John le Carré var den perfekte spionforfatter og sendte genren på en ny og seriøs kurs

John le Carré, den britiske forfatter, hvis spændings- og spionromaner har solgt i mere end 60 millioner eksemplarer på verdensplan, døde lørdag aften i sit hjem i Cornwall i en alder af 89 år. Årsagen var lungebetændelse ifølge hans litterære agent, Johnny Geller, der pointerede, at sygdommen ikke var coronarelateret.

»Med stor sorg må jeg meddele, at en af verdens store forfattere (…) er gået bort. John le Carré var en ubestridt gigant i engelsk litteratur. Han indkapslede Den kolde krig og talte frygtløst til magthaverne i årtierne derefter,« skrev Geller i en officiel meddelelse, hvori han betegnede le Carré som »en mand med et stort vid, venlighed, humor og intelligens«.

I timerne der fulgte, søndag aften dansk tid, snurrede de sociale medier med varme tilkendegivelser fra forfatterkolleger fra alle genrer og hjørner af verden.

»Dette rædselsfulde år har taget en litterær kæmpe og en stor menneskesjæl,« skrev amerikanske Stephen King, mens britiske Stephen Fry gav udtryk for, at han ikke kunne komme i tanker om »en nutidig forfatter, der har bragt mig større fornøjelse«. Historikeren Simon Sebag Montefiore placerede le Carré »på linje med de allerstørste« britiske forfattere, og canadiske Margaret Atwood tweetede, at le Carrés Smiley-romaner »er nøglen til at forstå midten af det 20. århundrede«.

MI6-agenten George Smiley er en gennemgående figur i forfatterskabet og hovedperson i Dame, konge, es, spion (1974), Spionen der gik sine egne veje (1977) og Til døden jer skiller (1979), trilogien, der cementerede le Carrés ry som en realistisk skildrer af desillusionerede og ideologisk forvirrede agenter fanget i en labyrint af intriger og blindgyder. Dertil skal nævnes, hvad mange betragter som hovedværket, En perfekt spion (1986), som Philip Roth kaldte »den bedste engelske roman siden krigen«.

John le Carré, der i en årrække selv var britisk efterretningsagent, blev således mest kendt for sine spionromaner fra Europas kolde krig, men han skrev også om blandt meget andet spændingerne mellem Israel og Palæstina (Iscenesat, 1983), om international våbenhandel (Natportieren, 1993), om medicinalindustriens udnyttelse af Afrika (Den standhaftige gartner, 2001) og russiske hvidvaskere af penge (Dimas drøm, 2010).

»Han er en fremragende forfatter, for hvem spioner blot er materialet,« sagde Robert Gottlieb – der redigerede flere af le Carrés titler i 1970’erne og 1980’erne – til The New York Times i 2013. »At kalde ham spionforfatter ville være det samme som at kalde Joseph Conrad for en sømandsforfatter eller Jane Austen en hjemmets komedieforfatter.«

Flygter fra sin far

David John Moore Cornwell, som John le Carré i virkeligheden hed, blev født 19. oktober 1931 i Poole i England. Hans mor forlod hjemmet for en anden mand, da David var fem år gammel, og han tilbragte det meste af sin opvækst på diverse kostskoler, hvilket fremavlede en foragt hos ham for det britiske klassesystem.

Heller ikke faren brød David sig om, en glat storsvindler, der vekslede mellem at opholde sig i fængslet og forsøge at indynde sig i Londons selskabsliv. Far og søn-forholdet var anstrengt og dukker op flere steder i forfatterskabet og selvfølgelig også i erindringerne Duernes tunnel (2016), hvori det fortælles, at Ronnie, som faren hed, ringede fra fængslerne for at få hans to sønner til at sende penge, og at David indimellem blev sendt ud som inkassator af farens tvivlsomme tilgodehavender.

»Manipulerende, magtfuld, karismatisk, klog, utroværdig,« sagde le Carré engang, da han skulle beskrive sin far.

I hvad der er nærliggende at betegne som en flugt fra Ronnie, rejste David som 17-årig til Schweiz for at studere sprog ved universitetet i Bern. Her blev også den første kontakt til det britiske efterretningsvæsen etableret, og det fortsatte under værnepligten, der blev aftjent i det engelskbesatte Østrig, og siden gennem årene som underviser i tysk og fransk på Eton College.

I 1959 blev Cornwell rekrutteret af MI5 og året efter sendt til Tyskland, hvor han fra Bonn, Berlin og Hamburg udførte efterretningsarbejde for MI6 – udenrigstjenesten – omfattende aflytning af telefoner og afhøringer af folk, som havde krydset jerntæppet.

Det store kolde gennembrud

Allerede med debutromanen Telefon til afdøde (1961) fornemmes den dystre og barske klangbund, der kom til at bære hele det store forfatterskab. Hovedpersonen George Smiley er en lille, ordinær og tyk mand med et stille udtryk, konstant spekulerende på, om hans kone er ham utro. Smiley er angiveligt modelleret efter agentkollegaen og spændingsforfatteren John Bingham, og teorien går ligeledes på, at Cornwell fandt sit pseudonym hos sin mentor, hvis øgenavn var ’Firkanten’, le carré på fransk.

Smileys fremtoning lå langt fra tidens førende britiske agent, Ian Flemings James Bond, og det samme gjorde hans verden. Hos le Carré kvæler den kolde krigs barske virkelighed ethvert tilløb til den romantisering af spionvæsenet, som vi finder hos Ian Fleming. England har mistet sin rolle som politisk stormagt, og nationens vogtere, systemet såvel som dets hemmelige agenter, er mindst lige så naive, uanstændige og utroværdige som skurkene på den anden side af jerntæppet.

»Fra starten ville le Carré noget andet, mere og anderledes end blot at lave intelligent underholdning og spænding,« som Bo Tao Michaëlis udtrykker det i efterordet til Gavin Lamberts Afgrundens rand (1975), en bog om spændingsromanens mestre, hvori han, Tao Michaëlis, skriver:

»Allerede i le Carrés første to romaner … klinger en anden tone end førhen hørt i genren: koldkrigens mismod, afmagt og ideologiske forvirring med en særegen eksistentiel refleksion af nye tider på baggrund af krig og især efterkrig, således som det bliver endnu mere markant i succesen Spionen der kom ind fra kulden.«

John Le Carré

Julie Edwards

Denne roman fra 1963 blev le Carrés gennembrud godt hjulet af filmatiseringen med Richard Burton i hovedrollen som en træt britisk agent, der på sin sidste mission skal til Østtyskland for at overlevere misinformationer som dobbeltagent. I et efterskrift til romanen skrev le Carré flere år senere:

»Hvad fik mig til at skrive den? Hvorfra fik jeg ideerne? Tidafstanden taget i betragtning vil ethvert svar forekomme tendentiøst. Jeg ved, at jeg var dybt ulykkelig både i mit arbejde og i mit privatliv, og at jeg gennemlevede en ekstrem ensomhed og personlig uro.«

Det var en forfatter i krise, der skrev om en mentalt udbrændt agent i et land med en efterretningstjeneste, hvis moralske kompas var frosset til i Den kolde krig. Stemningen er hele vejen igennem kuldslået og humorforladt, og romanen, som Graham Greene kaldte den bedste spionroman, han havde læst, blev så stor en succes, at le Carré droppede sit faste arbejde for at hellige sig forfattergerningen på fuldtid.

Kritisk over for sit hjemland

George Smiley fik ikke megen plads i Spionen der kom ind fra kulden, men i 1970’erne overtog han som nævnt hovedrollen. I Dame konge es spion bliver Smiley hevet tilbage i aktiv tjeneste for at afsløre en muldvarp i systemet – inspireret af Kim Philby-sagen, en af de største spionskandaler i England – og i trilogiens to næste bind, Spionen der gik sine egne veje og til døden jer skiller, får han til opgave at jagte KGB-manden Karla.

Med denne trilogi opblødtes eller nuanceredes kritikken af England. Indtil da havde briterne i le Carrés bøger virket som håbløse amatører sammenlignet med de effektive kommunister – uden at le Carré dog på noget tidspunkt senere bliver decideret mild i mælet over for sit hjemlands institutioner og skarpt inddelte klasseskel.

Det vidner blandt andet forfatterskabets sidste roman om. Fri agent, der udkom i november sidste år, handler om russiske oligarker og dobbeltagenter i et dagens London, hvori en af figurerne kalder Brexit for »en røvrending af nationen uden sidestykke«.

Rivalisering og forræderiet både mellem og i øst- og vestmagternes efterretningstjenester havde vist sig som et perfekt afsæt for le Carré til at undersøge menneskets håbløse vilkår i et knugende samfund. En grå verden, der afspejlede en grå moral. Mange læsere var derfor spændt, da Muren faldt, og le Carré akkurat som spionerne måtte finde nye slagmarker. Fri agent såvel som de indledningsvis nævnte titler, der foregår i blandt andet Afrika og Rusland, understreger, at det lykkedes.

Også i den offentlige diskussion gjorde le Carré sig bemærket som en skarp stemme. Han kritiserede blandt andet alliancen mellem USA og England i krigen mod Irak, og var, som antydet, indtil det sidste kritisk over for Brexit.

Le Carré vakte dertil debat i litterære kredse, da han protesterede mod billigbogsudgaven af Salman Ruhsdies De sataniske vers med det argument, at boghandlere – og ikke Rushdie – var i fare for at blive udsat for angreb fra fundamentalister. De to havde i forvejen et anstrengt forhold til hinanden, efter at Rushdie i sin anmeldelse af Det russiske hus (1989) i The Guardian havde kaldt le Carré for en genreforfatter, der ville tages seriøst. De to kolleger talte ikke sammen i femten år derefter.

Men jo, John le Carré lagde ikke skjul på, at han ville tages seriøst, og at han håbede på, at hans romaner gjorde en forskel.

»Enhver forfatter håber, at hans bog på en eller anden måde vil ændre folk,« sagde han til ugeavisen Australien i 2003 i forbindelse med udgivelsen af Absloute venner om USA’s globale krigsførelse og den skrøbelige sandhed.

»Jeg vil nå gennem apatien. Jeg mener, at denne bog siger noget, der ikke bliver sagt andre steder, at vi er gået for langt. Jeg håber, at bogen vil underholde. Men jeg håber også, at den vil vække til eftertanke.«

Ud over 25 bøger efterlader John le Carré sig en kone, fire sønner, 14 børnebørn og tre oldebørn.