Ib Michael: »Den danske vinter gør mig rædselsslagen«

Vi skal jo samle på de positive effekter af corona, så her er en: Hvis man tænker »Det skal jeg da snakke med Ib Michael om!« løfter telefonen og ringer til Ib Michael, så kan man faktisk få fat i Ib Michael.

»Under normale omstændigheder ville jeg jo være ude og fridykke i en koralsandsbugt. Det er første gang i 30 år, at jeg er i Danmark på det her tidspunkt af året. Det er dybt eksotisk,« siger han, da jeg gør netop det: Ringer til ham på en Skype-forbindelse til Kikhavn.

Til en snak om udlængsel – eller det var i hvert fald planen. Her i december har vi bragt en række interview om de følelser, som coronakrisen har fremkaldt og forstørret. Med de kunstnere, der bruger deres liv på at undersøge dem. Da følelsen udlængsel kom på bruttolisten, var det en smal sag at finde en ekspert. Ib Michael har i en livsalder rejst jorden tynd og skrevet derudefra. Men samtalen viser hurtigt, at udlængsel nok er en for mild og opstemt følelse.

»Jeg har aldrig været mere bange, end jeg er lige nu,« siger Ib Michael. »Den danske vinter gør mig rædselsslagen. Jeg er simpelthen bange for, om jeg kan komme igennem den,« siger han og introducerer en anden følelse, der skal komme til at blive gennemgående for vores snak.

»Min største anke mod den danske vinter er klaustrofobi. Det er, som om den lukker alle vinduer i. Lyset er kun en lille sprække, som man næsten ikke kan nå at stikke hovedet ud i.«

Lys

På skærmen foran mig sidder Ib Michael i sit sommerhus – sin »digterhytte« som han kalder den, godt oplyst af en 10.000 LUX terapilampe. Ib Michael har bipolar lidelse, og det har han i hele sit liv reguleret ved en række mestringsstrategier, herunder rejser.

»Jeg har en god sygdomsindsigt. Så om vinteren kommer jeg depressionen i forkøbet ved at sætte mig i det intense tropiske lys – og så dyrke motion. Motion, motion, masser af motion. Og når jeg så er tanket op, plejer jeg at mærke manien komme snigende. Og det er jo heller ikke så smart. Men heldigvis har jeg også et effektivt værktøj til at tøjle den: Jeg begynder at skrive. Jeg hiver computeren frem, og så bruger jeg manien: Spiller min musik på tastaturet, manisk, hele vinteren,« siger Ib Michael, og lige der kan man mærke længslen.

– Tror du, at det til dels er vinterdepressionens skyld, at dit liv kom til at kredse om rejsen?

»Det tror jeg faktisk. Da jeg var ung, rejste jeg jo bare, men konstaterede så på et eller andet tidspunkt, at der var et mønster: At mine rejser naturligt begyndte at falde om vinteren. Og pludselig kunne jeg huske den kæmpe forskel, lys gjorde for mig helt tidligt. Den der følelse af vild enerigi jeg som en lille dreng havde, når jeg løb og legede nede i gården, når lyset begyndte at vende tilbage i slutningen af februar.«

I år skal den voksne mand så også vente helt til februar. I mellemtiden skal Kikhavn være hans mentale tropeø.

»Nu må vi se, om jeg kan få energien til at rulle her. Derfor cykler jeg lange ture og kommer hjem med våde cowboybukser. Og derfor sidder jeg foran en lyslampe og undersøger, hvad jeg kreativt kan bruge den her nye oplevelse til.«

Emilie Lærke Henriksen

Eksotiske Roskilde

For Ib Michael insisterer på at få noget positivt ud af krisen.

»Jeg kender ikke resultatet af mit personlige eksperiment, men jeg er stadig nysgerrig. Der sker noget nyt i mit liv. Jeg skal være hjemme med min kone – det har jeg ikke været i 30 år. Jeg skal fejre jul med min familie – det har jeg heller ikke prøvet i nyere tid. Og jeg skal holde min fødselsdag i januar – det er også første gang i mit voksne liv. Det har jeg hidtil ikke troet, at jeg kunne overleve, men hvad nu hvis det viser sig, at jeg kan?«

Og måske er det også et benspænd med kreativ styrke. Under den første nedlukning fik han ro og fokus til at lave en podcastrække om sine syv mest vidunderlige rejser, som siden blev samlet i en lydbog.

Han brugte altså hjemmetiden til at rejse ud, hvor han før er blevet ført hjem ved at rejse væk.

»Det var på en sydhavsø, at det gik op for mig, at jeg skulle gå hjem og skrive en bog om Roskilde, om min lillesøster og hendes polio. Og pludselig var det det mest eksotiske. Roskilde!«

»Jeg havde faktisk ikke skrevet bøger, der foregik i Danmark før Vanillepigen. Og så var det på en sydhavsø, at jeg skulle opdage, at den historie skulle skrives. Nu er jeg lidt spændt på, om jeg på denne isolerede ø, som min digterhytte i Kikhavn udgør, vil opdage en ny fantastisk flugtmulighed«. 

»Det er det ukendtes gave: Jeg kan være dybt fortvivlet, men jeg ved, at jeg altid ser tilbage på det og tænker: ’Hm, der skete da noget nyt’.«

Vi er alle børn igen

– Men det må alligevel have været en ret vild oplevelse for sådan en globetrotter som dig, at grænserne direkte blev lukket?

»Ja! Det har jeg sgu aldrig prøvet før,« udbryder han.

For godt nok havde han i et par årtier med undren været vidne til, at Danmarks grænser blev mere og mere lukkede for fremmede, men han havde ikke forestillet sig, at det en dag kunne være ham, der var lukket inde og uønsket ude.  

»Det var skræmmende for sådan en meget, meget privilegeret generation, født på en meget meget, meget privilegeret plet på jorden. Men så blev vi jo mindet om, at det ikke er en gave, alle andre har.«

Ib Michael fortsætter:

»Det har i det hele taget været en interessant oplevelse pludselig at leve i en stat, hvor mine tanker og bevægelser med et blev så kontrollerede. Og det siger jeg faktisk med stor tilfredshed og respekt. For jeg er egentlig dybt taknemmelig for, at Big Mother is watching me,« siger Ib Michael, der tror, at han hviler i følelsen, fordi det mærkes som en slags tilbagevenden til barndommen:  

»Vi er alle blevet barnliggjort. Der sad vi pludselig på rad og række som børn i stuearrest og tog noter fra pressemøderne om, at vi skulle vaske hænder. Det er jo lidt interesseret i en alder af snart 75 at blive tvunget til at være barn igen. Men det er okay: Jeg er grundlæggende nysgerrig over for den slags fænomener,« siger Ib Michael og tilføjer: 

»Og så har det sikkert også noget at gøre med min alder. Jeg har dog om nogen kæmpet for frihed, frihed for de indianske folk og for mig selv. Havde jeg været 35 år, så var jeg helt sikkert blevet voldsomt aggressiv.«

Emilie Lærke Henriksen

Mulighedsrum

– Men tror du også, at det her åbner muligheder for os som fællesskab?

»Ja, bestemt. Ikke mindst i forhold til klimaet. Det har længe irriteret mig, at jeg flyver. Hvorfor finder vi ikke på en ny rejseform? For eksempel kunne vi udvikle nogle vindunderlige sejlskibe, drevet at vind og sol, men som måske havde sejl, der var elektronisk styrede, der kunne bringe os over Atlanterhavet på ti dages tid. Hvem ville ikke gerne have ti dage i fred og ro på et skønt sejlskib? Jeg har prøvet turen nogle gange med Nordkaperen. Når man når ned fem grader nord for ækvator, hvor smørret smelter, som Troels Kløvedal sagde, fanger passaten og går stik vestover. Og så er der bløde fynske bakker resten af vejen!«

Men det kræver også, at vi erkender sammenhængene, siger Ib Michael. »Klimakrisen er en langt større krise end coronakrisen. Og de hænger sammen. På samme måde, som vi oplever stadig flere orkaner, vil vi også komme til at opleve flere pandemier.«

Så Ib Michael så faktisk gerne, at flyene blev på jorden. For alternativet skal nok vise sig.

»Jeg tror ikke, at mennesket kan befinde sig i en situation, som den vi er i nu, uden at der kommer til at ske enorme videnskabelige spring. Se på de vacciner, der er på vej. Det er noget af det mest videnskabelige innovative gennembrud på kortest mulig tid, vi har set i årtier. Det samme tror jeg vil komme til at ske i forhold til den måde, vi bevæger os på i verden.« Han slutter:

»Jeg tror, at alt er lige om hjørnet, og at vejen derhen er blevet en lille smule forkortet af coronakrisen.«

Opretholde nysgerrighed

For alternativet er ikke at ’blive hjemme’. Verden skal stadig opleves, også af de næste generationer, det er Ib Michael sikker på. Hvad er det, vi mister – om ikke andet midlertidigt – ved at blive hjemme? Hvori ligger værdien i at rejse ud?

»Først og fremmest motiverer rejser os til at opretholde vores nysgerrighed; at lade omgivelserne skubbe gang i vores undren. Hvad sker der lige her? Hvad er I for nogle krabater? Hvordan smager jeres mad? Hvordan er jeres familier indrettet? Hvem er jeres gud? At blive ved med at stille spørgsmål i stedet for bare at hvile i den måde, man nu engang har besluttet sig for, at ting hænger sammen.«  

For åbenhed er forudsætningen: 

»Hvis man er tvunget til at være åben i sin bevidsthed, så strømmer der uundgåeligt ny viden ind, og ny viden er det, der driver os fremad. Det er jo også det, der skal få os igennem denne her krise og ud et nyt sted på den anden side – hvem ved, måske et bedre et.«

Vi er ved at være ved vejs ende, og nok har det været vældig hyggeligt at tale med forfatteren over en udmærket Skype-forbindelse, men mine tanker har flere gange under interviewet vandret til det sted i Indien, hvor jeg det meste af mit voksne liv har flygtet til om vinteren. Så kan Ib Michael ikke lige sætte den ideelle fantasiramme for vores samtale. Jo:

»Lige nu ville vi sidde i en lille koralssandsbugt på min terrasse i en hytte, der ligger lige på skellet mellem skov og strand og se ud over havet. Sådan ville den ideelle samtalesituation være. Men når det ikke kan være anderledes, vil jeg gerne sidde i Kikhavn og bruge stuearresten på at undersøge, hvad det her vil komme til at betyde,« siger Ib Michael.

»Det her kommer til at forandre vores verden. Vi kender ikke resultatet, men jeg har altid troet på, at forandring er livsnødvendig. Jeg ville bare sådan ønske, at der blev lidt opholdsvejr.«