Kommentar
Læsetid: 4 min.

Folkeviljen har sprængt folkepartierne

Forvitringen af de store statsbærende partier er en overset forfaldshistorie og måske den mest drastiske politiske forandring af Vestens demokratier siden 1945. Hvad har vi fået i stedet? Politisk fragmentering og løst sammenhængende populistpartier
De populistiske ledere kan hedde Berlusconi, Orbán, Kaczynski, Salvini (foto) eller Trump. Men det er ikke så meget dem som folket selv, der er drivkraften i demonteringen af det repræsentative demokrati, skriver Richard Swartz.

De populistiske ledere kan hedde Berlusconi, Orbán, Kaczynski, Salvini (foto) eller Trump. Men det er ikke så meget dem som folket selv, der er drivkraften i demonteringen af det repræsentative demokrati, skriver Richard Swartz.

Stefano Carofei/Ritzau Scanpix

Kultur
18. december 2020

Digterne ser ofte klarere end vi andre.

For Heinrich Heine, denne tidlige demokrat før demokratiet, var det såkaldte folk en »lømmel«. Han havde ingen illusioner om, at det i rousseausk forstand ville det rette og det gode, endsige om, at hvis blot det kunne få sin stemme hørt, ville alting ordne sig til det bedste. Robert Musil var endnu mere desillusioneret: I den komité, som lægger planer for det store kejserjubilæum i romanen Manden uden egenskaber, hitter en eller anden på den storartede idé at henvende sig direkte til folkedybet og udbede sig forslag herfra til, hvordan kejseren bedst kan fejres.

Som sagt så gjort. Ind strømmer forslag fra nær og fjern, og lakonisk kommenterer Musil folkets bidrag: Det var som at løfte på låget til en septiktank.

Men hvad så med politikerne? De er sjældent indsigtsfulde. Winston Churchill er en undtagelse. Han anså demokratiet – folkevældet – som den værste styreform, altså lige bortset fra alle de andre, som endnu var blevet afprøvet. Man han var selvfølgelig om ikke digter, så i al fald også forfatter til flere formfuldendt formulerede bøger. Sågar Karl Marx havde problemer, når hans udgave af folket – arbejderklassen – mente noget forkert, hvilket han så blev nødt til at bortforklare som udtryk for »falsk bevidsthed«.

En tilfældig, historisk betinget, forvirring. Men i sidste ende uden betydning.

Misantropisk

Vi er tilbøjelige til at glemme, at det repræsentative demokratis fædre selv var yderst skeptiske over for ’folkeviljen’. Den amerikanske forfatning kan i vidt omfang læses som en manual for, hvordan man kan forhindre den i at komme til udtryk. I stedet skal minoriteter og særinteresser beskyttes, majoritetsdiktatur på forskellige niveauer bremses ved hjælp af balancerende elitære instanser og fortolkere – ’repræsentanter’, som i det mindste kan læse og skrive, det hele i den hensigt at give den rå folkevilje mindre gennemslagskraft.

I grunden er det et såre misantropisk aktstykke: Nok må folket bestemme selv, men eftersom de fleste er uvidende, selviske og uden omtanke for andre grupper end deres egen, må det bogstavelige folkedemokrati formidles og gøres så indirekte som muligt. For det er ikke nok at forlade sig på the better angels of our nature, hvor meget Joe Biden end appellerer til, at »vi skal give hinanden en chance«.

For at tæmme folkeviljen er det også nødvendigt med et omfattende og velorganiseret partivæsen. Store såkaldte »folkepartier« dominerede efterkrigstidens samfundsliv. Kristendemokrater eller socialdemokrater, konservative og liberale. De rådede over store partiapparater med betalende medlemmer og ideologisk troende funktionærer. De var repræsenteret på det ubetydeligste lokale niveau, ja, sågar på områder, hvor man skulle synes, at politik ikke har noget at gøre, med egne forsikringsselskaber, uddannelsesforbund, rejsebureauer og begravelsesforeninger.

Sådanne partier ikke bare tegnede folkeviljen, de var også med til at opdrage på den.

Af alt dette resterer der i dag stort set kun ruiner. Sandsynligvis er folkepartiernes implosion en af de største politiske forandringer, som er undergået den vestlige verden siden 1945. I vidt omfang er denne forfaldshistorie endda gået forbavsende ubemærket hen: Europas store kristendemokratiske partier findes ikke længere eller findes mest som karikaturer af sig selv. De liberale partier er krympet til forknytte småpartier, og de socialdemokratiske partier – som den måske vigtigste forandring – er i de fleste lande trængt på deres egen overlevelse. Der er undtagelser: CDU står stadig stærkt i Tyskland, Socialdemokraterne har styrket sig i Danmark, men hovedtendensen er et taktfast historisk tilbagetog. Mest drastisk har forandringerne været i Syd- og Østeuropa, hvor de demokratiske traditioner i forvejen stod svagere, hvis de overhovedet eksisterede. Men også USA’s republikanske parti har undergået en forvandling fra borgerligt-konservativt til højrepopulistisk som en slags amerikansk modstykke til Alternative für Deutschland.

Hvad har vi fået i stedet? Politisk fragmentering og løst sammenhængende populistpartier, snarere folkestemningsbevægelser end partier, og som kun vanskeligt lader sig integrere i det, der endnu står tilbage af den gamle orden.

Vox populi

Det er den såkaldte folkevilje selv, som har sprængt de rammer, som var tiltænkt at tæmme den. De populistiske ledere kan hedde Berlusconi, Orbán, Kaczynski, Salvini eller Trump. Men det er ikke så meget dem som folket selv, der er drivkraften i demonteringen af det repræsentative demokrati. For populisterne er ikke bare behændige til at manipulere – de er også særdeles dygtige til at »lytte« til folkedybet og udforme den politik, som de hører efterspurgt her.

Hvad de hører, er den ufiltrerede vox populi. Og det er bestemt ikke nogen smuk røst, men den er ’ægte’ og ’autentisk’. Og desuden hævet over den liberaldemokratiske respekt for fakta, moral og anstændighed. Løgnedetektoren og den sunde fornuft er slået fra. Og dette folk føler sig foragtet af den kulturelle og økonomiske elite, der anser dets repræsentanter for ’ynkværdige’ (som Hillary Clinton udtrykte det). Det føler sig ydmyget af den kosmopolitiske overklasse, som så længe har haft sit på tørre. Og det føler sig vred over at miste industrijob på grund af globaliseringen og opskræmt over de indvandrere, som uden videre kan få adgang til samme goder og rettigheder som ’rigtige’ tyskere, ungarere eller svenskere.

Populisterne kommunikerer direkte med folket. De vil afskaffe alle de besværlige mellemled, som det repræsentative demokrati har kilet ind imellem den politiske magt og folket: partilederdebatter, hearings, udvalgsarbejde, udredninger, checks and balances. De foretrækker Twitter, massemøder og tv og vægrer sig ved at se demokratiet som et maskineri, der skal respekteres og påskønnes i al dets indirekte langsommelighed og som et system af spilleregler, der som udgangspunkt må gives videre i uforandret form fra regering x til regering y.

Og i alt dette påkalder de sig et folk. Men et folk, som også vil være der den dag, hvor Trump og Orbán er borte.

© Richard Swartz og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her