I ’Arabica’ omsætter Puk Damsgård alt, hvad hun har læst og lært til kropslig erfaring

»I disse slibrige tider, i det herrens år 1761« … sendte Frederik den Femte – ham, der blev væltet omkuld i havnen for nylig – en ekspedition afsted til »Det lykkelige Arabien«, nærmere betegnet dagens ulykkelige, drøvtyggende Yemen, hærget af krig og sult – bedøvet af Qat. Men samtidig oplivet af kaffe, som der engang var pisk og dødsstraf for, hvis man blev grebet med en kop i hånden.

Ekspeditionen i 1700-tallet fik følgende med på vejen, citeret i Arabica af Puk Damsgård: »Samtlige rejsende skal beflitte sig på den største høflighed over for Arabiens indbyggere. De må ikke gøre indsigelser imod deres religion, og endnu mindre må de – selv blot indirekte – give til kende, at de foragter den; de skal afholde sig fra det, som er Arabiens indbyggere vederstyggeligt. (...) De må aldrig opildne araberen til for dette folk uudslukkelige skinsyge eller hævngerrighed ved europæiske friheder over for kvinden eller ved intriger med samme.«

For ikke at blive stenet og hånet i deres vestlige tøj iførte de sig kaftan og turban. Mens pesten hærgede udadtil, var konkurrencen de forfængelige doktorer imellem så betændt, at den ene forsker købte to pund arsenik i Konstantinopel for at forgifte den anden.

Ekspeditionens opgave var ikke bare at undersøge »forskjellige forekommende merkverdigheder« som fauna og flora, sprog, klæder og sædvaner. Men alt skulle tegnes, ridses i kobberplader og beskrives på latin. Det gjaldt også de kønspolitiske spørgsmål: Har omskårne mænd en større glæde af samlejet end uomskårne? Virker polygami befordrende på befolkningstilvæksten?

Det er en kendt sag, at næsten alle døde af feber på rejsen. (Malaria). Den eneste overlevende var en lille ulærd landmåler fra marsken i Sønderjylland, Carsten Niebuhr, som på rejsen kom til at måle himlen.

Carsten Niebuhr er stadig kendt i Yemen, og Puk Damsgård kaldes på rejsen Niebuhr 2.0. Det er ham, hun identificerer sig med, ham, og hans rejse, hun har valgt som inspiration for egne erindringer.

Madame

Puk Damsgårds selvbiografi vil nødvendigvis altid handle om verden, urolige steder på landkortet. Når Madame ikke spiller basket med matroserne på containerskibets hemmelige dæk, insisterer de på at se hendes private billeder. Hvor matroserne kan fremvise børn og babyer på mobilen, har Puk D. krig og katte.

Det minder om antropologen Lévi-Strauss, der ikke tænkte på sig selv som en person, men som et sted. Carsten Niebuhr ville heller ikke være nogen. Lige fra barnsben levede han gerne i skjul for bedre at kunne iagttage. En overgang spiste og talte Carsten Niebuhr som en araber. Han bar araberens kappe, der ligesom i eventyrene gjorde ham usynlig og skiftede navn til Abdallah. Når folk så, han havde bøger, troede de, at han bare var en fattig dervish. Med Thorkild Hansens ord, forfatteren til Det lykkelige Arabien – hengav Niebuhr sig til »navnløshedens sugende narkomani« og efterlevede et arabisk ordsprog: »Den, der tør miste sit liv, er den sande iagttager.«

Det hele passer på en prik på Puk.

Hun skriver om sit hood, Maadi, i Kairo, et villakvarter af gamle rigmandshuse, engang beboet af kosmopolitiske jøder med engelske og franske pas, indtil Israels oprettelse. Man fornemmer en stemning a la Lawrence Durells Alexandria kvartetten.

Byområdet husede i alt 80.000 jøder, som blev deporteret, en mængde originaler og en enkelt terrorist. I 1970 opstod en islamistisk celle mellem de frodige frugthaver, med Osama bin Ladens højre hånd, i dag al-Qaedas leder. Den fordums jødiske ejer af Puk Damsgårds villa konverterede til islam og blev, ligesom flere nazister, begravet på den tyske kirkegård i det gamle Kairo.

Kvinderne

Det største handicap for 1700-talsekspeditionens ambition om at vide alt mellem himmel og jord, var, at halvdelen af de mennesker, der levede under samme himmel som dem selv, var skjulte og utilgængelige: kvinderne. Andet dæk på skibet var ganske vist fuldt af slavinder, der skulle sælges i Kairo, men de var usynlige.

Ved en enkelt lejlighed får ekspeditionens tegner dog mere end syn for sagen ved at låne en bondepige af en rigmand. Og ikke bare at møde en kvinde indendørs, men ligefrem at tegne hendes omskårne køn.

Bortset fra denne afstikker af et kobberstik lå halvdelen af deres undersøgelsesmateriale hen i halvmørke som forbudt område, uden at de i øvrigt beklager det. Men det er denne mangel i videnskaben, den kyndige Puk Damsgård er fuldt ud kompetent til at rette op på under sin personlige ekspedition.

Dels fordi hun er typen, der kan gå lige ind i folk med sine klipklappere, smutte gesvindt bag om niqabben og profitere af den åbenmundethed, der karakteriserer den mellemøstlige kvindeverden.

Her deles uden blusel de mest nærgående intimiteter i den uendelige basisgruppe, som kvindeverdenen synes at udgøre. Lige så tildækkede kvinderne er udadtil, lige så løsslupne er de i deres højrøstede betroelser indbyrdes – noget, der kan få enhver vesterlænding til at rødme.

Puk D. rødmer ikke, hun skriver ned:

»Sådan er arabiske kvinder. Når de taler med andre kvinder, selv fremmede og udenforstående som mig, opstår der ofte omgående en pagt om, at vi er en del af den samme organisme. Selv om vi lever vidt forskellige liv, er vi hinandens livsvidner fra det øjeblik, vi mødes.«

Selv om omskæring af kvinder er forbudt, lemlæster flertallet af egyptiske kvinder stadig hinanden. Det gælder også de kristne, hvor Puk Damsgård fortæller, at der tegnes skamlæber og klitoris på 1. sal af en kirke, hvor en gruppe kvinder med små piger på skødet bliver frarådet indgrebet med det retoriske spørgsmål: »Tror I, jomfru Maria var omskåret?«

Dét tror jeg. Fundet af 5.000 år gamle omskårne mumier med fjernede kønslæber og klitoris tyder på en ur-ritus i regionen længe før monoteismen.

Det har alle dage været min drøm at se den vertikale ørkenarkitektur fra 1500- tallet i Yemen, de oldgamle byer af højhuse, bygget af mudder med udskårne vinduer.

»Nu kører hun vel ikke bare forbi Shibam, sandslottene«, tænker jeg stakåndet af spænding. Men nej, selvfølgelig ikke. Hun stopper op, går ind i husene og møder menneskene i »ørkenens Manhattan«. Nygifte par, uden børn, bor uforstyrret øverst oppe. Der er tænkt på alt i den boligforening. Og det er her, i Shibam, Puk D. får at vide, at kvinderne spreder benene for røgelsens salige duft – den, man bruger i russiske kirker – og får den op under kjolen.

Men bogens spændingskurve ligger i forholdet til den yemenitiske læge Shifa med de blå lakerede negle, som Puk D. angiveligt møder i flyet fra Dubai til Aden. Shifa beskrives som en arabisk leopard: »Den sky bjergkat var lige så uforstået af omgivelserne som Shifa.«

Ligesom bjergkatten er Puk Damsgård selv mønsterbryder som den første universitetsuddannede i sin sydsjællandske bondestamme. Men Shifa pønser på flugt til Europa, mens hun med åndenød under Houthi-regimets kønsadskilte café trækker vejret gennem vanedannende vandpibe med sine veninder uden anden fremtid end et tvangsægteskab i et arabisk Nordkorea.

Shifa er som læge dybt inde i kvindeverdenen, så dybt, man kan komme ved at genoplive kvinder fra selvmord, som de gerne begår, når de er blevet gravide i utide, uden for ægteskabet. Hun redder deres liv efter selvhjulpne aborter på gulvtæpper i stuen. Og hun holder deres hemmeligheder, da de ellers kan risikere at blive æresdræbt af fædrene.

Kroppen

Mens Niebuhr-ekspeditionen skrev hjem på latin med »hovedet«, omsætter Puk Damsgård alt, hvad hun har læst og lært til kropslig erfaring. Men også kroppen er skrøbelig i forhold til containerskibets korpus af støbejern og stål med 10.000 tons containere, »verdenshandlens mastodont«. Kroppen er sårbar og skal vanemæssigt have massage.

Det gælder om at forebygge PTSD for reporteren, der uvægerligt er på pletten i Mellemøstens til enhver tid igangværende krig. Hun bevæger sig ufortrødent ind i de rædsomste krigszoner for at forebygge »fritidshypokondri«, er altid bange for sygdom, når hun er hjemme – og flyver gerne væk, fordi hun lider af flyskræk.

Hvis man ikke er bange, kan man heller ikke være modig. Puk Damsgård er begge dele. Hun fulgte i sin research til bogen containerskibet Titans rute på sin app, ligesom hun her i foråret, hvor pandemien brød ud, var obs på, hvordan den lammede en cruiser i Japan – med passagerer og besætning smittet. Puk D. ved via sin app, hvor alle sygdomme er i verden. Men hun ved også, at en kat læger alle sår. »En kat er meditation«.

Hvis Thorkild Hansen skrev sit »Lykkelige Arabien« i atombombens tid som svar på det historieløses indtog i 1950’erne, hvor man var rede til at udslette alt liv på jorden, skriver Puk Damsgård sin beretning som et vidnesbyrd om det vanskelige kvindeliv i en region, hvor man er parat til at »udslette« kvinderne.

Tiden

Det er til enhver tid et godt greb at gå i Carsten Niebuhrs fodspor og undersøge, hvad nutiden vil bringe. Men det er ikke alle, der kan! Ikke alle kan greje Mellemøstens uudtalte: Hvornår du bare skal tage imod en kop te hos sheiken, takke for gæstfriheden og skride. Ikke meget har forandret sig i Mellemøsten siden Niebuhrs tid. I ørkenen er tiden ophævet. Når man får at vide, at noget ligger på den anden side af bjerget, ved man ikke, om det er fem minutter eller en dagsrejse. »En håndbevægelse i en ørken kan betyde begge dele.«

Tiden findes ikke. Men man er stadig helt i lommen på enkeltindividers velvilje, en sheik, en imam, en pasha. Mænd, der føler sig vigtige, kommer altid ud af det blå. Enten for tidligt eller for sent. Det er deres måde at udøve magt på.

Så det gælder om at have en intuitiv fornemmelse for grænser: »Ved grænser forekom verden ofte mest grænseløs. Ingen paskontrollører og pigtråd uden anarki og græsgængere med flænset tøj og børn på armen. Intet hegn i sandet uden drømmere, der løb igennem projektører og tåregas. Forbud avlede frihedstrang. Våben, heroin, medicin, kriminelle, pengesummer, fremmedkrigere og sårede passerede nemt i Mellemøsten. Og sommetider journalister.«

Puk Damsgård gennemskuer propagandaen, når det hedder sig, at børnenes underernæring ene og alene skyldes krigen. For børnedødeligheden har alle dage været en realitet af mangel på rent vand og hygiejne, baggrunden for dysenteri. Et skamfuldt kapitel – mere sensitivt end krig. For ifølge visse islamiske træk, som fordrer netop renhed, er det en fornærmelse at påstå, at yemenitterne ikke er »rene«.

Puk Damsgård færdes ikke kun under andre kvinders niqabber – hun er også tvunget til at mærke den på egen krop. Og hendes holdning er dobbelt: Sækken er både kvælende og belastende, men også et behageligt frirum, som et luftigt telt i varmen, fordi hun nærmest er nøgen nedenunder og opnår status af ufarlig observatør. Men niqabben er på ingen måde en beskyttelse mod mandens elevatorblik, nærmest tværtimod.

Puk Damsgård bringer kvinderne frem i lyset, selv om det kan holde hårdt, når man skal navigere mellem houthi – og al-Qaeda-poster. AQAP, den yemenitiske gren af al-Qaeda regnes for den mest magtfulde (angrebet på Charlie Hebdo i 2015) med rødder tilbage til hellig krig i Afghanistan.

Når man er så velbevandret i regionen som Puk Damsgård, kan man ikke se et spyd med grillet gris på containerskibet uden at tænke på en irakisk bagbunden fange på et køkkengulv i Mosul.

Gu’ve’, om verden er blevet fattigere på overraskelser? Fra den kongelige ekspedition på latin hen over Thorkild Hansens klassiker til i dag, hvor det meste i verden på forhånd er kendt, spørger man sig selv, om noget går tabt i globaliseringens tidsalder?

Det er svært at finde overraskelser, når alt er tilgængeligt døgnet rundt på alle kanaler – medmindre man er et barn – eller man som Puk Damsgård kan falde i staver over en hvid ørkenmus’ strategier, kamelernes halvlukkede øjne i skyggen eller motorcyklens pels på styr og sæde – sidste mode. Hun rejser og iagttager med vidtåbne sanser.

Selvfølgelig kan hun heller ikke sejle syd over Middelhavets massegrav uden at minde os om, at vi som europæere lever i en krigszone, hvor 15.000 døde mellem 2014-19.

Der er »guld« på mange af sæsonens bogomslag. Men ud fra Puk Damsgårds odyssé ind i østerlandets mystik, hvor hoteller og apoteker er opkaldt efter Dronningen af Saba, er det passende netop med – guld.

Rejsen til det krigshærgede Yemen i Puk Damsgårds velfortalte regi har, traumerne til trods, stadig bevaret en nimbus af orientalsk magi: Røgelse og myrra, som medicinmanden anbefaler at stoppe op i skeden. Det er ikke Puk Damsgård, der har sex på hjernen. Det er Mellemøsten.

Puk Damsgårds ’Arabica’ er udkommet på Politikens Forlag.

Onsdag den 30. december skriver Peter Laugesen om Harald Voetmanns ’Juvenal’.