Essay
Læsetid: 17 min.

Christina Hagen: Hvor lang tid skal man bo alene på et bjerg for at se det, der er lige foran en?

Hvor var min sjæl? I en – af dusinvis af turistdamer – gennemkneppet enmandsseng på Kreta? Jeg havde al frihed i verden. Og alligevel så mine øjne: Hans blå øjne, Kreta, altanen, hans hud, de triste souvenirkiosker i Chania
»Jeg gik forbi fiskerestauranten i Kionia, hvor jeg boede. Ejeren havde tatoveret grøntsager og madopskrifter op ad armene. Indimellem var han så fuld, at han ikke kunne huske, hvad jeg havde bestilt. Han inviterede mig på fisketur i sin Fiat Panda, jeg skulle bare sige til.«

»Jeg gik forbi fiskerestauranten i Kionia, hvor jeg boede. Ejeren havde tatoveret grøntsager og madopskrifter op ad armene. Indimellem var han så fuld, at han ikke kunne huske, hvad jeg havde bestilt. Han inviterede mig på fisketur i sin Fiat Panda, jeg skulle bare sige til.«

Christina Hagen

Kultur
11. december 2020

Forfatter Christina Hagen er flyttet ind i et hus på et bjerg på den lille idylliske ø Tinos i Grækenland. Hun vil nu udsætte sig selv for ensomhed og besvær. Dette er andet afsnit.

I sin lille, solblegede Toyota kørte han mig til færgen, den flotte bekendte af kvinden, der ejede mit hus. Præsidentvalget var i gang, venner og bekendte heppede på Biden/Harris, naturligvis. Ja, også mig. Men som altid fandt jeg en sær sympati for den upopulære.

Var han ikke mere syg end ond?

Det syntes langt væk. Jeg levede mit stille liv med kufferter og solskin, langt væk fra aviser, fjernsyn, politik og coronavidenskab. Jeg fulgte overhovedet ikke med. Jeg skulle til Athen for at hente mine ting, som hang på bøjler og lå i skabe på Det Danske Institut. En kvindelig kunstner var i færd med at installere en marmorskulptur i gårdhaven. Det var den græske nabo ikke helt tilfreds med, idet den skulle hænge på det, hun mente, var hendes mur. Den slanke, afblegede dame stod i morgenkåbe på sin altan og rystede på hovedet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

SÅ vel reflekteret og skrivende, at det er en fucking FRYD!

Magnus Berg-Pedersen

Ja, det er fandme godt skrevet.
Jeg brød ud i latter, da du beskrev Alexis som "en bondegård med økologiske æbler" der næste dag bliver til en "pikspiller der drikker gatorade og piller bussemand". Damn. Too real, haha.
Stor applaus!