Interview
Læsetid: 12 min.

Chimamanda Ngozi Adichie: ’Trump har vist os, hvor skrøbeligt demokratiet er’

Læsere har kåret ’En halv gul sol’ til det vigtigste romanværk af nogen kvindelig forfatter i 25 år – her fortæller den nigerianske prismodtager om sin lettelse over Bidens sejr, sine forhåbninger til Black Lives Matter og sit ubehag ved en ’censurglad’ amerikansk venstrefløj
Chimamanda Ngezi Adichie har »set Amerika blive tarveligt og ordinært. Det har næsten været som et personligt tab. Pludselig var den ting, som jeg troede var et lysende forbillede, der ikke længere. Pludselig var Amerika et sted, som vi kunne grine og gøre nar af«.

Chimamanda Ngezi Adichie har »set Amerika blive tarveligt og ordinært. Det har næsten været som et personligt tab. Pludselig var den ting, som jeg troede var et lysende forbillede, der ikke længere. Pludselig var Amerika et sted, som vi kunne grine og gøre nar af«.

STEPHANE DE SAKUTIN

Kultur
4. december 2020

Få timer før mit onlineinterview med Chimamanda Ngozi Adichie meddeles det endelige resultat af det amerikanske præsidentvalg omsider. Den nigerianske romanforfatter, som bor i Maryland, USA, men i disse dage er i Lagos, som hun jævnligt opholder sig i, var på vej hjem med sin datter fra en børnefødselsdag, da hun fik nyheden.

»Så kom det store øjeblik, vi alle havde ventet på,« fortæller hun.

»Telefonen ringede uafbrudt: Min bedste ven, min mor, min søster ringede, vi nærmest skreg vores glæde ud i vores telefoner.« Hendes mand, der er læge på et universitetshospital, var ugen før taget tilbage til USA. »Vi var ellevilde,« siger hun. »og jeg var grædefærdig af lettelse. Det her valg handlede om, at få almindelig anstændighed tilbage i politik, og det var så alligevel det, flertallet ville. Jeg oplevede det efterhånden ikke så meget som et spørgsmål om ideologiske forskelle, men om en længsel efter menneskelighed, og det blev jeg ærligt talt dybt bevæget over.«

Som tilfældet var for mange andre, var hendes lettelse dog også iblandet skuffelse over, at Donald Trump klarede sig langt bedre end forudsagt i meningsmålinger. Det kom ikke bag på hende, siger hun.

»Jeg har altid fornemmet, at Trump er lige så meget Amerika, som Obama er Amerika. Folk på venstrefløjen siger nogle gange: ’Det her er ikke Amerika’, men jo – lige præcis det her er faktisk også Amerika. Ser man på Amerikas historie, bør ingen være forundret over, at Trump kan være så populær.«

Brede lag i den amerikanske befolkning føler sig »meget truede«, både af den blotte tanke om mere inklusiv og multiracial politik og af udsigten til, at kvinder får en større og mere eksplicit magt, siger hun. Så meget desto mere fantastisk er triumfen for den første farvede vicepræsidentkandidat, Kamala Harris.

»Det er umuligt at tale om hende og hendes sejr i dag uden også at spekulere på, hvad der kan ske om fire eller otte år, hvor hun jo altså meget vel kan blive præsident,« siger Adichie. »Også selv om det mest har symbolsk betydning, men når vi taler om lederskab, skal man aldrig undervurdere symbolikkens betydning.«

Vi taler sammen, fordi Adichie netop har vundet Winner of Winner’s award, en læsernes særpris, der uddeles først i december i anledning af 25-året for Women’s Prize for Fiction – og blandt 25 års prisvindere fik hun klart flest stemmer fra de deltagende læsere. Sidstnævnte pris vandt hun tilbage i 2007 for sin episke krigsroman, En halv gul sol.

Fars datter

Vi taler sammen over Zoom. Forbindelsen fra London til Lagos er ikke for god. Den falder jævnligt ud, og begge er vi omgivet af legende børn. En symptomatisk kommunikationssituation for 2020 med andre ord – et år, som blev vanskeligt på andre måder for Adichie, som har mistet to tanter og sin elskede far, der var pensioneret statistikprofessor (Nigerias første) og døde pludselig i juni af komplikationer efter en nyreoperation. På grund af pandemien kunne hun i første omgang ikke tage til Nigeria, og begravelsen – en traditionel igbo-ceremoni – måtte udskydes til oktober. I et hjerteskærende essay i New Yorker, Notes on Grief, beretter hun om de surrealistiske zoomsamtaler, hun førte med sin familie efter faderens død. »Vi græd, og vi græd, og vi græd, i hver vores verdensdel og så vantro vores højtelskede far ligge helt stille i hospitalssengen.«

I dag er hun iført en lyslilla T-shirt med inskriptionen »Min fars datter« på igbo-sproget – en af flere, hun har fået lavet. »For mig har det været en form for terapi. Det er latterligt, så mange T-shirts jeg har designet. Men jeg bærer dem og føler mig trøstet.« Som en bizar kontrast til de shorts og T-shirt, hun har på i dag, er hendes hår blevet omhyggeligt stylet til de fotosessions, som skal finde sted i forbindelse med prisceremonien, men også en kombination, der opsummerer hendes overvældende følelse af at »skulle holde masken gennem tårer«. Tidligere i dag blev hun overvældet af en trang til at ringe til sin far og tale med ham om Joe Bidens valgsejr – og han ville også have været den første person, hun fortalte om sin nye pris. Men hun var dog glad for at kunne ringe til sin mor »og få et glædessmil frem på hendes ansigt, uanset hvor kort det varede. Men ja, jeg er virkelig glad«, siger hun med en tåre piblende i øjenkrogen.

I de 25 år, Women’s Prize er blevet uddelt, har prisens sigte været »at afspejle kvindestemmer fra hele verden« og at hædre »talent, originalitet og tilgængelighed«. Adichie mener selv, at netop den pris hjalp hende til at finde en bredere læserskare: Allerede hendes første roman, Purple Hibiscus, om en ung pige, der vokser op med en tyrannisk far i skyggen af et militærkup, blev nomineret til prisen i 2004, »hvilket virkelig åbnede mange læseres øjne for, at jeg eksisterede«. Da hun vandt prisen tre år senere for En halv gul sol, blev bogen ikke modtaget som »en afrikansk roman« eller en roman »af en kvindelig forfatter«, men blot som en roman, siger hun. »Jeg er bare så forbandet taknemmelig.«

Siden da har hun oplevet at gå på scenen med Hillary Clinton, inviteret af Amerikansk PEN til forfattertræffet Resist and Reimagine, og at blive budt på te af Oprah Winfrey; hendes bøger sælges som klassesæt, hvor de er blevet pensum, og hun er slået igennem som frontfigur for moderne feminisme, efter at en tale, hun holdt i 2012, We Should All Be Feminists (da. Vi burde alle være feminister), fik viral udbredelse og blev distribueret i bogform til alle 16-årige i Sverige. Hendes sentenser er blevet sangtekster i en Beyoncé-sang og inskriptioner på Dior-T-shirts  hvor mange forfattere kan matche det? Og nu, i en alder af 43 år, er hun blevet kåret som den »bedste af de bedste« i et kvart århundredes kvindelig skønlitteratur.

Hun har ikke selv noget bud på, hvorfor En halv gul sol holder sig så vedvarende populær – en roman, som et flertal af læsere, 13 år efter bogens offentliggørelse, foretrak frem for så markante andre værker som Lionel Shrivers Vi er nødt til at tale om Kevin, Andrea Levys En lille ø eller dette års vinder, Maggie O’Farrells Hamnet – men det er en bog, hun selv holder meget af. »Det var bogen, der fik mig til at tro på mystiske ting, såsom at jeg var forudbestemt til at skrive denne her historie, at min bedstefars ånd forlangte af mig, at jeg skrev den,« siger hun.

Bogafbrændinger

Det er især glædeligt, synes hun, at prisen tilfalder »min mest personlige roman«, som hun ikke kunne have skrevet uden sin far. Handlingen i En halv gul sol er henlagt til Biafra-krigen 1967-70, hvor begge hendes bedstefædre døde, og voksede ud af de historier, Adichie hørte som barn, da hun voksede op under konfliktens efterdønninger, hvoraf mange blev fortalt af hendes far.

»Han var en fremragende historiefortæller,« korrigerer hun sig selv efter først at have brugt nutid. »Efterfølgende læste jeg også meget om den periode, men jeg er blevet glad for at sige, at det, jeg fik fra bøgerne, var fakta, men det, jeg fik fra de historier, folk fortalte mig, var sandheden.« Alle de rædsler, der sker i bogen, bygger på virkelige hændelser, herunder afbrændingen af hendes fars bøger i deres forhave. »Det var bare en meget ussel og grim lille ting at gøre – budskabet var et fuck you til akademikere og intellektuelle,« siger hun. »Jeg kan næsten ikke selv holde ud at forestille mig, at jeg skulle miste mine bøger – de bøger, jeg elsker.«

Phyllis Christopher
Først da hun var i gang med sin ph.d.-afhandling på Johns Hopkins University, begyndte Adichie omsider at tage hul på En halv gul sol, som hun så færdiggjorde i en raptus af rasende koncentration. Hun skrev hele dagen og stoppede kun for at holde korte pauser, som hun udfyldte med hektiske sjippeture, og forlod stort set kun sin lille lejlighed i Baltimore for at købe færdigretter. En dag, da hun havde vovet sig ud for at købe ind, blev hun chokeret over at opdage, at byen var blevet ramt af en cikadeinvasion, som medierne havde skrevet om i flere dage. Halvvejs gennem skriveprocessen »fik jeg brug for at gå ned ad de stier, min bedstefar havde gået på«, og så tog hun tilbage til Nigeria for at skrive hjemme hos forældrene i Nsukka, den by i Igboland, hvor hun var vokset op. Hele tiden følte hun sig tynget af sit ansvar, bevidstheden om at for mange ville »denne bog ikke kun være litteratur, den ville være historie. Først nu tror jeg, jeg er blevet færdig med at føle mig som historiens pligtopfyldende datter,« siger hun.

I det, som er blevet en del af Adichie-legenden, hjalp hendes egen personlige helt og mentor, forfatterkollegaen Chinua Achebe, romanen til at vinde udbredelse, da han, før dens offentliggørelse, kaldte hende for »en ny forfatter, som er begavet med de gamle fortælleres talenter«. Da hendes redaktør læste disse ord fra nigeriansk litteraturs store gamle mand op for hende over telefonen, tænkte hun »helt ærligt: Uanset hvordan det ellers må gå den her bog, så kan jeg næsten ikke nå mere«.

Hendes næste roman, Americanah, udgivet i 2013, var et varmt, vittigt, men også vredt blik på, hvad det betyder at være sort i Amerika i dag. »Jeg tog til USA og måtte lære en masse om race,« siger hun. Romanen bygger euforisk op til valget af Barack Obama i 2008. »Åh Gud, Pennsylvania!« udbryder en af hovedpersonerne i et profetisk ekko fra de sidste par timer, vi lige har været vidne til. Scenen slutter med, at heltinden Ifemelu – fascineret af den »glædelige skare af de håbefulde« – byder den nyvalgte præsident velkommen. »Der var i dét øjeblik intet, der var smukkere for hende end Amerika.«

Adichie deler Ifemelus respekt for »ideen om Amerika« på trods af et »klart blik« for Amerikas store problemer, og hun erkender, at hendes beundring er blevet udhulet noget gennem de seneste fire år under Trump, hvor hun har »set Amerika blive tarveligt og ordinært. Det har næsten været som et personligt tab. Pludselig var den ting, som jeg troede var et lysende forbillede, det ikke længere. Pludselig var Amerika et sted, som vi kunne grine og gøre nar af.« Hun håber, at Bidens valgsejr vil betyde en tilbagevenden til offentlige høflighedsnormer. »Jeg glæder mig virkelig over, at den offentlige debat nu igen kan komme over skolegårdsbølleniveauet. Det har været en lang og trist tid, hvor man igen og igen måtte undre sig over, hvor lavt barren kunne sættes,« siger hun. »Når man er nigerianer, er der visse ting, man nikker genkendende til. Men man forventer ikke at se de samme ting ske i Amerika. Trump har lært mig, hvor skrøbeligt demokratiet er, hvor skrøbeligt det vi anser for normer i virkeligheden er.«

Sort smerte

Føler hun sig nu mere håbefuld på Amerikas vegne? »Det kan jeg ikke svare på nu. Hvis jeg skal svare lige akkurat i dag, hvor jeg er lidt høj, fordi vi har hørt, at Biden har vundet, vil jeg nok komme til at lyve. « Men en oplagt grund til optimisme er den store opbakning til Black Lives Matter-bevægelsen. »I hvert fald er den amerikanske venstrefløj nu parat til at tage endnu et livtag med racismen,« siger hun. Protesterne har »tvunget amerikanerne til at genoptage samtalen om raceulighed og skabe pres for mere håndgribelige, nødvendige handlinger. Der er noget dybtfølt råt og ægte over bevægelsen. Den har givet unge sorte mennesker en ny mulighed for at give luft for deres smerte«.

Hun er dog forsigtig med ikke at forfalde til den »hurtige selvretfærdighed«, hun mener at opleve fra dele af venstrefløjen. Hun kunne godt finde på at skabe en romanfigur, der var Trump-tilhænger, siger hun: »For mig som romanforfatter har den slags eksperimenter deres egen følelsesmæssige logik.« Hun har allerede »haft det sjovt« med Melania Trump (i en novelle for The New York Times), som hun følte en »slags sympati« for, selv om hun nu bagefter mener, at hun nok var »for venlig«.

Selvcensur

Da jeg sidst talte med Adichie – det var lige efter paperbackudgivelsen af ​​Dear Ijeawele (da. Brev til en nybagt forælder. Et feministisk manifest i femten punkter) i 2018, hendes manifest for at opdrage sin datter efter feministiske værdier – var hun netop blevet genstand for vrede reaktioner fra det, hun kalder »amerikansk venstrefløjsortodoksi« på grund af bemærkninger, hun havde fremført om, at transkvinders erfaringer nødvendigvis må være nogle andre, end de erfaringer som kvinder, der er født som kvinder, har gjort sig. Hun er desuden totalt afvisende over for cancel-kulturen (det er hende selv, der bringer dette udtryk på bane). »Med den tankegang lukkes der af for, at vi kan lære, vokse og blive klogere. Også tilgivelse bliver udelukket. Hvor bliver medfølelsen og indlevelsen af?« spørger hun. »Jeg vil mene, at i Amerika er selvcensuren blevet den værste form for censur og noget, Amerika nu er ved at eksportere til resten af verden. Vi skal være så og så forsigtige: Kommer vi til at sige det forkerte ord, skal vi korsfæstes på stedet.« Hendes interesse blev vakt af »al den støj«, som J.K. Rowling udløste tidligere i år med en artikel, hvor hun skelnede mellem biologiske køn og psykologiske køn, »en fuldstændig fornuftig analyse« efter den nigerianske forfatters mening. »Og trods alt er J.K. Rowling en kvinde med progressive værdier, som åbenlyst står for og tror på mangfoldighed.«

Hun giver de sociale medier en del af skylden for tidens trang til at øve censur, som hun finder både »nedrig og sørgelig. Og intellektuelt er det en grundlæggende uinteressant indstilling. Ortodoksien, ideen om at man konstant skal udtrykke sig med stor forsigtighed og følsomhed, er dødkedsommelig. Generelt er mennesker allerede tilstrækkeligt følelsesmæssigt intelligente til at gennemskue, når der bliver sagt ting med usle intentioner.«

Frygtløs

På trods af den politiske dystre tid, hun voksede op i, skildrer Adichie i sit forfatterskab sin barndom som fuld af kærlighed og latter. Den kvikke og fremmelige lille Chimamanda fik altid intellektuel og emotionel støtte, og det var med til at gøre hende frygtløs. »Fordi jeg altid har haft min familie bag mig, har jeg aldrig rigtig følt, at jeg ikke kunne sige, hvad jeg ville, fordi nogen kunne blive sure.« Hendes brødre kan stadig grine af den virak, der er omkring hende i Nigeria, og ruller med øjnene, når folk vil tage selfies med hende. I forfatterkredse i USA har hun næsten »fået skyldfølelse« og spekulerer på, hvor meget ideen om forfatteren som et produkt af en glædesløs barndom er en vestlig ting. »Jeg synes allerede, jeg har rigtig mange ting at slås med, som jeg er, ikke?« griner hun. »Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor meget værre det ville være, hvis jeg trods alt ikke havde haft en lykkelig barndom.«

Men i år har hendes verden ændret sig. »Min far var virkelig den sødeste mand.« Hun ser tilbage på en housewarming, som hendes søster holdt i januar. »Alle havde så store forhåbninger til 2020. Min far var der, og min tante var der. Det er så underligt at tænke på, at kun tre måneder senere ville hun være død, og fem måneder senere ville også min far være væk,« siger hun. »Jeg føler virkelig, at jeg er blevet rykket til et andet sted. Jeg føler, at sorgen har forvandlet mig.« Selv om det er sent i Lagos, vil hun nu læse en godnathistorie for sin datter, og bagefter vil hun genlæse En halv gul sol, som hun ikke har kigget på i mange år: »Jeg vil gå tilbage og finde frem til den person, jeg var dengang.«

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Læs Informations interview med Chimamanda Ngozi Adichie fra udgivelsen af ’En halv gul sol’ i 2007 her.

Vinterbøger 2020

Bøger til julegavejagten, de bedste bøger i 2020 og flere nye litteraturserier er blot nogen af de ting, du kan finde under overskriften Vinterbøger 2020.

Andre artikler i dette tillæg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er ik kun wall street information som jubler over Biden, det gælder også forfattere, selvfølgelig i takt med, at det intellektuelle niveau er dalende de sidste 30 40 år.