Ensomme øvetimer giver organist Jakob Lorentzen blik for, at man aldrig er alene i musikken

»Hvad kan jeg bidrage med?«

Det var det første, Jakob Lorentzen, der er organist i Holmens Kirke i København, tænkte, da alting lukkede ned i foråret. Til en højmesse kan op mod tusind mennesker lytte til den musik, der strømmer fra det orgel, der siden 1738 har tårnet op i bunden af kirken.

Jakob Lorentzen er vant til at være i kontakt med sit publikum. Han spiller og dirigerer hyppigt ved koncerter, begravelser, bryllupper, barnedåb og højmesser. Nu var der ingen.

»Men musikken kører jo stadig for mig. Jeg hører musikken inden i mig. På en eller anden måde skal det ud,« siger han og husker, hvor fortvivlende det føltes. 

Ret hurtigt bestemte de sig i kirken for at begynde at optage og streame korte musikgudstjenester. Og allerede første koncert havde næsten 30.000 visninger. Blandt andre ældre mennesker, der havde isoleret sig hjemme og ikke kunne se deres børnebørn, de kunne i det mindste få musikken. 

»Der var nogen, for hvem det, vi sendte, var lige så vigtigt som at spise. Det var de tilbagemeldinger, vi fik. De gik og ventede på det næste, vi sendte. De følte sig både set og husket,« siger Jakob Lorentzen.

Nu er kirken åben, men erfaringerne fra nedlukningen har ændret den måde, musikerne agerer over for tilhørerne – de er ikke bare deres egen lille klub, som de andre klapper af. For under corona blev det vigtigt at skabe »et rum, hvor vi sad sammen med folk i deres stue«, som Jakob Lorentzen siger. Præsten, korsangerne og jeg måtte kigge ind i kameralinsen og holde øjenkontakt. »Selv om vi ikke kunne se det, så sang vi sammen,« siger han.

Jeg møder Jakob Lorentzen (født 1968) en frostklar novembermorgen i Holmens Kirke. Han har været organist og kantor i kirken siden 1997 og er anerkendt som en af de dygtigste improvisatorer og største fornyere af kirkemusikken i Danmark. Han leder kirkens professionelle vokal- og instrumentalensembler, underviser i improvisation på musikkonservatoriet, han var indtil for nylig korsyngemester i operaforestillingen »Intet« på Det Kgl. Teater, han har fået tre kompositioner optaget i den nye Højskolesangbog, og så er han Ridder af Dannebrog.

Historien er levende

Egentlig var jeg bange for, at jeg var kommet til at fornærme Jakob Lorentzen en smule. For jeg havde spurgt, om han måske kunne gøre mig klogere på, hvordan han arbejder med den ensomhed, der følger med jobbet som organist. Både fordi han er alene om at aktivere de 8.000 piber, der udgør det store orgelmaskineri. Men også fordi det er ham, der formidler århundreders store følelser, skrevet af forlængst afdøde komponister, til nogle af livets sørgeligeste begivenheder.

Det, forestillede jeg mig, måtte afføde refleksioner over ensomhed og fortabelse – følelser, som jeg selv har haft for tæt på livet under coronapandemien.

Men Jakob Lorentzen er langtfra en ensom musiker. Og han er i øvrigt et meget rart menneske, der er utrolig svær at fornærme. Han har et skarpt blik for, at musikken som ensom passion i mødet med publikum hæver sig over den enkelte. 

»Det sker med jævne mellemrum, at alle smelter sammen, bliver til ét,« siger han.

Det vrimler med liv og lyd i kirken. Hans kollega har øvetid på orglet, så hele bygningen ryster af toner og registerskift. Der er kirketjenere, der forbereder sig, kaffestuer i gang og opsætning til koncerter undervejs.

Selv historien virker levende, som Jakob Lorentzen viser mig den krybegang, hvor venner af Tordenskjold smuglede heltens lig ind, fordi han var død i ulovlig duel og ikke kunne blive kirkeligt begravet.

Man kan ligefrem dufte fortiden. Han tager Niels W. Gades gamle koralbog ud af en bankboks og lader mig snuse til siderne, der lugter af den tobaksrøg, som den toneangivende organist og komponist har siddet og arbejdet i. 

For Jakob Lorentzen er historien og nuet, livet og døden, ensomheden og fællesskabet tæt forbundne kræfter. Og det er helt nødvendigt for ham ikke bare at dyrke det glade og lette:

»Det letteste ville være bare lige at skøjte derudaf med musik, der pumper løs som et kaffekick. Men det er også skønt at lytte til musik, der åbner en helt anden skuffe i mig.« 

»Det er nærmest som at være i terapi – det minder mig om nogle følelser, jeg havde fortrængt.« 

Musik er som en middag

Netop ensomheden og smerten kan man ikke komme udenom i et kirkejob. Jakob Lorentzen giver dem plads: »Jeg tror, at smerten fylder i mange mennesker. Men derfor har man også brug for et rum, hvor man kan slippe de følelser eller få dem bearbejdet.«.

Den bedste musik til den ensomme er ikke nødvendigvis den alvorlige eller triste musik. Snarere tværtimod. Jakob Lorentzen forklarer, at gudstjenesterne eller koncerter skal være bygget op, som om de var en middag.

»Forestil dig at gå til middag og så kun spise hovedretter. Hvem elsker ikke en hovedret? Men man elsker måske ikke fem hovedretter. Omvendt ville man ikke gå til middag på en michelinrestaurant og så kun få desserten,« siger han, mens vi griner over hans sammenligning mellem rugbrød og Buxtehude. Ikke desto mindre holder metaforen:

»Gudstjenesten eller koncerten skal have en appetizer i starten, en lethed. Op mod midten af forløbet skal der være en tyngde – en slags rugbrød, noget gods, man kan leve af. Men rugbrødsdelen er måske sværere tilgængelig, den er sværere at tygge – og derfor er der brug for, at der længere henne i gudstjenesten kommer noget sødt.«

Alle de bedste værker af de største komponister har allerede den balance indbygget, siger han.

Jeg spørger, om det virkelig passer, at der er lethed i selv den musik, der er komponeret til begravelser.

»Mozarts berømte Requiem indeholder faktisk alle de elementer. Teksten er ret dyster, men der er lyspunkter og elegance i musikken. Den fortæller om, at vi på jorden gennemgår den vildeste sorg og smerte, men at der venter et lys for enden«.

Når Jakob Lorentzen forklarer musikkens kontraster, afbryder han sin tale med overraskende stop, der lyder som pludseligt lys, der gennemtrænger mørke skyer. 

»Mozart giver os både arier og korsatser, hvor musikken pludselig løfter sig, hvor vi får et håb – og så kommer vi tilbage ned i mørket. Han giver os mulighed for at gennemleve alle følelser.«

Efter at have hørt Mozarts Requiem skal man helst føle, at man er kommet hele registret igennem. Man kan ikke holde ud kun at få det triste eller det lyksalige. 

Under corona har Jakob Lorentzen arbejdet med at finde musik, der kunne fungere som en modpol til krisen.

»Vores kommunikation med musikken var at opmuntre og holde gejsten oppe. Vi spillede ind imellem afstikkere fra den klassiske genre som ’Nu går våren gennem Nyhavn’, da det blev forår i april. Sat ind i et arrangement på orgel kunne det måske ikke ligefrem lyde som Bach, men i hvert fald være et stykke, hvor folk kunne sidde og smile lidt.«

Syv timers orgel om dagen

Jakob Lorentzen har altid været en »kirkerotte«. Hans mor og far var præster i Rønnes Sct. Nicolai Kirke. Han sang i kirkens drengekor og var med til gudstjeneste om søndagen, »for hvad skulle jeg ellers lave, mens de var der med mine fire søskende«, griner han.

Allerede som seks-syvårig blev han optaget af orglet, dets mange klangflader og dets mægtige lyd. Som tiårig fik han en lærer, Carl Riess, der kom fra Marmorkirken i København for at undervise øens andre organister, og han tog den unge dreng under sine vinger. Lorentzen tog organisteksamen som blot 14-årig, den yngste i Danmarkshistorien.

»Jeg øvede seks-syv timer om dagen, selv der som lille.«

Hvordan er det at øve syv timer dagligt som barn?

»Efter skole cyklede jeg ud til Rønne Kirkegårds kapel for at øve med det samme. Hvis der ikke var begravelse, kunne jeg bare sidde der og spille, til min far kom og hentede mig, når det blev mørkt.«

»Tonerne havde jeg ikke sammen med mine kammerater. Det var ikke noget, jeg havde et fællesskab omkring. Men det var heller ikke vigtigt for mig. Det vigtige for mig var at kunne sidde selv der og spille. Jeg følte, at der var en magnetisk kraft. At jeg bare måtte det dér … Ligesom mine kammerater gik til fodbold og havde en længsel efter det.«

»At spille orgel er en aleneaktivitet. Jeg elskede at sidde der alene og øve og dykke ned i det. Jeg var fuldstændig forelsket i Bach – hvad jeg stadig er. Jeg havde hans orgelværker på plader, og det var bare det, jeg ville høre – hele tiden.«

Der var dog en anden samhørighed forbundet med orgelmusikken. Det blev en kærlighedserklæring uden om sproget for Jakob Lorentzen. 

»Orglet var for min far et religiøst instrument. Jeg kunne mærke på ham, at han havde en respekt for musikken, som kunne den udtrykke noget, der var vigtigere og større end ord. Det var ikke noget, jeg var bevidst om dengang, men når jeg tænker tilbage på det i dag, så var det, fordi musikken havde en helt særlig værdi for ham.«

Fra ensomhed til fællesskab

Den værdi har musikken stadig. Jakob Lorentzen nærer en enorm respekt for sit musiske fag. 

Han føler ikke, at det er ensomt at spille for længst afdøde komponisters musik. For når man spiller dem i et unikt »nu«, så krydser musikken tid og sted og skaber et rum for fællesskabet. 

Det oplevede han, da han skulle spille til Prins Henriks bisættelse, som blev sendt live på TV.

»Tjenesten skulle først og fremmest tilfredsstille et kongehus. Men også hele Danmark, der skulle sidde og kunne tænke: Dette var også min prins, vi er ikke bare tilskuere. I stedet for at spille klassiske ting, så tænkte jeg, at jeg måtte spille melodier fra hver egn. Bornholm, Lolland, Fyn, Sønderjylland, Sjælland – sådan at alle hørte deres melodi og tænkte: Han er min og hele Danmarks prins.«

»Men det er ikke kun de sofistikerede ting, det sker ved. Vi har gudstjenester klokken 17, hvor man kan risikere, at der kun kommer 30. Der tænker jeg også: Hvad skal de have? Hvad kommer de her for at få? Og hvordan kan jeg musikalsk bidrage til det? Det kan nogle gange føles som et meget større pres end ved de store prestigefulde begivenheder.«

At græde i Tivoli 

Jakob Lorentzen virker på mig som et menneske, der kan rumme og fremspille alle de følelser, jeg selv har så svært ved at bearbejde. Derfor spørger jeg ham, om han kender et stykke, der kan spejle den ensomhed, corona har fremkaldt i mig.

»Mange af Vivaldis langsomme satser er der noget helt nøgternt, lidt goldt ved,« siger han efter lidt tid. 

»Det lyder ikke af hård vinter, men mere som at gå rundt og græde i Tivoli på en solskinsdag. At føle sig fortabt og ... uforløst. Selv i durstykker ved melodien ikke rigtig, hvilken vej den skal gå. Vivaldi benytter ofte en ret simpel harmonik og rytme, der efterlader en med en idé om, at der lige straks kommer en sats og samler én op. Men det er jo ikke sikkert, at man kommer videre. Eller at man skal det.«

»Andre steder løfter det sig pludselig. Det bliver ikke bare nede, og det gør det dystre ophøjet og særligt. Sorg bliver ikke forløst, hvis man kun dyrker det mørke.«

Jeg træder opløftet ud af Holmens Kirke og tilbage i Indre Bys hektiske trafik med et nyt blik for, at ensomheden ikke blot skal udholdes. At det er en følelse, der skal have sin tid og sin plads. Også i musikken – for som Jakob Lorentzen siger:

»For mig er musik ikke bare hygge og afspænding. Musik er noget, der udfordrer mig og bringer mig i kontakt med noget, jeg nemt i hverdagen overser. Noget, jeg stadig har brug for at være i kontakt med. For at være et helt menneske.«