Interview
Læsetid: 9 min.

Debutantprismodtager: Frygten for sorte mennesker er en vigtig underliggende del af racismen

Sofie Malmborg moraliserer ikke i sin historiske roman om slavehandleren Frederik Bargum, som hun i år vandt Bogforums debutantpris for. Men hun interesserer sig for, hvad moral er, og hvordan den forandrer sig gennem tiden. Og for at udbrede viden om dansk kolonihistorie
Det, Sofie Malmborg har prøvet at undersøge med ’Bagums synder’, er, hvilken mentalitet eller menneskesyn der skulle til, for at man kunne se på slavehandlen som en hvilken som helst anden forretning.

Det, Sofie Malmborg har prøvet at undersøge med ’Bagums synder’, er, hvilken mentalitet eller menneskesyn der skulle til, for at man kunne se på slavehandlen som en hvilken som helst anden forretning.

Kultur
18. december 2020

Første gang Sofie Malmborg stødte på den danske slavehandler Frederik Bargum var på Assistens Kirkegården på Nørrebro i København. Her var hun i 2011 i lære som anlægsgartner og fandt ud af, at dele af den nuværende Assistens i 1700-tallet var tobaksmarker.

Da hun begyndte at researche stedets beplantningshistorie, dukkede Frederik Bargums (1733-1813) navn op. I sin tid havde han nemlig monopol på tobakssalget i Danmark. På nettet læste Sofie Malmborg den smule, der var at finde om Bargum:

»Han var en succesfuld købmand, der handlede med te og tobak, tømmer og hvalbarder – og mennesker. Og så forsvandt han ud af Danmark, og ingen vidste, hvor han døde eller noget om hans familie. Det fangede min opmærksomhed, og allerede der begyndte jeg at skrive. Jeg skrev om hans død; jeg forestillede mig, hvad der var blevet af ham, efter han forlod Danmark.«

Når Sofie Malmborg taler om mysteriet Frederik Bargum, tindrer hendes øjne. I sidste måned vandt hun BogForums debutantpris for sin historiske roman Bargums synder, som har fået rosende ord med sig fra så godt som alle danske dagblade.

Bogen er skrevet på samme begejstring og nysgerrighed, og den befinder sig i skæringspunktet mellem det litterære og det historiske. Der er ændret på visse biografiske fakta, men alt i alt er Bargums synder et realistisk portræt af den moralsk tvivlsomme Bargum og af hans tid, anden halvdel af 1700-tallet.

Bargum var søn af en lærredskræmmer, men arbejdede sig opad i handelsverdenen ved blandt andet at sælge slaver. Han blev styrtende rig og lod et gult palæ bygge (som stadig findes i Amaliegade i Københavns indre by), stiftede familie med sin kusine Leonora, men gældsatte sig voldsomt og flygtede til sidst sydpå, bl.a. til Østrig, hvor han startede nye store projekter.

Frederik Bargum er et billede på 1700-tallets kyniske kapitalisme i det voksende borgerskab og på normaliseringen af grusomhed i perioden. Men svaret på, hvad Bargums synder var, er ikke entydigt. I hans samtid var det nemlig gælden, ikke menneskehandlen, der gjorde ham til persona non grata.

»At Bargum bedrev menneskehandel, synes jeg ikke siger så meget om hans karakter. Det er mere den anden vej: at Bargum siger noget om 1700-tallets slavehandel,« siger Sofie Malmborg og uddyber:

»Det, jeg har prøvet at undersøge, er, hvilken mentalitet eller menneskesyn, der skulle til, for at man kunne se på slavehandlen som en hvilken som helst anden forretning. Og det var selvfølgelig en meget dyb racisme; at man virkelig ikke så afrikanerne som mennesker. Men også at det var på så lang afstand. Slavehandlerne sad med deres regnskabsbøger i København og mødte kun sjældent, hvis nogensinde, et menneske med mørk hud.«

Svindel a la Stein Bagger

Sofie Malmborg er født i 1991 og er vokset op på Frederiksberg; nærmere bestemt på Forhåbningsholms Allé, som pudsigt nok er opkaldt efter Frederik Bargums daværende sommerlandsted, Forhåbningsholm, som også beskrives i romanen.

I dag bor hun i en lille taglejlighed på Nørrebro, som ligger lige om hjørnet fra Struenseegade – opkaldt efter en velkendt historisk figur, som også levede på Bargums tid og nævnes i Bargums synder.

På den måde emmer København af historie, både når man taler med Sofie Malmborg, og når man læser hendes bog. Hun begejstres ved tanken om de bygninger, der stadig står tilbage fra 1700-tallet. Som det gule palæ i Amaliegade, som hun for en måned siden besøgte for første gang:

»Det var virkelig vildt; jeg gik gennem porten og tænkte: ’Shit mand, her har Frederik Bargum gået! Ind og ud af denne port’.«

Sofie Malmborg droppede at blive anlægsgartner, og i 2013 begyndte hun i stedet at studere antropologi; et studie, hun i sommer fik en kandidatgrad i. Også som antropologistuderende har hun interesseret sig for mentaliteten bag erhvervslivets tvivlsomme moral.  I sit speciale skrev hun om bankansatte, der arbejder med skattely på den lille ø Jersey mellem England og Frankrig. De fleste lavede frivilligt arbejde og betragtede ikke sig selv som dårlige mennesker. 

Man kan dog ikke direkte sammenligne de bankansatte med Frederik Bargum, mener Sofie Malmborg. Her er en anden sammenligning mere oplagt, nemlig med storsvindleren Stein Bagger, som forsvandt i Dubai i 2008, da hans virksomhed IT-factory gik konkurs:

»Det spændende ved både Stein Bagger og Frederik Bargum, er spørgsmålet om, i hvor høj grad de planlagde at svindle fra start, eller om de bare er blevet grebet af omstændighederne. Hvornår er det, man beslutter sig for at gøre noget, som man godt ved er forkert?« spørger hun og fortsætter:

»Og med Stein Bagger var det jo klart, at han gjorde noget, der var ulovligt, han snød mennesker osv., men med Bargum har det været spændende at undersøge, hvorvidt han var en synder, og ud fra hvilken moral han var en synder. For det var jo ikke slavehandlen, han blev dømt for i sin samtid, det var jo en helt legitim forretning dengang. Så var der det, at han flygtede fra sin gæld, men dengang kunne man jo ikke gå fallit med sin virksomhed, som man kan i dag. Man hæftede personligt for sin gæld, så han ville sikkert være kommet i gældsfængsel, hvis han var blevet.«

Sofie Malmborg understreger, at hun ikke mener, at enkelte mennesker kan arve synd. Hun synes ikke, at vi som individer skal gå rundt og skamme os over vores forfædres handlinger – eller vores forældre for den sags skyld.

Sofie Malmborg understreger, at hun ikke mener, at enkelte mennesker kan arve synd. Hun synes ikke, at vi som individer skal gå rundt og skamme os over vores forfædres handlinger – eller vores forældre for den sags skyld.

Forældre og kolonisters arvesynder

Frederik Bargum er ikke Bargums synders eneste hovedperson. Datteren Rebecca, som Bargum efterlader i København, da han flygter, fortæller også sin version af historien i Malmborgs roman. Den 21-årige Rebecca er rasende på sin far og kritisk over for hans foretagender. Samtidig reflekterer hun over sin egen arv, og over hvorvidt hun selv er dømt til at arve sin fars synder.

Hvordan et forældreopgør tog sig ud i 1700-tallets København, var Sofie Malmborg ikke helt sikker på. Hun er bevidst om at følelsesmønstre ikke er universelle, men kulturelt og historisk betingede. Alligevel har hun valgt at beskrive Rebeccas vrede, desperation og svælgen. For mon ikke folk også rasede over deres forældres synder i 1700-tallet?

Af den grund overvejede hun også, om hendes roman skulle hedde ’Arvesynder’. Datteren Rebecca reflekterer for eksempel over, »hvordan man affinder sig med de forældre, man har fået«, som Sofie Malmborg udrykker det. Og over sin fars slavehandel, som hun dog kun er mildt kritisk over for.

Men Rebeccas kvaler med arvesynd er ikke alene et spørgsmål om forælder-barn-relationer. De bliver også et billede på nutidens Danmarks overvejelser om vores involvering i den transatlantiske slavehandel, fortæller Sofie Malmborg.

For selv om bevidstheden om den danske slavehandels grusomhed ikke er skrevet ud i bogen – fordi bevidstheden ikke fandtes dengang – har et af Sofie Malmborgs ærinder været at skabe mere viden og opmærksomhed omkring denne grumme del af dansk historie:

»Danmark er altid hurtig til at fremhæve sig selv som de første, der afskaffede slavehandel i 1792. Men selve slaveriet afskaffede vi altså først i 1848. Og da slavehandlen blev ophævet, lavede man en tiårig afviklingsperiode, hvor man nedsatte importafgiften på slavegjorte kvinder, så folk kunne skynde sig at fylde deres slavedepoter op med fødedygtige kvinder. Fuldstændig vanvittigt,« bemærker hun og fortsætter:

»Da forbuddet blev vedtaget, steg slavesalget faktisk i en periode. Så det peger på, at det ikke var det menneskelige hensyn, der førte til afskaffelsen. Der var intet moralsk opgør.«

Siden Sofie Malmborg begyndte at skrive om Bargum i starten af 2010’erne, har debatten om dansk kolonifortid udviklet sig en del. Særligt i 2017, som var hundredåret for salget af De Vestindiske Øer til USA, i dag De Amerikanske Jomfruøer. Dengang blev det diskuteret, hvorvidt Danmark bør undskylde for at have deltaget i trekantshandlen, men man endte ikke med at gøre det.

Sofie Malmborg understreger, at hun ikke mener, at enkelte mennesker kan arve synd. Hun synes ikke, at vi som individer skal gå rundt og skamme os over vores forfædres handlinger – eller vores forældre for den sags skyld.

Men en stat og et samfund som det danske ser hun som mere kontinuerligt og derfor i højere grad bærende på, hvis ikke en arvesynd, så i hvert fald et ansvar. Hun svarer dog undvigende på spørgsmålet om, hvorvidt staten så bør undskylde:

»Jeg ved ikke, hvad der er den rigtige måde at deale med det på. Måske er det heller ikke frugtbart, at en statsminister stiller sig op og siger undskyld, og så er samtalen slut. Det er jo heller ikke det, der er målet.«

Kolonitiden i kunsten

Bargums synder er blevet kritiseret for ikke at skrive nok om de slavegjortes oplevelser. I Bodil Skovgaard Nielsens ellers meget begejstrede anmeldelse i denne avis lyder kritikken således:

»Romanen tør ikke give de mennesker, der gemmer sig bag tallene, samme digtning, skæbner og ansigt, som forbryderne får her. Det tror jeg ellers, at deres historie både tåler og kræver.«

»Man kunne jo have skrevet mange andre historier,« indvender Sofie Malmborg og forklarer, at det hun gerne ville undersøge, var den mentalitet, der lå til grund for slavehandlen. Og ud over en normalisering og følelsesmæssig afkobling var det også en frygt for sorte mennesker.

På et tidspunkt i romanen overhører Frederik Bargum to rejsende, der diskuterer en plantageejers psykopatiske afstraffelsesmetoder. Blandt andet tvinger han slaverne til at skide hinanden i munden; noget som er historisk korrekt, fortæller Sofie Malmborg.

Metoderne er til den grove side, bliver de to rejsende enige om, men konkluderer også, at det er nødvendigt, for at de sorte ikke gør oprør.

Pointen med den scene var ikke så meget at vise de lidelser, de slavegjorte blev udsat for, fortæller Sofie Malmborg. Ikke fordi det ikke er vigtigt, men fordi det, hun gerne ville vise, var den enorme frygt, de hvide har. En frygt, de bruger til at retfærdiggøre selv de frygteligste lidelser.

»Det kan være nemt at blive enige om, at det, de slavegjorte blev udsat for, var forfærdeligt. Men den her frygt for sorte mennesker er en vigtig underliggende del af racismen, både som den så ud dengang og stadig ser ud i dag. Vi er mange, der bliver opdraget til at tænke, at hvis der sidder en mørk mand i en lufthavnsterminal og ser lidt muggen ud, så er han nok terrorist. Det er den frygt, som også legitimerer en masse politiske tiltag, rettet mod bestemte grupper i samfundet, fordi de ses som potentielt farlige.«

– Du nævner selv manglen på viden om kolonitiden. Er der ikke også et behov for at tale om, hvor forfærdeligt det var?

»Jo, helt klart. Det tror jeg heldigvis også, at skolerne er blevet bedre til, det er i hvert fald, hvad jeg hører. Men det er rigtigt. Men der er jo forskellige elementer, som er værd at beskæftige sig med.«

Diskussionen om kolonitiden har også for nylig været oppe at vende, i forbindelse med at en gipsbuste af Frederik V i sidste måned blev smidt i Københavns Havn af institutleder på Det Kongelige Danske Kunstakademi Katrine Dirckinck-Holmfeld.

Frederik V (1723-66) var involveret i den danske slavehandel, og at smide hans buste i havnen var tænkt som en kunstnerisk happening, der skulle sætte fokus på Danmarks rolle i den transatlantiske slavehandel. Dog er aktionen af mange blevet set som vandalisme eller hærværk.

»Et værk behøver jo ikke gøre eller kunne alt,« kommenterer Sofie Malmborg, da jeg spørger om hendes holdning til aktionen.

»Men man kan måske spørge – bliver man så meget klogere af det? Eller er der bare kommet en masse fokus på, hvad der foregår inde på kunstakademiet?«

– Så du synes, det nærmere bliver en del af diskussionen om kunstakademiet end en måde at tale om dansk kolonihistorie på?

»Ja, det gør jeg. Men jeg skal til et seminar senere i dag om postkolonial kritik, og jeg håber, vi kan tale om den buste, for jeg er meget interesseret i at høre nogen sige noget klogt om, hvad den kunne eller kan. Selv er jeg i tvivl om værdien af det, for generelt går jeg ikke ind for destruktion eller såkaldt rematerialisering. Men jeg kan godt forstå, hvorfor man ikke vil have den i sin festsal.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

'Men den her frygt for sorte mennesker er en vigtig underliggende del af racismen, både som den så ud dengang og stadig ser ud i dag. '
Nu kan en forfatter til et skønlitterært værk jo tillade sig at påstå hvadsomhelst. Men alligevel. Det her er jo et interview med forfatteren om hendes værk og når hun hævder som citeret ovenover, så må jeg spørge: Hvor ved du det fra, forfatter? I de tekster jeg har kendskab til, er der intetsteds angivet en frygt for dem som sorte, men for dem som undertrykte, der kunne gøre oprør. Så hvordan kan du påstå at de var racister? Slaverne var i plantageejernes øjne 'undermennesker', fordi de var slaver. Ikke fordi de var sorte. Det er at se fortiden med nutidens blik.

Søren Dahl, Michael Friis, Issa Chaaban, Erik Fuglsang og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Racisme er som bekendt noget man finder hos mennesker af alle farver.
Så skal det give mening så må det være "Frygten for mennesker af anden farve"

Carl Chr Søndergård, Per Torbensen, Claus Nielsen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Racisme er ikke kun en 'mentalitet' - hvad det så end er - hos nogle derude vi kan udpege. Det er også en tænkemåde hos dem, der udpeger. Det er det sidste forhold jeg kritiserer: At en veluddannet antropolog ikke ser denne splint i sit eget øjne og ikke ser at der kan være andre diskurser der historisk dominerer en nutidig, vestlig tænkemåde. Eller mentalitet. Hvad det så end er.
Må jeg anbefale en god, gammeldags klasseanalyse. Der er mange - historiske - forbilleder at læne sig op ad.

Det er fuldkommen forkert, Jens Christian Jacobsen, selve dehumaniseringen af sorte mennesker og synet på dem som inferiøre i forhold til hvide, er en afgørende forskel på 'det moderne' slaveri og oldtidens, hvor sidstnævnte blev set som gudernes vilje, den straf, man modtog, hvis man havde tabt en krig - og som alle derfor risikerede på nogenlund lige vilkår.

Inge Lehmann, Troels Ken Pedersen og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Steffen, du bruger racisme- og racebegrebet ud fra diskurser fra 1990erne og fremefter. Det er opfattelser der er udviklet på baggrund af afkolonialiseringerne fra midten af 1950erne tilsat lidt Foucault. Er inferiøre ogmisvisende ift. udbytning og tingsliggørelse af alle, der arbejdede i og omkring plantagerne i vestindien og Caribien fra Ca 1700- 1850. Læs fx hvordan søfolkene (hvide) der sejlede slaver (sorte) over Sydatlanten som regel havde betydelig dårligere forhold end slaverne - der døde langt flere søfolk på rejserne. Reserver det nye såkaldt 'strukturelle' racismebegreb til de forhold det er udviklet til at beskrive.

Nej, Jens Christian Jacobsen, jeg er en lille smule træt af at opløfte klasseanalyser til en åbenbaret sandhed, fordi det som med raceteorier viser sig, at der indenfor den enkelte klasse er langt større udsving mellem dens enkelte medlemmer end mellem klasserne indbyrdes.
Vi må væk fra denne idiotiske materielle verdensforståelse, der ved Gud ikke bringer noget godt med sig. I stedet for forståelsen af, hvad vi kan få, må vi danne os efter, hvad vi kan give. Det er, reelt set, det mest tilfredsstillende for mennesker.

Bjørn Pedersen

"Det, jeg har prøvet at undersøge, er, hvilken mentalitet eller menneskesyn, der skulle til, for at man kunne se på slavehandlen som en hvilken som helst anden forretning. Og det var selvfølgelig en meget dyb racisme; at man virkelig ikke så afrikanerne som mennesker."

Mens det helt åbenlyst er sandt at der lå en (til den tid endnu nyligt opståede) idé om "videnskabelig" racisme, eller inddelingen af mennesker i racer og et forestillet hieraki i mellem dem, bag den transatlantiske slavehandel, så lader det til at forfatteren her er noget historieløs ift. slaveriets historie".

For slavehandlerne i antikken og middelalderen i både Europa, Afrika og Asien betragtede naturligvis også deres slavehandel som enhver anden forretning - hvad det jo også var. Skandinavere solgte hinanden som slaver, solgte slaver (folkeslagene) som slaver (varen) - deraf navnet, grækere solgte grækere som slaver, romere solgte romere som slaver, etc. og nøjagtig samme mønster sås (og til en vis grad i dag) i de forskellige afrikanske konge- og kejserriger.

Og det er lidt svært at købe ideen om at mennesker der havde en grad af magt der - ifølge forfatteren selv - gav dem mulighed for simpelthen at være selektivt blind, stum og døv overfor deres "menneskevarer"... at de skulle være bogstavelig talt "bange" for sorte mennesker. Ingen er bange overfor dem man ser ned på. Man bør f.eks. spørge sig selv hvor "bange" politikere reelt er når befolkningen klager over minklove, Tibetsager, ghettolove, osv.

Inge Lehmann, Carl Chr Søndergård, Claus Nielsen og Emil Davidsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Det er klart at sorte i de caribbiske plantageøkonomier blev betragtet som inferiøre ift. hvide. Men raceteorier kom først frem i i begyndelsen af det 19 århundrede og blev især dominerende i USA efter borgerkrigen ift sortes uddannelse, arbejdsmarked, køn, seksualitet mv. Det er derfor forståeligt at bevægelser som Black Life Matters ser begndelsen til racismen efter 1870. I Europa og Danmark har den racisme der findes en noget anden baggrund. Stikord: Anti-semitisme, kolonialisme og faschisme.. At bruge amerikanske diskurser om 'strukturel' racisme i Danmark er kulturel metafysik.

Carl Chr Søndergård, Claus Nielsen og Peter Breum anbefalede denne kommentar

Den transatlantiske slavehandel opstod som en konsekvens af de europæiske opdagelsesrejser. Slavehandlen igennem hele perioden blev afgjort af en blanding af behov og legitimation? Først blev det religionen, der afgjorde, hvem der kunne slavegøres. Kristne kunne ikke slavegøres. Løsningen fandt europæerne, da de opdagede, at vestafrikanske stormænd og fyrster var villige til at handle med tilfangetagne medlemmer af fjendtlige nabostammer. Det var benhård forretning, der så blev legitimeret med, at de jo ikke var kristne. Senere blev socialdarwinismen og videnskaben måden, man legitimerede slaverriet på. Afrikanerne var skabt til at være slaver ifølge evolutionsteorien, mente man.
Men ideologien kom ikke først. Europæerne sejlede ikke ud i verden med henblik på at slavegøre en masse sorte mennesker. Tankesættet bagved opstod først som konsekvens af det forretningsmæssige behov.. Er det forfærdeligt? Ja, i den grad. Men for oldtidens slaveejere, var det jo også en given selvfølge, at de naturligvis ikke så deres slaver som mennesker på lige fod med dem selv. Man skulle snarere prøve at undersøge, hvorfor det er så fundamentalt menneskeligt at slavegøre andre mennesker. For det har været én af de mest fælles karakteristika for stort set alle civilisationer.

Pietro Cini, Inge Lehmann, Steffen Gliese, Carl Chr Søndergård, Peter Breum, Per Torbensen, Flemming Berger og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Gustav Vammen, jo, i Oldtiden blev slaver i høj grad set som mennesker - men mennesker, der var blevet slaver på grund af gudernes vilje. På samme måde, som grækerne slavegjorde de folk, de besejrede i krig, kunne de selv ved nederlag ende som slaver i andre stater.