Essay
Læsetid: 14 min.

Christina Hagen: Corona var et lille prik på skulderen. Naturen stod, stor og magtfuld, lige bag dig

Jeg indrettede min hule med kranier. Det lignede en fejring af Satan, det var en fejring af naturen. Jeg tændte stearinlys i dem. Til julefrokost med mig selv havde jeg købt: rosévin, chokoladekiks, kiwi, appelsiner og en chokoladenissemand
»Jeg forestillede mig de jaw dropping foredrag, jeg kunne have holdt for målløse turister. Hvordan ville jeg starte sætningen? Ville jeg finde på noget friskt? Ville jeg være kedelig som de fleste eksperter, der talte til alle folk, som om de var over tres og altid havde levet et kønsløst og nervøst liv?« skriver Christina Hagen.

»Jeg forestillede mig de jaw dropping foredrag, jeg kunne have holdt for målløse turister. Hvordan ville jeg starte sætningen? Ville jeg finde på noget friskt? Ville jeg være kedelig som de fleste eksperter, der talte til alle folk, som om de var over tres og altid havde levet et kønsløst og nervøst liv?« skriver Christina Hagen.

Christina Hagen

Kultur
23. december 2020

Forfatter Christina Hagen er flyttet ind i et hus på et bjerg på den lille idylliske ø Tinos i Grækenland. Hun vil nu udsætte sig selv for ensomhed og besvær. Dette er fjerde og sidste afsnit.

De døde dyr lå henslængte og salige i stenhusene. Ryghvirvlerne snoede sig over det ujævne jordgulv, kranier lå grinende tilbage med deres gule tænder. Vilde dyr havde ædt kødet fra knoglerne, øjenhulerne var slikket rene; de stirrede på mig, som om de sagde noget vredt.

Det var røvkedeligt at gå på museum, men nu boede jeg midt i det. Hver dag travede jeg igennem afdøde menneskers huse, som var de mine egne. Jeg spiste frokost, siddende på deres stole. Jeg lånte en gryde eller et krus som stativ til mit kamera. Der var sort af mørke i de huse.

Øjnene havde vænnet sig til solen udenfor. Mandeltræerne blomstrede. Naboens hvide hest stod bag et stengærde og så ud over havet. Jeg gav den fem kiks hver dag. Den var så stille. Fik sine kiks og stod så bare og så.

Christina Hagen
Jeg kravlede op ad stensider. Knækkede grene og samlede kranier i en plastikpose. En fårehyrdes hus var faldet sammen i den ene ende. På en sten under hans efterladte sko sad et firben. Det gemte sig i en sprække, mens halen stak ud og logrede.

Hyrdens sorte aluminiumkuffert stod tilbage. Måske var det hans navn, og hans kones navn, der var skrevet på forsiden sammen med årstallene 1932 og 1930.

Jeg følte mig som en arkæolog. Ja, jeg var en arkæolog, der var jo ingen andre. Alene kunne man være alt, man havde lyst til.

Jeg forestillede mig de jaw dropping foredrag, jeg kunne have holdt for målløse turister. Hvordan ville jeg starte sætningen? Ville jeg finde på noget friskt? Ville jeg være kedelig som de fleste eksperter, der talte til alle folk, som om de var over tres og altid havde levet et kønsløst og nervøst liv? Ville jeg trykke en brille op imellem brynene, pege på kufferten og med stor alvor mumle: »Han har vel haft sit liv i den kuffert. Nogle få stykker tøj, et par sko, en hat og måske en bibel.«

Jeg tænkte tit på, hvorfor eksperter ikke gik ud fra, at der, også i gamle dage, var rebelske og vanvittige mennesker, der opførte sig, som om de hørte til en anden tid, et andet sted. Hvorfor sagde de det ikke bare, som det var: Måske fik han tiden til at gå med at gå i seng med sine dyr. Måske boede hans elskerinde nede i dalen, så nok havde han kun lidt tøj i kufferten, men deriblandt var et smart slips, hvis han skulle sadle æslet op og ned til hende en lørdag aften.

Måske havde han et alkoholproblem og skulle nok holde styr på fårene og gederne, men en gang imellem smuttede det, fordi han havde tømmermænd, og så var han nødt til at stå ud af stenhytten og skyde de vildfarne dyr, han nu kunne få øje på, og så ellers spise lever og øjne og skanker i månedsvis.

Det havde vel altid været en hemmelig fantasi for mig at give mig hen til patos uden samtidig at kaste op: På toppen af bjerget over for mit hus lå et andet hyrdehus, nyere end de andre. Udenfor stod to cedertræer. Huset var højt og hvidkalket, nu gulligt. Øverst var et dueslag, trekantede huller havde duerne fløjet ind og ud ad. Rundt om huset voksede oliventræer, hvis sorte frugter lå på jorden, indtørret og aldrig samlet op. Gult græs dukkede sig i vinden, og en kæmpe kaktus voksede vildt på en skråning.

Hyrden havde bygget et storladent indgangsparti ud til den sti af kampesten, som vandrere nu brugte. Den snoede sig op fra dalen, forbi kirken og forbi alle de andre hyrdehuse. Han havde haft udsigt over havet og bjerget, træerne, hytterne på den anden side og det, der nu var Vega Apartments. Ved siden af hans hus lå en tilbygning. Et lille rum, hvor en stenplade med hul i lå over andre sten. Hullet førte mange meter ned igennem en skrænt; dagslyset derfra oplyste rummet. Hans toilet.

Christina Hagen
Man kunne også bare skære ind til benet: Døren til stuen: Åben. Vinden: Blæste ind. På gulvet: En fletstol med ryggen nedad. Imellem stolebenene: Et hvidt kranie. Oven på en grønmalet trækuffert: En romflaske, fyldt med gulligt dyrefedt. Hvad havde han brugt skabet til: Service. Interessant: At leve i et hus uden el og vand.

Psykologi: Med sit eneste rum oplyst af en lampe fuld af fedtet fra de dyr, man havde passet dag ud og dag ind. Psykiatri: Ouzoflaskerne stod på hylderne og tallerkenerne lå beskidte af mudder og madrester, smidt tilfældigt rundt på gulvet. Hvad han havde været for et menneske. Hvorfor skulle man smide sin tallerken på gulvet. Hvorfor skulle man fylde lampeolien, af fårefedt, på en gammel romflaske.

Arbejdsgang: I loftet hang krogen til dyret. Observation: På jorden lå afføring fra et æsel. Baggrund: Det havde vel gået rundt i huset sammen med ham, for at det ikke skulle blive ædt af andre dyr eller for at de kunne holde varmen sammen om aftenen, hvor der blev koldt i bjergene. Analyse og gætværk: Måske var han død her, og æslet var blevet utålmodigt.

Observation: Under hans seng lå en metaldåse. »Caprice« stod der. Det var en slags ruller af kiks med chokolade indeni, som jeg kendte fra supermarkederne. Perspektivering: Flere af mine græske bekendte spiste dem, når de røg smøger, for at fjerne tobakssmagen. Historie: Fotoet på dåsen af chokoladestængerne var anderledes end det foto, chokoladefabrikken brugte nu. Analyse: Den gamle illustration var ligesom mere lykkelig. Solen havde afbleget billedet, så stængerne lignede pastelfarvede horn fra enhjørninge.

Jeg indrettede min hule med kranier. Det lignede en fejring af Satan, det var en fejring af naturen. Jeg tændte stearinlys i dem. Til julefrokost med mig selv havde jeg købt: Rosévin, chokoladekiks, kiwi, appelsiner og en chokoladenissemand.

Politiet kørte forbi mig i deres firhjulstrækker, mens jeg gik med nissemanden i hånden. De vendte rundt og kaldte mig hen til bilen. Betjentene ville se mine papirer og mit ID og stirrede på den; vor tids svar på en granat i en kuffert. Hvor skulle jeg hen med den nissemand? Skulle jeg til julefest? Ik rigtig. Skulle jeg til julefest? Not really. Hvor lang tid havde jeg været ude? Jeg sagde, at det var code 6, exercise. De stirrede stift på nissemanden, nikkede og kørte væk.

På et tæppe på græsset lå min ensomme julefest. Jeg tænkte på de juleaftener, hvor jeg havde siddet i akavet stemning med mennesker, jeg ikke rigtig brød mig om, som fyldte stuen med en masse smerte, der aldrig ville gå væk. Hvordan jeg fantaserede mig hen til andre steder, forestillede mig, hvor jeg ellers kunne have været. Nu var jeg her; det andet sted, i en lækker nok pailletkjole, helt alene i solen uden andre lyde end cikader og hunde.

Jeg tænkte på de juleaftener, hvor jeg havde accepteret, at julen ikke kunne lykkes rigtigt; så måtte jeg bare få det bedste ud af den med nogle få. Hvordan jeg alligevel altid glædede mig til at skulle i seng, så var aftenen endelig væk. Det her var noget andet. Den selvvalgte ensomhed havde intet at gøre med ensomheden blandt andre. Stearinlysene var som ild i kranierne. Den døde ged lå i stalden og stank. Jeg havde glemt, jeg altid havde naturen. Jeg havde glemt, jeg altid havde mig selv.

Christina Hagen
Hundrede år forinden havde jeg sendt billeder med posten til min mor af nogle bjerge, af pelikanen nede i byen, billederne fra Kreta. »Jeg er chokeret over at se Manolis,« sagde hun i telefonen. »Hvorfor?« spurgte jeg, mens jeg spiste moussaka med en kniv. »Kan du ikke se, han er fjern? Kan du ikke se, han har det dårligt? Kan du ikke se, der ikke er kontakt? Kan du ikke se på hans øjne, han er forsvundet?«.

Jeg tænkte på den dag, Manolis og jeg skulle til stranden. Ugen inden havde han sagt, hvor heldig han var at have mødt en som mig, der så på ham på dén der måde. Han elskede at se i mine øjne, fordi han kunne se, jeg elskede ham. Han virkede lykkelig og tog hænderne op over hovedet, da han sagde »lucky«, som om han knugede en guldpokal og havde tænkt sig at fejre det med øl senere.

Vi skulle til stranden og havde gået igennem krat, op og ned ad klipper, for at finde et sted, hvor der ikke var andre. Jeg vidste ikke, hvorfor vi skulle være så alene, vi kunne vel bare ligge ved strandbaren? Skulle vi finde et sted, hvor vi ikke kunne møde andre damer, han kendte? Skulle vi have sex på stranden?

Han kaldte det et eventyr, det vi var på. Han havde rygsæk og køletaske med, han var vant til at klare sig udenfor. Jeg havde sommerkjole og klipklapper på og rev fødderne på de tornede planter. Jeg trådte på en pig, så den gik igennem mine Havaianas ind i min tå. Manolis gik flere meter foran mig, som om han skulle nå et tog. Han så ned i jorden og fortsatte, mens jeg stod stille og tørrede blodet væk med hånden. Hånden af i kjolen. Parasollen bankede han op som en militærmand, tæppet bredte han ud som en tæppehandler. Så krøb han sammen og holdt armene stramt om de foldede ben. Sådan fyldte han ingenting. Sådan sad han og kiggede ud over havet uden at dreje ansigtet. Han var alene ved stranden. Han var alene alle steder.

Jeg gik ud i vandet, Manolis blev siddende inde i grotten. Jeg kom ind og tørrede mit hår, han gik ud og svømmede. Jeg prøvede at spørge om nogle ting. »Have you ever been in love?«. »Does your father have a new wife?«. »You ask a lot of random questions.« Han fulgte intenst sandfluerne med øjnene, mens han pressede læberne sammen, så han fik et lille underbid. Jeg tænkte på en hund, jeg engang havde set i et vindue. Han viftede fluerne væk med sine lussingeformede hænder, mens han blæste luft ud igennem læberne, som om fluerne også fløj rundt inden i ham.

Han pillede ved sin mobil. Læberne trykkede han mod hinanden med små bobbende lyde, som for at fugte dem uden at bruge tungen, som om han holdt hadet inde med et hjemmelavet maskingevær. Jeg tegnede lidt i sandet. Han tjekkede opdateringerne på Instagram. Jeg sagde, jeg ikke syntes, det gik mere, vi ville forskellige ting. Han sagde »I like you so much«. Så gik vi hjem og kneppede og var gladere end nogensinde før.

Christina Hagen
Der var et utal af damer i hans liv, på Instagram, på Facebook. Listen af smukke villige var uendelig. På hans badeværelse stod en bodylotion med selvbrunereffekt, som en af kvinderne havde sat i toiletkurven på vaskemaskinen. Jeg brugte den som håndcreme og havde altid solbrune hænder, men lyse arme, som var jeg cykelrytter.

Han anvendte vel damerne til at distrahere sig selv med; et hul var et hul, var et hul, der skulle fyldes ud. Hans hul. Deres hul. Damerne var dimser, han kunne skrue på. Skrue på og skrue på indtil de overdøvede tankerne om alt det fra dengang, da ingen gad ham. Da han blev forladt. Da han bare skulle holde sin kæft.

Jeg kunne ikke have, at han var syg. Selv hvis jeg kunne få ham, kunne jeg ikke få ham nu. Sygdommen ville altid stå imellem os som en kikset isskulptur. De matte øjne. Maskingeværlæberne. Ville jeg elskes, måtte jeg altså gøre det selv.

Christina Hagen
Man blev maltrakteret af at elske en, der var syg. Man blev maltrakteret af at elske en, der ikke kunne mærke noget. Man blev vred på den, der var syg. Man blev vred på sygdommen.

Sygdommen havde byttet ham ud med en der løj, en hvis følelser altid kom først. Sygdommen havde byttet ham ud med en, der ikke holdt aftaler, en der var en stjerne, når han var »ok«. En der ikke skrev tilbage, fordi han havde det dårligt, en der ikke turde alligevel. En der ikke turde campingturen, biografturen, kærligheden alligevel. En der havde overreageret igen, en der græd, når man for en gangs skyld selv var glad.

En man ikke måtte forlade, en man skulle skride ad helvede til for at give fred, en der måske begik selvmord, hvis man ikke svarede, en der måske begik selvmord, hvis man svarede dumt, en der var så faret vild, at man ikke længere kunne finde ham, og han heller ikke kunne finde sig selv.

Psykiske sygdomme åd mennesker i stykker. Psykiske sygdomme åd mennesker fra dem, der holdt af dem. Psykiske sygdomme gjorde alle omkring den syge syge også. Mund- og klovsyge. Corona. Fugleinfluenza. Sådan opførte psykisk sygdom sig. Vejret var en psykisk sygdom her. Den ene dag badede folk, kørte på scooter i shorts. Den næste dag rev vejret alting ned, kastede sand i mit hoved, skubbede mig ud over skrænter. Vinden brugte mit hår som pisk, tævede kinderne lamme.

Christina Hagen
I det mindste ville det her vejr mig noget. I det mindste var det rasende. Ikke som surferen, med det brune ansigt, der sad som et lortet badedyr på altanen. At elske ham var som at stå uden for en dyr butik med næsen trykket flad mod ruden. Så mange flotte kjoler, man kunne iklæde sig og vise en ny side af sig selv. Så mange høje sko, man kunne stikke tæerne i og vandre hen ad gulve, selvsikkert og værdigt. Så mange udstillede potentialer, der aldrig nogensinde ville blive til noget.

Sådan var det at se ind i øjnene på en surfer, der var ødelagt af psykisk vold og svigt og som nu psykisk sygede mig, og alle de andre kvinder, på samme måde som man havde psykisk syget ham.

Jeg gik ind i hyrdens hus for at rydde op efter julefrokosten. Skrællerne fra appelsinerne var væk. Der var ædt af proppen til min vin. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke havde set hullerne imellem stenene i muren, gangene i jorden. Naturens psykiske sygdom lå som aflange lorte på hylden over ovnen.

Her havde ligget et parteret får. Da hyrden tog væk, åd rotterne resten. Vilde, hvinende dyr havde kravlet rundt i det hus, hvor jeg gik rundt, som om jeg boede. Dumme mig i teselskab. Jeg kunne ikke have den måde rotter snøftede på, som grise eller pindsvin, jeg havde altså spist mad her. Naturen fniste:

Her troede du, du havde et hjem, hvor du kunne få ro i sjælen. Du havde det så godt i den rotterede, hvor dyr havde horet, ædt og skidt. Din almuedrøm om, at naturen var din ven, var en løgn. Her troede du, du havde en mand, der kunne give dig ro i sjælen. Du havde det så godt på hans altan med ham, et badedyr. Din almuedrøm om, at han var den sidste, var en løgn. Du er dig selv i et åbent landskab, dét er alt, du har. Du har dine ben og dine øjne, du har din vilje til at overleve. Dén er dit ly. Ethvert andet ly er en løgn.

Christina Hagen
Jeg var rasende over, at Manolis var syg. Jeg græd af vrede, mens jeg smed sølvpapiret fra nissemanden ud. Han var en mand, der ikke var her mere. Tilbage stod en tom skal, man kunne glo ind i, gå rundt i, råbe »hallo, idiot, jeg elsker dig« i.

Manolis var på månen, var psykisk syg på månen. Han boede i et månekrater, som de månekratere der var her, hvor jeg psykisk sygede rundt om natten blandt planter og mus og løse sten, der snød mig, når jeg hvilede foden på dem.

Manolis var månen. Manolis var naturen. Manolis var rotterne, var endnu et svigt. Naturen var ikke min nuttede ven. Naturen ville mig det ikke godt. Naturen var sgu da pissehamrende ligeglad med mig. Læger og psykologer anbefalede naturen. Bedstemødre anbefalede naturen, alle der ville en det godt anbefalede naturen. Men naturen var andet end en spaoplevelse, andet end en valmuemark, en flot sten, en kirsebærlund, man skulle ud i for at høste fotos til Instagram.

I Hengduan-bjergene havde Fritillaria Delavayi-blomsten skiftet farve, så mennesket ikke længere kunne se den, plukke den, bruge den som medicin. Naturen var ond. Naturen var uhyggelig. Naturen kunne rive dig i stykker på et sekund med et lyn, med et slangebid, med et fald fra en smuldrende skrænt.

Naturen grinede af dig i dit fucking vandretøj, når du tossede rundt med et kort i hænderne og et Trangiakøkken på ryggen. Du var en omvandrende joke. Naturen ville jo have, at du skulle miste orienteringen. Den ville have, at du snublede i dine vandresko, så den kunne fortære dig med sine kødædende planter. Kronbladene bukkede sig ind over din safarivest. Kronbladene bandt dine støvler op. Kronbladene lynede dine bukser ned, nappede dit røvhul af, åd dig indefra og ud.

Naturen var farlig for mennesket, fordi det ikke accepterede dens præmis: Underlæg dig mig eller jeg slår dig ihjel. Mennesket var farligt for naturen, fordi det ikke accepterede dens præmis: Underlæg dig mig eller jeg slår dig ihjel.

Det var en magtkamp. Naturen fandt på sygdom, du fandt på medicin. Naturen fandt på død, du rystede dine reagensglas og lavede voodoo. Du gjorde som det passede dig. Den gjorde som det passede den. Naturen åd dig, når du tog den ind og holdt den i bur og kaldte den et wet market. Når du kaldte den en minkfarm. Når du kaldte den et dambrug en kyllingefarm en svineproduktion. Naturen straffede dig med piskeslag i dit ansigt, mens du vred og vendte dig, som en af dens bittesmå ubetydelige orm.

Fattede du nu, at du var ingenting. Fattede du mon nu, at du var nul og niks. Du ville have billigt kød i plastikbakker. Du ville have en bil der osede ind i rævens øjne. Du ville have flyrejser og forbrugsbabyer med mos om munden. Du ville have en smartphone fuld af tin og guld og kobber. Du var en sten i lommen på naturen. Nu gav den dig en sygdom for at vise dig det. Der var mange flere sygdomme, hvor den kom fra.

Stranden var fuld af sten. Corona var en sten. MRSA var en sten. Fugleinfluenza var en sten. De lå i tusindvis og glimtede i naturens sol, som du efterlignede med din PH-lampe. Du var bange for Corona. Corona var et lille prik på skulderen. Naturen stod, stor og magtfuld, lige bag dig, oplyst af solen, og kastede sin skygge over dig. Det var derfor, du sad og bævede i mørke. Det var derfor, du ikke kunne se noget.

Christina Hagen

Serie

Ensom på Tinos

Forfatteren Christina Hagen har lagt det skønlitterære forfatterskab på hylden. I stedet har hun arrangeret sit liv som den perfekte (højstemte) fiktion: En enlig kvinde flytter ind i et hus på et bjerg på den lille idylliske ø Tinos i Grækenland. Hun vil nu udsætte sig selv for ensomhed og besvær. Hun vil i fire afsnit undersøge, hvor meget eventyr der pludselig bliver pumpet ind i et liv, hvor meget hun ændrer sig som person, og hvor mange mennesker hun kommer i kontakt med.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Endnu et umodent og selvoptaget indlæg fra frk. Hagen. Kom ind i kampen i stedet for kun at se dig selv i spejlet!

Jeg synes nu så, Christina Hagen på ganske udmærket vis ikke kun ser sig selv i spejlet, men vender det mod os alle..

Rettelse:
Men også vender det mod os alle..