Helle Helle: Skam, blufærdighed og flovhed er meget bedre at skrive om end ondskab

På Helle Helles køleskab ude i køkkenet i det stråtækte hus uden for Sorø, hvor hun bor, hænger der en håndskrevet seddel. Op til udgivelsen af en ny roman har hun for vane at gå og tage noter om, hvad det egentlig er, hun har skrevet. Det fortæller Helle Helle siddende for enden af et langt spisebord dækket med teboller, luciaboller og levende lys. Med noterne prøver hun at finde en måde at tale om den nye roman på, fordi »det sprog, der er i romanen, er et andet sprog end det, man har om den«.

I Helle Helles nye roman BOB, der udkommer til januar, er der især et spørgsmål, hun har diskuteret med sin mand, billedkunstneren Mikkel Carl. Romanen bygger videre på de fra 2018, der handlede om en 16-årig pige fra Rødby og hendes mor, der bliver dødeligt syg, samme år som datteren begynder i gymnasiet i Maribo. I BOB er der gået fire år, og hovedpersonen Bob er kærester med pigen fra Rødby. Han er 22 år gammel, fra Gerringe lidt uden for Rødby, året er 1985, og de er flyttet til Vanløse, fordi hun skal studere litteraturvidenskab eller noget i den dur. Selv skal Bob ikke noget bestemt, og dagene går med at flakke rundt i byen, tage sporadiske vagter i receptionen på Sømandshotellet i Nyhavn, holde hus og prøve at overholde hans og kærestens aftale om ikke at tale så meget om det huslige. Det går så som så med det.

Alt fortælles fra Bobs synsvinkel, men af hans kæreste. I detaljer kan hun berette, hvad Bob oplever og registrerer, og hvilke indfald der strejfer ham – fra en harsk bismag i smørret på en rejemad til en for hende hemmeligholdt relation til en kvinde ved navn Kola – uanset om hun selv er til stede eller ej. Og til stede er hun sjældent, Bob er mest overladt til sig selv, mens hun er til læsegruppemøde eller kollegiefest. Alt det, hun selv laver, fortæller hun dog intet om. Det handler kun om Bob, og det er det, Helle Helles mand har undret sig over.

»Siden jeg skrev bogen færdig og læste den højt for min mand, har vi mange gange talt om, hvorfor jegfortælleren træder til side for at lade den anden fylde det hele. Og jeg har ikke kunnet finde den rigtige måde at forklare det på,« fortæller Helle Helle og henter sedlen på køleskabet.

»Men så tænkte jeg på, da vi sad og spiste den anden dag, at det er en måde at fortælle på, at hun både er der og ikke er der.«

Helle Helle læser op fra køleskabssedlen: »Hvorfor står der ikke mere om jeg? Svar: Hun er så fraværende, som hun har været i forholdet.«

Emilie Lærke Henriksen

I Bobs sted

BOB er en roman om et par, der har været enormt forbundne, men nu glider fra hinanden, og det skal man mærke i måden, den er fortalt på. Derfor er romanen bygget op om kontrasten mellem jegfortællerens nærmest alvidende indsigt i Bob og den afstand, der ellers er mellem de to.

»Jeg lader fortælleren være næsten skjult, men alligevel være der hele tiden. Hun fortæller om alt muligt, man ikke kan fortælle om, fordi man ikke er der. Selve den fortællekonstruktion ville jeg gerne have til at være historien i romanen. Det er det, der er dramaet,« forklarer Helle Helle. 

»Det, der satte romanen i gang, var, at jeg tænkte på, hvad der skete efter de? Min tanke var, at hovedpersonen er blevet kæreste med Bob og har boet hjemme hos ham og hans forældre i nogle år, og de er sådan set al den familie, hun har. Det vil sige, at hun skylder ham meget, og det gør det svært at gå fra hinanden. Jeg tænkte, at nu må hun prøve at sætte sig i Bobs sted.«

Som i Helle Helles andre bøger handler BOB snarere om en måde at være i verden på med dens gøremål og relationer end om spektakulære begivenheder. Karaktererne prøver det bedste, de har lært, at forstå hinanden, men støder hele tiden på den lidt sorgfulde grunderfaring, at det ikke er så ligetil at sætte sig i andres sted. Det er også noget, Bob (paradoksalt nok ifølge fortælleren, der ligger og sover ved siden af ham i lejligheden) grubler over en søvnløs nat. Her ligger han med et tankemylder, der lyder sådan her: »Ingen kan aldrig vide, hvordan det er at stå på en trappe som en anden. Eller ingen kan nogensinde. Eller alle kan ikke, alle kan ingensinde, ingensinde kan nogen ikke aldrig.«

Som en Rorschach-test

Før Helle Helle skrev de første linjer, gik hun og lagde planer for romanen i hovedet. En af planerne var, at begyndelsen og slutningen skulle spejle hinanden, sådan at de sidste fem linjer læst bagfra skulle svare til de første fem linjer. Lidt ligesom navnet Bob, der også kan læses forfra og bagfra. Ind i mellem skulle romanen så folde sig ud som en Rorschach-test.

»Det brugte jeg lang tid på at gå og tænke over. Det var sådan bogen kom i gang. Det eneste, der er blevet tilbage af ideen med begyndelsen og slutningen, der spejler hinanden.«

Hun vidste også nogenlunde, hvad der var sket i karakterernes liv, og at det var den unge kvinde, der skulle fortælle, men kun om ham. Ordet ’jeg’ måtte fortælleren kun bruge om sig selv én gang i løbet af romanen, fortæller Helle Helle.  

»Der måtte godt stå vi og vores, det gør der hele tiden, og der måtte stå jeg én gang, men der skulle ikke stå mig nogen steder – om hende. Jeg var så lidt i tvivl om, om der måtte stå ’mit’ eller ’mine’ – og det gør der kun et sted, der står ’det var mine’ om hendes kinasko. Jeg tænkte på, om man kunne få ordet ’mine’ til at give et lille chok i romanen.«

Et lille chok fik Helle Helle også, da hun første gang læste sin roman igennem i udprintet version, inden hun sendte den til forlaget.

»Det føltes helt voldsomt, at fortælleren slet ikke selv siger noget. Og så blev jeg bange for, at man ville læse bogen sådan, som om det var gået helt galt for hende, siden hun nu ikke længere taler om sig selv. Jeg havde ellers hele tiden tænkt det som en overskudshandling faktisk fra hendes side som fortæller – at hun ikke behøver at tale om sig selv. Og det er jo også bare det helt fundamentalt spændende, at vi aldrig ved, hvordan det er at sidde på en stol som en anden. Vi tror, vi gør, og vi glemmer alt det, vi selv kommer med. Det er skidesvært, også i et parforhold, som det her jo er, fordi man hele tiden kommer med sit eget. Jeg følte, der var noget meget menneskeligt i at prøve at sætte sig i den andens sted.«

Emilie Lærke Henriksen

Større og større frihed

Helle Helles forfatterskab er både populært, lettilgængeligt og formeksperimenterende. Hun får meget drama ud af sine karakterers daglige trummerum med alt, hvad den indebærer af kærlighed, død, pengenød, desperation og længsel. At dramaet bliver så dramatisk har at gøre med, hvordan romanerne er skrevet, og Helle Helle er optaget af at finde de rigtige formelle greb, når hun skal i gang med en ny roman. Efterhånden som hun er blevet ældre og mere erfaren som forfatter, oplever hun, at friheden tager til, flere og flere mærkelige greb viser sig at kunne lade sig gøre, fortæller hun. 

»Jeg prøver at udfordre den måde, jeg skriver på, så meget som muligt, for at det skal blive til litteratur. For at det skal blive til noget andet. Noget nyt.«

I de sidste par bøger har Helle Helle gjort brug af nogle aparte greb. I de er alting konsekvent fortalt i nutid, også selv om der refereres til noget, der foregik i fortiden. I BOB er det så jegfortælleren, der registrerer alt, men sjældent er til stede, som definerer hele romanen. Den form for jegfortæller, der nærmest forsvinder ud af fortællingen, har Helle Helle tidligere brugt i Hvis det er. Her møder den lidt selvudslettende hovedperson, Roar, tilfældigvis en kvinde ude i skoven, hvor de begge er faret vild. Man hører hendes livshistorie gennem ham, og på den måde overtager hun nærmest romanen. Denne gang har Helle Helle følt sig endnu mere fri end før.

»Jeg er gået amok i at lade dem få lov til at gå og sige alt muligt og tænke tingene anderledes, end jeg plejer. For hver bog viser det sig mere og mere, hvor meget man kan. Man kan jo alting. Man kan springe ad helvedes til fra det ene til det andet, og den logik, der er mellem sætningerne, den kan sagtens være næsten usynlig.«

Første sætning i BOB er eksempelvis umiddelbart en lidt mærkværdig sætning. Midt i det hele skifter den fra nutid til datid og fra spørgsmålslignende ordstilling til indforstået konstatering: »Flytter Bob og jeg så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket.«

Det er der en grund til.

»Grunden til, at første sætning er i nutid, er, at nutiden var så radikal i de. Man skulle ligesom slides fra nutiden i den roman over i denne her romans datid. Jeg ville selvfølgelig ikke skrive endnu en roman i nutid, når nu nutiden lige havde været det helt afgørende. Så måtte den her være i datid. Men jeg syntes, det var for brat at starte i datid, når jeg var sluttet i nutid.«

At den foregående roman var i nutid, er ikke den eneste grund til, at BOB er skrevet i datid. Det gør romanen til et tilbageblik på en tid, der ikke er længere.

»Den datid gør jo også, at den er fortalt et andet sted fra. Jeg opfatter det som en fortælling om, hvordan noget måtte gå i stykker, og at hun i hvert fald er klar over, at det ikke har været nemt for ham.«

Opgraderet biperson

At skrive en – godt nok meget selvstændig – efterfølger til en tidligere roman er nyt for Helle Helle. I de figurerede Bob ude i periferien og var en biperson, hun selv var meget optaget af, men som bogens læsere måske ikke har lagt så meget mærke til. Bob var bare en helt igennem fin fyr, der holdt privatfest hjemme på gården og hjalp til, når der var noget, han kunne gøre. Han skaffede for eksempel hovedpersonen det blomkålshoved, hun skulle bruge til at lave blomkålsgratin til sin mor, der ellers havde mistet appetitten, i den underspillet sørgelige scene, der indrammer bogen.

»Det er første gang, jeg har prøvet at have det hele i forvejen. Normalt når jeg begynder at skrive en roman skal det hele hentes op forfra. Hvem karaktererne er, om de bor i Skjern, om de arbejder i en blomsterforretning, hvor gamle de er osv. Her var der bare et spor, der har ligget klart for mig. Det gav mig en masse frihed, at jeg vidste, hvor han kom fra, og hvor det hele foregik henne,« fortæller Helle Helle.

Hun vidste allerede, mens hun skrev de, at hun ville arbejde videre med Bob.

»Der var noget med ham, med den gård, de bor på, med lillebroren og de gaver, Bob havde købt til sine forældre. Jeg tænkte: Ham kender jeg, og ham vil jeg godt tilbage til. Det er noget, man sidder og er så optaget af, at man tænker: Alle vil vide, at der kommer en toer om ham her Bob. Men der er nærmest ikke nogen af dem, der har læst bogen, der har sagt ’nå ja, Bob det er ham fra de.’«

Helle Helle griner.

Emilie Lærke Henriksen

Der vinkes meget

Undervejs i skriveprocessen har meget af det spændende for Helle Helle været at finde ud af, hvordan hun skulle få det til at stå klart, at det er Bobs synsvinkel, man følger, men hans meget af tiden fraværende kæreste, der fortæller. Det måtte lige justeres nogle gange, så man forstår, hvem der befinder sig hvor.

Ligesom mange andre af Helle Helles hovedpersoner er Bob ikke drevet af en stærk og målrettet vilje. I stedet har han nogle egenskaber, der ligesom puffer ham rundt i verden, ud af S-tog, ind i busser, rundt på Kongens Nytorv, ind og ud af servicebranchen. Han er hjælpsom, loyal, let distraherbar og smuk. Sidstnævnte egenskab gør, at han har sit hyr med at afvise kvinder, når han går ud. Han vil jo bare gerne være sammen med hende hjemme i Vanløse. På et tidspunkt syntes Helle Helle også, at der var lidt for mange i romanen, der blev akut tiltrukket af Bob.

»Jeg har prøvet at skære det lidt væk. For eksempel begyndte en, der hedder Randi, som han møder til et møde i sin kærestes læsegruppe, også at lægge an på ham. Det måtte jeg fjerne, det blev for meget af det gode, at de alle sammen syntes, han var så megalækker.«

Bob falder i snak med folk, fordi de synes, han er pæn, men også fordi de beder om hjælp, og han altid er parat til at hjælpe. Og fordi han har det med at hilse på folk. I de får han næsten gjort det til en dille at hilse på folk med to fingre, der føres ud fra panden. Den lidt joviale vinken, som buschauffører også bruger, når de kører forbi hinanden. I BOB er det et lyspunkt for ham at udveksle sådan et vink med en bybuschauffør.

I det hele taget vinkes der meget i Helle Helles forfatterskab. I de sker det cirka tredive gange (jeg har selv talt), at nogen løfter armen (eller benet) til hilsen, i BOB lidt færre, men alligevel. Hvad handler alle de vink om?

»Ja, hvad er det? Når nogen vinker til en, så ser de en. Jeg tror, det er så enkelt. Man bliver set, men man behøver ikke sige noget. Der er bare den anerkendelse af, at den anden er der. Det passer jo rigtig godt ind i min måde at skrive på, alt det der med, at det kropslige kan være et udtryk for så meget af det, der er indeni. Og den der lille gestus, den er bare så ufattelig fin. Og nogle gange i nogle af romanerne har jeg tænkt, at nu skal der ikke være flere, der vinker, for de vinker så meget. Og så ender de alligevel altid med at vinke til hinanden et eller andet sted.«

Uinteresseret i ond vilje

Folk vil i det hele taget hinanden det godt i Helle Helles forfatterskab. Ikke at de ikke gør hinanden kede af det, det bunder bare aldrig i ond vilje. I stedet kommer den modstand, karaktererne møder, fra sygdom, død, pengemangel, fejhed og ensomhed. I BOB bliver hovedpersonen tilnærmelsesvis en del af et miljø af lidt hurtige københavnertyper, der har gang i et projekt, der godt kan opfattes som kynisk. Præcis hvad skal ikke afsløres her, men da jeg nævner det som kynisk for Helle Helle, er hun mere tilbøjelig til at se det som naivitet. Eller måske en blanding af naivitet og kynisme. Ren ond vilje falder ligesom uden for det, som det interesserer hende at skrive om.

»Jeg er ret uinteresseret i ond vilje. Af den grund at det bliver for fladt. Der er en millard eksempler på, hvor godt man kan skrive om ond vilje. Det er bare ikke det, jeg kan. Det bliver så underligt fladt.«

I stedet interesserer Helle Helle sig for sine karakterers forhold til andre mennesker og til deres omgivelser. Der er drama nok i en situation som den, hun beskriver i BOB, hvor Bob gerne vil trøste den midaldrende køkkendame Rudi fra hotellet, hvor han arbejder som afløser i receptionen. Hun er ked af det, fordi hendes søn skal skilles, og hendes børnebørn skal flytte til Sydfyn. Bob foreslår, at de går en tur, og selv om situationen er gennemsyret af gensidig sympati, opstår der al mulig forlegenhed. De ender med at spise rejemadder i Magasins cafeteria. Rudi køber to sodavand, en appelsin og en citron, og den hensynsfulde Bob kan ikke afkode, hvilken en hun selv helst vil have, ligesom Rudi ikke kan få sig selv til at sige ligeud, at hun foretrækker appelsinvand. Det er den slags mikroskopisk mellemmenneskeligt drama, Helle Helle finder energi i, når hun skriver.

»Der er en intensitet, fordi der er noget på spil. Det kan jo være ganske lidt, som at man er fuld af velvilje, men man er også blufærdig i forhold til at vise det. Den der nærmest helt indestængte eksplosive velvilje eller lyst til at glæde den anden eller være der for den anden, når den popper ud i bittesmå bidder. Og det er dybest set hele tiden det, jeg leder efter – den gode energi i noget. Jeg synes, teksten bliver mere spændende, når der er den indestængthed. Skam, blufærdighed og flovhed. Det er jo meget bedre at skrive om.«

Hvis der endelig er nogen, der opfører sig virkelig skidt, er det typisk jegfortællerne.

»Jegfortælleren kan godt være usympatisk og fej og faktisk have ond vilje nogle gange. Eller i hvert fald noget, der ligner.«

De kan være egoistiske, for eksempel?

»Ja, præcis. Det må findes hos jegfortælleren, det bliver for patetisk, hvis det ryger over på nogle andre. Så er det jo, som om det er de andres skyld. Hvis de andre bare er onde? Nej, det går ikke. Det er simpelthen bare kedeligt.«