»Så nu er musikken kun for mig/ Kun for mig/ Kun for mig/ Kun for mig« – Medina
Jeg havde engang en dagdrøm, der handlede om, at alle omkring mig var med i en godartet sammensværgelse, der havde til formål at hjælpe mig.
Det var hverken, fordi jeg blev vartet specielt meget op eller overdænget med velmenende råd og vejledning. Jeg var, så vidt jeg husker, ikke specielt hjælpeløs, da jeg begyndte at forestille mig, at dem, jeg boede, studerede, arbejdede eller bare hang ud sammen med, i al hemmelighed modtog et mindre kommunalt tilskud for at holde mig på ret køl. Jeg var fuldt ud i stand til at binde mine egne snørebånd, passe mit arbejde og til dels også mit studie og mine sengetider. Dagdrømmen handlede ikke så meget om, at nogen kom og befriede mig for alt muligt ansvar, det var mere en forestilling om, at alle dagligdags interaktioner var en del af en semikoordineret indsats for at udvikle diverse ønskværdige egenskaber hos mig.
Nogle havde påtaget sig at lære mig at lave mad med så diskret en fremgangsmåde, at jeg ikke ville føle mig belært og blive irriteret og trodsig. Andre stod for blid adfærdskorrigering gennem løftede øjenbryn og rammende vittigheder på min bekostning. Besværlige og irriterende situationer var i virkeligheden øvelser, der skulle optimere min situationsfornemmelse og mine diplomatiske evner. På den måde kunne al almindelig hverdagsmodstand tolkes som raffinerede forsøg på at forbedre min ydmyge person. Og så var der alle dem, der bare sørgede for at komme kørende på cykel og vinke i forbifarten. Lidt har også ret.
Risiko for narcissisme
Det med at være omgivet af et hemmeligt støttekorps var ikke noget, jeg på nogen måde troede på, men jeg morede mig med at prøve at afkode alle mulige dagligdags interaktioner som udtryk for en velmenende konspiration, der arbejdede for mit velbefindende på langt sigt. Det gør jeg sådan set stadigvæk en gang imellem. Det er stimulerende for såvel fantasien som for ens tryghedsfølelse ude i verden og kan anbefales, når verden er plaget af pest og pludselige forandringer.
Ligesom det at have paranoia på ingen måde udelukker, at folk faktisk er ude efter en, vil jeg heller ikke udelukke, at der af og til er nogen, der har gjort sig umage for at hjælpe mig. Det er der. Jeg tillader mig så bare at blæse den faktisk eksisterende omsorg og hjælpsomhed op til en egovenlig dagdrøm.
Ulempen ved tankeeksperimentet er selvfølgelig, at jeg læner mig ind i risikozonen for voldsom narcissisme. Bortset fra død er der ikke noget, jeg nødigere vil være end en egocentrisk skiderik. Og tanken om, at ens medmennesker i al hemmelighed udgør et støttekorps for en privilegeret middelklasseperson uden nævneværdige traumer i bagagen som mig, den lugter unægteligt af egocentrisme.
Faktisk minder min narcissistiske dagdrøm foruroligende meget om den allermest irriterende sætning i den allermest irriterende bog, jeg nogensinde har læst, nemlig den klæbrige selvudviklingsbasker Alkymisten af Paulo Coelho, som man var nødt til at have læst, hvis man ville deltage i snakken på diverse hostels omkring årtusindskiftet.
»Og hvis du virkelig ønsker noget, så går hele universet sammen for, at du kan få dit ønske opfyldt,« står der i den, men gu’ gør universet røv det. Universet er ligeglad med mig og alle andre, det har travlt med at udvide sig og er i øvrigt ikke i besiddelse af en bevidsthed. Det har jeg det fint med, ligesom det heller ikke genererer mig, at folk generelt er mere optaget af andet end mig.
Tænk teambuildingøvelse
Fordelen er til gengæld, at jeg bliver opmærksom på, hvor vildt mange mennesker der har positiv indflydelse på min dagligdag, og hvor mange forskellige måder de har det på.
Den omvendte paranoia er et tankeeksperiment, jeg kan tænde for, når det passer mig, og som jeg så lige skal huske at slukke for igen. Ellers skvulper forestillingen om, at andre mennesker konstant har mit velbefindende for øje, over i min almindelige tankegang og svækker realitetssansen. Det var lige ved at tangere noget pinligt, engang jeg helt tilfældigt stødte på en bekendt, der kom ud af en blomsterbutik med en stor buket i favnen, og jeg kom til at spørge, om den var til mig. Oprigtigt glædeligt overrasket i et halvt sekund og derefter let skamfuld resten af dagen.
I sådanne situationer må man lige styre sig. Ligesom man generelt må, indtil vaccinen kommer. Måske det bedste ville være at lade, som om al den påtvungne selvkontrol, vi ser ind i, er et led i en storstilet, tophemmelig teambuildingøvelse, som nogen et eller andet sted tænker, vi får gavn af. Jeg er ikke vild med øvelsen, men minder mig selv om, at der plejer at være en sjov fest som belønning, når den slags er overstået.
Sådan kommer du gennem vinteren: En selvhjælpspakke i 24 afsnit
2020 har været et ekstra hårdt år for mange. Her på avisen ved vi ikke bedre end andre, men da vi er helt gennemsnitligt ude af balance, har vi måske et par hverdagstricks i ærmet, der kan hjælpe mod ensomhed, angst, frustration eller hvad nu man kunne føle lidt ekstra intenst for tiden. Hver dag i december deler Informations skribenter deres bedste råd mod mørket
Seneste artikler
Sådan bliver din verden fortryllet igen under nedlukningen
24. december 2020Hver aften under nedlukningen går Rune Lykkeberg en tur der, hvor han bor, for at få øje på alt det, han ikke ser, når byen er åben, lysene blinker og gaderne fulde af mennesker. Dette er den sidste redningspakke i Informations julekalenderMens grænserne er lukket for mennesker, flyder whiskyen stadig frit. Gudskelov for det
23. december 2020Whisky hjælper Lasse Skou Andersen gennem coronakrisen. Det er ikke kun selvmedicinering, skriver han bag 23. låge i vores selvhjælpspakkekalenderMørket får skyld for meget, som mørket dybest set ikke har gjort. Leve mørket
22. december 2020Mørkemænd, mørkets magter, at være formørket, et formørket sind, mørketal, mørklægning, mørkeræd – mørke er ufortjent lavstatus, men sådan behøver det ikke være. I bælgragende mørke ude på landet kan man for eksempel nyde Mælkevejen
Lone - måske skal du til at købe blomster til dine venner. Det får man det også bedre af.
Jeg tror, du har ret.
Den franske psykiater Boris Cyrulnik har afdækket sygdommen narapoia. Den viser ved en universel følelse af at alle vil en det godt.
Narapoia kan være erhvervsbetinget, hvis erhvervet fremmer et urealistisk selvbillede hos fagets udøvere.
Hvis omverdenen lejlighedsvis ikke imødekommer individets eller gruppens selvbillede, kan det overgå i sin modsætning paranoia, følelsen af at alle er imod en, og medføre stærke emotionelle reaktioner.
med venlig hilsen