Essay
Læsetid: 7 min.

Harald Voetmann tager arven op efter den postapokalyptiske troldmand, Louis-Ferdinand Céline

Vreden er verden. Det henter teksten frem, ud af sit filologiske fængsel, ud på gaden som rap og bræk. Det er en vred gammel mand, der rapper, skriver Peter Laugesen i sin meddigtende læsning af hans bud på den bedste 2020-bog, Harald Voetmanns ’Juvenal’
Vreden er verden. Det henter teksten frem, ud af sit filologiske fængsel, ud på gaden som rap og bræk. Det er en vred gammel mand, der rapper, skriver Peter Laugesen i sin meddigtende læsning af hans bud på den bedste 2020-bog, Harald Voetmanns ’Juvenal’

Dalva Skov

Kultur
30. december 2020

»Har vi haft så mange laster som nu? Og har grådigheden
åbnet sin slughals så dybt nogensinde? Har terningespillet
været så stor en besættelse før? Nu smider man ikke
pungen på bordet, man slæber sit pengeskab med sig til kroen.
Blodige valpladser finder man her, og bankøren er væbner.
Er det da ikke rent vanvid at nægte den skælvende slave
tøj på hans ryg, når man lige har bortødslet hundrede tusind?«

Heksametermaskinen rasler derudad og kaster ord sammen i sætninger, linjer. Det er Homers versemål og det mest bærende den klassiske fortid igennem. Det her er selvfølgelig en oversættelse, og der står det i den, der skal stå.

Det står der på kraftigt dansk, som det tales i dag. Måske kan det chokere nogen, at den romerske poesi, Juvenals, gebærder sig, som den gør, når Harald Voetmann bruger den til at beskrive tilstandene i verden med, som den altid har været, og som den også er nu:

»Bliv ikke narret af det: Hele byen er propfuld af disse
sexgale dydsprædikanter. Du spiller forarget, men
du er selv det mest udslidte hul blandt sokratiske pikslikkerdrenge.
Vel er din hårede krop, dine armes stride behåring
tegn på en alvorsfuld sjæl, men lægen må fnisende skære
i hæmoriderne, som svulmer op i dit plukkede røvhul.«

Det er jo ikke enhver, faktisk ingen, der i dag kommer i kontakt med den klassiske kunst og litteratur i skolen. Der er også langt imellem de nye versioner af de gamle tekster, der opfylder kravet til at kunne være »klassiske«, at være en »klassiker«, nemlig at være tidløs, altså lige så meget og lige så hjemmefødt en stemme af den nye tid, her og nu, som af den gamle, dengang.

Svært er det også, fordi ingen har nogen anelse om, hvordan de skrevne klassikeres faktiske tekst, hvis form og indhold yderligere gennem århundreder har været til diskussion og under konstant forandring efter gamle håndskrifter og skiftende nyere tiders moder og normer, moralske eller æstetiske, vedrørende hvad som helst, egentlig lød.

Forholdet mellem det skrevne og det talte sprog, prosodien, er centralt i den moderne eller modernistiske poesi og prosa. Det var naturligvis også afgørende for de digtere og prosaister, der skrev i det klassiske Rom. Men man kender ikke deres talesprog, man ved ikke, hvordan de sagde, hvad de skrev.

Man kan forestille sig, at den nuværende tid og den forgangne tid måske vil være nærværende også i den tid, der endnu ikke er her, men er på vej. Det forestillede T.S. Eliot sig i hvert fald, men tiden har intet at gøre med det klassiske. Det klassiske annullerer tiden.

Med den nye titel, Harald Voetmann har givet de seks digte, der udgør de første to bøger af Juvenals »Satirer«, skrevet i århundredet efter det fiktive nul, der udgør tidens drejende centrum for os, VREDEN SKRIVER DIGTET kalder han værket, markerer han, at »digteren« måske kan lade noget andet, en tilstand for eksempel, skrive digtet for sig. Digteren er i moderne forstand, efter Rimbaud, under alle omstændigheder »en anden«.

»Vreden, gudinde, besyng, som greb peleiden Akilleus,« sådan begynder Homers rasende antikrigsbog Iliaden i den gamle danske oversættelse, og hvad der anråbes her er jo en overordnet kraft, der administreres af muserne.

Det er godt set af Voetmann at placere sin bog på det sted, og på dens omslag er det markeret sådan, at titlen, bogens navn, ligesom står ud fra et mørkt gab af en stiliseret mund, som et brøl fra tiden selv, som er verden. Vreden er verden.

Det henter teksten frem, ud af sit filologiske fængsel, ud på gaden som rap og bræk. Det er en vred gammel mand, der rapper. Verden er en meningsløs digtoplæsning, som han er udelukket fra at være med i, måske fordi han er gammel, det betyder ikke så meget, det er han bare:

»Skal jeg da kun høre på? Kan jeg aldrig flå bladet fra munden,
plaget og pint af, at Cordus læser sig hæs af sin Theseus?
Skal det gå ustraffet hen at én har læst sine farcer,
én elegier op for mig? Skal mægtige Telephos bare
æde min dag væk, eller den tunge Orestes,
beskrevet helt ud til kanten, og også på ryggen, og end ikke færdig?«

Al romersk poesi, og græsk, var skrevet til stemmen, til at tale eller synge. I Rom foregik det på steder med offentlig adgang for de interesserede, der sikkert, som i dag, mest var de involverede, og hvis digtene havde et galleri i sig af navne, var det navne på personer, alle tilhørere kendte, uanset om de optrådte der under eget navn.

Det var en lille verden og en stor verden. Sandheden blev i al sin skønt beskidte subjektivitet trompeteret i hovedet på, hvem der kom forbi, hvad enten de var embedsmænd, dagdrivere, skuespillere, trækkerdrenge eller kontorister.

Hos Juvenal, og i vredens mund som teksten stråler ud af på forsiden af Harald Voetmanns bog, drejer det sig om en vedtagen moral, hvis regler og forskrifter ingen ved sine fulde fem ville drømme om at overholde.

Tekstens temmelig udpenslede seksuelle scenerier har intet i sig af den forargelsens kraft, der stadig rumsterer i vores kristne forestillingsverden. Romerne kendte ikke til afvigende seksualitet, der var ingenting at vige af fra.

Der var ingen fornemmelse af synd eller anderledeshed, seksualiteten var ikke markør for en personlig identitet, men der var en høj opmærksomhed på dens funktion i sociale magtforhold. Den verden, de levede i, stod i forbindelse med, var en del af de kræfter, vi i dag bunker sammen og kalder »naturen«, kun for at kunne krølle dem sammen og sparke dem fra os efter forgodtbefindende, som en rådden gammel bold.

Gøre alt, hvad der findes, til et lager for produktion af personlig nydelse for dem, der har råd til at købe produktet.

»Lad dem dog få deres blodguld og selv blive blege af angsten,
som hvis man pludselig støder sin nøgne fod mod en slange
eller skal tale ved templet i Lugdunum. Nytter det noget
at råbe op om min mægtige vrede, der brænder i bugen,
hver gang en røverisk værge, som har gjort sin myndling til luder,
eller en skurk, der er idømt en alt for let straf, plager folket
med sin eskorte? Blot formuen er i behold, skidt med skammen!«

Nero og Caligula, Trump og Putin er tilfældige skikkelser, der som små mekaniske dukker i et evigt kredsløb af ligegyldigheder messer deres fraser fra bunden af historiens dybeste skraldespand. Kun et øjeblik er deres kvæk at høre, før de opsluges af den tomhed, der spyede dem ud.

Det er vreden, der skriver, den skubber kejsere, despoter og lakajer, som idiotiske figurer, rundt i natten og mørket, smider ansigter på dem. Navne.

Rundt og rundt kører det, og vreden, som er barnets vrede, den, der vågner, når illusionerne brister, når kærligheden bliver smidt til salg på markedet, når fornuftens traktat bliver revet i stumper og stykker og kastet på dumhedens bål, barnets vrede, og oldingens, der kæmper for at bevare, hvad måske egentlig aldrig fandtes, illusionen, der holder verden oppe, det andet og den anden, den anden slags, den anden verden, vreden.

Et særligt kapitel udgør helt konkret, det fylder hele anden bog som satire nummer 6, den barnagtige oldings eller det ældede barns nedrakning af kvinden, ikke som sådan, men nærmest som art.

»Vinterens isdække bryder hun, får sig en dukkert i floden,
tidligt om morgenen tager hun tre dyp i Tiberens vande,
så hun kan bortskylle hovedets rædsler med hvirvlende strømme.
Derefter kryber hun tværs over Marsmarken, nøgen og på de
blødende knæ. Ja, hvis Io, den hvide, befaler det, går hun
pilgrimsgang helt til Ægyptens fjerneste grænse, og bringer
vand fra det skoldhede Meroe, som hun kan stænke i Isis´
tempel, der tårner sig op foran folden med afstemningsskranker.
Velvilligt tror hun, den mægtige dronning selv bad hende om det.
Her har vi den type sjæl, som kan tale med guder om natten«

Det kan man kalde kvindemagt. Satirisk beskrevet måske og karikeret, men klart. Hvem Juvenal var, ved man ikke. Han var måske soldat i Skotland og Ægypten. Der er en vis sandsynlighed for, at han var sagfører i længere tid, før han begyndte at skrive digte. Han blev nok temmelig gammel. Man ved det ikke rigtig, han skriver ikke om sig selv.

Det er heller ikke sikkert, at vi om 2000 år vil vide, hvem Harald Voetmann var. Men han er her i den grad nu. Han skriver i sit forord om »senere tider, hvor litteraturen lider mere under postuleret relevans end mytologisk verdensfjernhed«. Selv tager han arven op efter den postapokalyptiske troldmand, Louis-Ferdinand Céline.

Vreden / Verden

»Alt stod i brand, og strukturen kollapsede, alting var kaos..«

Sådan taler en klassiker.

Harald Voetmanns oversættelse af ’Vreden skriver digtet. Juvenal’ er udkommet på forlaget Basilisk. Lørdag den 2. januar skriver Kirsten Thorup om Kristina Stoltz’ roman ’Paradis først’.

Serie

Ældre forfattere læser yngre forfattere

Litteraturåret går på hæld, og vi har bedt forfatterne Bent Vinn Nielsen, Suzanne Brøgger, Kirsten Thorup, Asger Schnack og Peter Laugesen om at fremhæve ét værk fra 2020 af en kollega under 50 år og skrive et essay om, hvad der gør den bog til noget særligt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her