Essay
Læsetid: 9 min.

Ambiancen hos Caroline Albertine Minor er cool. Der er noget Brian Eno over lyduniverset

Læsningen af Caroline Albertine Minor efterlader mig med en stærk følelse af renfærdighed, med et højt ønske om, at noget er, som det skal være, at der i mit eget liv er en vilje til indsigt, og at denne vilje mødes af en naboskabsfølelse i hver eneste sætning, skriver Asger Schnack i sin læsning af hans bud på den bedste 2020-bog, ’Hummerens skjold’
Læsningen af Caroline Albertine Minor efterlader mig med en stærk følelse af renfærdighed, med et højt ønske om, at noget er, som det skal være, at der i mit eget liv er en vilje til indsigt, og at denne vilje mødes af en naboskabsfølelse i hver eneste sætning, skriver Asger Schnack i sin læsning af hans bud på den bedste 2020-bog, ’Hummerens skjold’

Dalva Skov

Kultur
4. januar 2021

Jeg begynder lige forfra. Jeg vil nødigt gentage, hvad der allerede er blevet sagt. Eller hvad jeg har tænkt for længe siden. Eller hvad du eller en anden betragter som en selvfølge. Jeg har også været del af en familie, det har de fleste vel. Og jeg har rejst og talt med de døde. Det har du vel også. Så det er ikke det. Det er kunstværket.

Dette essay vil jeg ikke skrive glat. Jeg vil ikke vise, hvad jeg kan, men søge, hvad jeg kan finde. Jeg lader muligheden stå åben. Den eventuelle umulighed er det, jeg går efter. Sprogligt at udtrykke det usproglige. Med uvante midler. For jeg ved, der er noget på færde i den bog, jeg skal skrive om, som jeg gerne vil finde ud af, hvad er.

Bogen hedder Hummerens skjold, og den er skrevet af Caroline Albertine Minor, jeg kalder hende her bare Minor. Hvis du mødte hende, ville du kalde hende Caroline, men her kalder jeg hende Minor og ser, hvordan det går. Jeg mener også det med det, at jeg ikke tænker på personen, man kan møde i virkeligheden, men på forfatteren, der er uden for rækkevidde.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her