Essay
Læsetid: 13 min.

Flyttet til et bjerg på en lille græsk ø: Nu udsætter Christina Hagen sig selv for ensomhed og besvær

Forfatteren Christina Hagen vil i fire afsnit undersøge, hvor meget eventyr, der pludselig bliver pumpet ind i et liv og hvor meget hun ændrer sig som person
»Den religiøse ø Tinos; der kunne man vel komme til hægterne og få lidt ro i hovedet. Væk fra ekskærester og læbestifter, væk fra larm og byliv. Min mor mente, det var godt for mig at gå i kirke, også selv om jeg ikke troede på noget.«

»Den religiøse ø Tinos; der kunne man vel komme til hægterne og få lidt ro i hovedet. Væk fra ekskærester og læbestifter, væk fra larm og byliv. Min mor mente, det var godt for mig at gå i kirke, også selv om jeg ikke troede på noget.«

Christina Hagen

Kultur
4. december 2020

Jeg sad på et værelse i Athen og var igen hjemsøgt af mennesker og deres lyde. Overboen traskede rundt og hev stole frem og tilbage. Jeg købte dutter, hun kunne sætte på, så lyden blev mindre. Sindssyge. På den anden side lå en Airbnb-lejlighed fuld af nye mennesker hver uge, nye sange på altanen, nye damer, der skulle skåles med. Knallerter og motorcykler blæste forbi i baggrunden, nogen skulle hjem i en fart. Musikskolen overfor. Stemmer på trappen. Lugtene fra køleskabene, grøntsagerne der langsomt rådnede, majonæsen uden låg. Indtryk overalt. Angst.

En torsdag aften ringede jeg fra Athen til min mor og sagde, at jeg sagtens kunne forestille mig at bo i Alaska i en campingvogn og slet ikke eje noget. Jeg kunne jo sælge mine ting og give mine få smykker væk. Jeg kunne jo gå rundt i laset tøj og nyde naturen, være væk fra alting, lidt ligesom ham fra Into the Wild.

Min tidligere surferkæreste, eller måske rettere flirt, afspillede soundtracket på repeat, når vi lå i hans enmandsseng. Lagenet var for stort til sengen, så stoffede ålede under kroppen. »Society, you’re a crazy breed, hope you’re not lonely without me.«

Min mor prøvede at være åben, som altid. »Ja okay, jamen det kan da godt ske,« sagde hun. »Men hvad vil du så spise? Skal du selv fange din mad? Eller vil du spise dåsemad? Skal du have køleskab, ja, det skal du vel, og hvad hvis det går i stykker, hvem skal så reparere det? Du skal tænke på, at der er ingen vicevært.«

Fredag var der udsalg i Attica, Athens svar på Illum. Jeg var rastløs. Ked af det. Der skulle ske noget. Grundet COVID-19 havde de arrangeret, at al sminke var til minus halvtreds procent, også de dyre mærker. Chanel, La Mer, Dior og så videre. Jeg havde solgt et teatermanuskript til Århus Teater og var overrasket over mit høje honorar, men lod selvfølgelig som ingenting udadtil. De penge brændte i lommen.

Damerne i butikken smurte øjenskyggerne ud på håndryggene, sprøjtede med parfumer på mine håndled og på min hals. Jeg fyldte en pose med de kendte mærker og havde dårlig samvittighed på vejen hjem; papirposerne med logo skramlede ind i alt og alle; de hjemløse, med kødsår på benene, sad stadig, stift vuggende, uden for de eksklusive butikker, med nakken bøjet og hænderne formet som en lille skål. Jeg sminkede mig og tog en masse selfies, med dekorative græske træskodder som baggrund. Jeg lagde billederne ud på nettet, uden den store effekt.

Christina Hagen
Indkøbene virkede ikke, jeg måtte finde på noget nyt. Man kunne tage til en religiøs ø og prøve at blive mere sig selv igen, hvem det så end var. En med lidt substans måske. Jeg var langsomt blevet et resume: Så skete der det, så gjorde jeg det. Ingenting betød noget. Ingenting kunne rigtig mærkes. Intet bed sig fast. Men heller ingen tårer.

Papirposer i hænderne, glide igennem gaderne, glo på sig selv i vinduerne. Det var, som om de græske kvinders lidt dukkede vibes var gået i blodet på mig. Vibes var et ord mange brugte her. Surferne talte om vibes til deres strandfester. Deres kærester taggede #vibes på Instagram. Jeg blev grebet af det. Selvportrætter i godt lys, stiletter og drinks på smarte barer, kigge efter nogle spændende mænd på restauranterne og spise nødder fra skålen på bordet imens. Ikke så meget tid til at skrive her. Ikke så meget i dybden her.

På et lille mørkt kontor i Plaka-kvarteret sad en tynd mand med mundbind ved et bord og kaldte sig rejsearrangør. »Hello again,« sagde han. »I don’t remember your name … and where did you come from … but I remember you were wearing short pants last time I saw you, black satin pants.« »Dania,« sagde jeg. »Oh yeah.« Han var tidligere pilot for British Airways, men var nu vendt hjem til Grækenland, hvor han, ligesom jeg, heller ikke sov godt om natten. Jeg hørte lyde og mærkede nogle rystelser fra udgravninger og var angst for alt muligt. Han havde en politistation som nabo. »Please get me to Tinos,« sagde jeg. »I need some peace, I need to sleep.« »And could you pick me up personally, I don’t like taxis. I don’t like trains or busses, I don’t like public transportation, I don’t like being close to others.«

Lørdag startede rystelserne i min seng klokken tre, jeg stod op og gik i bad. Piloten skulle hente mig halv syv. Færgen gik fra Piraeus halv otte. Han var der ikke som aftalt. »Hvorfor bliver jeg VED med at stole på folk!!?« råbte jeg ned ad den tomme Herefondos gade. I panik ringede jeg til alle taxaselskaber i min telefonbog, men ingen gad køre på det tidspunkt. Så hev jeg, i vrede, min fyrre kilos bagage ud til hovedgaden og stillede mig i vejen for samtlige taxaer, ingen gad standse. »Pleeeease,« skreg jeg og slog ud med armene. En gul taxa kørte ind til siden. »I need to get to Piraeus fast!« råbte jeg. »What? No English,« mumlede chaufføren. »BOAT, FERRY, FAST.« Uret i taxaen virkede ikke. »Sådan er det bare her,« tænkte jeg. Skulle jeg sendte en vred e-mail til piloten allerede nu? Fortælle ham, hvor skuffet jeg var? Fortælle, at jeg havde stolet på ham? 

Christina Hagen

Piraeus. Taxaens bremser hvinede på kajen, og jeg åbnede døren, før bilen stod stille. »Get my bags,« sagde jeg hårdt. Chaufføren, en mindre mand med overskæg og åben skjorte, løb ud og hældte alle mine sager ud af bagagerummet, så der gik hul i taskens ene hjørne, da den ramte asfalten.

Jeg kiggede på tre store skibe og bad ham udpege netop mit. Han kløede sig i håret. I baggrunden fik jeg øje på hans taxa, der ligesom bevægede sig lidt. Så kom den op i fart. Plastikkejlerne på havnen væltede som dominobrikker under den.

»Your car!« sagde jeg. Chaufføren spurgte venligt de forbipasserende, om de vidste, hvilket skib der var mit, »undskyld mig frue ...« »Your car is driving!« råbte jeg og rev min kuffert ud af hånden på ham, mens vi begge så taxaen styre mod havnebassinet. Jeg havde ikke tid til at følge op på det og løb mod min færge. Stakåndet stak jeg stewarden billetten og sagde, at jeg var meget lykkelig for at nå det, »tak, fordi I ventede på mig«. Han kiggede lidt underligt og tog min kuffert.

Om bord på færgen sad der kun et par trætte ansatte og en lokal med en kop kaffe med isterninger i. »Vi bliver ikke så mange i dag,« tænkte jeg, før det gik op for mig, at samtlige ure i Athen alligevel ikke havde løjet for mig, heller ikke det på færgen, og derfor havde jeg nu en time til at nyde udsigten af små mennesker, der gik rundt på kajen, søvnige, og en lille truck, der peb og kørte i cirkler. Som altid var det mig, der tog fejl, og de andre, der var til at stole på. Jeg ringede til piloten, som havde vækket folk og sat himmel og jord i bevægelse for at få mine samboer til at banke mig op inde på mit værelse. Det værelse, der var tomt og aflåst.

Færgen tudede. På vej mod den religiøse ø Tinos; der kunne man vel komme til hægterne og få lidt ro i hovedet. Væk fra ekskærester og læbestifter, væk fra larm og byliv. Min mor mente, det var godt for mig at gå i kirke, også selv om jeg ikke troede på noget. »Du kan bare græde derinde, det synes jeg, du skal, få det hele ud, simpelthen. Glem Manolis, glem ham! Han vil surfe, og det ved du godt. Han gider ikke noget seriøst.«

Christina Hagen

Mange smukke mennesker var om bord på færgen. De sad med foldede ben og røg smøger på dækket og bladrede frem og tilbage på deres Instagram, mens de nippede til en frappé. De skulle nok til Mykonos, stoppet efter Tinos, hvor en strandstol koster 70 euro og en militærmand, jeg mødte på en hotelbar i Den Dominikanske Republik, underholdte med, at han havde kastet en tohundrededollars hummer op få timer efter, han havde spist den.

En ranglet mand i fyrrerne, med smalt overskæg og blå spejlreflekssolbriller, lyttede til musik og vippede med skoen. Hans mave stod som en vandmelon ud af undertrøjen. En anden havde fundet bouzoukien frem og spillede den smukkeste musik. Jeg sad ved et bord og retoucherede fotos af mig selv i Photoshop, mens jeg med min ene hånd holdt fast i min friskpressede appelsinjuice, så den ikke rutchede ud over bordkanten.

De gamle og jeg stod af samme sted. Mange var dårligt gående og syge og skulle traditionen tro til Tinos for at blive helbredt eller få det bedre. Flere kravlede fra borde ad den lange, røde løber, der var lagt ud og endte på toppen af et bjerg, hvor den verdensberømte kirke, Panagia Evangelistria, lå.

Her var der vidunderlige messer, en duft af røgelse og nadverbrød. Der var kvinder, som stod i kø for at fylde kirkens vand på egne medbragte dunke, der kunne købes i souvenirbutikkerne, som omringede kirken. Krucifikser, de hvide Tinos-kager, smukt håndarbejde, almindeligt ragelse af plast.

Christina Hagen
En lille dame i en taxa havde aldrig hørt om mit hotel og måtte spørge sig frem hos en ung mand. Vi sad i en gammel Nissan. Hun havde acne-ar i ansigtet og var utrolig flink. Vi trillede af sted langs kysten, radioen kørte, det her skulle blive godt.

Allerede da jeg så hotellet udefra, begyndte jeg at svede. Jeg spurgte hende, om det ville være uhøfligt bare at køre igen? Kunne man vende om og håbe på, at værten ikke havde set taxaen? Hvor skulle man så bo?

»Why?« spurgte taxadamen. »There is a street one metre from the hotel. I don’t want more noise,« sagde jeg. Endnu et strandhotel ud til en trafikeret vej. Var jeg det eneste menneske i verden, der ikke holdt af biler? »I think it’s quiet,« sagde hun, »It’s quiet, really.«

Modløs traskede jeg ind i baren, hvor en flot ung pige tog imod mig. »The street,« sagde jeg, »We talked about it on the phone. I’m so stressed. I come from Athens.« »… But you can close the windows, then you can’t hear anything,« mente hun. Jeg kunne sidde på mit værelse og kigge ud. Jeg kunne jo bare åbne døren ud til den anden side og få lidt luft på den måde.

Jeg åbnede min taske og prøvede at føle mig hjemme. Satte mig på sengen. Stillede en ansigtscreme ud på badeværelset, og tænkte på de danske turister, jeg indimellem havde set sidde på deres altaner i Daratso på Kreta, som om intet var hændt, mens knallerter og motorcykler brølede forbi. De spillede bare yatzi eller drak et glas vin. Hvis jeg kunne genkende dem fra flyet, så jeg ned på vejen, når jeg gik forbi. Ellers kiggede jeg op for at se, hvad de var for nogle typer. Håndklæder med påtrykte motiver fra andre turiststeder i Grækenland, måske endda Tyrkiet eller Tunesien, et arsenal af alkohol fra taxfreeshoppen, dyre solcremer, der virker off og højt prioriteret i forhold til det øvrige indtryk.

Jeg elskede næsten alt ved charter. Den ene uge om året, hvor folk kunne være drømmen om den, de var. Den mor, de gerne ville være, den elsker, de gerne ville være, den skandinaviske eftertragtede single de gerne ville være. Alt var muligt i lige den uge. Nu virkede det som en sær drøm; et nostalgitrip på linje med sporvogne, kassettebånd og fastnettelefoner.

Hotellet på Tinos var kun en måned gammelt. Møblerne stank af plastik. Airbnb-smarthed, et levende stockphoto, et udvalg fra Ikea-læsset på en trailer og kørt ud til en bungalow på den livlige strandvej. Jeg kunne ikke holde det ud. Få minutter efter var jeg i gang på telefonen fra hotellets reception, mens hotelejeren prøvede at virke rolig, med cigaretter og kaffe, i loungeområdet.

De fleste hoteller var lukket på grund af COVID-19. En lidt striks dame tog telefonen med et »ELLA!« som betød »kom!« og sagde, at hun måske havde et eller andet. Vi kunne mødes en halv time efter inde i byen, men hun mente ikke, at jeg kunne klare mig uden bil i et af hendes huse, Vega Apartments, der lå på et stejlt bjerg uden belysning om aftenen.

En sort firhjulstrækker med en blond dame trillede op på siden af mig, og jeg steg ind. En bosslady, tænkte jeg og blev straks venligere end normalt. Hun virkede lidt strid. Jeg tænkte, jeg ville komme til at holde af hende. Vi måtte have noget tilfælles.

Christina Hagen

Kun i modeblade og Hammerslag havde jeg set et hus, der sådan ud. Møblerne var muret op og malet i hvidt, blåt og lavendel, en imitation af lyset på himlen. Det var i to etager, med to soveværelser. Det øverste med havudsigt og tre tilhørende altaner, der lå som store, lysende bobler i forlængelse af hinanden. Hanerne galede i dalen mellem de to bjerge. Der var havet og stenterrasserne med appelsintræer, citrontræer og oliventræer på bjergskråningen. En hund glammede, når nogen gik forbi. Hvide duer, som findes overalt på Tinos, drak af den lyseblå pool. Stilhed.

Jeg betalte per nat, hvad et halvt hotelværelse kostede i Jylland, for at sidde i flere timer uden at høre menneskestemmer, biler, vaskemaskiner, der snurrede. Kvinden, der ejede mit hus, sagde, at jeg bare kunne ringe til hende eller en mandlig bekendt, hun havde, hvis jeg havde brug for noget.

En mandlig bekendt, det lød spændende. Hvem mon han var? hvordan mon han så ud? På en af de få restauranter ved stranden, i et næsten øde kvarter, spiste jeg til aften. Tre ældre mænd sendte Ouzo hen til mit bord; de ville vel gerne have nye kvinder til øen. »Can you take a picture of us?« spurgte de og rykkede sammen ved bordet.

Christina Hagen
Jeg vandrede op ad den stejle sti tilbage til mit hus. Kvindens bekendte, en tjener inde fra byen, havde åbnet baren, bygget af sten, og stod nu alene, blondt hår, solbrændt. Han tændte myggelysene for mig og serverede en øl på husets regning. Jeg havde ikke engang betalt for mit hus endnu.

På en pude sad jeg og kiggede ud over den lille bugt, som lå neden for barområdet, der var muret op på en klippe. Jeg tænkte, at det her var en film. Røgelsen inde i byen lå som en em i gaderne omkring Panagia Evangelistria. De små boder med marcipankager og stearinlys. Kirkegården med de kunstige blomster og fotos af afdøde; stolte, flotte, smukke, næsten som mere værdige versioner af de selfies, jeg tog om aftenen i mine billigt købte luksuriøse omgivelser.

Hvornår havde jeg sidst været så glad? Hvornår havde mit liv sidst været en film? Landsbytossen, der ville i snak, og som svarede »London«, da jeg sagde, at jeg kun talte engelsk. De kravlende i gaderne med blødende knæ og COVID-19-masker. Den gamle gule bus ved kirken, som havde stået der de sidste ti år og næsten var groet sammen med træerne, der omgav kirken. Duerne, de kridhvide duer, der fløj ind til byen, hvor de spiste resterne af nadverbrødet, som lå i krummer på den røde løber ved kirken. Rødt og hvidt. Blåt var havet. Mørkere om aftenen. Hvide var væggene på altanerne. Det murede lilla badeværelse. Præsterne i lange sorte kjoler vandrende i gaderne. Eukalyptustræernes duft.

Her var et dagligt mysterium, en alvor og melankoli. Den grædende dame, der altid sad i skrædderstilling uden for kirken. Her var firben så lange som katte. Det var en Truffaut-film i farver, livets skønhed udfoldet.

Jeg lagde et tykt lag sminke de første aftener og stod model for mig selv, som jeg havde gjort i Athen. En narcissistisk boble svævende væk fra hele verdens alvor. Jeg fornemmede, at landmanden på den anden side af dalen fulgte med i, hvad der foregik. En gang imellem kunne jeg høre ham hoste eller tale i telefon og grine højt, så det rungede, når grinet ramte bjergvæggen.

Jeg tjekkede min ekskærestes Instagram for at se, om han var begyndt at følge nye damer, eller om jeg stadig kunne nå det. At få fat i ham. Med et nyt foto, en bedre vinkel, et nyt smil. Jeg så selvhjælpsvideoer på YouTube om, hvordan man blev en bedre version af sig selv. »Get your ex back.« »Make him chase you again.« »Do this if he says he doesn’t want a relationship.« Jeg overvejede at tage på negleklinik og få en ny farve på. Men så tænkte jeg nej.

Jeg gik ned i receptionen til kvinden i firhjulstrækkeren og sagde, at jeg gerne ville blive i mit hus resten af vinteren, når de lukkede for sæsonen, hvis hun kunne love mig, at jeg ikke fik naboer. Jeg ville bo der alene, uden turister, uden lyde fra mennesker. Hun virkede ikke overrasket og gav mig en pris, der svarede til en tredjedel af, hvad en lejlighed i en provinsby i Danmark koster.

Athens ydre film med smykker og røde læber blev erstattet af en indre film med mystik og ingenting. Sådan begyndte jeg at leve min egen film, ved at bevæge mig ud af de andres. Sådan flyttede jeg til Tinos i Vega Apartments vinteren 2020 i et år med dommedag og verdenssorg. Et eventyr var begyndt. Måske et uetisk eventyr, måske et flugteventyr, men ikke desto mindre: Et eventyr.

Christina Hagen

Serie

Ensom på Tinos

Forfatteren Christina Hagen har lagt det skønlitterære forfatterskab på hylden. I stedet har hun arrangeret sit liv som den perfekte (højstemte) fiktion: En enlig kvinde flytter ind i et hus på et bjerg på den lille idylliske ø Tinos i Grækenland. Hun vil nu udsætte sig selv for ensomhed og besvær. Hun vil i fire afsnit undersøge, hvor meget eventyr der pludselig bliver pumpet ind i et liv, hvor meget hun ændrer sig som person, og hvor mange mennesker hun kommer i kontakt med.

Seneste artikler

Vinterbøger 2020

Bøger til julegavejagten, de bedste bøger i 2020 og flere nye litteraturserier er blot nogen af de ting, du kan finde under overskriften Vinterbøger 2020.

Andre artikler i dette tillæg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her