Dramatiker Joan Rang Christensen: Sorgen er ikke en negativ følelse. For den gør os klogere

Da jeg kontaktede Joan Rang Christensen var det egentlig, fordi jeg ville interviewe hende om angst og afmagt til vores serie om følelser under corona. Følelser, som mange af os i forskellige grader måske har stiftet bekendtskab med i år.

Netop de følelser bliver blandt andet behandlet i det teaterstykke, som Joan Rang Christensen er aktuel eller rettere var aktuel med lige nu.

Men Joan Rang Christensen foreslår selv, at vi i stedet taler om sorg.

Den fylder også i forestillingen, og har altid gjort det i hendes liv, men det opdagede hun først sent. Måske fordi vi er mange, der har en meget begrænset opfattelse af, hvornår man føler sorg.

For Joan Rang Christensen har den været et grundvilkår.

Hun er adopteret fra Korea og kom til Danmark, da hun var omtrent 15 måneder gammel. Hun har forsøgt at spore sin historie og finde frem til sin familie, men uden held. Så hun kender ikke sin mor og har aldrig set dem, hun er i familie med. Alt hvad der skete i hendes liv, før hun var ni måneder gammel, kender hun ikke til.

»Jeg har haft en meget stor sorg over at miste min familie i Korea,« fortæller hun på en skypeforbindelse fra sin lejlighed på Nørrebro. »Ikke bare min familie, men også et sprog, en kultur og et land.«

Joan Rang Christensen (født 1976) er dramatiker og forfatter med over 40 scene- og radiospil under bæltet. For tiden er hun aktuel med forestillingen Katalog over kommende katastrofer, der indtil denne onsdag gik på Teater Får 302. Og så arbejder hun som terapeut med udgangspunkt i et system, der hedder Adoption Healing, der er en samtalebaseret psykoterapi specialiseret i adoption. Her kommer hendes sprog for følelser også fra: »Følelser er en del af det menneskelige system,« siger hun. »Ligesom vi har hud og hår.«

Hendes sorg har fundet form i bogen Omkring floden Han, som udkom tidligere i år. Teksterne, der overvejende er digte, men også kortprosa og historiske fakta, er skrevet over en årrække på næsten tyve år.

Og så står der to forfatternavne på omslaget. Joan Rang Christensen – og Park Yung Rang, som er hendes koreanske navn. I mange år troede hun, at hendes koreanske navn var Rang Yung Park, fordi hendes adoptivmor troede, man skulle bytte om på alle tre navne og ikke kun skrive efternavnet først, som er normen i Korea.

»Jeg ved godt,« siger hun om bogen, »at når det er litteratur, så skal man sige ’digtets jeg’ og så videre. Men meget af det, der står i den, ligger tæt op ad min egen historie.«

Flere om den samme sorg

Joan Rang Christensen voksede op i et gult parcelhus i Korsør.

Det tog lang tid for hende at forstå sin sorg. Som teenager udviklede hun derfor depressioner. Hun følte sig ude af trit med virkeligheden og distanceret til sine følelser – for hvorfor var hun ked af det, selv om andre fortalte hende, hun burde være glad?

Først da hun var i trediverne, forbandt hun sin adoption med den sorg, hun følte. Det skete gradvist i mødet med andre adopterede og ved at uddanne sig hos den amerikanske psykoterapeut Joe Soll, der er specialiseret i adoptionsterapi. I 2003 var hun taget til New York for at følge et kursus hos ham. Og her forstod hun pludseligt sin sorg, som hun har beskrevet i digtet »New York, 2003.«

Hun læser op fra computerskærmen:

»Jeg vil gå med sørgebind. / Min mor er død og / jeg er en baby / på 37 år / der først nu erfarer / SORGEN / over tabet af min mor / Jeg græder alle steder / Siddende på toilettet / I sengen / I køkkenet / Pludseligt over bakkerne med take away / Og midt på gaden på 8. avenue / Det er fuldstændigt ukontrollabelt / Min hud er sensitiv / Jeg kan kun gå med bomuldstøj / Alting gør ondt / Jeg er i sorg / JEG ER I SORG! / Og det vil ikke gå væk.«

»Selv om jeg var voksen, var sorgen dugfrisk,« fortæller Joan Rang Christensen. »Det var, som om der var blevet prikket hul på en byld.«

Følelserne var som et spædbarns: ikke til at kontrollere. Var hun lige i supermarkedet, på gaden eller på restaurant og blev overrumplet af sorgen, var der ikke noget at gøre. Så måtte hun græde, hvor end hun nu engang var.

Selv om der står »jeg« mange steder i Joan Rang Christensens digte, og at dette jeg lægger sig meget tæt op ad hendes eget, har bogens udgivelse gjort hende opmærksom på, at der er mange af jegets erfaringer, som ikke er enestående.

»Mange adopterede skriver til mig, at de føler, at mine digte handler om dem. At de udtrykker en sorg, som de også har eller har haft i deres liv, og som er blevet undertrykt i adoptionsfortællingen.«

Den klassiske adoptionsfortælling tager ifølge Joan Rang Christensen udgangspunkt i forestillingen om, at man som adopteret har været heldig, at man kom til Danmark.

Derfor har hun ofte oplevet, at hendes sorg ikke bliver anerkendt. For adoption var jo »en win-win situation.«

»Fordi mange personer mener, at man skal være glad og taknemmelig for, at man er blevet adopteret, får man ikke lov til at sørge over de tab, man har oplevet,« siger hun.

Skriften rummer sorgen

I skriften har hun haft mulighed for at gå ind i sin sorg uden at behøve at forstå den. Og det har været altafgørende, fortæller hun.

»Skriften har spillet den måske største rolle i mit liv, og jeg har overlevet, fordi jeg har kunnet afreagere og reflektere gennem skriften.«

»At være blevet adopteret kan føles som at være blevet født uden fødder. Skriften har været mine fødder, som jeg har kunnet gå og stå med i verden. Jeg kom til at eksistere i verden på grund af den.«

Digtene og dramatikken kan rumme hendes sorg, fordi hun dér kan gøre sig fri af regler, logikker og analyser – og hun bryder ofte de litterære regler og konventioner. For eksempel ved at snige sig selv med i sin dramatik.

»Man plejer at sige, at dramatikeren ikke må være til stede i dramaet, fordi det skal være figurernes egen virkelighed. Men den regel bliver jeg ved med at bryde,« siger hun. »Fordi jeg har haft behov for at skrive en virkelighed frem, der har været kulturelt marginaliseret.«

Sådan ser hun sin oplevelse med adoptionen. Fordi mange tænker adoptionen som en barmhjertighedsgerning, har mange også haft svært ved at give plads til hendes sorg. Nogle gange har hun fået af vide, at det ikke var noget at være ked af.

»Når nogen dør, er der empati og omsorg. Men sådan er det ikke med adoption. Det er svært for andre at forstå, hvad det vil sige aldrig at have kendt et menneske, som man er i familie med.«

I mange år har Joan Rang Christensen arbejdet på at fremme mangfoldighed og diversitet i scenekunsten. Det har hun blandt andet gjort som stifter af Johns Teater, et teaterkompagni med fokus på publikumsgrupper, der ellers ikke ser sig afspejlet i scenekunsten. I Johns Teater er der ikke kun fokus på, hvilke fortællinger der bliver fortalt, men også hvorfra, de fortælles.

Derfor er det vigtigt for hende at tage stilling til, hvilke former hun arbejder med i sit forfatterskab og i sin dramatik, hvor hun særligt beskæftiger sig med postkoloniale tematikker, minoritetsforhold og -identiteter. Ligesom at Omkring floden Han er en genrehybrid, har hun også skrevet forestillinger, der ligger i et formmæssigt mellemrum.

For deri ligger der åbninger til at omfortælle adoptionsfortællingen og give plads til sorgen, mener hun.

For eksempel arbejdede hun på grænsen mellem dokumentar og fiktion i podcastserien Når jeg engang kommer hjem og mellem underholdning og information i forestillingen Den Hvide Mand – En kompliceret kærlighedserklæring. Ligeledes er Katalog over kommende katastrofer et teaterstykke, der i stil med sin inspirationskilde, den tyske dramatiker Bertolt Brecht, bryder med normer for fortællingen. Forestillingen er en montage, der består af en række sammensatte scener og sange skrevet af fire forskellige dramatikere.

Sorgen er en del af pakken

Hos sin familie i Danmark har Joan Rang Christensen følt, at der har været plads til hendes sorg og ønske om at kende sin oprindelige familie. Hun er nemlig ikke den eneste, der er adopteret – en af hendes bedsteforældre er også adopteret fra Samsø.

Men det er ikke altid, man ved, hvad man skal stille op med andre menneskers tårer.

Nogle mennesker, mener Joan Rang Christensen, kan godt have en berøringsangst over for sorgen. At man ikke skal tale om det, hvis nogen begynder at græde, som hun gjorde utallige steder dengang i New York i 2003.

Men for hende er sorgen »en obligatorisk del af pakken.« Det hører med til det at være menneske.

Derfor kan man ikke dele følelser op i ’gode’ og ’dårlige,’ mener hun. For følelser giver os information, vi kan handle på. Det gælder også sorgen.

»Det, der frem for alt sker med sorgen, er, at vi bliver i stand til at mærke, hvad vi elsker, savner og længes efter. På den måde bliver man klar over, hvad der er vigtigt for én.«