Nogle gange lader jeg, som om jeg er omringet af hemmelige støttepersoner

»Så nu er musikken kun for mig/ Kun for mig/ Kun for mig/ Kun for mig« – Medina

Jeg havde engang en dagdrøm, der handlede om, at alle omkring mig var med i en godartet sammensværgelse, der havde til formål at hjælpe mig. 

Det var hverken, fordi jeg blev vartet specielt meget op eller overdænget med velmenende råd og vejledning. Jeg var, så vidt jeg husker, ikke specielt hjælpeløs, da jeg begyndte at forestille mig, at dem, jeg boede, studerede, arbejdede eller bare hang ud sammen med, i al hemmelighed modtog et mindre kommunalt tilskud for at holde mig på ret køl. Jeg var fuldt ud i stand til at binde mine egne snørebånd, passe mit arbejde og til dels også mit studie og mine sengetider. Dagdrømmen handlede ikke så meget om, at nogen kom og befriede mig for alt muligt ansvar, det var mere en forestilling om, at alle dagligdags interaktioner var en del af en semikoordineret indsats for at udvikle diverse ønskværdige egenskaber hos mig.

Nogle havde påtaget sig at lære mig at lave mad med så diskret en fremgangsmåde, at jeg ikke ville føle mig belært og blive irriteret og trodsig. Andre stod for blid adfærdskorrigering gennem løftede øjenbryn og rammende vittigheder på min bekostning. Besværlige og irriterende situationer var i virkeligheden øvelser, der skulle optimere min situationsfornemmelse og mine diplomatiske evner. På den måde kunne al almindelig hverdagsmodstand tolkes som raffinerede forsøg på at forbedre min ydmyge person. Og så var der alle dem, der bare sørgede for at komme kørende på cykel og vinke i forbifarten. Lidt har også ret.

Risiko for narcissisme

Det med at være omgivet af et hemmeligt støttekorps var ikke noget, jeg på nogen måde troede på, men jeg morede mig med at prøve at afkode alle mulige dagligdags interaktioner som udtryk for en velmenende konspiration, der arbejdede for mit velbefindende på langt sigt. Det gør jeg sådan set stadigvæk en gang imellem. Det er stimulerende for såvel fantasien som for ens tryghedsfølelse ude i verden og kan anbefales, når verden er plaget af pest og pludselige forandringer.

Ligesom det at have paranoia på ingen måde udelukker, at folk faktisk er ude efter en, vil jeg heller ikke udelukke, at der af og til er nogen, der har gjort sig umage for at hjælpe mig. Det er der. Jeg tillader mig så bare at blæse den faktisk eksisterende omsorg og hjælpsomhed op til en egovenlig dagdrøm.

Ulempen ved tankeeksperimentet er selvfølgelig, at jeg læner mig ind i risikozonen for voldsom narcissisme. Bortset fra død er der ikke noget, jeg nødigere vil være end en egocentrisk skiderik. Og tanken om, at ens medmennesker i al hemmelighed udgør et støttekorps for en privilegeret middelklasseperson uden nævneværdige traumer i bagagen som mig, den lugter unægteligt af egocentrisme. 

Faktisk minder min narcissistiske dagdrøm foruroligende meget om den allermest irriterende sætning i den allermest irriterende bog, jeg nogensinde har læst, nemlig den klæbrige selvudviklingsbasker Alkymisten af Paulo Coelho, som man var nødt til at have læst, hvis man ville deltage i snakken på diverse hostels omkring årtusindskiftet.

»Og hvis du virkelig ønsker noget, så går hele universet sammen for, at du kan få dit ønske opfyldt,« står der i den, men gu’ gør universet røv det. Universet er ligeglad med mig og alle andre, det har travlt med at udvide sig og er i øvrigt ikke i besiddelse af en bevidsthed. Det har jeg det fint med, ligesom det heller ikke genererer mig, at folk generelt er mere optaget af andet end mig. 

Tænk teambuildingøvelse

Fordelen er til gengæld, at jeg bliver opmærksom på, hvor vildt mange mennesker der har positiv indflydelse på min dagligdag, og hvor mange forskellige måder de har det på.

Den omvendte paranoia er et tankeeksperiment, jeg kan tænde for, når det passer mig, og som jeg så lige skal huske at slukke for igen. Ellers skvulper forestillingen om, at andre mennesker konstant har mit velbefindende for øje, over i min almindelige tankegang og svækker realitetssansen. Det var lige ved at tangere noget pinligt, engang jeg helt tilfældigt stødte på en bekendt, der kom ud af en blomsterbutik med en stor buket i favnen, og jeg kom til at spørge, om den var til mig. Oprigtigt glædeligt overrasket i et halvt sekund og derefter let skamfuld resten af dagen.

I sådanne situationer må man lige styre sig. Ligesom man generelt må, indtil vaccinen kommer. Måske det bedste ville være at lade, som om al den påtvungne selvkontrol, vi ser ind i, er et led i en storstilet, tophemmelig teambuildingøvelse, som nogen et eller andet sted tænker, vi får gavn af. Jeg er ikke vild med øvelsen, men minder mig selv om, at der plejer at være en sjov fest som belønning, når den slags er overstået.