Essay
Læsetid: 7 min.

Harald Voetmann tager arven op efter den postapokalyptiske troldmand, Louis-Ferdinand Céline

Vreden er verden. Det henter teksten frem, ud af sit filologiske fængsel, ud på gaden som rap og bræk. Det er en vred gammel mand, der rapper, skriver Peter Laugesen i sin meddigtende læsning af hans bud på den bedste 2020-bog, Harald Voetmanns ’Juvenal’
Vreden er verden. Det henter teksten frem, ud af sit filologiske fængsel, ud på gaden som rap og bræk. Det er en vred gammel mand, der rapper, skriver Peter Laugesen i sin meddigtende læsning af hans bud på den bedste 2020-bog, Harald Voetmanns ’Juvenal’

Dalva Skov

Kultur
30. december 2020

»Har vi haft så mange laster som nu? Og har grådigheden
åbnet sin slughals så dybt nogensinde? Har terningespillet
været så stor en besættelse før? Nu smider man ikke
pungen på bordet, man slæber sit pengeskab med sig til kroen.
Blodige valpladser finder man her, og bankøren er væbner.
Er det da ikke rent vanvid at nægte den skælvende slave
tøj på hans ryg, når man lige har bortødslet hundrede tusind?«

Heksametermaskinen rasler derudad og kaster ord sammen i sætninger, linjer. Det er Homers versemål og det mest bærende den klassiske fortid igennem. Det her er selvfølgelig en oversættelse, og der står det i den, der skal stå.

Det står der på kraftigt dansk, som det tales i dag. Måske kan det chokere nogen, at den romerske poesi, Juvenals, gebærder sig, som den gør, når Harald Voetmann bruger den til at beskrive tilstandene i verden med, som den altid har været, og som den også er nu:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her