To forfattere vil give ordet til patienten i psykiatrien og kalder det ’ømhedsaktivisme’

For et års tid siden sad Anna Rieder og læste tekster højt på græsplænen foran Statens Museum for Kunst. Hun var del af et såkaldt skrivegruppeforløb, som hun var blevet visiteret til af sin behandler i psykiatrien. I løbet af 15 uger mødtes hun en gang om ugen med syv andre deltagere, en etableret forfatter samt en behandler for at skrive og tale om hinandens tekster.

Når de sad der, kom de ofte til at tale om livet. Det skete også denne specifikke eftermiddag. Pludselig faldt snakken på alle de dårlige råd, de havde fået af behandlere gennem tiden. En fortalte, at mens han havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling, havde han fået at vide af en sygeplejerske, at han kunne bestige Kilimanjaro, og så ville han sikkert få det bedre.

»Det er jo et absurd råd,« siger Anna Rieder, da jeg en efterårsdag ringer hende op på et videokald. »Jeg tænkte derfor, at det kunne være sjovt at vende den om og give lægerne nogle gode råd.«

Ved siden af hende, bag skærmen, sidder Sidsel Welden.

Det var hende, Anna Rieder straks skrev til om ideen med de gode råd til lægerne, som nu er blevet til én ud af tre korte litterære tekster i pjeceformat, som er direkte henvendt til læger og behandlere. De to nyudklækkede forfattere vil selv tage rundt og uddele pjecerne til de psykiatriske afdelinger i Danmark. Tanken er, at de skal stå side om side med mange af de andre pamfletter med gode råd, man kan tage med sig. 

Ønsket er at give ordet til patienten i et sommetider fremmedgørende møde med de hvidkitlede læger. De vil give den stringente sygehusverden et alternativt sprog. Og så skriver de sig ind i det tværvidenskabelige felt ’Kultur og Sundhed’, der gennem de seneste år har fået stor opmærksomhed herhjemme, og som undersøger, hvordan kunst og kultur kan bruges i sundhedssektoren som helende værktøjer.

»Jeg ser projektet og pjecerne som et aktivistisk projekt, der bruger ømhed som en form for modstand,« siger Anna Rieder.

»Vi har faktisk kaldt det, vi laver, for ’ømhedsaktivisme’,« supplerer Sidsel Welden.

Ikke antipsykiatri

De to forfattere mødtes først for nylig i virkeligheden. Faktisk blev hele det aktivistiske projekt til online. 

Det startede med en korrespondance på datingtjenesten Tinder. Anna Rieder og Sidsel Welden kunne læse i hinandens profiltekster, at de begge var elever på forfatterskoler. Den ene i København, den anden i Bergen i Norge. Men den onlinekorrespondance tog for alvor fart, da de fandt ud af, at de begge havde personlige erfaringer med psykiatrien.

Pludselig flyttede deres samtaler sig væk fra det sociale medie og over i et fælles online google docs-dokument, hvor man lettere kunne skrive længere tekster med tanke på udgivelse.

Først da aftalen med forlaget Amulet skulle i hus, mødtes de fysisk.

Den første tekst, de skrev, endte med at få titlen »Ti gode råd til lægen« og undertitlen »Hvis du har brug for råd, hjælp eller vejledning i mødet med patienten«. En af grundene til, at Sidsel Welden syntes, at netop denne tekst var en god idé, var, at hun med sine egne ord »følte sig talt ned til i psykiatrien«. 

For eksempel har hun oplevet at få af vide, at hun ser pæn og soigneret ud og derfor måske ikke har brug for så meget hjælp. Akkurat den oplevelse er også blevet til et konkret råd i pjecen, hvor man kan læse følgende:

»Man kan ikke altid nødvendigvis vurdere en patients tilstand ud fra ydre faktorer – selvom vi har redt vores hår, går i skole eller på job, lever op til de kapitalistiske strukturer og har pænt tøj på, kan vi godt have brug for hjælp.«

Det står side om side med andre råd – såsom at lade være med at bede patienten sætte tal på sin smerte, at bruge patienternes rigtige navne i journalerne i stedet for ’p.t’, og at man skal lade være med at hævde, at sygdom er en kreativ ressource.

»Teksterne handler om, hvad vi gerne selv vil mødes med, når vi sidder over for en behandler,« siger Sidsel Welden, og Anna Rieder følger trop:

»Hverken Sidsel eller jeg er antipsykiatri. Vi synes, den er vigtig. Men vi synes også, der er nogle problemer i den. Vi ved godt, at der er en masse ting, lægerne er underlagt. Der er ikke nok penge, hænder, sengepladser osv. Vi har bare valgt at sætte ind der, hvor vi følte, vi havde noget at skulle have sagt. Og det er i en helt konkret situation med en lægekonsultation.«

Symptomoversættelse

Der er også en pjece med titlen »Magisk tænkning« og en, der hedder »Symptomoversættelse«. De er begge skrevet som et langt digt, men henvendelsen på forsiden er lige så direkte som de ti gode råd. I pjecen om symptomoversættelse står der eksempelvis på forsiden, at det kan være fremmedgørende at skulle forholde sig til medicinske termer for symptomer. Derfor har forfatterne skrevet om nogle af de beskrivelser, de selv bruger om deres sygdom. For eksempel:

»mine øjne er lameller / alt lægger sig i mig / kan ikke sortere noget fra«.

Netop de alternative måder at beskrive symptomer på er også noget af det, de er optaget af i skrivegrupperne, som har kørt som et pilotprojekt i Region Hovedstaden siden 2017. Initiativtageren til dem – og i øvrigt Anna Rieders læge – er Birgit Bundesen. Hun har en bachelorgrad i litteraturvidenskab og har senere uddannet sig til psykiater og er i dag overlæge.

»Det skønlitterære sprog kan måske bruges til at formulere nogle personlige oplevelser, som ikke findes i sproget i forvejen. Rigtig mange fortæller, at det er en lettelse at opdage skønlitteraturen og desuden at få lov at tale om sine egne tekster uden at skulle tale direkte om sygdom,« fortæller Birgit Bundesen med henvisning til deltagerne i skrivegrupperne.

I alt har der været omkring 70 deltagere igennem skrivegruppeforløbene, som alle er blevet henvist gennem deres behandlingsteam i psykiatrien med troen på, at det kan få dem til at få det bedre. Hvis man ser på de foreløbige resultater, fortæller Birgit Bundesen, at mange får en oplevelse af ’empowerment’, at samhørighedsfølelsen bliver styrket, og at deltagerne oplever at få mere håb.

Ideen om litteraturens helbredende kraft er ikke ny. Den kan faktisk spores helt tilbage til oldtiden, hvor der over et bibliotek i Alexandria fandtes en inskription med teksten »sjælens medicin«. Første gang man begyndte at bruge litteratur på hospitalerne var under Første Verdenskrig, hvor man forsøgte at dulme de hjemvendte soldaters flossede krigsnerver med litteratur og læsegrupper. Dengang var der biblioteker på de fleste hospitaler.

Hvis vi fortsat hæver blikket lidt og ser på nutidens felt ’Kultur og Sundhed’, som både skrivegrupperne og Anna Rieder og Sidsel Weldens projekt skriver sig ind i, er der også masser af interessante fund at hente. Det er også et felt, vi her i Information dækkede sidste år. Siden 2010 har for eksempel Læseforeningen lavet guidet fælleslæsning, i flere kommuner har man set projekter med kultur på recept, på universiteterne skyder nye projekter frem, og fonde deler penge ud til kulturaktiviteter med sundhedsfremmende karakter.

Tilbage i 2017 udgav forsker Anita Jensen en gennemgang af den internationale litteratur om Kultur og Sundhed og kom frem til, at der er »god dokumentation for, at kunst, kultur og kreative aktiviteter kan have en positiv effekt på både psykisk og fysisk sundhed«. Blandt andet fremhæver hun i rapporten effekter som »øget livskvalitet, »reduktion i angst« og »forbedret social interaktion«. Dog mangler det at blive belyst, hvilke kunstarter som har den største effekt – og væsentligt, om effekten af kulturtilbud overhovedet er større end for eksempel en naturoplevelse.

Infiltrere lægemiljøet

For Sidsel Welden og Anna Rieder – som desuden begge debuterer med henholdsvis en roman og en digtsamling inden længe – er der ingen tvivl om, hvad kunst og kultur har betydet for dem på et personligt plan. Anna Rieder brugte eksempelvis i mange år bogen Sommerlys af Christel Wiinblad som »en meditativ angstbog«. Når hun stod i en stresset situation, tog hun bogen op, læste den højt for sig selv, og så gav den en form for ro.

»Nogle fra skrivegrupperne har også givet tekster videre. For eksempel har de skrevet om et traume og så givet det til deres partner derhjemme, fordi de aldrig har kunnet formulere det på andre måder,« siger Anna Rieder.

Nu forsøger de to forfattere så helt konkret at møve sig ind i det lægelige univers, så flere måske kan få øje på det samme, som de kan.

»Det ville ikke give genklang, hvis man forsøgte at sætte sig ned og sige det her verbalt over for en behandler,« siger Sidsel Welden.

»Men vi er heller ikke naive,« tilføjer Anna Rieder.

»Vi har fået at vide, at det er sværere at infiltrere lægemiljøet end det litterære. Det gør mig nervøs. For mig er det her nemlig i højere grad et aktivistisk projekt end et litterært værk.« 

En af de behandlere, som allerede har læst pjecerne er Mikkel Rune Vossen Rasmussen, som er ledende overlæge på psykiatrisk afdeling i Vejle og næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab. Han mener overordnet, at det er bekymrende, at de to forfattere har set sig nødsaget til at skrive teksterne med de gode råd, da mange af deres pointer burde være indlysende. Dog er der meget af det, han ikke selv kan gendkende. Eksempelvis at læger skulle sige til en patient, at vedkommende ikke så syg nok ud eller, at man bare skulle tage sig sammen.

»Det lyder ikke som noget, der kommer fra folk, som arbejder i psykiatrien. Men når det så er sagt, arbejder vi jo altid på at forbedre samtalen mellem patient og læge,« siger han og henviser til, at han vil tage særligt et af rådene med sig videre.

»Det, der handler om, hvordan man beskriver patienten i journalerne, er interessant. Jeg ved ikke, hvad vi konkret kan gøre, men jeg synes da, at vi skal begynde at diskutere, om vi kan gøre det på en anden måde.«

Projektet bliver vist på Aarhus Kunsthal under titlen ‘Den uvidende lærer’ frem til den 22. november. De tre pjecer kan også hentes gratis i Det Lilla Rum og i Møllegades Boghandel på Nørrebro i København.