Essay
Læsetid: 12 min.

Harald Voetmanns 2020: Jeg bemærker, hvis folk står for tæt sammen i mine drømme nu

»Vi bliver dummere, og vi bliver talt ned til af alle instanser, inkl. vores egen kunst, musik og litteratur. Vi er til alle sider omgivet af løgn og uvirkelighed, og hele Skotland hænger fast til vores røv.« Vi har bedt forfatter Harald Voetmann se tilbage på 2020
»Vi bliver dummere, og vi bliver talt ned til af alle instanser, inkl. vores egen kunst, musik og litteratur. Vi er til alle sider omgivet af løgn og uvirkelighed, og hele Skotland hænger fast til vores røv.« Vi har bedt forfatter Harald Voetmann se tilbage på 2020

Mia Mottelson

Kultur
31. december 2020

En aften for mere end 30 år siden var der en mandlig tv-speaker, som sagde ordene: »Vi håber, De får en god aften.« Det kan lyde uskyldigt nok, men de ord fik min mor til at bryde ud i et decideret raserianfald. Hun skreg ad fjernsynet, at det under ingen omstændigheder skulle blande sig i, hvorvidt hun havde en god aften eller overhovedet ønskede at have en god aften.

Dengang syntes jeg, det var voldsomt, og at det var en bizar overreaktion på et par uskyldigt velmenende ord sendt gennem æteren. Nu, hvor jeg er voksen og deler temperament med Æslet fra Peter Plys, ser jeg det som et tegn på hendes integritet og har stor respekt for hendes raseri.

Hun reagerede på samme måde på de mange reklameskrivelser, hun fik fra et firma ved navn Bakker Holland A/S, som hun ved en enkelt lejlighed havde bestilt nogle blomsterløg fra. Disse reklamer var sendt som breve og søgte at indynde sig på en slikket hofsnogemanér: »Kære fru Gormsen, vi skriver til Dem, da De er vores allerbedste kunde.«

Det var raseriet over, at en upersonlig instans vovede at maskere sig selv med menneskelige træk og driste sig til en henvendelse til et levende menneske, som om de to var på lige fod. Det upersonlige sminket med forloren velvilje over for individet.

Merci fordi du’ til

Min mor nåede at opleve fjernsynsreklamer, og alene tanken om dem gjorde hende rasende. Tæskelækker læske. Merci, fordi du’ til. Hos DK Benzin, der koster benzin det, den koster. Værst af alt: Lars Larsen med hans ræveblik og fingerede kræmmerjævnhed. Hans finger peger direkte ind i stuen, udpeger netop dig som den udvalgte, der kan nyde godt af et helt personligt tilbud på sweatshop-skrammel, han har taget jyskheden til gidsel for at kunne afsætte.

Men min mor nåede ikke at opleve internettet og sociale medier, og det er på en måde nok meget godt. Vi lever i en verden, som ville have gjort hende konstant rasende. Det er umuligt at tænde sin telefon uden at blive mødt med sleske upersonlige instanser, der henvender sig personligt til én, og det er umuligt at gå ti meter ned ad gaden uden at blive løjet til tre gange af udefinérbare maskerede instanser, der vil sælge vægttab eller vaskepulver.

Vi ænser ikke løgnen længere, den er en del af habitatet, og vi forventes at kunne begå os i den. Om det handler om at sælge sig selv i en ansøgning, sælge bøger på bogmessen eller sælge sig selv på datingapps. Vi skal alle sammen gå rundt og være et godt tilbud.

Harald Voetmann

Født 1978

Forfatter og oversætter

Debuterede i 2000 som forfatter med kortprosasamlingen ’Kapricer’, fik sit gennembrud med novellesamlingen ’Teutoburger’ fra 2005

Har udgivet en trilogi af selvstændige historiske romaner og den håndskrevne ’Amduat. En Iltmaskine’ fra 2018 om den ægyptiske solguds rejse gennem dødsriget og om en mand, som dør af en lungebetændelse på Holbæk Sygehus. I år udkom ’H.C. Andersens Quarantaine-dagbog’.

Kunstnerne har overtaget reklamens forlorent personlige henvendelse. »Hej, hvis du også elsker store slægtsfortællinger, så er min seneste osv.« Popmusik er reduceret til tre mulige udtryk: liderlighed, aggression og forloren inderlighed. (De to førstnævnte kan være ærlige nok, men de sange, der skal udpege følsomheden hos den såkaldte artist, med luft på stemmen og et flommelag af kunstfærdige fraseringer, er uden undtagelse til at lukke op og skide i).

Kunsten skal være instagramvenlig, litteraturen bliver udvandet af ideen om »den gode historie«, dvs. den, der kan sælges og helst har en rørende personlig vinkel – allerbedst er det, hvis den gode historie også ender med at være succeshistorien. Vi æder løgn morgen, middag og aften, vi har gjort det i årtier, og vi véd det godt, og vi æder den alligevel.

Vi lyver og smiler og sælger os selv. Politikerne gør det. Regeringen gør det. Staten gør det. Går man ind på Goldman Sachs’ hjemmeside, er der pyntet op til jul, og man får en slesk personlig henvendelse: »Du kan hjælpe os med at hjælpe de små virksomheder«. Det er ikke til at finde et ærligt møgsvin. Og det er svært at skelne mellem de maskerede møgsvin og alle os andre. Vi har alle den samme maske på nu: tandsmilet og ræveblikket. Kære fru Gormsen. Merci, fordi du’ til.

Aldrig været vred

De seneste syv år har jeg, som mange andre forfattere, undervist på skrivehold i forskelligt regi. Jeg har et par gange forsøgt at køre forløb om vrede i litteraturen og få eleverne til selv at mønstre noget vrede i skriften. Det er overraskende svært – vrede på kommando er selvfølgelig også kunstigt, men man skulle tro, at de fleste havde opbygget et reservoir.

Sætningen »men jeg tror aldrig, jeg rigtig har været vred over noget,« har jeg efterhånden hørt mange gange. Sjældent fra de unge mænd. De skriver ofte gerne en tekst, der slår sig på brystet og råber, selv om det nogle gange er uklart, hvad den råber ad. Den er rebelsk og tager sig fordelagtigt ud på en vred måde.

Men for en del af de unge kvinder virker vreden åbenbart for uklædelig til at kunne ytres. Jeg køber ikke, at de aldrig har følt vrede. Hvordan kan man være i live og aldrig have været vred over noget? Men jeg tror gerne, at deres persona – den maske, de vil vise frem for andre – ikke er i stand til at fremvise uklædelig vrede.

Den er følsom og kan blive rørt af både tragedier og livets små lykkestunder, men den skal kunne accepteres af den bredest tænkelige målgruppe, og vreden er ikke appetitlig. Hårdt presset kan personaen præstere en tekst, der udtrykker bekymring over et generelt samfundsanliggende, en ængstelse for klimaet eller en fordømmelse af racismen i USA.

Det er fint, siger jeg så. Måske kunne det blive en anelse mere personligt.

Det lyder alt sammen nedladende, men jeg føler ingen ringeagt. Eleverne er fanget i deres roller, som jeg er fanget i min. I dette tilfælde rollen som læreren, der skal være venlig og skal udfordre dem, men kun til en vis grænse. Ingen af os er i stand til at ytre noget, der egentlig virker mere ægte end den samfundsengagerede julehilsen på Goldman Sachs’ hjemmeside.

Tynger min røv ned

Middelalderdigtet »Ysengrimus« har en ulv af samme navn som hovedperson og antihelt. Ysengrim bliver hele tiden snøret af den durkdrevne helt, ræven Reynard, som gang på gang har et godt tilbud til ulven. I et kapitel bilder ræven den sultne ulv ind, at den bare kan fange fisk ved at stikke sin hale gennem et hul i isen. Ulvens hale fryser fast, ræven stikker af, og ulven jamrer i et pentametervers: clunibus impendet Scotia tota meis. »Hele Skotland tynger min røv ned!« Det udbrud har jeg tænkt på mange gange i løbet af 2020.

Det er svært ikke at være vred på 2020. Året har været så spækket med elendighed. Næste år tegner til at kunne blive lysere på mange måder, som statsministeren også sagde på sidste pressemøde, klædt i moderat håbefuld blågrøn og ikke et af de mere bedemandsagtige kostumer, der har været i brug, når alvoren virkelig skulle hamres ind. Vacciner, genåbninger, at kunne samles igen, endda at se Trump smidt ud af Det Hvide Hus. Med håbet om alt det kan man nemt komme til at føle, at 2020 som tidsenhed var forbandet, men at et nyt år vil bryde den forbandelse.

Det vil det selvfølgelig ikke. Den næste pandemi kan komme når som helst, klimaforandringerne buldrer afsted og er ikke til at standse, populismen finder nye frontfigurer, splittelsen og mistilliden vokser, konspirationsteorierne fortsætter med at knopskyde ud af virkeligheden, vi bliver dummere, og vi bliver talt ned til af alle instanser, inklusive vores egen kunst, musik og litteratur. Vi er til alle sider omgivet af løgn og uvirkelighed, og hele Skotland hænger fast til vores røv.

Mia Mottelson

Det var ikke en særlig forbandelse ved året 2020, der gjorde, at en zoonotisk virus blev til en global pandemi. Det er snarere et mirakel, at vores del af verden i så lang en periode har været forskånet, i betragtning af hvor gode omstændigheder vi har udviklet for den slags smitte. At vi er på et videnskabeligt niveau, hvor vi så hurtigt er i stand at udvikle velfungerende vacciner, er også et mirakel. Og vi har som samfund reageret effektivt og fornuftigt. Men den næste sygdom kan boble op i morgen, og den kunne have en langt højere dødelighedsrate.

Det er for nemt at udråbe 2020 til et rædselsår. Som om der var noget ved tidsenheden i sig selv, der tiltrak eller skabte ulykkerne. Tallet 2020, der ligner et resumé af Simon Grotrians digt Svaner set gennem tårer, som Mette Moestrup for nylig skrev i Politiken:

0 0

2 0

0 2

0 0

Det er svært ikke at gøre året, tallet, til syndebuk, og det er svært at tro på de store fremskridt i et samfund, hvor alt virker som egeninteresse gemt under floskler og falsk inderlighed.

Jeg forstår godt, hvorfor konspirationsteorierne vælter frem. Jeg deler mistilliden, vreden og afmagten.

Hvad sker der med ulven Ysengrim i digtet, efter ræven har snydt den? Den bliver tævet og flået af en vred folkemængde, men slipper væk, da den får halen skåret af. Senere bliver den klogere, den bliver politiker.

Trøst og adspredelse

Jeg maler med en alt for bred pensel her. Selvfølgelig kan man møde andet end løgn og selviscenesættelse og forloren velvilje. Alt det, jeg i det ene øjeblik afskriver, ser jeg i næste øjeblik som noget, der kan skabe tiltrængt trøst og adspredelse. Det samme, som jeg, i mine mildere øjeblikke, også ønsker at gøre med mit eget arbejde som forfatter og oversætter. Folk har det svært nok, og vi kan ikke tåle hele tiden at skulle konfronteres med alt det forfærdelige. Hvorfor skal man ikke have lov til at glæde sig? Hvorfor skal man udskammes osv.?

Men i de sidste dage har jeg været urimelig og hadefuld. Jeg døjer med angst og måske en begyndende depression. Lykkepiller fjerner angsten, men gør mig også uempatisk og ligeglad, så jeg vil hellere blive i mørket nu og være i stand til, en gang imellem, at blive begejstret for noget og at blive opslugt af noget.

Det er ikke ment som en undskyldning. Men det er nok en delvis forklaring.

Jane Austen

Jeg har læst Jane Austens romaner i år. De passer på en måde perfekt til 2020 i Danmark. De handler om mennesker, der forstår at holde afstand, mens de prøver at begå sig i et uigennemskueligt væv af sociale koder på jagt efter noget, der kunne ligne en oprigtig følelse. Karaktererne skal sætte sig til skue og sælge sig selv fordelagtigt i en verden fuld af forstillelse og fortielse, hvor penge er det eneste, der ikke lyver. Austen kommer aldrig til at mangle læsere, men bliver næppe heller modelitteratur foreløbig. Hun er for behersket rent stilistisk.

Nu i december udpeges de litterære tendenser med doven forudsigelighed i bogtillæggene, og vreden ser ud til at være en af dem. Bøger skrevet af vidt forskellige bevæggrunde og med vidt forskellige blik på verden klumpes sammen ud fra de mest intetsigende overordnede fællestræk: glad, sur, liderlig, nysgerrig, ked af det. Får man mere end tre i en bunke, kan man udpege en tendens og skrive en artikel om det.

Jeg har i år bidraget med en oversættelse af den romerske digter Juvenals to første bøger med verssatirer, der sandsynligvis er tænkt som et samlet værk. Han indleder første bog med at erklære hele sin samtids litteratur for verdensfjernt bavl, fuld af guder og helte og ligegyldige myter. Nu skal det handle om den håndgribelige virkelighed og dens uretfærdigheder og lidelse, og vreden skal være drivkraften i teksten. I løbet af de seks lange digte, som værket består af, løber vreden mere og mere af sporet. Til sidst står digteren og hævder, at virkelige kvinder overgår tragediernes mordersker i blodtørst og grusomhed, og han overgår derved selv de ’mytologiske’ digtere i sin opremsning af usandsynligheder.

Man påtager sig vreden for at finde ind til det ægte, men man ender i det samme blændværk, den samme uvirkelighed. Vreden var ikke andet end en positur, og, som bogtillæggene beskriver det, en af årets tendenser. Vi leder altid efter det, der virker ægte og ærligt, men formerne stivner mellem hænderne på os og bliver øjeblikkeligt til parodier, sekundet før en redaktør formidler dem.

Freudiansk ønskedrøm

I februar var jeg i Rom med min datter. Vi bemærkede, at tætte folkemængder gik i buer uden om asiater med mundbind. Et hold kinesiske turister lod, som om de var koreanere på en restaurant, men fik overdraget menukort på koreansk, som de med skam måtte indrømme, at de ikke forstod.

Sidst i marts – et par dage før min søns niårs fødselsdag – drømte jeg, at jeg købte ind til at lave en lagkage til ham. Skyer af små sorte partikler drev rundt over alle varerne og fladerne i supermarkedet. En kvinde i kassen forklarede mig, at det bare var sygdommens partikler, og demonstrerede, at man nemt med hånden kunne børste dem af sine indkøb.

Det var ikke et mareridt, men en freudiansk ønskedrøm: Sygdommen var blevet synlig og derfor til at undgå, og min søn kunne få den fødselsdagsfest i drømmen, som vi i virkeligheden måtte aflyse.

Mia Mottelson

Jeg har i løbet af året fået holdninger til håndsprit. Nogle typer er klart bedre end andre. Dem, der ikke stinker af tequila. Dem, der ikke skummer. I går var der én, der sagde: »Flot mundbind« til mig, fordi mit helt almindelige engangsmundbind var sort frem for lyseblåt.

Jeg bemærker, hvis folk står for tæt sammen i mine drømme nu. Så får jeg lyst til at påtale det. Jeg har måske altid haft svært ved at stole på andre mennesker. Men det har aldrig før været legitimt at betragte dem som giftige. Vi skal lære ikke at se hinanden som omvandrende giftdepoter, når vi kommer om på den anden side. Det håber jeg, at vi kan finde ud af, selv om jeg personligt godt kan undvære gruppekrammene.

Håbet

Jeg har ledt efter en mere lys og håbefuld måde at ende den her tekst på. Den var bestilt som en slags anmeldelse af året 2020, og det er ikke udpræget nemt at skrive noget lyst og let, når vægten af Skotland i forvejen tynger ens røv ned, og det skal handle om et år, der mest vil blive husket for en global pandemi.

Det lyder godt med de vacciner. Vi har brug for håbet. Men det kommer også til at blive grimt. Det bliver også endnu en øvelse i at lukke øjnene for dem, hvis lidelse vi accepterer, mens vi i Vesten hamstrer vaccinerne og kan glæde os over musikfestivaler, brunchbuffeter og gruppekram.

Forstå mig ret: Jeg håber, det ikke bliver sådan. Men jeg tror, at pandemier igen vil blive forvandlet til noget, der kun findes hos de fattige, og derfor ikke er et stort skår i vores glæde. Hiv, sars, mers, ebola, COVID-19. De varme lande er noget lort, som det hedder i den der Shu-bi-dua-sang, der er røget ud af Højskolesangbogen til forargelse blandt de politikere, der er holdt op med at adressere os som borgere og nu kalder os danskere.

Vores del af verden vil stadig tillade, at folk i de fattige lande ligger og dør i deres eget bræk, sagde min datters mor i telefonen.

Ja, jeg har børn. Jeg kan ikke tillade mig at være pessimist, sagde Æslet. Måske bliver vi alle sammen klogere og bedre af 2020.

Jeg har børn, men jeg har også sko, der er syet af børn. Dernede, hvor sygdommen bor. En storsmilende upersonlig instans gav mig et godt tilbud på dem.

Mia Mottelson

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

William Mannicke

»Vi håber, De får en god aften.« sagde de i TV.

”Ha´en fortsat en god dag” sagde kasse damen i Netto til mig i dag.

Før i tiden, blev jeg besjælet af samme følelse, som skribenten.
”Hvad fanden rager det hende?!”

I dag svarer jeg: Tak i lige måde”.

Hvorfor?
Fordi: hvor tynde/betydningsløse konventioner, kan være, er der dog en kerne af empati.
Ønsket eller uønsket, men uden malice.

Derfor!

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Christian Larsen, Lisbeth Glud, Lillian Larsen, Lisbeth Larsen, Henning Kjær, Elga Reschefski, Anne-Marie Krogsbøll og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
William Mannicke

rettelse:
skribentens mor
;-)

Ole B. Lindqvist

Dejlig tekst! Og ja nemlig, det er ikke det nemmeste at være hoptimist i denne tid.
Men pt. holder jeg mig til to antagelser:
At verden er alt muligt, en helt utrolig blanding af skidt og kanel.
At mængden af skidt og kanel er konstant.
I nogle perioder er det nemmest at få øje på det ene og i andre perioder på det andet.
Hvis skidtet er steget op til overfladen, skal jeg kigge nedenunder for at få øje på kanelen.

Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Lillian Larsen, Anne-Marie Krogsbøll og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Ja, der er nok at hidse sig op over. Hvis det kan udløse et raserianfald, at nogen siger “Hav en god dag”, bør “Goddag”, “farvel”, “dav”, “til lykke”, “glædelig jul”, “godt nytår” osv. da kunne få en helt op i det røde felt. Med lidt ond vilje kan det alt sammen opfattes som utidig indblanding i ens privatliv.
Man kunne også vælge at se de pågældende udtryk som en del sprogets fatiske funktion, der ganske vist ikke rummer dybere følelser eller den store informationsmængde, men blot signalerer en vag velvillighed, der får tingene til at glide.
Hvad er høflighed andet end velment løgn?

Mogens Holme, Lillian Larsen, Lisbeth Larsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Tak for en vidunderlig kronik, Harald Voetmann!

Det, som du så velgørende og med en passende indignation beskriver som en slags ’allestedsnærværende løgnagtighed’, er vist det samme fænomen, som man i såkaldt dannede kredse mere værdineutralt - hvis da ikke med en vis optimistisk begejstring - betegner som ’performativitet’..

Jeg foretrækker din udlægning!

Jeg tør næsten ikke ønske dig et godt nytår, men så kan jeg jo i stedet for ønske mig, at vi får dig meget mere at læse i Dagbladet Information i 2021! :)

Henriette Lund, Jakob Trägårdh, Bjørn Pedersen, Bernhelm Booss-Bavnbek, Eva Schwanenflügel, Lars Jørgensen og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
Josephine Kaldan

Min mor blev tilsvarende rasende over Otto Leisners programmer for ældre. Hele ideen med en homogen gruppe af ældre, tændte hendes oprør. Hvorfor slukkede hun ikke bare? Det gjorde hun også, men tankegangen var hende imod. Min mor var født i 1912 i Birkerød. Vibeke Mantzius.

Vi er ikke alene i det offentlige rum, supermarkedet, toget, gåturen. At småsnakke, hilse, give plads og anerkende hinandens tilstedeværelse gør det rarere at færdes i. Og man behøver ikke gøre det lige meget hele tiden.

Ole B. Lindqvist, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme og Per Almar Johnson anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

Jeg kan godt skelne mellem på den ene side et uforpligtende, men velment "Godt Nytår" ved kassen i Fakta og reklamens "Alle har ret til et fedt køkken" på den anden side. Jeg læser Voetmanns vrede som overvejende rettet mod sidstnævnte kategori

Hanne Utoft, Bernhelm Booss-Bavnbek, Finn Egelund, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, Torsten Jacobsen og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar