Flere og flere går i læseklub: Læsning er genkendelse, fortryllelse, videbegær og chok

Hvem tager imod skønlitteraturen, når den udkommer? I de heldige tilfælde dagbladsanmelderne, måske får en ny bog oveni et par brugeranmeldelser på nettet, samtidig med at forfatteren og bogens læsere lægger billeder af dens forside på Instagram, som andre kan give et hjertelike og kommentere. Men hvad med alle landets læseklubber? Hvad taler de om, når de mødes i klubberne? Hvilke bøger læser de? Hvordan læser og vurderer de bøgerne? Og ikke mindst: Hvad får de ud af at dele deres læseoplevelser med andre? Med artikelserien Læseklubber sætter Information spotlight på den læsning, der foregår lige ved siden af de professionelles vurderinger, og som ellers ikke kommer i avisen.

Den form for litteratursamtale, der foregår i læseklubberne, kunne man med et lån fra den britiske litteraturprofessor Rita Felski kalde »den litterære mod-offentlighed«, og den mod-offentlighed udgøres hovedsageligt af kvinder  – og meget ofte kvinder, der har forladt arbejdsmarkedet. Det er de kvinders samtaler om litteratur, vi gerne vil præsentere her. Med lys og lygte er det også lykkedes os at finde frem til en læseklub for mænd. En af dens medlemmer, Poul Helge Andersen, kalder denne litterære mod-offentlighed for »kvinder i den læsedygtige alder«.

Læseklubber er populære

Flere og flere går i læseklub. Det vidner blandt andet det stigende antal af læseklubber på landets biblioteker om. I Tønder og Helsingør, i Vejle og Brøndby kan man finde en læseklub at være med i. I 2018 havde folkebibliotekerne ifølge Slots- og Kulturstyrelsens publikation Biblioteksbarometret godt 900 læseklubber igangsat af bibliotekerne og lige så mange af brugerne selv. I den nyeste rapport fra styrelsen, Folkebiblioteker i tal 2019, der blev offentliggjort 14. oktober, lagde bibliotekerne hus til 3.087 læseklubber i 2019, hvoraf lidt over halvdelen, 1.660, var drevet af brugerne. Tallene fra 2018 og 2019 kan dog ikke sammenlignes direkte, idet rapporterne er udarbejdet forskelligt, men der er ingen tvivl om, at antallet af læseklubber er stigende.

På Gentofte Bibliotekerne startede man de første læseklubber i 2007. De første år med 10-15 læseklubber, nu har man 50. Siden 2016 har man hvert år tilbudt godt 20 nye læseklubber med forskellige temaer – i takt med at interessen for læseklubberne er steget. Denne sæson starter man, akkurat ligesom de seneste år, nye klubber op med hver sit tema. Forrige sæson var temaerne blandt andet kvindelige fyrtårne og cli-fi, i år er det racekonflikten i USA og epidemier i litteraturen.

Litteraturformidler Therese West Boardman, der har haft læseklubberne som sit arbejdsområde siden 2016, var naturligvis spændt på, om der ville være tilmeldinger nok til den nye sæsons klubber, nu hvor vi på grund af COVID-19 skal indskrænke vores sociale aktiviteter til det strengt nødvendige. Men det har vist sig, at læseklubberne hører ind under det »strengt nødvendige – eller at man måske netop nu med COVID-19 mærker behovet for fordybelse i samvær med andre«, som Therese West Boardman udtrykker det.

I Sønderborg, hvor Óluva Isaksen er bibliotekar med ansvar for de skønlitterære læseklubber, tog den fælles læsning fart efter kommunesammenlægningen i 2007. Her har man omkring 100 klubber på syv biblioteker. Nogle læseklubber mødes på biblioteket, andre privat, men bøgerne skaffer bibliotekerne uanset mødested.

»Der er flere grunde til, at læseklubber er populære,« som der står på Ballerup Bibliotekernes hjemmeside, »men en af de helt centrale er, at en læseklub tilfredsstiller to fundamentale behov i os: behovet for at være alene og behovet for at være sammen med andre«.

Lette bøger er svære at tale om

Løves Bogklub i Aarhus og Thiemers Læseklubber i København er både forretning og hjemlig hygge, idet de ligner bibliotekernes læseklubber blot tilsat caféstemning og lokal boghandel. Helt kommercielt er et stort forlag som Lindhardt og Ringhofs online læseklub med afstemninger og konkurrencer, der blev oprettet i 2017. Læseklubber på arbejdspladserne er endnu en variant et sted mellem fyraftensøl og personalemøde.

I den helt traditionelle læseklub mødes man en gang om måneden og taler om en roman, alle har læst på forhånd. Man bliver i fællesskab enige om hvilke bøger, man skal læse, og lægger gerne en læseplan for sæsonen. Måske har man også tilmeldt sig DR's Romanpris. Bøgerne låner man på det lokale bibliotek.

Sådan en læseklub er Oktober 2012 i Tønder. Irene Sørensen har været med lige fra begyndelsen. Læseklubben har syv medlemmer, der alle er kvinder og – på nær en arbejdende folkeskolelærer – pensionister. Tidligere arbejdede de som lærere, én var diplomat og én jurist. Irene Sørensen selv er tidligere skolesekretær. I Oktober 2012 bestræber man sig på at gå lidt uden for de bøger, der er aktuelle i medierne, ved for eksempel at læse Jeppe Aakjærs Vredens Børn (1904) og Hans Falladas Alene i Berlin (1947), desuden har gruppen også et mål om at læse forfattere uden for Europa.

I de seneste år har det betydet, at de ud over Kirsten Thorup, Helle Helle og Kim Leine blandt andet har læst Nayomi Munaweeras roman fra Sri Lanka De tusind spejles ø, ghanesisk fødte Yaa Gyasis Hjemfærd, japanske Kazuo Ishiguros De fjerne blå bjerge og to romaner fra Kina, nemlig Ha Jins Brudgommen og Xianfeng Wangs Den farefulde klippetop. En overgang læste de også enkelte digte sammen. Digtene sendte de rundt til hinanden, inden de mødtes, men krimier har de opgivet, »for der er ikke nok at tale om«.

Uenigheden kan være spændende, fortæller Irene Sørensen, og så betyder det litterære fællesskab først og fremmest, at hun får læst bøger, som hun ellers ville have overset. Det har Irene Sørensen til fælles med de øvrige læseklubber, Information har været i kontakt med. Hovedgevinsterne ved at være med i en læseklub er som nummer et at få udvidet sin litterære horisont og to at få andres perspektiver på det enkelte værk.

Den københavnske læseklub Sitka har det jødiske som omdrejningspunkt og består af otte kvinder, som mødes hver anden eller tredje måned. Det har de gjort i halvandet år nu, fortæller Fanny Slotorub. Under nedlukningen holdt de til på Zoom. Det jødiske tema betyder, at de blandt andet har læst En hest kommer ind på en bar af israelske David Grossman, Mit halve liv af debutanten Anita Furu, Fucking jøde af Martin Krasnik og Det jiddische politiforbund af amerikanske Michael Chabon. Navnet Sitka er mest for sjov og stammer fra netop Chabons roman.

I små tre år har litteraten Anna Chris Thompson ledet en læsegruppe for mødre og fædre på barsel i Natkirken i København. Her læser man noveller – fra Caroline Albertine Minor til Franz Kafka – for genren passer med sin længde godt til et liv på barsel. Man har sin baby med til formiddagsmøderne, nogle af børnene sover noget af tiden, andre ligger på et tæppe på gulvet i midten af den rundkreds, forældrene sidder i. Anna Chris Thompson fik ideen til læsegruppen, efter selv at have været på barsel, hvor hun både mærkede ensomhed og en trang til at bruge sit hoved. Derfor er gruppens fokus heller ikke på babyerne, men på deres forældres behov for at tale om litteratur. I dette efterår har de barslende forældre i København læst hele værker og fået besøg af forfattere, der har skrevet om forældreskabet. De valgte værker har rammende titler som Søvn af blandt andet Rolf Sparre Johansson og Barnevognshaiku af Rasmus Nikolajsen.

Romance er ikke cool (endnu)

Det er socialt acceptabelt at være med i en læseklub, måske giver det ligefrem status i visse sammenhænge. Hvis man altså er med i den rigtige læseklub. Den rigtige læseklub er Danske Romance Læsere ikke. Ikke endnu i hvert fald.

Danske Romance Læsere er en af de nye digitale læseklubber, der blev dannet under nedlukningen i foråret. Klubben er »for os, der bare elsker at læse om romantik og happy endings«. Louise Colding oprettede gruppen, fordi hun ledte efter et fællesskab, hvor man ikke ser skævt til litterær escapisme. Fællesskabet fik hun. Efter 14 dage havde gruppen 500 medlemmer, og i dag har den godt 1.000. Danske Romance Læsere er en lukket gruppe, for selv om der ifølge Louise Colding er sket en kæmpe udvikling inden for genren, idet Barbara Cartlands uskyldige jomfruer er blevet udskiftet med Nora Roberts handlekraftige kvinder, er der i dag stadig mange romancelæsere, der ikke ønsker at vise alle deres facebookvenner eller deres arbejdsgiver, at de læser bøger med 1, kærlighedshistorien som det bærende element, 2. en god chance for at forelske sig i hovedpersonen og 3. 100 procent garanti for en lykkelig slutning.

Gruppen skaber tæt kontakt mellem læsere og forfattere. Forfatteren til septembermåneds bog Giv slip af engelske Amy Dawsen optræder i en videohilsen på siden. Flere af medlemmerne skriver selv inden for genren, og klubben er ikke for fin til selvpromovering og reklame, så længe der er tale om fuldblods romance. Modstanden udefra giver et vist sammenhold, og legitimering af genren er et af gruppens formål. Ifølge Louise Colding er der en større accept af genren i Sverige og USA, hvor romance beskrives som progressiv. Men måske er der en forandring på vej? Det nye forlag Gutkind har i hvert fald udgivet den svenske romance-forfatter Simona Ahrnstedts Bare lidt til i november.

Mænd, der læser

Helt generelt finder kvinderne selv hen til de læsende fællesskaber, mens mændene ser ud til at have brug for hjælp. På Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet er litteraturprofessor Peter Simonsen læseguide i projektet ’Læs som mand’, der også er en del af forskningsprojektet ’Uses of literature: The social dimensions of literature’. ’Læs som mand’ henvender sig specifikt til mænd, der er på vej på pension. Det er nemlig forbundet med en vis risiko for mental usundhed at befinde sig i den livsfase. ’Læs som mand’ er baseret på et forskningssamarbejde mellem universitetet, Læseforeningen og Statens Institut for Folkesundhed, og formålet er at undersøge, om det læsende fællesskab kan være en måde at undgå den krise, der kan følge med overgangsfasen fra arbejdsliv til pensionisttilværelse.

For Peter Simonsen var det også forbundet med stor nervøsitet at skifte rolle fra universitetslektor til læseguide for de 65-75-årige mænd. Den guidede fælleslæsning er Læseforeningens særlige metode, som er importeret fra den engelske The Reader Organisation. En guidet fælleslæsning kræver ingen faglige forudsætninger. Man møder endda helt uforberedt op, og så læser læseguiden højt af først en novelle og så et digt. Undervejs holder guiden pauser og spørger til de fremmødtes oplevelse af teksten. Tryghed og nysgerrighed er helt nødvendige forudsætninger for at få en god samtale.

’Læs som mand’ har givet Peter Simonsen mulighed for at aktivere en side af ham, der ikke arbejder med dannelse og uddannelse, men interesserer sig for »hvad det er ved litteraturen, der begejstrer folk. Hvad der får folk til at læse på stranden og i metroen«. For som han siger, er »en del af litteraturforskeren i mig overbevist om, at det aspekt er mindst lige så vigtigt«.

På Hillerød Bibliotek har litteraturformidler Thorbjørn Zeuthen Tirsted taget Læseforeningens metode, guidet fælleslæsning, til sig. Siden 2014 har han arrangeret læseklubber, og han er også tilknyttet projektet ’Læs som mand’ som læseguide. Han ser sin rolle som en, der stiller spørgsmål til eksempelvis de sproglige billeder i et digt ved at spørge til, hvilke associationer de andre rundt om bordet får, men han behøver ikke selv at komme med en forklaring til sidst. Hans egen læsning er nemlig overhovedet ikke vigtig. Det vigtige er derimod at skabe rum for »at spejle det, vi læser, i vores egen erfaringshorisont«.

Grænser for kritik

Peter Simonsens og Thorbjørn Zeuthens tilgang til litteraturen er inspireret af den indledningsvist nævnte Rita Felski. Hun er en helt uundgåelig figur, når det kommer til at anerkende den samtale om litteratur, der foregår uden for dagbladskritikken og universiteterne.

Går man til Rita Felski bliver man præsenteret for den tanke, at litteraturen har en hel del mere at byde på end det, anmeldere og akademikere indfanger. Der er helt enkelt grænser for litteraturkritikken. The Limits of Critique er lige præcis også titlen på hendes bog fra 2015, hvor hun ikke afskriver litteraturkritikken, men foreslår en postkritisk læsning, som er åben for det enkelte værks mange potentialer. Felski er ikke ude på at sætte lægfolks læsning over akademikerens, men blot at belyse, hvad de to måder på trods af deres helt forskellige rammer alligevel har til fælles, når det kommer til at tale om de følelser og den viden, litteraturen videreformidler.

Hvordan litteratur bruges af læsere, der ikke er anmeldere eller forskere, kan man få et indblik i ved at studere de mange læseklubber, der findes rundt om i landet af alle slags side om side med bibliotekernes. Læseklubberne befinder sig i nogle bemærkelsesværdige møder mellem intimsfæren og den offentlige sfære, mellem den professionelle læsning og den rent lystbetonede, her er den sociale dimension naturligvis også afgørende.

Læsningens sociale dimensioner var Rita Felski allerede inde på i 2008 i den manifestagtige bog med titlen Uses of Literature. Siden 2016 har hun været tilknyttet Syddansk Universitet og ledet forskningsprojektet ’Uses of literature: The social dimensions of literature’ sammen med litteraturprofessor Anne-Marie Mai. I Uses of literature gør Rita Felski op med den akademiske kanontanke og kritiserer litteraturkritikken og -videnskaben for at isolere litteraturen fra alt andet i samfundet og ignorere alle de måder, litteraturen også bliver brugt på ud over den akademiske forskning. Litteraturvidenskaben selv får skylden for miseren, idet »teoriens indmarch blev litteraturens død«, som hun formulerer det.

Rita Felski går videre end til blot at tale om de sociale dimensioner som behagelige sidegevinster ved at læse skønlitteratur. Hun er optaget af selve tilgangen til litteraturen, som hun mener i de seneste årtiers litteraturkritik har været præget af skepsis, snarere end lydhørhed. Litteraturkritikere forsøger at diagnosticere værket, finde dets sygdomme og svagheder, i stedet for at lytte til værkets muligheder for at rykke os som sociale og politiske væsener. I Uses of Literature foreslår hun fire ikkeskeptiske og ikkediagnosticerende tilgange til skønlitteraturen: genkendelse, fortryllelse, videbegær og chok.

Samfundets åndehuller

De læsende fællesskaber er værdifulde for den enkelte, det har Information erfaret ved at besøge flere af dem her i sensommeren og efteråret, men noget tyder på, at læsning også har en samfundsmæssig værdi, der kan måles i kroner og ører. Det er bare utrolig svært at dokumentere på traditionel, evidensbaseret, sundhedsvidenskabelig vis. Men måske skal man prøve alligevel?

Det er litteraten Mette Steenberg, der er daglig leder af Læseforeningen, langsomt blevet åben over for. I lighed med den åbenhed, litteraterne på Syddansk Universitet de senere år har vist ved også at begynde at se på den sundhedsmæssige værdi af at læse skønlitteratur.

Læseforeningen er initiativtager til adskillige læsende fællesskaber rundt om i hele landet, på plejehjem og herberger, og med deres metode guidet fælleslæsning, der ikke kræver forberedelse fra deltagerne, når de bredt ud til udsatte målgrupper.

Men samtidig med at den humanistiske forskning nærmer sig den sundhedsvidenskabelige, er det også muligt, at denne skal nærme sig humaniora og ikke kun nøjes med at godkende evidensbaseret forskning.

Den tanke luftede direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, på dette års Kulturmødet Mors i august, hvor han talte om Kultur og Sundhed sammen med psykologiprofessor, Svend Brinkmann og direktør på Trapholt Museum, Karen Grøn. Brostrøm formulerede det på følgende vis: »Vi skal ikke sigte imod, at kultur skal bevises på samme måde, som jeg ville kræve, at et lægemiddel, en operation eller et mundbind skal bevises og dokumenteres. Det skal vi ikke udsætte kulturen for. Det er ikke alt, der skal evidensbaseres. Kultur og åndelighed er en del af det at være menneske.«

Tanken om, at litteratur kan have en sundhedsmæssig positiv effekt på mennesker, er faktisk ikke ny. Det gjorde Søren Brostrøm også opmærksom på ved Kulturmødet, idet han henviste til de soldater, der vendte hjem efter Første Verdenskrig med granatchok og fik tilbudt at mødes til fælles læsning for at få det psykisk bedre.

Men der er en meget vigtig forskel på traditionel medicin og litteratur som medicin, påpeger Mette Steenberg, »for folk, der begynder i en læsegruppe, ønsker jo ikke at stoppe bagefter. De vil gerne fortsætte med medicinen. På den måde er litteraturen et af de åndehuller i samfundet, som kan give os mening hele livet«.