Læsetid: 9 min.

Dansk film har i 2020 budt på alkohol, sorthumoristisk skæbnefortælling og intens action

Thomas Vinterbergs ’Druk’ og Anders Thomas Jensens ’Retfærdighedens ryttere’ fører an i et flot dansk filmår, der har været præget af stærke og vedkommende historier – og et stort billetsalg på trods af, at biograferne indimellem har måttet holde lukket på grund af corona
Mads Mikkelsen demonstrerede med sine optrædener i både Anders Thomas Jensens ’Retfærdighedens ryttere’ (Billedet) og Thomas Vinterbergs ’Druk’, at han er én af landets bedste skuespillere.

Mads Mikkelsen demonstrerede med sine optrædener i både Anders Thomas Jensens ’Retfærdighedens ryttere’ (Billedet) og Thomas Vinterbergs ’Druk’, at han er én af landets bedste skuespillere.

Rolf Konow

29. december 2020

Midt i al coronaelendigheden, nedlukning af samfundet og dommedagssnak om de danske biografers fremtid er det nemt at overse, at filmåret 2020 faktisk har været fyldt med gode filmoplevelser, der understreger både bredden og dybden i dansk film.

Fra debutspillefilm som Malou Reymanns fine, følsomme og delvist selvbiografiske En helt almindelig familie, der handler om en familiefar, der får en kønsskifteoperation, og Anders Ølholm og Frederik Louis Hviids intense actiondrama Shorta, hvor to politibetjente bliver jagtet igennem en forstadsghetto, efter at en ung mand fra kvarteret er død i politiets varetægt.

Til veteraner som Thomas Vinterbergs sprudlende Druk, hvor fire midaldrende gymnasielærere genfinder livsglæden på bunden af et vinglas, og Anders Thomas Jensens sorthumoristiske Retfærdighedens ryttere, et uforudsigeligt skæbnedrama, som skifter mellem at være gravalvorlig og løssluppent morsom, ofte i samme scene.

Det er vidt forskellige film, der dog har fortælleglæden og behovet for at sige os alle andre noget om det at være menneske til fælles.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Maarbjerg

De to roste film 'Druk' og 'Retfærdighedens ryttere' kan også betragtes som særdeles kyniske film. Alkoholismens sociale deroute bruges som en del af bagtæppet i førstnævnte, og de menneskelige ofre ved vores tilstedeværelse i Afghanistan har samme funktion i sidstnævnte. Komedien som mål helliger åbenlyst midlerne. De to film rummer et svagt ekko af Tarantinos blanding af genrer, men hvis mottoet ender med at være at 'alt kan bruges', så er hans budskab misforstået.