2020 har været et stridbart år i kunsten. Ikke kun på grund af corona, der i lange perioder har nedlukket det meste af kunst- og kulturlivet, men også på grund af nye aktivistiske positioner, der for alvor har sat sit aftryk på kunstscenen.
Hvert år publicerer det engelske magasin Art Review en liste med 100 af de mest indflydelsesrige og magtfulde personer i kunsten. I toppen ligger ofte hvide mænd; kunstnere, gallerister, kuratorer, som for eksempel direktør for MoMa, Glenn D. Lowry, der sidste år var nummer et. Men i år ser alting anderledes ud. Nummer et på listen er nemlig slet ikke en person, men den aktivistiske bevægelse Black Lives Matter, og nummer fire er #MeToo. Derudover er listen i det store og hele domineret af POCs (people of colour), selv om et par enkelte af de gamle hvide ronkedorer stadig er der som for eksempel gallerist David Zwirner, der plejer at være i topfem, men nu ligger og roder nede omkring nummer 30. Det er så stor en forandring, der er sket på meget kort tid.
Også i Danmark er kunstscenen blevet langt mere aktivistisk og politiseret, men desværre også langt mere polariseret, end jeg før har oplevet. Det blev særlig tydeligt da en gruppe, der kaldte sig Anonyme Billedkunstnere kastede Kunstakademiets buste af Frederik V i Nyhavn og koblede hændelsen til et opgør med Danmarks koloniale fortid. Det fik så mange stemmer til at koge over i alle medier, at intentionen med at sætte fokus på den danske kolonihistorie helt druknede. Selv om det ikke burde være svært at få opbakning til kampen mod racisme, så er der tilsyneladende noget i den aktuelle måde at føre kampen på, der skaber mere splittelse end forståelse.
Strukturel krise
Når man følger med i mediernes dækning af Kunstakademiet, er det tydeligt, at skolen er i krise både struktur- og ledelsesmæssigt. Og selv om kriser nogle gange er højst nødvendige, så gør det ondt at være vidne til, hvordan det sted, der er så centralt for kunstlivet i Danmark, lige nu slås med både intern kritik og en ekstern mediedækning, der synes at svælge i den.
Transparens og kritik fra medierne er selvfølgelig rimeligt, når der er en sag at udrede. Men i dette tilfælde gør al medieståhejet også ondt, fordi opbakningen til kunsten i Danmark er så skrøbeligt funderet. Den gamle rindalistiske mistro til kunsten lever desværre i bedste velgående. Det blev ikke mindst tydeligt med de mange hadske kommentarer, busteaktionen affødte, og hvor det undervejs blev foreslået at »lukke lortet«.
I Danmark er det dog langtfra kun racisme og køn, der holder visse grupper ude fra kunstscenen, men også klasse og umulige lønforhold, hvilket ikke bliver italesat i nær samme omfang. Men så kom Rosas Reality Radio i foråret, et lydværk i seks dele, og italesatte nogle af de blinde punkter på den danske kunstscene.
Listen fra Art Review vidner om, at kunstscenen i 2020 vandt nyt terræn og blev mere retfærdigt repræsentativ. Samtidig tydeliggjorde busteaktionen, at der må andre greb i brug, hvis flere skal forstå kampen mod strukturel racisme, ligesom Rosas Reality Radio blotlagde, at der er andre vigtige kampe at kæmpe for endnu, før kunstscenen bliver mere inklusiv.
