Hausgaard og Aakjær om 2020: De bagkloge må sparkes i skridtet fra morgen til aften

Annika Aakjær og Niels Hausgaard kender hinanden godt nok til at fornærme hinanden løbende, mens de snakker. De sidder i et hjørne af Dragør Badehotel med guldindrammede marinebilleder bag sig og taler på hver sin nordjyske dialekt ind i en skærm til mig, der sidder hjemme og venter på testsvar.

Det var praktisk at sætte de to humoristiske sangskrivere stævne her, fordi Niels Hausgaard alligevel var i Dragør for at optage anden sæson af TV 2-serien med det pludseligt meget aktuelle navn Minkavlerne, hvori han spiller en minkavler, der har givet sin farm videre til sine to lidt uduelige sønner. Om lidt skal den 76-årige altmuligmand i underholdningsbranchen hjem til Hundelev i Vendsyssel. 

Fornærmelserne er af den grove, men godmodige slags, man bruger til at understrege, at man godt ved, man kan lide og faktisk respekterer hinanden. Ellers ville man jo ikke sidde og håne hinanden for henholdsvis at være en del af ældrebyrden og en rødhåret rappenskralde.

Hvis Niels Hausgaard brokker sig over, at reklamebranchen taler til ham, som om han var »dårligt begavet og nærmest idiot,« indskyder Annika Aakjær: »Og det er du jo ikke, du er bare gammel.«

Hvortil Niels Hausgaard syrligt svarer: »Tak, fordi du sagde det, Annika. Du er et sødt menneske.«

De lever begge af at skrive sange og fortælle historier, der er baseret på dagligdags observationer og forholder sig humoristisk til verden. Af og til arbejder de begge som skuespillere.

Fælles for deres humor er, at den lader til at være drevet af indignation, og at den spiller på en vis resignation over alverdens idioti. Niels Hausgaard var i sin ungdom forbi maskinmesteruddannelsen og kunstakademiet, men droppede begge dele og etablerede sig som sangskriver i 1970’erne. Siden har han turneret jævnligt.

38-årige Annika Aakjær bor i København, kommer hørbart fra Aalborgegnen og er uddannet sangskriver fra musikkonservatoriet. Hun har udgivet tre plader og havde sidste år et viralt hit med menstruationshymnen »Dag nummer to«, der står ret alene i sin genre.

I år markerede Annika Aakjær sig i #MeToos anden bølge med et indlæg i Gaffa, der sluttede sådan her: »Kom nu, be the change! For der er en komet på vej, og er du dino, så dør du!« Den tråd tog hun op igen, da hun som vært for årets Danish Music Awards erklærede, at de mænd i pladebranchen, der ikke ser kvinders talenter, fordi de har så travlt med at vurdere deres såkaldte fuckability, bør fyres.

Da coronapandemien ramte Danmark, var Annika Aakjær og Niels Hausgaard i gang med hver sin turné, der gik i vasken. Så de måtte finde noget andet at bruge deres tid og talenter på, indtil man i et lille stykke tid igen kunne optræde under coronasikrede forhold. Niels Hausgaard begyndte at skrive på et nyt show, Annika Aakjær sagde ja til en filmrolle.

– Hvad synes I, der har været at grine og gøre nar ad i år?

Niels Hausgaard: »Der er grænser for, hvor sjovt man kan have det over coronaen. Du kan være lidt hovskisnovski over for dem, som er selvbestaltede eksperter i det hele. Men dem, der er påvirket af det og bevæget af det, dem må man ikke lave sjov med. Heller ikke dem, der bare gerne vil tage det alvorligt. Det kan hurtigt blive letkøbt.«

Annika Aakjær: »Ja, det kan det, og det kræver en balance og en bestemt tilgang.«

Niels Hausgaard: »Mit materiale handler altid om der, hvor vi er, og det, vi er flest, der snakker om.  Og det er så lige nu den her pandemi. Mit yndlingsoffer for tiden er de bagkloge. De bagkloge må sparkes i skridtet fra morgen til aften, de er aldrig fredet, men må jages året rundt, ligesom de nærige. Og de blomstrer i en grad, som er fuldstændig fantastisk. Jeg nyder meget at høre og læse dem. Det er altid noget med: ’Det har jeg sådan set sagt længe’ eller ’det sagde jeg faktisk lige fra starten’. Når man lige får øre for det, er det over det hele. Og så de der meget, meget kloge mennesker, som er klogere end alverdens videnskab og siger, at mundbind er fuldstændig ligegyldigt, og at vi ikke skal vaccineres. Det er en gave.«

Annika Aakjær: »Det er det, også fordi folk viser sig fra deres ekstreme sider. Det har været interessant at se på. Ved Christianshavns volde, hvor jeg bor, er der kommet ensretning på stierne. Når der kommer en løber løbende den gale vej og måske nærmer sig et par på gåtur, er det altid spændende at se, hvad det er for nogle mennesker, der møder hinanden, og hvordan de griber situationen an. Det er meget grænseoverskridende for os i Skandinavien at kommunikere med fremmede mennesker i det offentlige rum. Og nu er vi så blevet tvunget til at forholde os til hinanden, fordi vi alle sammen er blevet potentielt giftige.«

Niels Hausgaard: »Vi løber aldrig tør for stof.«

Anders Rye Skjoldjensen

Annika Aakjær: »Da slet ikke i den her tid. Det har også været sjovt at se på, hvad man overhovedet måtte lave sjov med. Det er, som om det er kommet under pres. Da jeg var vært på Danish Music Awards, havde jeg på et tidspunkt samme blå mundering på som Mette Frederiksen, da hun besøgte en minkfarm. Klokken var ved at nærme sig 22, og dem der var til prisfesten måtte ikke drikke længere, så jeg skulle rundt og rydde drikkevarer af for alle musikerne. Det var ligesom joken, ikke. Men efter det fik jeg en besked på de sociale medier fra en, der hed Helle. ’FØJ!’ skrev hun. ’Nu kan jeg ikke lide dig mere. Jeg var ellers fan.’«

Niels Hausgaard: »Hende kender jeg.«

Annika Aakjær: »Nogle gange kan man godt lige imødekomme folk og deres sårede følelser, så jeg spurgte hende, om det var min tale om sexisme, hun havde noget imod. ’NEJ!’, svarede hun. ’Det er, fordi du gør grin med Mette Frederiksen!’ Det syntes jeg faktisk ikke, jeg gjorde, svarede jeg. Jeg syntes, jeg gjorde grin med en åbenlys komisk beklædning. Og med at jeg skulle sørge for at få mine drikfældige kollegaer til at overholde reglerne. Men hvad for et land boede vi egentlig i, hvis jeg ikke måtte gøre grin med landets altså mest magtfulde person? Så trak hende Helle lidt i land og sendte mig en juletræs-emoji og ønskede mig god jul. Hun syntes bare, der var så meget corona nu, at man måske kunne vente med at gøre grin med det til bagefter.«

Niels Hausgaard: »Man må godt tage gas på Mette, for hun kan faktisk godt holde til det. Hun har stillet sin røv absolut i klaskehøjde, og så klasker du bare løs der.«

Annika Aakjær: »Ja, men jeg synes nemlig ikke, jeg klasker på hende, men det kan man altid diskutere. Men hvis det nu var, jeg gjorde grin med hende, måtte jeg så ikke det? Det er skræmmende, hvis man pludselig ikke må gøre grin med dem, der bestemmer.«

– Har I oplevet andre tilfælde, hvor I blev kritiseret, fordi I lavede sjov med noget coronarelateret?

Niels Hausgaard: »Lige nu optager vi anden sæson af den serie, der hedder Minkavlerne. Det er jo noget, der er tilrettelagt inden corona, og den handler ikke så frygtelig meget om mink. Men da det blev offentliggjort, at vi var i gang med at lave den, var der mange, der reagerede. Blandt andet en fra et fagblad vistnok, der spurgte, hvordan vi overhovedet kunne få os selv til at gøre sådan noget over for et fag, der er blevet lagt ned? Da havde jeg hørt så meget på kritik, at jeg var lidt træt af det. Så jeg svarede, at vi såmænd også havde tænkt på at kalde serien Karetmagerne. Men det ligger jo også ned, det fag.«

– Hvordan blev karetmagervitsen modtaget?

Niels Hausgaard: »I dyb tavshed.«

Ingen grove jokes til fællessang

Annika Aakjær: »Helt i starten af forårets nedlukning nedlagde man også satiren i fjernsynet, fordi man var bange for at gøre grin med corona. Så var der kun fællessang. Der er ikke noget i vejen med fællessang, jeg har selv været inde og synge der. Mit første forslag var, at vi skulle synge »Se Venedig og dø.««

Niels Hausgaard: »Jamen, det er jo Lone Kellermanns sang ...«

Annika Aakjær: »Ja, og den handler om, at hvis man tager til Italien, så dør man.«

Niels Hausgaard: »Nej, nej, nej! Så langt havde jeg ikke tænkt.«

Annika Aakjær: »Men det duede ikke, at jeg sang den. Og det er også helt i orden. Jeg kan godt se, det er for grov en joke. Men der var noget i, at man ingenting tør i en undtagelsestilstand.«

Niels Hausgaard: »Man skal have lidt gehør. Man må godt gøre grin med mundbind. Der er mange sjove ting med mundbind. Jeg mener, det klæder rigtig mange. Man bliver så skuffet, når de tager det af. Min svigerinde for eksempel. Det må man gerne gøre. Bare ikke selve truslen i det.«

Annika Aakjær: »Det var også en joke. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke skulle stå og synge »Se Venedig og dø« inde i fjernsynet. Men så sang jeg et Benny Andersen-nummer »Årstiderne« i stedet for, og det var også meget bedre.«

Niels Hausgaard: »Men der var en trang ...«

Annika Aakjær: »Ja, der var en trang, der var så ubehagelig, fordi den blev undertrykt. Det gør et eller andet, når man kan mærke en trussel mod en form for frihed. Der sker noget i mig og i andre mennesker. Det har også været interessant at se på sig selv, hvad for en retning man går i. Om man er god til at følge reglerne, eller om man er sur på dem.«

Niels Hausgaard: »Eller har man viljen til at følge dem? Jeg diskuterede med et ungt menneske en dag, der ikke mente, man skulle gøre så meget ud af det hele. ’Men folk dør jo,’ sagde jeg. ’Det er kun de gamle,’ sagde han. Så sagde jeg: ’Nu stopper du simpelthen. Det er mig, du taler om. Kunne du da ikke lige være lidt solidarisk?’«

Annika Aakjær: »Man snakker meget om, at det er synd for de unge. I april, da alle festivaler blev lukket ned, snakkede man kun om, hvor synd det var for de unge mennesker, der havde glædet sig til at skulle afsted. Man snakkede ikke om, at der var et helt erhverv, der blødte. Det svarede til at tale om, at det var synd for dem i Hellerup, der havde glædet sig til at få en minkjakke, da det blev besluttet, at alle mink skulle aflives.«

Niels Hausgaard: »Det er ikke synd for de unge, at de er unge, og de skal hele tiden huske på, at det går hurtigt over.«

Annika Aakjær: »Både pandemien og ungdommen.«

Niels Hausgaard: »Ja, om lidt er de ligesom os andre og glæder sig til at få en ny gasgrill.«

– Hvordan har I haft det med fællessang?

Niels Hausgaard: »Jeg kan intet have imod det. Jeg kender mange, der synes, det er fantastisk, fordi det giver dem fællesskabsfølelse. Jeg er bare ikke på det hold. Det er også tydeligt, når man hører det, at Danmark ikke er en sangnation. Vi har jo glemt at synge i generationer, vi har ikke trænet vores stemmer. Tag til et sangland som Irland, hvor alle har store gode stemmer, fordi de har brugt dem fra barnsben af. Her prøver vi så at efterligne en popsanger i fjernsynet, og det går som regel ikke godt.«

Annika Aakjær: »Jeg kommer halvt fra Færøerne, hvor man synger til alle fester. Det er ikke, fordi alle synger pissegodt, men de gør det.«

Niels Hausgaard: »Men de kan det jo, for de kan finde ud af at bruge deres stemme til den tradition, de er ud af. Jeg vil så sige, at deres kvad, de er meget lange.«

Annika Aakjær: »Ja, der er mange vers. Man skulle jo have aftnerne til at gå med noget, når der er mange, der ikke må drikke deroppe. Men i Danmark har jeg altid syntes, at det har virket lidt grænseoverskridende. Som at forholde sig til fremmede i det offentlige rum. Man giver slip på noget, når man synger, giver sig hen til noget. Det kan være meget voldsomt at gøre det sammen med andre.«

Anders Rye Skjoldjensen

Et kørekort, man skulle tage

– Hvordan har det været at spille koncerter med coronarestriktioner, da man måtte det?

Niels Hausgaard: »Vi spillede for 500 mennesker nogle steder med plads til flere tusind. Det var lidt op ad bakke, fordi når lokalet er så stort, så mangler det dynamik. Men jeg synes egentlig, at jeg efterhånden vænnede mig til det og blev ret god til det. Det er besværligt og sådan noget, men det har jo også på en måde været spændende. Folk møder op og er anderledes, for de skal holde afstand. Man er nødt til at gribe stemningen, og den er faktisk højtidelig. Så skal man ikke gå ind og være totalt sprællemand lige fra starten. Det skal med i showet, at vi er alvorlige, og så kan vi godt arbejde os op til at grine ad noget derfra. Bortset fra, at det er trist og træls, så har jeg haft glæde af at få tag på den situation også.«

Annika Aakjær: »Præcis. Jeg har været ude at spille for biler. Det var også et kørekort, man skulle tage, var jeg lige ved at sige. Jeg blev spurgt, om jeg ville gøre det alene, og så kunne jeg tjene nogle penge. Men jeg skulle satanedme ikke gøre det der alene. Hvis jeg skulle gøre det, skulle det være for at have det sjovt med mit band.«

Niels Hausgaard: »Dyttede de af dig så?«

Annika Aakjær: »Ja ja, de dyttede og viskede med vinduesviskerne. For dem der kan finde ud af at arbejde med situationen, vil jeg mene, at den sagtens kan være en gave. Da vi så genoptog turneen i september, kunne jeg godt mærke, at folk ikke havde været ude og opleve den slags i et halvt år. Og at det betød noget for dem.«

– Har coronakrisen været god at skrive sange om?

Begge: »Nej.«

Niels Hausgaard: »Det har det ikke. Men jeg tror, den har fået mig til at skrive nogle sange, jeg ikke ville have skrevet ellers. Fordi der opstår en stilhed, der måske får en til at tænke lidt langsommere og lidt dybere. Tror du ikke?«

Annika Aakjær: »Jo! Og jeg tror, at der er meget, der bliver udstillet i en situation som den her. Og det påvirker mit syn på en masse ting og den måde, jeg skriver på. I lang tid har jeg rykket lidt væk fra at skrive noget, der var politisk eller kritisk. Og det er så blevet vækket igen i den her periode. Jeg har brugt meget tid på at notere mig ting. Jeg har skrevet hver dag.«

 Skeptisk optimisme

– Tror I, vi vender tilbage til en tilstand, hvor alt er som før, eller at det her fører varige forandringer med sig.

Annika Aakjær: »Jeg har hørt rigtig mange sige, at nu fatter folk endelig et eller andet om et eller andet. Det tror jeg ikke en skid. Det kommer ikke til at gøre noget bedre eller få os til virkelig at forstå noget om klimaet, om arbejdslivet eller om børnehaverne. Nej. Nej. Nej.«

Niels Hausgaard: »Jeg tror, at reklamevæsnet nok skal få os tilbage på det gamle spor og gøre os lige så overfladiske, som vi var før coronaen.«

Niels Hausgaard tænker sig om et øjeblik og ombestemmer sig.

Niels Hausgaard: »Men alligevel. Sådan noget som det her flytter os en lille smule. Vi kommer ikke tilbage, præcis hvor vi var. Fordi det har rystet os. Og det skal vi ikke være kede af. Vi bliver ikke mere uinteressante af det.«

– Går I ind i det nye år med mest optimisme eller mest pessimisme?

Niels Hausgaard: »Jeg går glad med optimisme. Og det gør jeg hvert år. Og det er ikke en påtaget optimisme, sådan er jeg nok så heldig at være skabt.«

Annika Aakjær: »Ja, du er meget optimistisk, Niels. Jeg er faktisk også optimistisk i år. Sådan er jeg ikke skabt, så det er i den grad tilstræbt. Lige da corona ramte, og jeg mistede hele min tour, blev jeg kraftedme ked af det. Men jeg er ret god til at rejse mig. Jeg er også ret god til at falde. Jeg har rejst mig noget så gevaldigt i år, og det er jeg glad for. Det gode er, at mens man ikke har kunnet spille musik, har jeg fundet ud af, hvor mange andre ting jeg kan finde ud af og har lyst til at lave.«