Nogle gange lader jeg, som om jeg er omringet af hemmelige støttepersoner

»Så nu er musikken kun for mig/ Kun for mig/ Kun for mig/ Kun for mig« – Medina

Jeg havde engang en dagdrøm, der handlede om, at alle omkring mig var med i en godartet sammensværgelse, der havde til formål at hjælpe mig. 

Det var hverken, fordi jeg blev vartet specielt meget op eller overdænget med velmenende råd og vejledning. Jeg var, så vidt jeg husker, ikke specielt hjælpeløs, da jeg begyndte at forestille mig, at dem, jeg boede, studerede, arbejdede eller bare hang ud sammen med, i al hemmelighed modtog et mindre kommunalt tilskud for at holde mig på ret køl. Jeg var fuldt ud i stand til at binde mine egne snørebånd, passe mit arbejde og til dels også mit studie og mine sengetider. Dagdrømmen handlede ikke så meget om, at nogen kom og befriede mig for alt muligt ansvar, det var mere en forestilling om, at alle dagligdags interaktioner var en del af en semikoordineret indsats for at udvikle diverse ønskværdige egenskaber hos mig.