Forlagsfusion skaber frygt for kedeligere bøger – bogfolket håber på Bidens hjælp

Velkommen til Bogkortet, et fast format i Information.

Hver uge bringer forfatter Peter Adolphsen dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland, faglitteratur såvel som skønlitteratur.

USA & VERDEN

Jo større forlag, desto kedeligere bøger

I slutnovember (som også refereret her i spalten) blev det annonceret, at USA’s største forlagskoncern, Penguin Random House (i virkeligheden ejet af den tyske koncern Bertelsmann), har købt den tredjestørste af slagsen, Simon & Schuster (sat til salg af sine ejere, ViacomCBS). De ’Big Five’ bliver til ’Big Four’. Det fik de sædvanlige klynkefætre i forfatterforening, boghandlerforening og sammenslutningen af litterære agenter til at istemme deres hylekor: Åh for kunsten, åh for diversiteten, åh for ytringsfriheden, åh for selveste demokratiet.

Så blev det annonceret, at den største nordamerikanske branchemesse, BookExpo, på grund af corona (den røvbanan) ikke bare blev aflyst til fordel for en digital version (det skete med versionen i foråret), nej, helt lukket ned. Der bliver slet ingen messe i 2021. Kun en snoldet facebookgruppe står tilbage. Hurra. Eller noget.

Det slag skulle så lige fordøjes, men nu begynder branchen igen at kunne forstå, hvad der er under opsejling. Man håber stadig, at Justitsministeriet vil stoppe fusionen med henvisning til monopollovgivningen, men der spores ikke megen optimisme, ikke mindst fordi det bliver et spørgsmål på den kommende Biden-regerings bord. Den Joe Biden, som nu udnævner stort set 100 procent gengangere fra Obamas tid. Den samme Obama-regering, som godkendte fusionen af Penguin og Random House i 2012, dengang ’Big Six’ blev til ’Big Five’. Den samme regering, som åbnede en motorvej for Amazons hegemoni, dengang de i 2013 retsforfulgte Big Five for kartelvirksomhed, da de forsøgte at standse internetgiganten. Og sådan gik det til, i dette globale Omvendtslev, at antimonopollovgivningen skabte et de facto monopol.

Denne historie fortælles bl.a. i en artikel i Publisher’s Weekly og en anden i The Atlantic af Dennis Johnson fra mellemstørrelse-forlaget Melville House. Sidstnævnte forsøgte dengang i 2012 at fortælle slipsedrengene i Justitsministeriet om risikoen ved, at forlagsmusklerne samledes på færre arme: Jo større maskinerier, desto større uvillighed til at tage risici, desto mere laveste-fællesnævner bestsellerisme, desto større uvillighed til at lægge sig ud med magthaverne, desto større sammenklumpning inde i midterrabatten. Han havde bestemt indtrykket af, at de forstod problemet. Hvorefter de godkendte fusionen kort efter.

USA

Og desto hvidere?

The New York Times har stillet spørgsmålet om, hvor hvid bogbranchen mon er og i en længere feature forsøgt at nå frem til et svar via en kvantitativ analyse. Det korte (og temmelig reduktionistiske) resumé er: Meget. Ud af en befolkning, som opgøres til 60 procent hvid (vi udelader lige det problematiske i overhovedet at operere med racedefinitioner), er 95 procent af de udgivne bøger skrevet af blegansigter. Og blandt forlæggere er tallet 85 procent. Så det …

ENGLAND

Bog om cancel culture selv aflyst

Den lidt ældre (født i 1959) engelske journalist Julie Burchill (der beskriver sig selv som ’militant feminist’) har skrevet en kritisk bog om cancel culture med titlen Welcome to the Woke Trials. Den skulle være udgivet til april af forlaget Little, Brown, men så kom forfatteren ud i et skænderi (på Twitter, hvor ellers) med en lidt yngre (født i 1992) journalist, Ash Sarkar (der beskriver sig selv som ’libertær kommunist’), som anklagede hende for islamofobi. Det fik forlaget til at aflyse udgivelsen og udsende en erklæring, hvori de først bedyrer deres tro på ytringsfriheden, men (for så kommer deres ’men’), at Burchills udsagn havde overskredet en grænse for det forsvarlige. Det drejede sig om nogle kommentarer om alderen på Profetens hustruer.

BRASILIEN

Lispector 100 år

Forgange 10. december ville den brasilianske forfatter Clarice Lispector være fyldt 100 år, hvis ellers ikke hun var død i 1977. Men hendes bøger lever stærkere end nogensinde, hvilket kunne ses af mængden af hyldestartikler, genudgivelser osv. osv. verden rundt, også hertillands, hvor der er i de senere år er kommet endnu flere nye oversættelser. Jeg opremser for en ordens skyld de danske titler, så man kan myldre til boghandleren: Stjernens time, Hemmelig lykke, Água viva, Familiebånd. Alle disse titler er oversat af Tine Lykke Prado. Dertil kommer Passionen ifølge G.H., som er oversat af Peer Sibast.

DØDSRIGET

Årets glemte dødsfald

I sidste uge opremsede jeg på denne plads nogle af den seneste tids døde forfattere. Men der er selvfølgelig flere, og mange af dem forlod planeten på grund af corona (den snotbaron). Så jeg prøver i al hast at få lidt flere med, inden Perleporten smækker i. Alderen står i parentes.

• Miguel Algarín, digter fra Puerto Rico, bosat i New York, grundlægger af Nuyorican Poets Café på Lower East Side (79).
• Jan Morris, britisk journalist, rejseskribent og banebrydende kronikør af hendes liv som transkvinde (94).
• Natan Zach, israelsk digter (89).
• George Cockroft, der skrev kultklassikeren Terningemanden under pseudonymet Luke Rhinehart (87).
• Naomi Long Madgett, ’den afroamerikanske poesis gudmor’ (97).