2020 i dansk musik: Et rædselsår for dansk musikliv var også en musikalsk optur

Under coronaens skydække har danske musikere alligevel fundet rigelig gnist i studierne og gavmild glød i øvelokalerne – og gjort det danske musikår 2020 til en solstrålehistorie.

Lytningen har været under forandring under virusangrebet. Sololytningen har været under pres i de danske hjem, hvor børn, unge og voksne i flere omgange har været hjemsendt. Godt, at der er noget, der hedder hovedtelefoner. For de har sikret, at musikken i 2020 er blevet et tilflugtssted i endnu højere grad end normalt. Aldrig har vi kravlet så indædt ind i hørebøfferne.

Glem alt om opdateringer

»Noget musik har evnen til at henlægge alt, hvad den berører i salighed,« indledte Informations musikanmelder Louise Rosengreen sin anmeldelse af fire danske jazzplader i begyndelsen af december. »Det føles ikke kun, som om min lyttende krop beroliges af de toner, der stilfærdigt forlader højttalerne. Også resten af det rum, jeg befinder mig i – sofapuder, potteplanter og møblement – lader til at nyde det pusterum til eftertanke, der opstår, når lydene af klaver, violin, elguitar, blæse- og rytmeinstrumenter interagerer og sænker sig over os.«

Således formåede dansk jazz i 2020 at afsøge nye nabolag og affolkede vidder, hvor man kan slippe speederen og grave dybt i sin inspiration.

Den aarhusianske duo med det køkken & bad-klingende navn Svaneborg Kardyb udgav deres andet album, Haven, hvor de finder ro i at lade samtalen herske. Det kan vi bruge til meget i denne tid. Nikolaj Svaneborg ved tangenterne og Jonas Kardyb ved trommesættet skabte et smukt og lydhørt parløb.

Kvintetten Caktus’ debutalbum, Under solen, var også en fin og søgende samtale mellem to saxofonister, to kontrabassister og en trommeslager.

Og der var andre perler som Girls in Airports’ sjette album, Dive, elguitaristen Rasmus Oppenhagen Kroghs svævende, akkompagnerede improvisationer på Whereabouts samt duoen Gustaf Ljunggreen / Emil de Waals ni både legesyge, finurlige miniaturer på Måne.

Det var her i jazzen, at der mere end nogen andre steder blev insisteret på fred og ro til at tænke tanker færdige, fortabe sig i dagdrømmerier, falde ned i et kaninhul, glemme alt om opdateringer.

Et kvindeligt hiphopår

Langt mere oppe i fart, faktisk lige omkring livets nådesløse gennemsnitshastighed fandt vi hiphoppen. Endda ofte i overhalingsbanen.

Igen og igen, år efter år har vi her i spalterne efterlyst kvinder i dansk hiphop. Ikke mere.

Tessa fra Hundige blev den nye stils grovrappende mester med en kæft som en havnearbejder, der satte mændene på plads. Bladet er blevet taget fra munden, handsken er blevet samlet op.

Hun heglede løs på en række stærke singler, herunder samarbejdet med Suspekts Orgi-E om »Blæstegnen«, en hyldest til Vestegnen, de begge kommer fra.

Nykommeren Goldie 6is glimrede med sit kontante minialbum Normalt galt, Vol. 1, og minsandten om ikke også en veteran – i denne sammenhæng – Lucy Love gav os råt for usødet. Det skete med hårdt udstansede, britisk inspirerede raps på Hammerhead.

Alt i mens begik Sulka i selskab med Malk de Koijns Tue Track ved knapperne en rytmisk kompleks og poetisk finurlig modpol på det krøllede, akustisk klingende album Epoker og den søsyge single »Babushka« – og satte i processen en ny standard for rytmisk kompleks, dansk rap.

Og som om der ikke var nok grrrl power, så genopstod salig Natasja fra graven og leverede en bandbulle i selskab med sin overlevende veninde Karen Mukupa samt Tessa på »I banken«.

Mændene kunne selvfølgelig også noget. Veteranerne i Suspekt – der nu har være aktive i fire forskellige årtier –udgav det både vanemæssigt kinky, men også uvant melankolske album Sindssyge ting.

Kesi kom tilbage fra sygdomsfravær med det fine album BO4L, og så tømrede han også lige superduoen Kesi & Icekiid sammen til albummet 72 timer. Og fra hans crew, B.O.C., fandt Gilli sammen med Branco om en musikalsk Europa-rundrejse på Euro Connection.

I den mere eftertænksomme ende præsterede Artigeardit endnu et fremragende album med IDIOT, der stod som et korrektiv til det højt berappede festliv. Han orker det ikke mere.

Og så var der den forunderligt frisindede duo Fraads, der debuterede med det fantastisk fantaserende konceptdebutalbum FRaaaDS – et magisk realistisk værk om, ja, den svære kærlighed.

Tv·2 endelig i Højskolesangbogen

Interessant nok har fællesskabet haft det ret så fint i den nationale selvisolation. Men det har været et fællesskab, vi har dyrket hver for sig. I de danske stuer har vi endelig fået fællessangen inden for hørevidde med Phillip Faber ved klaveret i DR TV.

Til formålet har vi så også fået en ny Højskolesangbog, hvor inklusionen af sangen »Ramadan i København« skabte stormvejr i andedammen. Som om muslimer ikke må have glæde af Højskolesangbogen.

Det faldt så – ofte de samme klagere – for brystet, at Shu·Bi·Duas sang »Danmark« blev fjernet, hvilket viste sig at være ekstrem dårlig timing, da bandets forsanger Michael Bundesen i de samme dage afgik ved døden. R.I.P.

Til gengæld fik tv·2 endelig indlemmet en sang i Højskolesangbogen, nemlig »Kys det nu (det satans liv)«. Fortjent.

Arvegodsets mørke sider

Fællesskab er mange ting, og også i nicherne er der bekvinding og bemanding nok til at samles i flok. Det blev bevist ved en siddende black metal-koncert i Pumpehuset, hvor Solbrud-frontfiguren Ole Luks soloprojekt, Afsky, spillede op til storm.

Med sig i den sorte bagage havde Afsky det fremragende black metal-album Ofte jeg drømmer mig død, hvor Ole Luk har brugt tekster fra Emil Aarestrup, Jeppe Aakjær, H.C. Andersen og Sophus Claussen og fundet nye ellers blinde vinkler.

»At deres poesi også rummer afgrunden og angsten. Netop denne skyggeside af den danske poesi har Afsky sat sig for at forløse,« skrev Rasmus Steffensen i sin anmeldelse.

»Der er en grum ironi over at høre nogle af dansk poesis største klenodier spændt for en musikgenre, der historisk set hører blandt de mest uglesete – og som også har fejret sig selv som en ørefigen til den offentlige smag.«

I Pumpehuset blev der således headbanget til H.C. Andersen.

Til angreb på knudemanden

Rocken har været i defensiven i de seneste år, men rejste nye faner i 2020.

Dansk-færøske Helena Heinesen Rebensdorff alias Brimheim gav os debut-EP’en Myself Misspelled. En stor stolt mahognistemme i mørke kompositioner, en slags gotisk PJ Harvey.

Trioen Baby in Vain fandt for alvor sig selv på deres andet, strålende album, See Through, hvor hver sang har sin egen selvfølgelige personlighed, sin helt egen vilje.

Og så gik kvintetten Joyce til angreb på knudemanden med knyttede næver på det potente, men kvalitativt noget ujævne debutalbum Formskifter – i et musikalsk ståsted mellem Minds of 99 og Nephew. Og mere maskulinitetsdiskussion: Trioen Hugorm med netop Nephew-forsangeren Simon Kvamm både ramte og missede skiven på debutalbummet Kom vi flygter, der var bedst, når de ikke prøvede at afstive deres egoer med syvtommersøm.

Så var kvartetten Himmelrum en noget mere frodig bærepose af pankønnet kompliceret kreativitet på deres andet album, Vand, død & ensomhed.

Mere end et TikTok-hit

Poppen havde også sine øjeblikke. Jada udgav et par stærke singler, og Lord Siva storhittede med »Solhverv«. Dansk-chilenske Molina brød frem med et vaskeægte TikTok-hit, »Hey Kids.« Men hun kunne meget mere end at agere 15 sekunders loop til dansevideoer med sin strålende på én gang sofistikerede debut-EP, Vanilla Shell.

Den unge, lovende Dopha lyder som en dansk Lana Del Rey med sine 60’er-nostalgisk højsange, og det er ikke så ringe endda. Og Astrid Engberg gav os med Tulpa en overrumplende egensindig og diskret opfindsom jazzpop, som vil klæde enhver solnedgang. Mens trioen Takykardia gled mod et elektronisk daggry i en aerodynamisk pop med vemod som co-pilot på albummet Better.

Målgruppe et fremmedord

I en helt anden verden, hvor målgruppe er et fremmedord, og skabelon er noget man bruger til julepynt, var 2020 benådet med en række enegængere, der støber deres helt egne kategorier.

Bisse er vel nærmest blevet sin egen genre og glimrede i år med Cobid-20 – et seriøst spjættende og sydende coronaalbum.

ML Buch fortjener hædrende omtale for det stilistisk kantede og alligevel svalende album Skinned. »Man har lyst til at blive der, meditere flydende og lade kroppen slappe helt af, mens ens hud stille og roligt går i opløsning,« som Sophia Handler skrev om det.

BishBusch gav os akut patetiske øjeblikke af stor opfindsomhed i et mix af folkemusik, eksperimenterende rock, hiphopbeats, jazz og syrede produktionsteknikker på sit debutalbum af samme navn. Mens Under byen-forsangeren Henriette Sennenvaldt tilbød diskret forjættelse og knirkende erkendelser på sin solodebut, Something Wonderful.

Længere ude i periferierne, hvor der endnu ikke er sat hegnspæle op, kunne man i år nyde Fanø-folkemusikeren Peter Michael Uhrbrands sammensatte værk Songs for a Fabulous Monster, hvor Sønderho-violinisten spiller alle instrumenter. Og et tilsvarende folkemusikalsk frisind fandt man hos Dreamer’s Circus på deres fjerde album, Blue White Gold, hvor de igen mixede folkloren med jazz og klassisk musik, så man følte sig foranlediget til at spidse læberne og fløjte med.

Man kunne også fare vild i Anders Lauge Meldgaards hyldest 12 instrumenter til Henning til den afdøde komponist Henning Christiansen. Her havde Meldgaard komponeret videre på Christiansen-kompositionen Trio. Om tiden der gik (Opus 91), nu ekspanderet til 12 instrumenter/musikere, der spiller i hver deres tempo. Ud af denne frihed er kommet et værk, der både går i kaos og op i en højere enhed.

Hvem er de grådige?

Der har også været sund magtkritik i det forløbne år. Musikmagasinet Gaffa pegede fingre ad det kun seks mennesker store udvalg, der kårer vinderne af Danish Music Awards – de blev kritiseret for indspisthed og favorisering af de større aktører på markedet.

Oppe på den helt store kulturelle klinge blev der gået til makronerne i debatten om, hvem der rent faktisk tjener pengene i musiklivet. I år med fokus på YouTube, der skruede bissen på og i slutningen af juli – og to måneder frem – lukkede for dansk musik på sitet. Det skete, da forhandlingerne om en national aftale gik i hårdknude. KODA hævdede, at Google, der ejer YouTube, var grådige, den europæiske direktør for YouTube Music, Dan Chalmers, mente, at man kunne kalde KODA det samme, når de forsøgte at forhandle sig til bedre vilkår for deres kunstnere.

Hvem har ret? Well, 69 procent af al dansk musiklytning foregik i 2019 på YouTube. I 2017 betalte de 11 millioner kroner tilbage til KODA for opmærksomheden, mens de langt mindre konkurrenter Yousee Musik, Apple Music og Spotify til sammen betalte 381 millioner kroner. Så nogen er i hvert fald grådige i dén ligning ...

En anden magtfaktor i dansk musik blev demaskeret i 2020: Den liderlige mand med de travle hænder. I både aviser og i åbne breve er det kommet frem, at der bliver chikaneret og begået seksuelle overgreb i både de klassiske og rytmiske musikmiljøer. Det har været accepteret adfærd, som ikke længere kan og må accepteres. Længere er den ikke, og, I guder, hvor det klæder dansk musikliv at få luftet ud. Og på høje tid.

#MeToo-bevægelsen har trods alt mere end tre år på bagen, og for en stund frygtede i hvert fald denne signatur, at ingen ville turde afgive vidnesbyrd fra en kultur, hvor det var umuligt at forestille sig, at der ikke var foregået grænseoverskridende adfærd. Det var der så også. Nu er det blevet sagt. Og al ære skal tildeles dem, der fandt modet til at tale til citat.

Klar til hævn over 2020

Modstand har der ellers været rigeligt af i 2020. Ikke mindst inden for livemusikken. Bevares, der har været siddekoncerter, men for færre folk og med blandede resultater. Og coronakoncerter.dk har tilbudt ikkestreamede stuekoncerter over det ganske land. Men det har blot været sympatiske plastre på et sår på størrelse med Grand Canyon.

Spillestederne har lidt voldsomt. Der har været fyringer, og især Loppen og Montmartre i København, Tape i Aarhus samt Tobakken i Esbjerg har våndet sig voldsomt.

Kulturminister Joy Mogensen (S) glemte armslængdeprincippet og opfordrede til at hjælpe specifikt Montmartre ud af vanskelighederne. Det er så blevet klaret gennem en anonym privat donation og en million kroner årligt i fire år fra Københavns Kommune.

Men snart skal vi vel tilbage til normaliteten. Festivaler som Roskilde og Northside har allerede offentliggjort de første navne – i håb om at vaccine og lyntest kan muliggøre over 100.000 menneskers amok på henholdsvis en midtsjællandsk pløjemark og en aarhusiansk skråning.

Vi står alle sammen klar i startblokkene til at hævne os på 2020. Lad os håbe at hævnen bliver sød og forsonlig. At vi sammen går mod lysere tider. Med eller uden hørebøffer.