I løbet af december har mine tv-vaner taget en drejning i retning af regulær besættelse. Til at begynde med så jeg årets julekalender på DR1, Julefeber, med de andre (voksne) i husstanden hver aften. Efterhånden blev det sværere og sværere at vente, til det blev aften.
Man ville jo gerne vide, hvordan det gik med 13-årige Bjørn, der skal lære at leve med at være nisse med alt, hvad dertil hører af etiske forpligtelser, ukontrollerbare danseimpulser ved den mindste lyd af musik og stride hår med magiske kræfter voksende ud af ørerne. Eller med hans far, enkemanden Kalle, der på grund af pengenød må installere hele sin lille husvilde familie midlertidigt på loftet af Det Kongelige Teater, hvor han arbejder i kantinen.
Under opholdet på loftet er Bjørn blevet venner med en balletskolepige ved navn Frede, der ikke er tryg ved de tåspidssko, de skal til at lære at danse i, og i det hele taget befinder sig bedst, når hun danser frit oppe på teatrets tag.
Hendes ve og vel har også ligget mig utrolig meget på sinde de sidste 22 dage. Som resten af karaktererne (der også tæller en gammelklog lillesøster og en mormor med privilegeret indsigt i nisseliv) er hun både ekstremt velspillet og godt skrevet.
En lille uges karantæne gav tid til at se Julefeber i små bidder og spole tilbage og nyde de bedste scener 3-4 gange. Nu er karantænen slut, og jeg vågner tidligt og ser dagens afsnit, inden jeg står op. Det kan altid godt holde til et gensyn sammen med de andre om aftenen.
Julen er i virkeligheden en test
Som genre er tv-julekalenderen lidt af en favorit for mig med dens altid truede jul, der kræver akut krisehåndtering for at blive til noget. Eller for i det mindste at blive god nok til, at den ikke føles som en fiasko for sammenholdet i den flok, der fejrer jul sammen. I julekalendere (og nogle gange også i det virkelige liv, har jeg hørt) er julen nemlig en prøvelse af de fællesskaber, man lever i.
På det punkt er Julefeber helt klassisk. For den lille familie fra Urbanplanen er julen hvert år en test af, om de kan finde ud af at holde sorgen over morens død og den generelle pengenød på afstand.
Som om det ikke var nok pres, fungerer den 24. december også ifølge julekalenderens egensindige bud på nissemytologi som en afgørende skæringsdato, hvor Bjørn pinedød skal have lært at acceptere sin mærkelige måde at være på. For en dreng, der bare gerne vil være normal, er det svært at nå på 24 dage.
Alt tyder på, at Julefeber er den slags historie, hvor karaktererne ikke får det, de vil have (såsom fred fra henholdsvis sorgen og følelsen af at være anderledes), men det, de har brug for. Det kunne for eksempel være en plads til sorgen i livet og selvaccept i rå mængder.
Hjerteskærende skurke
Skurkemæssigt er Julefeber helt i top. Peter Frödin har sjældent strålet så meget, som han gør i rollen som tidsåndsinkarnerende balletmester, der ikke er bleg for at sige sætningerne »du er et geni« og »du minder mig om mig selv« lige efter hinanden.
Han har et gevaldigt problem med Frede og Bjørn, ikke mindst fordi Bjørns nisseri vækker hans eget undertrykte nisseri til live. Balletmesterens sydende ondskab er således bare et udtryk for et selvhad.
Kalles forsmåede kollega Ulrik er lige så hjerteskærende en skurk. Han jorder Kalle i et væk, fordi han ikke kan finde ud af at vise, at han gerne vil være venner. Den strategi overlever næppe julen. En tredje modstander er Bjørns velmenende klasselærer, der vil sikre sig, at alt er »normalt« i familien.
Det er det jo ikke. Men derfor kan julen nok godt blive god alligevel ifølge dette normalitetskritiske mesterværk af en julekalender, der imponerer med sit skuespil, sin grumme komik og sin usædvanligt nuancerede skildring af børn og voksne, der er spændt ud mellem deres usikkerhed og deres lyst til at hjælpe andre.
De fleste af mine favoritscener handler om, hvor let man går galt i byen, når man prøver på det. Selv om julekalendere principielt alene hører december måned til, kommer jeg nok til at gense dem med jævne mellemrum i det nye år.
smukt skrevet. Der er også Kalles kiksede dates, hans gløbleskiver, sprællemandssyndromet,den selvglade Dietrich, den skrappe,men fine balletlærer,de vidundelige dansescener,livet i skoven, den døve søster,den skønne titelsang, som man får på hjernen,den kvindelige julemand og det hele så overordentligt smukt filmet
Enig. Det er en julekalender, der GIVER julefeber og sang på hjernen.
Jeg satser på, at Julemanden og Kalle får hinanden den 24. :)
Enig - hvilken trængsel og alarm!
Her blir hele familien holdt til ilden, og det svirrer med
forslag på løsninger på hele balladen!
Også enig, jeg der er 78, ser også julefeber, - en god historie med glimrende skuespilpræstationer.
Ja julekalenderen er fin og især børnene er lige til at spise. Jeg kan ikke læse indlægget, men læg mærke til busten i Akademiets Festsal. Det er jo Frederik V før han blev rematerialiseret . Ballet bliver vel det næste der bliver udlagt som kulturimperialisme...
Ja jeg er også solgt! - Og mindes ellers ikke at have set julekalender siden Antons bukser altid revnede..
Bortset fra The Julekalender Og Jul på Vesterbro selvfølgelig :-)
Og så håber jeg på, at jeg er blevet så nisset, så den (drille)nisse, der bor i mit kolonihavehus vil låne mig de øreringe tilbage, som den har haft en ti års tid.. ;-)
Enig i det er sædvanlig god DR kvalitet. Det eneste som trykker at faren som sædvanlig er en ynkelig hjælpeløs tumpe. Det går igen i utallige danske børnetv produktioner. Og har vel været siden 1970erne og rødstrømperne. Der er altid en god og forstående mor og kone, opvakte børn som er mere livskloge end forældrene....og så en tumpe af en wannabe patriark type eller vatpk der ikke kan finde ud af en skid. Værst er Jesper Christensen i Nana. Men ses i andre type programmer, tag bare Fri mig for min far og nordisk børneTV som Linus i svinget.
Ellers er det en rigtig fin julekalender
Jesper Christensen som Nanas far er vidunderlig, ganske enkelt. Ingen vatpik, men en indlevende og empatisk far. Det er jo ham, Nana har relationen med, ikke moderen. I Julefeber er moderen ganske enkelt død. Far er på som beskyttende, han er bange for at børnene, hvis de er nisser, skal gå samme vej som moderen. Det er jo ikke reality TV, men fantasy genren, der er gang i.
Fuldstændig enig , den har det hele tilsat mystik, drama humor og lidt romanntik og faktisk også virkelighed.
Lige nu ved vi ikke helt hvad der hænder i sidste afsnit. Og ja flot skuespil hele vejen igennem.
Jeg har også i den grad fået Julefeber af den serie. Min referenceramme indenfor børnejulekalendre begrænser sig selvfølgelig også til Vinterbyøster og deromkring. I virkeligheden lidt uinteressant, hvad en håndfuld gubber og -inder synes er godt fjernsyn - hvad synes det tilsigtede segment? Jeg har ingen anelse om det, men kunne rigtigt godt tænke mig, at vide det.
Og så er det også rart, at hår i ørerne bliver afstigmatiseret ;)