilimanjaro, og så ville han sikkert få det bedre.

»Det er jo et absurd råd,« siger Anna Rieder, da jeg en efterårsdag ringer hende op på et videokald. »Jeg tænkte derfor, at det kunne være sjovt at vende den om og give lægerne nogle gode råd.«

Ved siden af hende, bag skærmen, sidder Sidsel Welden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Viggo Okholm
ingemaje lange og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

"En fortalte, at mens han havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling, havde han fået at vide af en sygeplejerske, at han kunne bestige Kilimanjaro, og så ville han sikkert få det bedre."

Det er fint. Men skal man tage vedkommendes erindring for gode varer? Han var jo dog psykiatrisk patient. Om rådet er godt eller ej, skal jeg ikke tage stilling til. Men jeg kan og skal tage stilling til sandhedsværdien i patientens udsagn.

Og her er det så, jeg kommer til det problematiske: Måske er patienten en patient, og måske skal hans udsagn ikke tages for pålydende. Måske er det slet ikke sket, hvad han husker. Vedkommende var psykiatrisk patient og derfor, bogstavelig talt, sindssyg.

Jeg er pissetræt af, at det altid skal gøres til et ekstrakreativt reservoir at have været indlagt på "Psyk".

Jens Ole Mortensen

Prisværdigt at de to kvinder sætter fokus på at patienter også er mennesker.
Det er der i den grad positivt set i lyset af denne her artikel.
https://videnskab.dk/krop-sundhed/paa-37-aar-blev-9479-hjerner-skaaret-f...

Kan ingen se hvad der er galt her. 1+1=2.
Først er historien at psykiatriske patienter fik fjernet hjernerne uden pårørenes vidende. Og det er indlysende at spørge. Hvordan kunne familien begrave deres familiemedlem ? Og hvorfor har man ikke hørt fra de pårørende i alle disse år ? Så historien bliver hurtigt ændret. Nu er det patienter som boede på hospitalet i så mange år at familie og omverdenen havde glemt dem. Der må have været utroligt mange hospitalsboende for at samle næsten 10.000 hjerner. Havde de ingen personnumre i 70erne og 80erne. og var der ikke journaler på dem ? Havde de ingen venner eller omgangskreds, som ønskede at tage afsked med dem. Og hvis bare en eneste familie blev nægtet at begrave deres afdøde familiemedlem. Ville de fleste kulturer anse det som perverteret. ( Hjernerne var jo fjernet) Og ikke mindst. Hvorfor faktatjekker man ikke, når man spørger involverede og myndighedspersoner . Som har fortiet sandheden eller løjet i årtier. Det var jo iflg. dem selv patienter fra hele landet. Selv deres familie må de have fortiet sandheden eller løjet for. Ellers ville familien også blive nødt til at lyve. Der må have været utroligt mange involverede der ikke måtte fortælle om den, for offentligheden, hemmelige forskning. Som jo ikke kunne publiseres .
Hvad er der tilbage af de afdøde ? Hjerner i en formaldehydindpakning. Som, nu, skal vises frem som vigtig forskning. Og en historie om at dem skal i ikke bekymre jer om. De havde ingen familie, venner, cpr, journaler eller noget liv overhovedet.
Og det mest bizarre er at ingen stiller disse spørgsmål. Man køber bare en forklaring som kan sammenlignes med en konspirationsteori om benægtelse af lejre i diktaturstater. Og i næste åndedrag ryster man på hovedet over at folket i Turkmenistan er indoktrinerede til at tro at corona ikke findes.
Hvordan mon det er for patienter at blive sluset ud i sådan et samfund ? Hver tiende Dansker har en psykiatrisk diagnose. Og hver tredje har haft kontakt til psykologer eller psykiatri.
Kort- burde historien nok være at 9477 mennesker simpelthen bare forsvandt over en periode på 35-40 år. - They sleep with the fish.