Interview
Læsetid: 11 min.

Tobias Rahim: »Jeg vil gerne claime den bløde etniske mand«

Den dansk-kurdiske musiker Tobias Rahim har levet et liv mellem flere kontinenter, som rapper i Colombia, popsanger i Ghana og nu som solomusiker i eget navn, hans univers er fyldt med lyserøde jakkesæt, pastelfarver og er en undersøgelse af den maskuline krop. Her fortæller han sin egen historie, og hvorfor han vil sætte manden fri
Jeg havde aldrig rigtig troet, at jeg skulle være kunstner. Jeg har mest set mig selv som en strejfer. Udlængslen var det vigtigste. Jeg vidste altid, at jeg skulle videre, og nysgerrigheden var det drivende, siger Tobias Rahim.

Jeg havde aldrig rigtig troet, at jeg skulle være kunstner. Jeg har mest set mig selv som en strejfer. Udlængslen var det vigtigste. Jeg vidste altid, at jeg skulle videre, og nysgerrigheden var det drivende, siger Tobias Rahim.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
27. november 2020

Den dansk-kurdiske musiker Tobias Rahim er enebarn, han er vokset op hos sin mor, og hans kurdiske far lider af PTSD efter en ungdom som kurdisk frihedskæmper. Derfor har hans far været fraværende. Af den grund har Tobias Rahim altid haft brug for at bevise sin egen mandighed over for sig selv. Et behov, som har formet hans liv og ført ham frem til det gennembrud, han oplever nu med albummet National Romantik 2021.

En dag i Mexico besluttede den unge Tobias Rahim sig for at svømme over en flod på grænsen mellem Mexico og Guatemala. En stor og bred flod fyldt med krokodiller. Det var en umiddelbart umulig opgave og en opgave, der burde være lig med den sikre død. Alligevel sprang han i vandet:

»I starten gik det godt. Jeg vidste, at hvis ikke jeg kom tæt på krokodillerne, så lod de mig være. Jeg svømmede og svømmede, og da jeg var tæt på den anden bred, blev jeg suget under af en stærk understrøm. Jeg var så lang tid nede, at jeg tænkte, at det var slut. Jeg blev overmandet af floden. Men pludselig kom jeg op, og så svømmede jeg alt, hvad jeg kunne tilbage. Det var så dumt. Jeg har haft så mange dårlige ideer, der er udsprunget af dramatiske indre monologer om at bevise noget over for mig selv.«

Situationen er sigende for den 31-årige, to meter høje, sirligt groomede og bredskuldrede Tobias Rahim. Han har et ekstremt frihedsbehov, er risikovillig og lever med en udlængsel, der indtil videre har bragt ham fra dyrepasser i Mexico til undergrundsrapper i Cali i Colombia og til toppen af hitlisterne i Ghana under kunstnernavnet Toby Tabu. Og som om det ikke var nok, så var han også den ene del af duoen Camillo & Grande, der hjemsøgte de danske klubber omkring 2015 med nummeret »Røgsignaler«.

Emilie Lærke Henriksen

Han har bevæget sig inden for en række genre, og med projektet Camillo & Grande var han med til at bringe den latinamerikanske genre reggaeton til Danmark. Generelt er hans univers præget af tropiske rytmer med inspiration fra hip-hop, reggae og romantiske sydamerikanske ballader. Tekstuniverset er eksplicit seksuelt blandet med politiske betragtninger, der især tager udgangspunkt i social uretfærdighed. Sex og social indignation er to klare referencer.

Det er også det, der har forvirret anmelderne en smule. Især ved udgivelsen af hans ny album National Romantik 2021, hvor Soundvenues anmelder hyldede de politiske aspekter ved sangen »Jesus«, men anklagede Tobias Rahim for at være repræsentant for en giftig maskulinitet. Det har Tobias Rahim ikke meget til overs for: 

»Hvorfor er det, at mange venstreorienterede synes, at man skal sidde hjemme og spille pik til Karl Marx? Jeg forstår det ikke. Det er ikke kontrastfyldt for mig, at jeg skrive om kvindelig seksualitet på en eksplicit måde, samtidig med at jeg har en venstreorienteret linje i mit tekstunivers.«

Hans univers er kontrastfyldt. Hans politiske holdninger passer til en klassisk venstreorienteret retorik, når han kritiserer magthavere, Donald Trump og de store tech-giganter i nummeret »Sang til Siri«, hvor det lyder:

»Hvorfor tror I Grønland er jeres habitat?/  Hvorfor aflytter I alle med jeres fucking apps?/  Jeg’ født i Danmark og jeg’ træt af at bo i USA/  Putter uniformer på jeres hooligans/  Dræber dem der har bygget jeres lorteland«.

Samtidig synger han i sangen »Mmm mmm mmm« linjer som: »Piger der bliver våde af at give hoved (blowjobs, red.) kommer i himlen/  engle klar på at mingle/  jeg tænker stort, fordi jeg har det mellem benene«. Senere på pladen hylder han kvinder og anklager Facebook for mediets censur af kvindekroppen: »Censurerer bryster på kvinder, som om det ik’ er dér hele livet begynder.«

Det er en dualitet, som indtil videre har givet anledning til diskussioner, og som gør det svært at sætte ham i bås.

Den bløde etniske mand

Dualiteten giver mening, når Tobias Rahim beskriver sig selv som en strejfer. Han er ikke vild med definere sig selv som en type – så lidt bryder han sig om det, at han først nu beskriver sig selv som musiker: 

»Jeg havde aldrig rigtig troet, at jeg skulle være kunstner. Jeg har mest set mig selv som en strejfer. Udlængslen var det vigtigste. Jeg vidste altid, at jeg skulle videre, og nysgerrigheden var det drivende.«

Emilie Lærke Henriksen

Det er i spændingsfeltet mellem køn, seksualitet og kapitalismekritik, at hans første plade i eget navn, National Romantik 2021, er blevet til. Her finder man numre som »Jesus«, en countrysang, hvor han synger linjerne »Jesus var perker« som en kommentar til racismedebatten i Danmark, »Love i min dm« om at komme alene og kærlighedsløs hjem fra en narkofyldt bytur og »Sang til siri«, der er et syrligt spark til magteliten. Det er altså et værk, der skriver om fest, sex og politik – en række sange, der taler direkte ind i vores politiske samtid med tropiske rytmer, der vækker minder om både reggae og salsa.

På coveret til pladen står Tobias Rahim i et lyserødt satin jakkesæt på en himmelblå baggrund, mens pladens titel er skrevet med røde bogstaver. Han har ikke nogen skjorte på på billedet, og man kan se hans trænede krop under det sarte jakkesæt. Billedet emmer af både maskulin energi og et forsøg på at underløbe selv samme.

I videoen til countrynummeret »Jesus« er en række mænd med anden etnisk baggrund end dansk klædt ud som cowboys. De er veltrænede, slænger sig letpåklædte med halm i munden og poserer med et lille lam. Et udtryk, der er langt fra den urbane musiks hårde attitude.

Jeg er nysgerrig på æstetikken, og Tobias Rahim tager en tår af sin kakao, inden han forklarer:

»Den hårde mellemøstlige mand er blevet udnyttet. Han er blevet præsenteret af medierne, og han har promoveret sig selv som hård. Det har skabt et vrangbillede. Jeg vil gerne claime den bløde etniske mand. Jeg er meget fascineret af homokalendere, hvor cowboys står helt olieindsmurte. Jeg kan godt lide den græske dyrkelse af mandekroppen.«

I en tid, hvor anden bølge af #MeToo-bevægelsen ruller i Danmark, er Tobias Rahims album landet lige midt i en diskussion af kønnene. Hans æstetik bevæger sig i et spektrum af forskellige seksualiteter og kønsidentiteter, mens han samtidig understreger sin egen heteroseksualitet.

For ham handler det i høj grad om at sætte den heteroseksuelle mand fri, når han befinder sig i sit pastelfarvede univers:

»Jeg vil frigøre den heteroseksuelle mand. Han er blevet kedelig, og han skal finde sig selv igen. Det har været kvinder og LGBT+-miljøer, der har drevet det hele, mens den heteroseksuelle mand er blevet ekstremt statisk. Derfor er han så meget i forsvar: Hele verden ændrer sig, mens han står stille. Jeg vil rykke det hele op med rode, og jeg vil se, hvordan det lander igen.«

I kælderen på den mørke bar taler Tobias Rahim langsomt. Han vægter sine ord, fordi han ved, at det er en følsom og skrøbelig debat:

»Jeg passer på, hvad jeg siger. Grænserne står og vibrerer lige nu. Jeg synes, at der er en tabuisering af maskulin seksualitet i øjeblikket. Det er svært at forklare. Den heteroseksuelle mand er presset for tiden, og det er, fordi han er kørt fast. Men jeg er også lidt skeptisk over for det politisk korrekte. Jeg synes, at den selvcensurering, der ligger i det, er ligeså fascistisk som den islamiske ekstremisme eller den ultrahøjreorienterede. Jeg synes, at man skal være, som man har lyst til. Det er det, der er mit mål. At vise, at man kan være det uden at blive udskammet.« 

Kamæleonen

Tobias Rahim er vokset op i Aarhus, og han boede det meste af tiden hos sin mor på grund af sin kurdiske fars PTSD. Han var barn mellem to kulturer. Den danske og den kurdiske. Han taler dansk, men lærte aldrig sin fars kurdiske modersmål. Senere lærte han sig selv at tale spansk, og når han rejste og boede i Sydamerika fortalte han, at han var fra Venezuela eller Brasilien. Da han ernærede sig som musiker i Ghana, blev han ikke som i Danmark opfattet som brun. Der var han den høje hvide europæer, der indtog det ghanesiske musikmarked. 

Emilie Lærke Henriksen

Han fortæller, at han som barn var meget observerende. Han var ikke udadvendt og beskriver sig selv som en beskuer. Måske var det derfor, at han valgte at læse sociologi i Colombia.

Tobias Rahim er interesseret i forholdet mellem mennesker, og hvordan vi interagerer med hinanden i samfundet. Selv om han ikke færdiggjorde studiet, så ser han en rød tråd fra det observerende barn til sociologistudiet:

»Jeg tror, at det med at være halvt kurder og halvt dansker var svært for mig. Jeg havde en stor multietnisk vennegruppe og en lille dansk vennegruppe. Det var forvirrende. Når jeg var i København og besøge min kurdiske familie, stak jeg også ud. Jeg er to meter høj, og jeg talte syngende aarhusiansk. Jeg lærte at passe ind, at tilpasse min accent og min dialekt. Jeg blev en kamæleon af det, og det bruger jeg i dag.«

Af samme grund kan Tobias Rahim adskillelige spanske dialekter. På grund af sin risikovillighed og den store nysgerrighed rejste han meget i FARC-kontrollerede områder i Sydamerika, hvor den colombianske oprørsgruppe var massivt tilstede:

»Så omstillede jeg mig og talte med en brasiliansk eller venezuelansk dialekt. Hvis oprørsgruppen vidste, at der var en europæer, så var kidnapningsfaren høj. På den måde er sprog for mig både en overlevelsesmekanisme, en hobby og en levevej.«

Kulturel beundring

På YouTube har sangen »Ghana Lady« næsten en million visninger. Det er en sang, som Tobias Rahim udgav under kunstnernavnet Toby Tabu, og som blev hans største hit som ghanesisk popsanger.

Hans tid i Ghana er meget beskrivende for, hvem han er:

»Jeg tror, at jeg er manisk. Jeg har lange perioder, hvor jeg overbruger energi. Så har jeg brugt det at tage væk som en slags modvægt til det. Men det havde også store konsekvenser at være væk så længe. Efter Ghana blev jeg lidt bange for mig selv. Pludselig vågnede jeg bare op og havde startet en karriere i Ghana. Jeg tænkte, at det skulle være mit liv. At være hvid popsanger i Ghana.«

Når vi taler om Ghana, får det Tobias Rahim til at tænke på en distinktion, der er vigtig for ham, når man bevæger sig mellem forskellige kulturer:

»Jeg synes, der findes en fin linje mellem kulturel appropriation og kulturel beundring. Det er beundringen, der altid har drevet mig. Men man kan også få så stor succes med sin kulturelle beundring, at man begynder at tage andres levebrød. Det var derfor, at jeg stoppede Ghana-projektet. Jeg ville ikke tage penge fra nogen, der havde brug for dem. Jeg er dog ikke stor fan af diskussionen om kulturel appropriation. Hvor kommer ting fra? Altså må folk i Nigeria så heller ikke gå i jeans? Jeg synes, at det leder til segregering. Skal jeg så også til at klæde mig efter min race? Er jeg kurder eller dansker?«

For Tobias Rahim går diskussionen ikke så meget på kultur, men på hvordan kapitalismen fungerer:

»Det er jo ikke kulturen, der er det vigtige. Det er jo den forretning, altså den udveksling af penge, som der foregår mellem Europa og Afrika eller Afrika og Kina, der er problemet. Det synes jeg ikke, at vi diskuterer nok. Jeg forstår godt, at diskussionen af kulturel appropriation er et modsvar til globaliseringen, men jeg tror bare ikke, at det er svaret. Lukketheden om ens egen kultur er ikke svaret. Det var også derfor, at jeg valgte at kalde min plade for Nationalromantik 2021.«

Der kommer en kort pause, så spørger Tobias Rahim mig, hvad jeg lægger i titlen. Jeg fumler mig frem til noget om de seneste års politiske debat, og han nikker bekræftende, inden han selv tager over:

»Jeg ved ikke helt, hvad det betyder selv. Der er et energifelt omkring det. Det er både nationalisme og grønne bøgeskove. Det elsker jeg. Jeg elsker både bøgeskoven og det multietniske Danmark. Nordvest og de gamle indvandrerkvarterer på Nørrebro. Det er nationalromantik for mig. Samtidig er pladen fyldt med sange om kærlighed på dansk. Det er romantik på alle planer.«

Tvivl og ensomhed

I sangen »Love i min dm« synger Tobias Rahim længselsfuldt og deprimeret linjerne: »Jeg tog ud for at finde kærligheden/  men jeg kom hjem alene og på drugs/  er du derude/  følger du med et sted/  har du en dobbeltseng, hvor livet ikke er hårdt«.

Selv om store dele af National Romantik 2021 er solbeskinnet, som Tobias Rahim selv beskriver, som når »man lige er kommet frisk ud af badet og lige har fået en drink«, så er der en tydelig melankolsk streng på albummet, som jeg spørger ind til:

»»Love i min dm« beskriver et sted, hvor størstedelen af ungdommen i København har været. Man føler sig alene. Stofferne har gjort én følsom. Man har fået renterne af det, og man har ikke mødt kærligheden …«

Jeg afbryder hans talestrøm:

– Føler du, at albummet er et generationsportræt?

»Det er en generationsbeskrivelse. Jeg føler, at min generation er lidt ligesom den lille pige med svovlstikkerne. Der er mange kviklån. Mange stoffer. Mindre retning. Verden har mistet sin makeup, og den er til tider blevet rigtig grim at se i øjnene.«

Det er måske også det, der gør Tobias Rahim både manisk og melankolsk i perioder – det, at han ikke føler, at han og verden er synkroniseret:

»Jeg kan få sådan en ultrablå følelse. Den handler om, at verden og jeg aldrig kan mødes. Det, jeg kan, har verden ikke brug for, og det, verden har brug for, det kan jeg ikke være i. Den tvivl skaber en ensomhed i mig. Hvis jeg ikke kan finde mig til rette i det her, hvad er der så til mig? Men det er også den tvivl, der definerer det at være kunstner for mig: Det handler om at kunne rejse sig igen. Det er kunsten i kunsten.«

Selv om Tobias Rahim har levet sit liv som en rastløs strejfer på en bund af total selvsikkerhed, så slår tvivlen altså også revner i ham. Melankolien er iboende i ham. Især efter perioder med et hårdt arbejdspres. Det er i disse perioder, at han har brug for at tage væk, og i de perioder, at han tidligere har rykket sit liv op med rode.

På denne her dag i oktober er han også på vej væk, men den her gang flygter han ikke. Han skal til Makedonien, vandre i bjergene og trække vejret. Alene, selvfølgelig. Han skal bare bruge et pusterum, så han kan komme hjem og erobre Danmark. Intet mindre end det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her