Essay
Læsetid: 17 min.

Christina Hagen: Hvor lang tid skal man bo alene på et bjerg for at se det, der er lige foran en?

Hvor var min sjæl? I en – af dusinvis af turistdamer – gennemkneppet enmandsseng på Kreta? Jeg havde al frihed i verden. Og alligevel så mine øjne: Hans blå øjne, Kreta, altanen, hans hud, de triste souvenirkiosker i Chania
»Jeg gik forbi fiskerestauranten i Kionia, hvor jeg boede. Ejeren havde tatoveret grøntsager og madopskrifter op ad armene. Indimellem var han så fuld, at han ikke kunne huske, hvad jeg havde bestilt. Han inviterede mig på fisketur i sin Fiat Panda, jeg skulle bare sige til.«

»Jeg gik forbi fiskerestauranten i Kionia, hvor jeg boede. Ejeren havde tatoveret grøntsager og madopskrifter op ad armene. Indimellem var han så fuld, at han ikke kunne huske, hvad jeg havde bestilt. Han inviterede mig på fisketur i sin Fiat Panda, jeg skulle bare sige til.«

Christina Hagen

Kultur
11. december 2020

Forfatter Christina Hagen er flyttet ind i et hus på et bjerg på den lille idylliske ø Tinos i Grækenland. Hun vil nu udsætte sig selv for ensomhed og besvær. Dette er andet afsnit.

I sin lille, solblegede Toyota kørte han mig til færgen, den flotte bekendte af kvinden, der ejede mit hus. Præsidentvalget var i gang, venner og bekendte heppede på Biden/Harris, naturligvis. Ja, også mig. Men som altid fandt jeg en sær sympati for den upopulære.

Var han ikke mere syg end ond?

Det syntes langt væk. Jeg levede mit stille liv med kufferter og solskin, langt væk fra aviser, fjernsyn, politik og coronavidenskab. Jeg fulgte overhovedet ikke med. Jeg skulle til Athen for at hente mine ting, som hang på bøjler og lå i skabe på Det Danske Institut. En kvindelig kunstner var i færd med at installere en marmorskulptur i gårdhaven. Det var den græske nabo ikke helt tilfreds med, idet den skulle hænge på det, hun mente, var hendes mur. Den slanke, afblegede dame stod i morgenkåbe på sin altan og rystede på hovedet.

Jeg sagde farvel til min ven Padelis, som var deprimeret og angst, fordi han ikke havde noget arbejde og heller ingen kæreste. Pigerne smuttede fra ham, før han rigtig fik sat krogen i. Han var for langsom. Når Padelis blev nervøs, kiggede han til alle sider og spændte kæberne, så de vibrerede. Han mente, jeg skulle passe mere på. Passe på, jeg ikke blev voldtaget. Passe på, jeg ikke blev røvet. Passe på, jeg ikke faldt for de forkerte mænd. Det sagde han, hver eneste gang vi sås. Han var blevet tilbudt et job i Schweiz, men havde i sidste øjeblik takket nej, fordi det lå for langt fra en større by. »It’s the anxiety talking, isn’t it?« spurgte jeg. »Maaaybe,« sagde han og kiggede ned i sin mobil, mens han vippede med foden.

Vi drak kaffe, og jeg inviterede mig hjem i hans nye lejlighed, som lå i et broget kvarter med vasketøj på altanerne og beskidte kiosker på hjørnerne. I køkkenet havde han kontor på et lille bord med voksdug, filosofi- og økonomibøger lå i bunker ved siden af salt, peber og muskatnødder. I soveværelset stod hans sofa foran tøjskabet. »But what do you do when you need some clothes,« spurgte jeg. »I just move it,« sagde han, »It’s very easy,« og skubbede sofaen ud med foden. Det så let ud.

Padelis’ lejlighed var ikke en lejlighed, nærmere et værelse med køkken og blåklinket bad. Alt på badeværelset var mørkeblåt, så man følte, at man befandt sig under havoverfladen. Gule, blomstrede klinker under emhætten, og en gammel jernseng, hvor han sov. Fjernsynet stod på en rød skammel foran en altan uden noget på. »You could buy a plant,« sagde jeg. »Yes,« sagde han, »I haven’t had the time.« Padelis havde været uden arbejde i nogle måneder. Han gik ture om morgenen og sås med en ven hver dag. Ellers var han i sin lejlighed.

Jeg kiggede ned på gaden. Her ville jeg nok komme til at kaste mig ud over gelænderet, hvis det var mit hjem. 30 depressive kvadratmeter og albanske naboer, der tævede hinanden. Eller rettere: Manden tævede kvinden. Her boede han, en yngre mand med en kandidatgrad i økonomi. Selv som arbejdsløs betalte han mine drinks, når vi gik på Juan Rodriguez Bar, selv om jeg insisterede på at betale for os begge. Skammen over at være uden arbejde kunne man ikke diskutere med.

Det blæste op, da jeg rullede om bord med mine tre kufferter a tredive kilo. Stewarden trillede to af dem ind på en hylde. Jeg satte mig på dækket og kiggede på vandet for ikke at kaste op. Folk røg hjemmerullede smøger omkring mig og pustede røgen ind i mit ansigt. Uniformerede mænd gik forbi og bad os tage maskerne helt op om næsen. Jeg drak appelsinjuice af et sugerør; betjenten viste med hånden, at jeg skulle stikke røret op under masken. Jeg havde taget mine lilla batikbukser på, som blev købt i dyre domme i Athen, Haris Cotton. Butikkens piger havde lovet mig, de ikke smittede af, men selv efter tre vaske var det bedst ikke at sætte sig på lyse sæder. Egentlig var de grimme, men de mindede mig om noget, jeg havde set Justin Bieber gå med. Der skulle ske noget nyt, et nyt liv på Tinos. Det kunne vel blive sjovt? Ejeren af mit hus hentede mig på kajen, og det viste sig, at hendes flotte bekendte, tjeneren, havde været med samme færge og nu skulle bo på bjerget sammen med mig. Det var ikke meningen.

Christina Hagen
Jeg savnede min surfer, hans dejlige kat og altanen på Kreta, hvor vi plejede at ryge vandpibe og snakke om livet og glo ned på folk, der sad ude foran deres huse og sladrede og spiste vandmelon. Jeg savnede surferens underbo, der fik plingbeskeder på sociale medier. Jeg savnede ikke skyndsomheden efter sex, når jeg var hos ham. Som om det var det, vi ventede på. Aftenens gode finale, som jeg jo altid mestrede til perfektion, et indøvet skuespil. Jeg var kvinden i mit eget teaterstykke, helt konkret. Det stykke, jeg havde skrevet til Aarhus Teater, som skaffede mig penge til at købe en masse sminke i Attica, handlede netop om det. Kvinden, der lader sig rive med af alt og alle, kvinden der klipper en tå, kvinder der tænker »måske er det bare mig?«, »måske er jeg bare for sart?« Jeg var inspireret af Tracy Chapmans sang »All that you have is your soul«, da jeg skrev teksten. Men hvad var en sjæl? Fandtes en sjæl? Hvor var min sjæl? I en – af dusinvis af turistdamer – gennemkneppet enmandsseng på Kreta?

På Tinos pakkede jeg min lyskæde ud, som jeg havde købt i en bod ved Akropolis. Jeg købte ind i Sklavenitis og tog en taxa hjem til huset. Alle taxachaufførerne i byen vidste, at jeg boede i VEGA Apartments, jeg behøvede ikke længere sige, hvor jeg skulle hen. Jeg lagde nogle frugter ud på et bord. Nu skulle jeg bo her. Men var der ikke noget, der kradsede lidt i halsen? Måske jeg ikke kunne tåle huset? Angst.

Jeg begyndte at gå. En dag tænkte jeg ikke på surferen i hele to timer. Så skrev han. »I miss you.« »You make me happy.« Jeg var en lillebitte sardin på hans meget store krog. Jeg gik ned til stranden, hvor jeg mødte kunstneren Andreas Lotsaris. Han fiskede ved en kirke, som svømmerne sprang ud fra, store og gamle, unge og glade, alle badet af solen. Andreas havde mange ideer til, hvor jeg kunne svømme nøgen, uden jeg havde nævnt, at det var noget, jeg gerne ville. »You can do it here,« sagde han og pegede foran sig. Andreas havde udsmykket et nonnekloster i Tinos By og var nu på vej tilbage til Athen. Når han kom tilbage, kunne vi tage derop sammen på hans motorcykel, hvis jeg turde.

Jeg gik hen til bager-Maria, som altid var ufatteligt sød, men også virkede, som om hun ikke kunne huske mig fra sidst. Hver dag spurgte hun, hvad jeg hed og gav mig så en gratis kage.

Christina Hagen

Jeg gik forbi fiskerestauranten i Kionia, hvor jeg boede. Ejeren havde tatoveret grøntsager og madopskrifter op ad armene. Indimellem var han så fuld, at han ikke kunne huske, hvad jeg havde bestilt. Han inviterede mig på fisketur i sin Fiat Panda, jeg skulle bare sige til.

Jeg gik forbi byens ældste restaurant, ejet af en ældre mand, der altid selv stod i køkkenet. Han pakkede ofte mine rester ind, så jeg kunne tage dem med hjem i en pose. Indimellem gav han mig hjemmebrændt raki med, hældt på en halvliters vandflaske. Han oprettede mig i kundekartoteket, med navn og telefonnummer, da han hørte, at jeg skulle være her hele vinteren.

Byens fiskemand sad på en fletstol med masken hængende fra øret. Han strammede sig an og fortalte mig historien om Marcos, byens pelikan, som kom hertil, fordi den brækkede en vinge og ikke kunne flyve videre. En historie han havde fortalt mange gange før. Marcos var tredive år og boede i fiskehandlen, opkaldt efter ham. Samtidig var det navnet på fiskemandens afdøde far.

Hver eftermiddag og aften kunne man kigge ind ad vinduerne i butikken og se Marcos stå på et bord og sove. Om morgenen, klokken syv, når butikken åbnede, gik han en tur op til kirken og hen til legepladsen. Indimellem kom han forbi min yndlingsrestaurant, greb fat i menukortene med sit næb og smed dem på gulvet. Nogle år tilbage var han steget om bord på færgen mod Athen, så kaptajnen måtte ringe til fiskemanden og bede ham hente fuglen. Folk behandlede Marcos, som var han et menneske. Et menneske med special needs, der fik lov til alt. Marcos var hver dag tilbage i butikken, før den lukkede klokken to. Så fik han sin frokost og gik til ro på udstillingsbordet sammen med kattene.

Christina Hagen

En aften på vej hjem fra byen løb en lille, rød kattekilling ind og ud imellem mine ben. Jeg gik to kilometer i den ene retning og købte kattemad, fisk i tern, og tre kilometer i den anden retning for at gå i kælderen hos VEGA apartments og stjæle en papkasse fra ejerens lager af eksklusiv shampoo. Jeg tog et hvidt håndklæde og gik tilbage til killingen, lagde sten ned i papkassen, så den ikke blæste væk. Så dyppede jeg snuden ned i fisken, til den spiste, og satte den ind på håndklædet og gik hjem og sov. Næste dag var den væk. Det hvide håndklæde var rødt af fiskesovs. Jeg fandt en hjemmelavet trækasse i en container, købte et fleecetæppe, kattemad og katteskål. Måske var det min egen ensomhed. Måske var det kedsomhed, det at have et projekt. Jeg glemte angsten, når jeg blev distraheret af andre, der ikke havde det godt.

Ejeren af husets bekendte og jeg holdt afstand. Vi skulede lidt efter hinanden, når vi sås i byen. »Wow, you look great,« udbrød jeg, da jeg så ham ved kirken på vej til barnedåb, mens jeg var på vej hjem fra en vandretur. Han stod sammen med to lige så flotte kammerater. En slags Tinos’ mandlige versioner af Charlies Angels. Senere samme aften sad jeg i badet og hørte det banke. Der var så mange lyde overalt, vinden i bjælkerne, træerne, hønsehundene på den anden side af dalen. Jeg kom dampende ud med et håndklæde omkring mig og så ham stå uden for min dør. Jeg åbnede. Han stank af alkohol. Jeg tog endnu et håndklæde omkring mig. Han havde en kæreste, men havde været på druk og ville lige se, om jeg var hjemme. »So you thought you could just come to my house and fuck me, right,« spurgte jeg. Han svarede ikke, men tilbød selv at gå igen.

Jeg satte mig på en bænk og savnede surferen og Kreta. Grækerne beskrev Kreta som et land, der ikke tilhørte Grækenland, alting var anderledes der. Jeg boede nok i mit smukke hus med den fantastiske udsigt på Tinos, men jeg savnede vildskaben i Chania, mennesker der var sære, stædige, underlige, entreprenante. Jeg tænkte på de fantastiske loppefund, folk stillede ud til storskrald. Jeg savnede de frodige haver med bananpalmer og appelsintræer. De hvide hestevognsheste, der græssede i den kolde luft. Folk i vinterjakker, der, i mørket, løb ind i små, oplyste kiosker fra deres biler, hundene, der gøede i gaderne, ingen turister. Mændene, der cyklede rundt om aftenen med lange pinde i hænderne. Pindene stak de ned i skraldespandene for at fange ting, der kunne sælges videre. Testel og fuglebure, dørhåndtag og transportkasser til katte.

Jeg havde været der i september, hvor byens øl- og vandmand stod spritstiv op ad muren til et bordel og fumlede med sin trøje, han havde løftet væk fra maven og festivalagtigt fæstnet bag nakken. Helt udkogt i ansigtet, komplet gennembollet og uden for rækkevidde mentalt. Jeg savnede surferens lille, hyggelige hjem med mørke, langhårede tæpper i køkkenet. Badeværelset fuld af vaskepulver og baljer og alle mulige ting, der slet ikke var plads til. Jeg skrev til ham på Instagram, at jeg ville besøge ham. Men det endte, hvor det altid endte. Han blev bange og turde alligevel ikke. Jeg bad ham lade være med at skrive mere. »OK,« svarede han og begyndte at followe, med follow back, en lyshåret kvinde fra Tyskland. Hun havde været til oktoberfest, viste hun i en story. I et opslag lå hun med røvballerne spredt på en strand, mens en våd bikini snoede sig op imellem dem som en dødtræt slange.

Christina Hagen

Jeg måtte væk fra Instagram, væk fra tjeneren, væk fra tankerne om surferen. Jeg bookede et hotelværelse på naboøen Syros og ringede til ejeren for at høre, hvad det ville koste, hvis jeg betalte kontant. 90 euro per nat i tre dage. Wind Tales hed stedet, og på en eller anden måde blev jeg addet på ejerens WhatsApp. Jeg ringede for at høre, om værelset var fugtigt om vinteren, og om airconditionen virkede. Nej til det første, ja til det andet. På WhatsApp var der et foto af ham, hvor han stod i profil og så ud over havet, mens hans flotte kæreste holdt om ham. I telefonen lød han kælen og indledte til en længere samtale, jeg hurtigt fik sløjfet. »You can call me Alexis,« næsten hviskede han, mens jeg sad i sofaen på Tinos og rensede negle. Han mindede mig om mænd, jeg datede, da jeg var helt ung. Rolexure, sportsvogne, lavt selvværd gemt i reklamesmil. Jeg pakkede mit tøj og huskede et par flotte kjoler, så jeg kunne tage gode selfies på værelset og lægge dem ud som profilfotos, som surferen kunne se, selv om vi ikke fulgte hinanden længere.

På færgen sjaskede jeg rundt i mine batikbukser og en grim, militærgrøn trøje. Jeg betragtede mit triste ansigt i spejlet, bumset af at have maske på i butikker og på færger, bumset af solcreme, Jesus Christ for et syn. Alexis ringede på min WhatsApp med en ulidelig ringetone. Kun folk, der ikke kendte mig godt, ringede til mig på WhatsApp. Og så selvfølgelig Jorge, min bartenderen fra Caribien, når han var i økonomiske vanskeligheder og ikke brød sig om at tale om det i formater, der kunne gemmes eller videresendes. Jeg tog irriteret imod opkaldet. »Yes, I don’t have time,« råbte jeg i vinden. Han talte langsomt og indsmigrende og spurgte, hvordan jeg havde det. »Please make it short,« sagde jeg. Han havde bestilt en taxa til mig, som ville holde og vente på mig i havnen. På min regning. Jeg tænkte på, dengang jeg fik moslet femogtredive kilo om bord på en udhulet træstamme i Amazonas, og dengang jeg trak min kuffert igennem Lima. Jeg tænkte på de gange, jeg havde slæbt alt mit lort ned ad en grusvej på Jamaica. Her følte jeg mig som en baby med ble på. Det omklamrende. Den påklistrede sælgeromsorg. Jeg havde lyst til at sige til Alexis, at han ikke var min rigtige far.

Christina Hagen

På toppen af et bjerg på Syros tog Alexis imod mig med en venlighed, der fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen; som om han kunne stikke mig ned med en brødkniv og smile, til jeg lå rallende på asfalten. Jeg havde aldrig brudt mig om overvenlige mennesker, og Alexis var telefonsælger, han var Dollars, han var Træfpunkt 0059 og »Jeg er også gået over til Prince Light.« Smilet smurte han ud over alle sætninger, mens vi kæmpede os op og ned ad Syros’ smukke trapper. »Look at that sign,« råbte han og smilede. »Yes okay?« sagde jeg. »Remember this sign. You will need it to find your room at night.« Vi oksede igennem smalle gader i en evighed, solen stod skarpt på mine bumser. Alexis tyngedes af min tunge kuffert, han havde smidt over ryggen. Indimellem så han sig tilbage og smilede. Jeg sendte ham et irriteret og grimt ansigt. Det påvirkede ham ikke. Tredive svære trin var der op til mit værelse. Alexis stak nøglen i døren. »Are you ready to be surprised,« spurgte han entusiastisk og blottede de store, lysende tænder. »Øh, yes,« sagde jeg. Med udslåede arme viste han mig altanen og den Limoncello, han selv havde lavet og stillet i mit køleskab. »It’s Limoncello,« sagde han. »Just like in Italy.« »Italy,« tænkte jeg, »Jamen, nu er vi sgu da i Grækenland.«

Alexis stillede sig i vinduet med en alvorlig mine, mens jeg begyndte at pakke ud. »Is there anything you want to know?« spurgte han. »Ehm, no thanks,« sagde jeg og hev mit nattøj ud af kufferten. Jeg tænkte, hvor længe han mon ville blive. Jeg var svedig og træt, Alexis var så flot og solbrændt. Lagde han an på mig? Næppe. Han lignede violer. Eller sådan en lille sæbe, der er formet som en rose, sådan en lille sæbe, nogen har pakket ind i tykt, mønstret papir.

Han ville gerne fortælle mig om stedet, sagde han. Det virkede ikke som et ønske, snarere en befaling. Jeg fik øje på airconditionen. »Does it work?« spurgte jeg. »Yes of course, you can try it yourself,« svarede han og rakte mig fjernbetjeningen. Jeg trykkede. Treogtyve grader. »How can I make it colder?« spurgte jeg. »You mean hotter,« spurgte Alexis. »No, I mean colder,« svarede jeg. »At night It’s cold. You need heat.« »No, Alexis … I need it cold, really cold.« Jeg tænkte på min ven Thomas, der ofte havde sagt, at han kunne vågne om natten og tænke, at han havde tisset i sengen, men senere viste det sig blot at være sved.

Alexis ville skifte emne. Han ville tale om, hvor jeg skulle spise. Jeg gik i panik. »I sweat a lot at night,« sagde jeg. Det var angsten for varmen, det var limoncelloen, det var sælgerattituden, det var den prætentiøse stemning. »I think I will leave tomorrow.« »Tomorrow?« spurgte Alexis og smilet forsvandt. Han fandt mobilen frem og satte, fokuseret som aldrig før, værelset til salg igen på nettet. Så ændredes prisen. Så blev det 120 euro for en nat. Så stivnede vi. Så grinte jeg hånligt. Så lod vi som ingenting. Så glemte han at give mig kvitteringen. Så bad jeg demonstrativt om den. Så efterlod jeg en syrlig bemærkning. Så undgik vi hinanden. Så sov jeg på kommando. Så vågnede jeg til lyden af motorcykler. Så slæbte jeg min kuffert tilbage til taxaen selv, mens Alexis snakkede i telefon i receptionen og fulgte mig med øjnene ned ad trapperne, som en tyk kat, der æder leverpostej foran en tynd kat. Ud af det eksklusive værelse »carved into the mountain«, »to satisfy the most demanding customer«. Alexis mindede mig om et kærlighedsforhold, efter at en har været den anden utro. Den ene dag er han en bondegård med økologiske æbler. Den næste dag er han en pikspiller, der liker patter og røvballer på Instagram, mens han drikker Gatorade og piller næse.

Tilbage på Tinos var det en slags vinter, men gaderne var levende. Der var ingen turister. De lokale købte grøntsager på markedet, sad på cafeerne og fiskede i havnen. covid-19-tilfældene var blevet flere i Grækenland, Athen og Thessaloniki var slemt ramt. Reglerne ændredes, nu skulle vi alle bære maske. Gaderne var tømt i løbet af en dag, der var stort set ikke et menneske at se. Restaurant- og butiksejerne sad modløse og spejdede efter kunder. Jeg havde svært ved at trække vejret igennem stoffet, og fibrene kildede i min næse.

På apoteket købte jeg et visir, men plastpladen var ujævn; det føltes som at bevæge sig stærkt beruset igennem gaderne. Jeg blev søsyg. Begyndte at være mere indenfor. Lå på sofaen, foran pejsen. Jeg gik på Tinder og skrev med en flot VVS’er fra Mykonos. Han sagde, at han kunne komme forbi på sin motorcykel om søndagen. Jeg var fra zone et, næsten ingen tilfælde, mens han var fra zone 4, den allerværste kategori. Jeg var ikke meget for at få en zone 4 inden for dørene. Jeg kunne i hvert fald ikke sige noget til nogen. Skulle de spørge, så var han fra Tinos.

Christina Hagen

Jeg vandrede i bjergene alene, hvor jeg ikke mødte nogen. Der kunne jeg trække vejret frit uden maske. Syv-otte timer op ad snoede stier på bjergskråninger, ud til forladte turistområder, hvor husene, de hvidkalkede, stod gullige og grønlige efter en COVID-19-sommer uden vedligeholdelse. Byggeriet var gået i stå, gravemaskiner stod efterladt, ensomme vagthunde havde næsten opgivet at gø, kattene på byggepladserne mjavede, nu smed ingen noget i containerne længere.

Månen oplyste havet bag bjergene, jeg oplyste vejen med en lommelygte. Håret hvirvlede i vinden, halstørklædet fløj op og dækkede munden. Jeg tænkte på det, surferen havde skrevet. At hvis jeg følte mig som en luder i vores relation, så stod det for egen regning. Han havde elsket vores samtaler. Ja, vi havde kneppet, men vi havde da andet end det. Ludderfølelsen blev udvisket lidt, når jeg gik. Som om jeg fyldte mere som menneske, når jeg var i bjergene. Ingen, der kunne rive og flå og manipulere. Jeg havde hele landskabet for mig selv. Jeg havde det smukkeste hus på Tinos. Jeg havde al frihed i verden. Jeg sov som en sten hver nat og vågnede først, når jeg ikke længere var træt. Ingen forstyrrelser fra andre, ingen åndssvage samtaler at overhøre, ingen biler og knallerter ved mit soveværelsesvindue. Bare ro, oliven, vind. Og alligevel så mine øjne: Hans blå øjne, Kreta, altanen, hans hud, de triste souvenirkiosker i Chania med ødelagte markiser og solblegede isskilte. Hvornår gik det væk? Hvor langt skulle man gå? Hvor lang tid skulle man bo på et bjerg alene for at se det, der var lige foran en, i stedet for minderne, melankolien, nostalgien?

Serie

Ensom på Tinos

Forfatteren Christina Hagen har lagt det skønlitterære forfatterskab på hylden. I stedet har hun arrangeret sit liv som den perfekte (højstemte) fiktion: En enlig kvinde flytter ind i et hus på et bjerg på den lille idylliske ø Tinos i Grækenland. Hun vil nu udsætte sig selv for ensomhed og besvær. Hun vil i fire afsnit undersøge, hvor meget eventyr der pludselig bliver pumpet ind i et liv, hvor meget hun ændrer sig som person, og hvor mange mennesker hun kommer i kontakt med.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

SÅ vel reflekteret og skrivende, at det er en fucking FRYD!

Magnus Berg-Pedersen

Ja, det er fandme godt skrevet.
Jeg brød ud i latter, da du beskrev Alexis som "en bondegård med økologiske æbler" der næste dag bliver til en "pikspiller der drikker gatorade og piller bussemand". Damn. Too real, haha.
Stor applaus!