Vølven fra Ribe: »Vi er skæbnesammenflettede med naturen«

I Gudrun Victoria Gotveds store have vokser planterne vildt. Forårets første blomster står i det høje græs, og en lille sø i baghaven sladrer om vinterens megen regn. Vi befinder os på hendes offerplads, hvor hun ofrer til de nordiske guder.

Gudrun Victoria Gotved er vølve – en hellig kvinde med en særlig forbindelse til det overnaturlige i den nordiske asatro.

Det er her i haven, lidt bag ved offerpladsen, at naturkraften på gården er stærkest, fortæller hun.

I et krat, hvor ramsløgene pibler frem, bor alferne og vætterne. Det er de naturånder, som skaber forbindelsen mellem vores verden 0g gudernes verden. De er forbindelsesleddet, og det er nødvendigt at have et godt forhold til dem. Uden den forbindelse ender verden i kaos, fortæller hun, inden hun formanende fortsætter:

»Der er virkelig meget energi i krattet og på offerpladsen. Det er et sted, man skal have respekt for. Jeg går aldrig ind bagest buskadset, hvor alferne og vætterne bor. Der har jeg intet at gøre. Det er ikke et sted for mig.«

Far var asatroende

Gudrun Victoria Gotved er 55 år og bor lidt uden for Rødding i Sønderjylland på en gammel slægtsgård, der har været i familiens eje, siden hendes tipoldefar købte den. Hun har levet med den nordiske asatro og naturens ånder helt inde på livet, siden hun var barn.

»Min far var en gammeldags bondemand med et sundt forhold til naturen. Asatroen var langt mere naturlig for ham end den kristne Gud, der kom fra de varme lande, og det tog jeg til mig. Jeg interesserede mig fra starten for vilde urter og de skriftlige kilder. Derfor kalder folk mig for vølve i dag. Jeg har en forbindelse til en spirituel verden og til den natur, vi er omgivet af. De to ting er tæt forbundne.«

En vølve er i den nordiske asatro en hellig kvinde, som har en særlig forbindelse til naturen, ånderne og guderne. Vølven kan sammenlignes med shamanen i andre religioner og tjener nogenlunde samme funktion som tyder og fortolker af gudernes og naturens tegn.

»Vølven er heksens oldemor. I forhold til heksen er vølvens vej solitær. Heksen var typisk en del af et åndeligt fællesskab. Det er vølven ikke. Hun arbejder altid alene,« siger hun med kattene løbende om benene i det lille køkken. 

Vølven fra Rødding tyder tegn fra naturen. Hvis der kommer en ravn flyvende, spørger hun sig selv: »Hvad vil du, lille ravn?«.

Det samme gælder, når hun ser en snog. Så ved hun, at noget er i vente, som ikke er godt. Hun er åben for naturens signaler på en måde, som mange andre ikke er. Der findes klare svar i naturen, som guderne, jætterne, alferne eller vætterne sender os, mener hun.

Naturen er levende

Gudrun Victoria Gotved er klædt i stort, varmt tøj. Hendes hår er rødgyldent, hun udstråler en kraft med sine blåskinnende øjne, der sidder dybt i ansigtet. I køkkenet er hun omgivet af planter, katte og håndarbejdsprojekter.

Mens hun sidder og forbereder nogle dragter, som hun skal bruge i sit arbejde på Ribe Vikingecenter, spørger jeg hende, om ikke det spirituelle kan skræmme hende, når nu hun opfatter det som noget konkret levende?

»Jeg beder ikke guderne løse mine problemer. Heller ikke dem, der har at gøre med klimaet. Jeg skal have styrke til at løse det selv,« siger Gudrun Victoria Gotved.

Michael Drost-Hansen

»Nej. Hvordan skal man sige det? Jeg anerkender eksistensen af alfer og nisser. For mig er de virkelige. De er her. Jeg mærker dem, og de hjælper mig.«

Det er ikke alle, der anskuer naturen som noget, der tager form af skikkelser. Men Gudrun Victoria Gotved kunne for eksempel aldrig finde på at hælde kogende vand på jorden uden lige at advare først:

»Der kunne jo stå en alf. Jeg kunne heller aldrig finde på at fælde et træ uden at fortælle om det først. Jeg bliver nødt til at forklare, at det er nødvendigt. Træet er jo besjælet.«

Gudrun Victoria Gotved afbryder sin egen talestrøm og forsvinder ind i stuen bagved. Hun kommer tilbage med et stykke træ:

»Gården her har jo sine egne vætter. Der findes sådan nogle små knuder på træerne heromkring. Jeg pillede sådan en af de her knuder af, og på bagsiden var der et ansigt af gårdens vætte. Det er en hilsen. Det er et billede af vætten, som den har sendt mig.«

Og ganske rigtigt – på bagsiden af det træstykket er der et mønster, der tager form af et ansigt. Træet er levendegjort.

Det er i opfattelsen af naturen som besjælet, at hendes appel til andre mennesker har rod:

»Jeg kunne godt tænke mig, at vi anerkender, at naturen er besjælet. Vætterne findes, og de kan hjælpe os rigtig meget. Vætterne er ansvarlige for et lands lykke, og hvis man er gode venner med dem, så lever man godt.«

Fremtiden

Hendes arbejde som vølve er først og fremmest rådgivende. Hun hjælper andre mennesker med at forstå gudernes og naturens tegn. Hun udøver sejd, en form for trancerejse, hvor man kan finde svar på naturens spørgsmål. I sit virke forsøger Gudrun Victoria Gotved at etablere forbindelse mellem den spirituelle verden og vores verden. De to er tæt forbundne, fortæller hun:

»Jeg kunne godt tænke mig, at folk kom lidt mere ud i naturen. Så ville de opdage den forbindelse. Jeg vil meget gerne, igennem mit arbejde, give den spirituelle bevidsthed tilbage. Det er vigtigt for mig. Folk skal ud i naturen.«

Gudrun Victoria Gotveds tro og natursyn giver hende også et andet syn på fremtiden, og måske et mindre tidstypisk perspektiv på klimaforandringerne. Ifølge hende skal vi ikke være så bange for temperaturstigningerne:

»Jeg tænker, at fremtiden kommer an på de valg, vi træffer nu. Det slutter en dag, men om det bliver om kort tid eller om lang tid, det ved ingen. Det handler også om klima og miljø. Jeg synes, at det er godt, at der er kommet fokus på det. Jeg tænker mig om, og hvis alle tænker sig om, forsinker vi afslutningen på verden. Jeg tror ikke, at vi er kommet ud over kanten endnu. Men jeg tror, at vi ender med en jord, hvor der er et reduceret antal mennesker.«

Det lyder kontroversielt, men for Gudrun Victoria Gotved er natursynet forbundet med hendes tro. Asatroen har som mange andre religioner en undergangsfortælling, Ragnarok, og den fortælling har hun det afslappet med:

»Hvis vi er på vej mod Ragnarok, mod afslutningen, så er det jo sådan, det er. På et eller andet tidspunkt skal ballonen jo revne. Jeg tror på reinkarnation, så jeg er ikke vildt bange for at dø.«

Gudrun Victoria Gotved tager en slurk af sin lakridste:

»Jeg synes, at folk overreagerer. Jeg kunne aldrig drømme om ikke at spise kød. Folk skal ikke bestemme, om jeg skal blive veganer. Jeg spiser kød fra dyr, der har haft det godt, men jeg vil ikke stoppe med det. Jeg synes, at folk burde udvise en lidt større respekt og sige tak for de ting, vi får. Den ene dag brokker vi os over grisenes vilkår, den anden dag køber vi billigt kød i Netto. Vi bør tage mere personligt ansvar. «

Skæbnefællesskab

Ude i den iskolde nordenvind spørger jeg hende om forholdet mellem personligt ansvar og hendes natursyn:

»Jeg beder ikke guderne løse mine problemer. Heller ikke dem, der har at gøre med klimaet. Jeg skal have styrke til at løse det selv. I asatroen lægger vi meget vægt på det personlige ansvar. Jeg har ansvar for mit eget liv. Alle bør tage ansvar efter evne i forhold til naturen og klimaet. Det handler også om viden.«

Gudrun Victoria Gotved synes ikke, at det går specielt godt i Danmark. Mange unge lider af angst, folk er kommet langt væk fra naturen og det åndelige. Hendes løsning er klar, og uden tøven, med solen i øjnene, siger hun:

»Et tættere forhold til naturen og dermed vætterne vil skabe et lykkeligere folk med mindre angst. Det er min appel til danskerne. Anerkend naturen, anerkend vætterne.«

For vølven er naturen levende og ikke en ting. Vi er skæbnesammenflettede med naturen, og ved Gudrun Victoria Gotveds offersten understreger hun vigtigheden af, at vi aldrig glemmer det:

»Naturen er vores hjem. Den er vores ansvar,« afslutter hun, mens hendes store schæferhund løber rundt og gør af vindens larm i træerne.

Måske er det vætterne, måske er det alferne, der larmer og fortæller os om fremtiden.

Gudrun Victoria Gotved har udgivet bogen ’Asatro – Nordisk spiritualitet’.