Klumme
Læsetid: 3 min.

Før var dagene langsomme og grå. Så fodrede jeg fuglene. Nu er de grå og skønne

I coronaens tid kan dagene virke langsomme og træge. Men de kan bruges til at betragte fuglenes muntre og kvikke adfærd, og hvordan de forskellige arter kæmper om føden. Så bliver dagene grå og skønne
I coronaens tid kan dagene virke langsomme og træge. Men de kan bruges til at betragte fuglenes muntre og kvikke adfærd, og hvordan de forskellige arter kæmper om føden. Så bliver dagene grå og skønne

Dalva Skov

Kultur
16. december 2020

»Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude

melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.«
– St.St. Blicher

Egentlig er min tilværelse i disse coronatider meget mindre forandret end så mange andres. Jeg har arbejdet hjemmefra i mange år. Jeg bor sammen med min mand, som også arbejder herhjemme. Jeg bor på landet med langt mellem husene og masser af frisk luft. Jeg har gode venner i de omkringliggende landsbyer, og vi kan problemløst ses et par stykker ad gangen.

Men alligevel begynder følelsen af, at det ikke kan blive ved på denne måde, at trænge sig mere og mere på. Jeg kommer næsten ikke til København og ser derfor kun børn og børnebørn med lange mellemrum. Det savner jeg ret meget, men jeg kan dog gå og glæde mig til, at de kommer til jul. Og decemberdagene går jo én for én. Men det er, som om alt går langsommere. Dagene er stille og grå. Indimellem føles det, som om det er den samme dag, der kommer igen hver dag – som i en roman af Solvej Balle.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anne-Marie Krogsbøll

Jeg kan ikke læse hele indlægget - men jeg kan genkende glæden ved fuglene. Her har vi en solsort, som vi er på god fod med - den kender os på lang afstand - selv iført cykelhjelme og mundbind - og lader sig allernådigst håndfodre - det skal være rosiner (helst økologiske). Ofte sætter hans sig, falder i staver og lytter afslappet til os ved siden af hånden, når vi sludrer med ham. Han ser ud til at mene, at vi beskytter ham mod spurvehøge, skader og arrige fru solsorter, så det er et godt sted at sidde og slappe lidt af. Eller han sætter sig en halv meters penge fra os og synger lavmælt en lille sang. På den måde får begge parter filosoferet over dagens og verdens gang. Og et par musvitter er kloge nok til at komme og hente os ved at lege kolibrier foran vores vinduer. Så snart vi har fået øjenkontakt, farer de hen til døren for at få lidt solsikkekerner. Af og til lystrer de, når jeg beordrer dem til at sætte sig på dørhåndtaget, inden de får noget - de er bestemt ikke dumme. Og Hr. Due (skovdue) kom i flere år og lod sig klø i nakken. Han bankede på glasdøren med næbbet, eller trampede på ovenlysvinduet, for at kalde på os. Han er nok desværre nu gået til de evige duemarker - vi har i hvert fald ikke set ham et års tid. Savnet er stort.

De får kun ganske lidt ad gangen - helst fra hånden, for fodring skal ikke udarte til at omfatte rotter, så foderskåle og større mængder er bandlyst.

Og håndspritten kommer også her til god gavn efterfølgende - ganske vist er det vist ikke de fuglearter, som bærer fugleinfluenza - men for en sikkerheds skyld....

Vi er sikre på, at de smiler til os ....

Thomas Tanghus, David Zennaro, Birthe Gawinski, Morten Balling og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Året rundt nærmest på klokkeslæt, dvs. ved solnedgang, trækker vældige flokke af store sorte fugle frem og tilbage mellem mit etagehus og Christianshavns Vold i København, indtil de til sidst falder til ro på Voldens grønne områder. Om sommeren er denne tur-retur rejse uendelig langvarig og minder i sine formationer om sort sol.

Det er en stedse påmindelse om, at solen går ned, at det er aften - og at det hele vil gentage sig dagen efter.

Tiden er cirkulær.

Thomas Tanghus, David Zennaro, Birthe Gawinski og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Da jeg var barn lærte jeg at dyr kun havde instinkter og ikke hverken bevidsthed eller følelser. Da jeg senere i mit liv lærte at dette var en skrøne, var skader og krager nogle af de dyr som bevisligt har vist sig at være beviste. En delfin eller en chimpanse kan jeg forstå, men at en lille fuglehjerne skulle være nok til bevidsthed synes jeg stadig er tankevækkende. Hvor langt "ned" i biologien kan man spore bevidsthed? Og når vi bruger enorme mængder energi på at søge efter liv i rummet, i håb om at kunne kommunikere med en fremmed civilisation, som måske kunne forklare os, hvordan vi redder menneskeheden og planeten, så undrer det mig stadig at der ikke forskes mere i at kommunikere med dyr.
Hvis der endelig en dag landede en flyvende tallerken foran mig, ville jeg ikke blive overrasket, hvis der kom en blæksprutte ud af den. Pointen værende, at blæksprutter er lige her på planeten, og hvis man vil prøve at forstå et intelligent væsen som er meget forskellig fra os mennesker, så var blæksprutter et godt sted at starte.

Jo mere jeg har studeret skader og krager, jo mere holder jeg af dem, og jo mere interessante bliver de. Man skal passe på med at overfortolke dyrs bevidsthed, men det er f.eks. ret åbenlyst for enhver hundeejer at en hund har følelser, at den kan mærke hvad humør ejeren er i, samt at mennesker og hunde kan kommunikere deres følelser til hinanden.

Jeg har svært ved at sige hvilke følelser en skade har, men jeg har absolut oplevet at deres humør ikke altid er det samme, og de forbavser mig stadig ift. deres intelligens, f.eks. deres sprog. Jeg var på relativt god fod med en af dem, og jeg er stadig overbevist om at jeg en dag oplevede den sige til dens "kammerat" at jeg ikke var farlig. Kammeraten gik i hvert fald fra at være skræmt til at være næsten tam, efter at fuglen jeg kendte havde kommunikeret et eller andet på skadesprog, og bare det at en fugl kan genkende et menneske er for mig stadig noget af et mindfuck.

Det vildeste jeg har oplevet med fugle må stadig være "Fiskehejre Manden". Jeg arbejdede på et tidspunkt ud til en af søerne i København, og der midt i storbyen ser man kun meget sjældent en fiskehejre. En dag da jeg kiggede ud af vinduet så jeg en mand omgivet af fiskehejrer. Der var mange og fuglene og manden så ud til at kende hinanden. Jeg har siden set ham omgivet af fiskehejrer i Frederiksberg Have, men for mig er han stadig et mysterie. Nogen burde lave en film om ham. Den film ville jeg gerne se! :)

Thomas Tanghus, Per Christiansen, Anne-Marie Krogsbøll, David Zennaro og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Jeg mener faktisk, at der er lavet en "film" om fiksehejremanden, Mogens Balling. I hvert fald har der for nogle år siden være en slags "dokumentar" på tv - men jeg kan ikke lige finde noget om det.

Og ja, ravne er kloge. Jeg så for år tilbage en seervideo fra Sverige, hvor ravne havde afluret isfiskere, så de ikke bare kunne finde ud af at trække line og fisk op, men også huskede at pille krogen ud, inden de stak af med fisken.

"Videnskab.dk har før dækket, hvordan ravne kan planlægge frem i tiden, kan forestille sig, hvad andre ravne tænker, og at de kan være lige så kloge som chimpanser."
https://videnskab.dk/naturvidenskab/fire-maaneder-gamle-ravne-har-samme-...

At have dyb og eftertænksom øjenkontakt med en solsort - det er lige, så det rammer en i hjertekulen... man mindes om, at der er noget større end vi mennesker - man glemmer næsten corona...

Anne-Marie Krogsbøll
Anne-Marie Krogsbøll

Undskyld - MORTEN Balling, ikke Mogens.

@Anne-Marie Krogsbøll

Ravne er bla. kendt for at de bruger brødkrummer til at fiske med, og de leger "chicken", hvor de flyver lige imod hinanden indtil en af fuglene giver op og drejer af, hvorpå den anden er dén som fremover bestemmer. De har det også med at hænge ud i en stor flok når de er unge fugle, men når de bliver ældre slår de sig ned med en mage for livet. Hvor er det nu lige man har hørt om et andet dyr som gør noget tilsvarende? :)

Thomas Tanghus og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Ja, det er påfaldende lighed, Morten Balling :-)

Jeg har også fra daglige togture langs marker nogen gang set kragefugle samles til store "kongresser", hvor de ser ud til at komme flyvende fra nær og fjern, og slå sig ned på en mark - tilsyneladende sammen, men ikke igang med at fouragere. Det ser grangiveligt ud som om, de simpelthen holder tinge. Måske er de igang med et retssag, eller de deler bare dagens oplevelser?

Et eller andet foregår der i hvert fald.

@Anne-Marie Krogsbøll

100% off topic i denne tråd (selvom artiklen næver "corona"), men siden jeg ved du går op i emnet er her resultatet af "Vi Tester Danmark", som jeg spurgte til forleden.

https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2020/nasten-en-halv-million-danskere-...

Anne-Marie Krogsbøll

Ja, jeg har set det, Morten Balling. Ikke godt. Vi kunne godt snart trænge til lidt gode nyheder på den front. Men jeg er bange for, at de ikke kommer - tvært imod.

Lise Lotte Rahbek

Vi fodrer ikke fugle i år,
Vi har høns i et hjørne af haven, som går og skælder ud over, at vi har indskrænket deres udeareal til 40 m2. Fugleinfluenza-restriktioner. Det må de finde sig i, og det er langt bedre end for nogleårsiden, hvorde skulle spærres helt indebag tråd. Men at invitere vilde fugle til foderbrættet - det må vente til mere sygdomsfrie tider.
Den grå tilbagevendende dag, somligner alle de andre gra, stille dages, kendes alt for godt.
Men på mandag er det vintersolhverv.
Så er der kaldt til bål og mere eller mindre eftertænksom fejring af, at nu vender lyset langsomt, meget langsomt men ufravigeligt, tilbage

Anne-Marie Krogsbøll, Thomas Tanghus og Morten Balling anbefalede denne kommentar