Kommentar
Læsetid: 4 min.

Folkeviljen har sprængt folkepartierne

Forvitringen af de store statsbærende partier er en overset forfaldshistorie og måske den mest drastiske politiske forandring af Vestens demokratier siden 1945. Hvad har vi fået i stedet? Politisk fragmentering og løst sammenhængende populistpartier
De populistiske ledere kan hedde Berlusconi, Orbán, Kaczynski, Salvini (foto) eller Trump. Men det er ikke så meget dem som folket selv, der er drivkraften i demonteringen af det repræsentative demokrati, skriver Richard Swartz.

De populistiske ledere kan hedde Berlusconi, Orbán, Kaczynski, Salvini (foto) eller Trump. Men det er ikke så meget dem som folket selv, der er drivkraften i demonteringen af det repræsentative demokrati, skriver Richard Swartz.

Stefano Carofei/Ritzau Scanpix

Kultur
18. december 2020

Digterne ser ofte klarere end vi andre.

For Heinrich Heine, denne tidlige demokrat før demokratiet, var det såkaldte folk en »lømmel«. Han havde ingen illusioner om, at det i rousseausk forstand ville det rette og det gode, endsige om, at hvis blot det kunne få sin stemme hørt, ville alting ordne sig til det bedste. Robert Musil var endnu mere desillusioneret: I den komité, som lægger planer for det store kejserjubilæum i romanen Manden uden egenskaber, hitter en eller anden på den storartede idé at henvende sig direkte til folkedybet og udbede sig forslag herfra til, hvordan kejseren bedst kan fejres.

Som sagt så gjort. Ind strømmer forslag fra nær og fjern, og lakonisk kommenterer Musil folkets bidrag: Det var som at løfte på låget til en septiktank.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her