Vigdis Hjorth: »Litteraturen skal ikke bare være pæn og harmonisk, den kan gøre ondt«

Her er hun, norske Vigdis Hjorth. Med ild i øjnene, når hun sætter sig foran mig, men med en gavmild generøsitet, når hun med fagter og konstant bevægelse indtager det rum, hvor vi nu har sat os i et lille mødelokale på Information. Vi har halvanden time, inden hun skal videre.

»Bare kør på,« siger hun kampberedt.

Vigdis Hjorth er de eksistentielle dramaers nye store nordiske forfatter. Hun står såvel på skuldrene af Henrik Ibsen og kvindelige forfattere som Camilla Collett, Amalie Skram, Sigrid Undset og Herbjørg Wassmo, der fra midten af det nittende århundrede satte ild til sociale, politiske og æstetiske spørgsmål og i deres romaner behandlede emner som seksualitet, ægteskabet som institution, utroskab, abort og kvindeundertrykkelse i bredeste, strukturelle forstand.

Det er især i den tradition, Vigdis Hjorths forfatterskab må ses.

I den spektakulære roman Arv og miljø fra 2016 var hendes hensigt at kaste lys ind i de mørklagte rum, vi ikke vil eller tør se ind i, fordi det er for ubehageligt. Det, der ellers holdes skjult og undertrykkes, og som hun i Arv og miljø forsøger at afsløre, er incest. I romanen er det en far, der har misbrugt sin datter seksuelt, da hun er helt lille. Datteren Bergljot, der er romanens hovedperson, er nu voksen og ligger efter farens død i en bitter arvestrid med sine tre søskende om familiens hytter og ikke mindst for at få anerkendt sin incestfortælling. Broren tror på hende, men moren og de to yngre søstre nægter og afviser hendes beskyldninger som udslag af hendes livlige fantasi.

Romanen satte med andre ord spot på et stort socialt og privat tabu. Der var bare det lille aber dabei, at Vigdis Hjorths kødelige søster, Helga Hjorth, ikke var villig til at skrive under på ’fiktionskontrakten’. Hun mente, ligesom moren i øvrigt også, at kunne genkende sig selv i romanens skildring, som dem der har fortiet og benægtet farens overgreb. De sagde derfor ligeud, at romanen var en slet skjult tilsvining af farens gode rygte og en måde for den kunstneriske vildfarne søster at gøre sig interessant på i offentligheden.

Med andre ord, de læste på ingen måde Vigdis Hjorths roman som fiktion.

Som forfatteren i dag formulerer det med al fiktionens paradoksale karakter og humor:

»Min søster siger, at det er os, der er i romanen, men samtidig siger hun, at sådan er vi ikke.«

Anders Rye Skjoldjensen

Virkelighedslitteratur

Det blev en stor sag i Norge, fordi familien gik til Aftenposten med dokumenter, der skulle bevise, at en række momenter i romanen sammenfalder med forfatterens egen livshistorie, blandt andet et begravelseshæfte, som hun beskriver i forbindelse med farens begravelse. De ville vise, at Vigdis Hjorth i romanen trækker på virkelige personer og desuden bruger private dokumenter. Avisen tog imod med kyshånd og leverede i forlængelse heraf en aggressiv journalistik med en række afsløringer, hvor budskabet var, at Vigdis Hjorth kastede mistanke over sin egen far, at hun brød fiktionskontrakten og gik for langt i at bruge private dokumenter i sin iscenesættelse.

– Var du overrasket over, at din familie tog det skridt?

»Når min søster siger, at sådanne romaner ødelægger familier, så vil jeg sige, at den familie var ødelagt, længe før jeg skrev en roman om den. Jeg brød med familien for 30 år siden. Alt det, der er sket med Arv og miljø er sådan set bare, at tingene har låst sig, er blevet cementerede.«

»Men,« tilføjer hun.

»Min søster og mor må have tænkt, at hvis de kunne vise, hvor tæt jeg er på virkeligheden, så ville jeg blive moralsk diskrediteret, og ingen vil købe bogen, men sådan fungerer det ikke. Jeg var heller ikke overrasket, da de senere forsøgte at stoppe et teaterstykke i Bergen, der bygger på min roman. I det hele taget er jeg ikke ubekendt med, at et begreb som ære og facade betyder så meget. Jeg var mere forbavset over, at Aftenposten fulgte op og ikke forstod, hvad det var for en ny læsemåde af litteratur, de præsenterede.«

Det er også på det tidspunkt for udgivelsen af Arv og miljø, at begrebet ’virkelighedslitteratur’ begynder at spille en rolle i den norske offentlighed som en betegnelse for, hvor meget af dagens litteratur der gør brug af levende modeller. Det er det, vi i Danmark kalder ’autofiktion’. Ikke mindst efter Karl Ove Knausgårds erindringsroman Min kamp er det, som om fiktionskontrakten er blevet gennemhullet.

Vigdis Hjorth er sågar af en litterær interviewer på scenen blevet spurgt, om hendes egen far havde forgrebet sig på hende. Som hun selv siger nu, det spørger man ikke en romanforfatter om. Det er et helt uhørt spørgsmål.

Senere skrev søster Helga Hjorth en modroman til Arv og miljø, nemlig Fri vilje, hvor søster Vigdis varetages af karakteren Vera. Her forsøgte Helga Hjorth at forklare uenigheden mellem familiemedlemmerne med sætninger som: »Mamma trodde Vera hadde diktet det opp på et eller annnet tidspunkt. Barndommen hennes hadde kanskje ikke vært interessant nok.« Og hun fremstiller søsterens behov for at blive hørt som »manisk« og »fanatisk« og argumenterede for, at faren var sympatisk og meget vellidt.

– Kom din søsters roman bag på dig?

»Jeg var ikke uforberedt, og egentlig er jeg glad for den, for det viser en familie, der ikke ligger ned, men slår igen. Jeg gav en ørenfigen, og så fik jeg en på trynet tilbage.«

Elementer fra eget liv

Vigdis Hjorth har stort set forholdt sig tavst til debatten, men dog holdt på, at romanen er fiktionaliseret, samtidig med at hun gerne vedkender sig, at hun i romanen trækker på elementer fra sit eget liv. Ligesom hun gør opmærksom på, at den såkaldte virkelighedslitteratur på ingen måde er et nyt fænomen. Ibsen brugte løs af virkeligheden, og Strindberg ligeså i ekstrem grad. Middelalderdigteren Dante placerede sine fjender med navns nævnelse på forskellige etager i helvede, ligesom den franske brevroman baserer sig på autentiske breve.

Med andre ord, litteraturen har til alle tider gjort brug af virkelighedselementer.

For nogen var Vigdis Hjorth i Arv og miljø dog gået over grænsen. Aftenpostens hovedanmelder Ingunn Økland fremhævede i artiklen »Hjorths litterære metode«, at Vigdis Hjorth i romanen havde brugt private dokumenter i en udstrækning, som var problematiske for forfatteren og hendes forlag Cappelen Damm. Hun havde gengivet breve, beskeder og e-mails skrevet af andre på en måde, som ifølge Ingunn Økland er brud på citatpraksis.

At Vigdis Hjorth skulle være gået over grænsen, afviser hun, da jeg konfronterer hende med anklagen.

»Det er ikke helt sandt. Der hvor jeg bruger andres tekster direkte, har jeg enten spurgt om lov, eller også er det omformuleret og sat i en anden sammenhæng. Det har jeg helt kontrol over. Jeg vidste, at min søster og mor ville genkende sig selv, men jeg havde ikke forestillet mig, at andre ville reagere.«

– Hvis du havde vidst, hvad konsekvenserne havde været, ville du så have skrevet romanen?

I stedet for at svare direkte på det spørgsmål fortæller Vigdis Hjorth mig en historie, som jeg ikke må gengive … Som hun siger: »I Norge læser de også danske aviser«, og sikrer sig, at jeg inden publicering sender hende interviewet til gennemlæsning og godkendelse.

Hun tager ingen chancer.

Men jeg kan da afsløre så meget, at hun ikke fortryder at have skrevet sin roman.

Forsvar for kunsten

Det er altså her, vi er i efteråret 2020. Vigdis Hjorth har netop udgivet en ny roman, Er mor død, der allerede er kommet i Karen Fastrups danske oversættelse. Romanen har fået en fantastisk modtagelse, anmeldt her i avisen sidste fredag af Erik Skyum-Nielsen, og flere mener, at der er tale om et nyt hovedværk af forfatteren.

Men det er svært ikke også, og derfor den lange omvej, at se den nye roman som en replik til den debat, der udspillede sig i forlængelse af Arv og miljø.

»Ja, man kan godt se min nye roman som et forsvar for kunsten over for anklagerne om, at man ikke kan bruge ord som barn, mor, far, familie, fordi kunstnerens faktiske familie kunne komme til at tolke dem som afbildninger af sig selv. For det handler jo som kunstner om at løfte stoffet ud af det subjektive og gøre det alment.«

Omtrent sådan argumenterer også romanens hovedperson, den nu midaldrende Johanna, når hun i dialog med sig selv skal argumentere for, hvorfor hun som billedkunstner i sine unge år trods familiens modvilje valgte at bruge sin egen familie som model for værkerne Barn og mor 1 og 2, der gav hende international berømmelse.

Som Johanna også tænker undervejs: »Men en kunstner må være forberedt på, at en specifik mor kan blive såret og krænket af et værk, ikke blive overrasket over det,« og videre: »Nej, jeg godtager det ikke, kan ikke acceptere det uden indsigelser og modstand af principielle grunde, på samme måde som jeg vil polemisere mod alle, der klamrer sig til deres had, som ikke tør opgive hadet for ikke at mærke smerten.«

Romanen er født af, ligesom alle Vigdis Hjorths øvrige romaner, at stå midt i en interessant eksistentiel situation.

»Jeg tager altid udgangspunkt i noget, jeg synes er eksistentielt krævende eller et dilemma, som jeg står overfor, hvorefter jeg altid lader en romanperson udforske det.«

Vigdis Hjorths romaner er gennemvædet af Ibsens eksistentielle dramaer. Flere steder i ’Er mor død’ findes der direkte og skjulte referencer til ’Vildanden’.

Anders Rye Skjoldjensen

En ren menneskejagt

Er mor død handler om Johanna, der som ung forlod sin kommende mand til fordel for en amerikansk kæreste og hele sin norske familie og mod farens vilje uddannede sig til kunstner. Efter 30 år og den amerikanske mands død vender hun tilbage til sin norske barndomsby, hvor hendes gamle mor og søster Ruth stadig bor. I de mellemliggende år har hun mistet forbindelsen til sin norske familie, som aldrig har accepteret hendes livsvalg, ligesom hun utilgiveligt undlod at komme hjem til farens dødsleje og begravelse.

Men nu er Johanna tilbage og forsøger at få kontakt til sin mor, som synes at have overvundet sorgen over den tabte datter, derfor har hun ikke haft lyst til at rippe op i sorgen igen og afviser hende. Det udvikler sig til en hjerteskærende historie, en ren menneskejagt, hvor datteren desperat overvåger og forsøger at komme i kontakt med moren. Datterens mål bliver, at moren skal nå til en erkendelse af, at hun har et traume fra sine yngre år, beroende på uforløste kunstneriske drømme og smerte i det ægteskab og den familie, hun levede i, men siden har fortrængt.

»Johanna bliver selv forbavset, når hun ringer til moren og bliver afvist. Det trigger hende, hun bliver nysgerrig på, hvad der foregår, og der begynder et erindrings- og erkendelsesarbejde, hvor hun kommer til at forstå, at moren har et ubehandlet traume. Mange, som har det, lever i fornægtelse, deres ansigt stivner til en maske, og Johanna bliver besat af morens mysterium og ønsker, at den maske skal krakelere.«

Det mysterium, hun kommer på sporet af i det erindringsarbejde, er, at moren må have skåret i sig selv, for hun kommer i tanke om episoder fra barndommen, hvor moren havde blod på ærmet og forsøgte at dække sine arme.

»Johannas projekt med at opsøge hende bliver at forløse moren og selv blive forløst. Moren skal få kontakt med den gamle smerte, behandle den, og så skal de bagefter kunne snakke ud som mor og datter.«

Igen og igen afviser moren hende, og uden at afsløre alt for meget, tvinger Johanna sig adgang til morens lejlighed og tvinger hende til at blotlægge sine arme og fremvise smerten. Det er en scene i bogen så smertefuld og brutal.

»Jeg tænker, at Johanna er besat af at få vished for det, hun har fundet ud af om moren. Jeg har også sympati for den mor, som har behandlet sit store tab af datteren og fundet en form for fred. Johanna føler nok, at hun gør noget galt, men hun føler også, hun er i sin gode ret, men jeg er usikker på det. Jeg tror, Johanna har det håb, at når hun når helt ind til hende, så vil moren forstå.«

– Men det sker jo ikke?

»Nej, og så bliver Johanna forbandet.«

Jeg påpeger, at det i Vigdis Hjorths roman faktisk er som i Henrik Ibsens drama Vildanden, hvor karakteren Gregers Werle efter mange år vender tilbage til sin hjemby, konfronterer sin far med en ubehagelig sandhed og over for barndomsvennen Hjalmar Ekdal afslører, at hans tilværelse bygger på en stor løgn. At rive sløret af en livsløgn bliver en livsopgave for Gregers Werle.

Sammenligningen er ikke tilfældig. Vigdis Hjorths romaner er gennemvædet af Ibsens eksistentielle dramaer. Flere steder i Er mor død findes der direkte og skjulte referencer til Vildanden, men lige her stejler Vigdis Hjorth.

»Gregers Werles afsløring af livsløgnen fører jo til, at Ekdals liv falder i ruiner, og at datteren Hedvig dør, hvorimod Johanna i min roman måske lidt naivt tænker, at hun kan hjælpe moren igennem.«

– Men Gregers Werle tror jo også, at når løgnen er afsløret, så kan livet fortsætte på et nyt oplyst grundlag. Samtidig kan Johannas brutale handling ende med at tage livet af moren?

»Jo, men jeg tror, at Johanna tror, at hun nok skal bære det, hvis moren falder sammen. Eller modsat kan det være, at Johanna går så langt, at hun opsøger den ultimative afvisning, for at blive det hele kvit. Det er også en form for afklaring.«

»Men,« tilføjer Vigdis Hjorth.

»Det er ikke en enkel relation, jeg håber at have forståelse for begge.«

– Man kunne også se Johannas handling endnu mere kynisk – som at hun kun havde brug for at få ny kontakt til moren, fordi hun skal bruge det til et nyt kunstværk?

»Jo, det har jeg også tænkt på. Jeg vil ikke lade kunsten redde hende, ikke undskylde det, hun gør med, at hun er kunstner.«

– Jeg læser helt klart din roman som, at Johanna er i gang med et nyt værk med afsæt i morens liv?

»Det kan godt være, men så er det et tilfælde. Jeg ville aldrig sige, at du kan tillade dig alt som kunstner. Hvis hun er drevet af at lave et nyt værk, så bruger hun moren som et middel mod det mål, hun skal opnå for sin egen skyld eller for kunstens skyld. Jeg tror, hun er genuint eksistentielt interesseret i relationen til moren.«

– I så fald vil jeg fortolke slutningen, som at Johanna resignerer. Men jeg tænker, at det store kunstværk kommer bagefter – om ikke andet så kommer der jo din roman ud af det?

»Du har for så vidt ret, at særligt smertefulde oplevelser kan bidrage til, at kunstnere kan skabe store værker, men lad mig tage et andet eksempel. Naja Marie Aidt skrev en vældig stor bog, efter at hun mistede sin søn, men hun ville jo aldrig ønske sig det for at kunne skrive den. Drivkraften kan være rent menneskelig og en form for desperation, det kan være et erkendelsesarbejde. Når Johanna opnår større erkendelse af moren, så forstår hun også mere om sig selv, sin egen barndom, sit eget mørke, sin egen kontaktvanskeligheder med andre. Det gør, at hun går til moren og siger: Nu må du delagtiggøre mig i den arv, du må ikke gå i graven uden at fortælle om den.«

Ikke plads til alternative fortællinger

Det er et grundtema i Vigdis Hjorths forfatterskab, at hovedpersonerne taler to forskellige sprog. I Arv og miljø forsøger Bergljot at få sin fortælling om incest igennem hos sin familie, mens især hendes søster Astrid afviser anklagerne og glatter ud. Det samme gælder i Er mor død, hvor Johanna forsøger at trænge igennem til morens traume, mens både moren og hendes søster Ruth afviser at lade alt det ubehagelige kigge ind. Der er ikke plads til alternative fortællinger i de ellers pæne og borgerlige familiefortællinger.

Vigdis Hjorth har i et tidligere interview talt om det som et sprog, de er særligt gode til i Norge, et »godhedssprog, der opererer på både et nationalt, politisk og personligt plan. Den nationale og politiske selvforståelse i Norge bygger på forestillingen om, at vi er en fredsnation, et særligt velmenende, demokratisk og godt land«.

Det samme finder man også i fortællingerne i de enkelte familier, og de fortællinger der er for ubehagelige og derfor må ties ihjel og fortrænges for at fastholde familiens – eller nationens – stabile historie og selvforståelse.

Op til overfladen kommer det ubehagelige i rigt mål i Vigdis Hjorths romaner. Det er som en modkraft til de mennesker, som midt i omvæltninger forbliver statiske og ikke vil lade sig bevæge.

»Manglen på selvrefleksion er den store fare i dag, især når det gælder mennesker med magt. Lad mig nævne et eksempel, som jeg er optaget af. Efter Anden Verdenskrig var det mænd, der klippede håret af de kvinder, som havde været kærester med tyskere. Forskning har senere vist, at det ikke var modstandsfolkene, som mest ivrigt klippede håret af de såkaldte ’tyskertøser’, men derimod de mænd, der til dels havde samarbejdet med tyskerne, dem som ikke havde taget stilling, havde siddet og ventet på, hvem der vandt krigen, før de tog stilling.  Hvad er det for en slags renovationsarbejde, de bedrev? Rensede de sig selv ved at udskamme andre? Hvis disse mænd havde haft lidt mere selvrefleksion, havde de måske ladet kvinderne være i fred.«

»Eller for at tage afsæt i mig selv: Hvis jeg føler et spontant ubehag ved andre mennesker, ser jeg det som en god anledning til selvransagelse og til at lære noget om mig selv. Jeg er freudianer i den forstand, at mine drømme hele tiden lærer mig noget. Særligt mennesker med stor magt burde spørge sig selv, hvad der driver dem. Megen skade kunne være undgået, hvis de mægtigste blandt os havde større indsigt i egne drivkræfter.«

Det glatte godhedssprog

Vigdis Hjorth nævner selv flere gange de kvindelige forfattere, hun står på skuldrene af, og som har bragt samfundet videre, fordi de i deres romaner har formået at vige uden om det glatte godhedssprog, der hele tiden vil dække til og behandle alt det ubehagelige og fortrængte i kulturen. Den stolte kvindelitterære tradition fra Camilla Collett, der skrev den første roman, som forsvarede kærlighedsægteskabet frem for fornuftsægteskabet, over Amalie Skrams barnebrude og Sigrid Undset der i første sætning i Fru Marta Oulie turde skrive, at hun har været sin mand utro, til Herbjørg Wassmos incestfortællinger.

»Da Wassmos romantrilogi var færdig, blev et center mod incest oprettet i Norge. Alle disse kvinder ændrede norsk socialpolitik, intet mindre. Den kamp føres også videre af kvinder i strenge muslimske lande, hvor nogen synes, at det, de skriver er ubehageligt. Litteraturen skal ikke bare være pæn og harmonisk, den kan gøre ondt. Det må vi leve med.«

Lige nu taler vi meget om #MeToo, men som Vigdis Hjorth konkluderende udbryder, så har litteraturen været der længe før #MeToo.

»Hele udgangspunktet for #MeToo er beskrevet af Sigrid Undset: voldtægtsforsøg, rygtespredning, flugt fra rygter, tavshed og udskamning, selv om ofret ingen skyld bærer.«