Da Johanna Bechsgaard, Maria Leeson og Vibe Wingstrand går ned fra scenen på spillestedet Vega, er alting forandret. Sangerinden Jada, som de tre synger kor for, har lige spillet sin første koncert i eget navn.
Luften har været helt tyk den forårsaften i 2019. Helt tyk af kærlighed.
For første gang har de mødt Jadas publikum, der i det ene øjeblik lukker øjnene og lever sig ind i musikken, og i det næste græder og synger med af deres lungers fulde kraft.
»Bagefter var jeg lykkelig. Nu skulle der ske noget nyt! Jeg følte, at det her var så stort, og det her ville jeg så gerne,« fortæller Johanna Bechsgaard.
Med få undtagelser har de tre korsangere, der som gruppe kalder sig Jadas babies, været med på scenen til hver eneste koncert, siden Jada – et af tidens mest ombejlede popfænomener – begyndte at spille for omtrent tre år siden. De prioriterer det højt – så højt, at Maria Leeson var nær ved at melde afbud til sin bedste venindes bryllup, fordi det lå samme dag som en koncert.
Det fortæller de en torsdag formiddag hjemme hos Maria Leeson, der sammen med sin kæreste bor i en lejlighed på Vesterbro.
På sofabordet mellem os er der dækket op, og sorte birkes på tallerkenerne afslører, at der er blevet spist morgenbrød inden min ankomst. Jeg føler mig både som æresgæst, og som om jeg er kommet for sent til venindehyggen. For ligesom bindeleddet mellem de tre korsangere, kunstneren Jada – eller Emilie Molsted, som hun hedder – er deres chef/veninde, er de tre korsangere kolleger/veninder, der kender hinanden ud og ind.
Sammen skal vi tale om det at være korsanger. Hvordan føles det egentlig altid at være med på scenen, men aldrig i eget navn? Er korsangere uretmæssigt oversete talenter i en nådesløs musikindustri, eller er de sangere, der ikke helt har, hvad der nu engang skal til? Eller kan rollen som korsanger, som den helt store overraskelse i præstationssamfundet anno 2020, være en ambition i sig selv?
Rammer for fællesskab
Selv havde jeg aldrig rigtig lagt mærke til korsangere – eller backup singers, som det hedder på engelsk – før dokumentarserien Jada – lillebitte kæmpestor sidste år blev sendt på DR3. Her gør Jada det klart, at for hende er de tre korsangere uundværlige. Som stemmer, der bakker hendes op, men også som veninder:
»Nogle gange har de været det vattæppe rundt omkring mig, som jeg ikke kunne finde ud af at være for mig selv,« siger hun i en voiceover, imens man ser hende foreslå, at de fire skal stå med hinanden i hænderne, når de spiller hendes nummer »Not Alone«. En sang, som hun netop har skrevet til sine venner.
Der siges meget med den formation.
Den peger ikke kun på, at der her – som alle mulige andre steder – står et fællesskab bag kunstneren, der så ofte bliver tænkt i ental. Men med omvendt fortegn peges der også på, hvor ofte korsangere forbliver i skyggen.
Men her var der altså noget andet på færde.
Maria Leeson og Vibe Wingstrand, der er gamle venner fra efterskolen, lærte Emilie Molsted at kende for år tilbage på Musikalsk Grundkursus (MGK), et konservatorieforberedende forløb for unge musikere. Johanna Bechsgaard kendte hende mere perifert.
I en sms spurgte Emilie Molsted, om hun ville være hendes korsanger.
»Ja,« svarede hun.
Uden at tøve.
– Vidste du, hvad du gik ind til?
»Nej,« svarer Johanna Bechsgaard og griner. »Men altså, det ved man på en måde godt, når det er Emilie.«
For én ting er, at Jada er en afsindigt dygtig musiker og sangskriver, der indimellem gør noget på scenen, der er så vildt, at det som korsanger kan være svært at koncentrere sig.
En anden ting er, hvem hun er som person.
For sin musik, der både er følsom og fandenivoldsk, i krydsfeltet mellem flydende r&b og fængende divaballader, har Jada vundet adskillige priser. Hun er blevet kaldt »Danmarks næste verdensstjerne«, og næste år skal Jada – om vaccinerne vil det – åbne Orange Scene på Roskilde Festival. Hun bliver ikke kun rost for sit dybe register og lange fraseringer, men også for at være den, hun med sin musik formår at være for andre. Som begrundelsen lød, da hun dette efterår vandt P3 Prisen til musikprisfesten P3 Guld:
»Her er der sårbarhed og styrke leveret af en sanger, der insisterer på at stå ved sig selv som person og som kunstner. I en tid, hvor der er brug for netop det, skaber Jada rammerne for plads til fællesskab, hvor der er plads til alle.«
Det har gjort hende til et forbillede for mange. Hun viser, hvordan man godt kan have succes og samtidig lade andre se, at man er sårbar. At man kan have en højttravende selvtillid, samtidig med at man synger om frygten for at blive forladt. Og at disse karaktertræk sagtens kan gå hånd i hånd, ligesom de fire veninder med meget forskellige kropstyper på magisk vis kan passe det samme par jeans.
I takt med at Jadas karriere har taget fart, har hun også skullet være mere chef for dem, fortæller korsangerne. Og vice versa.
»Når vi står til lydprøver og danseøvere, ser vi Emilie med arbejdsgiverøjnene,« siger Vibe Wingstrand. »Der må vi lægge veninderollen lidt til side.«
Det har indimellem været svært at acceptere, fortæller Maria Leeson. At deres relation derfor også har ændret sig.
En både lukrativ og usikker position
Korsangerne står foran præcis det samme publikum og på præcis de samme scener, som de stjerner, de synger for. Men uden at være udsat for det samme pres. Det kan der måske også være nogle fordele i.
En anden korsanger, Julie Lindell, har været i branchen i mange år. Hun har sunget kor for blandt andre Mariah Carey, Rasmus Seebach og Medina. De seneste otte år har hun arbejdet for Anne Linnet, og det er også i den forbindelse, jeg har lagt mærke til hende.
Da jeg så Anne Linnet, Sanne Salomonson og Lis Sørensen spille i Royal Arena sidste år, bød de under nummeret »Smuk og dejlig« hende frem til scenekanten.
Dansk musiks dronninger holdt selv melodistemmen, imens Julie Lindell fraserede.
Derfor ville jeg gerne høre fra Julie Lindell, hvad hun tænker om sin rolle som korsanger – og om øjeblikket, hvor rollerne næsten blev byttet om i Royal Arena – og ringer hende op i en frokostpause.
I telefonen fortæller Julie Lindell, at hun til at starte med var påpasselig med at tage Anne, Sanne og Lis’ shine. Det er nemlig en udbredt opfattelse i korsangermiljøet, siger hun, at man som korsanger ikke skal fylde for meget eller rende med opmærksomheden. For anonymiteten har en funktion, siger hun. Den garanterer, at du kan arbejde med mange forskellige kunstnere.
»Men vi har hyret dig, fordi du shiner,« havde Lis Sørensen indvendt. »Og tror du, du kan tage vores shine,« havde Sanne Salomonsen stemmet i. »Tro mig, det kan du ikke. Så du skal bare give den gas!«
Som korsanger kan man arbejde med mange og forskellige typer kunstnere, og derfor kan der være kontante fordele ved den anonymitet, som ifølge Julie Lindell hører til jobbeskrivelsen.
»Det er en misforståelse at tro, at hvis man skal tjene mange penge, så skal man være kendt. For er du kendt, kan du kun lave dit eget ansigt.«
Imens artisters karriere kan gå i stå, kan man som korsanger arbejde videre.
Men i musikindustrien er korsangerne generelt i en skrøbelig position. Op igennem musikhistorien har de både sagt lyde som »hey hey« og »åh åhh«, men også lagt stemme til hooks, som man husker og synger med på.
Alligevel kan de let skiftes ud – og ofte er de hverken blevet krediteret eller har fået en ordentlig løn.
Jadas hoppeborg
Indimellem kan det godt føles, som om det i andres øjne ikke er godt nok »bare at være korsanger«, fortæller Jadas babies.
– Men helt ærligt – ville I også gerne stå forrest?
»Det er længe siden, jeg har forestillet mig, at jeg skulle stå forrest på scenen,« siger Maria Leeson, der ligesom de to andre understreger, at hun er glad for at have præcis den rolle, hun har.
Den er ikke noget springbræt.
Men den er der ikke mange, der køber. De spørger, hvorfor hun ikke »stræber efter mere«, med en implicit forventning om, at hun skal gøre som for eksempel Luther Vandross og Sheryl Crow, der også begyndte som korsangere og sang for henholdsvis David Bowie og Michael Jackson, men som senere fik succes som artister.
»Det har jeg godt nok været ude og forklare mange gange,« siger Maria Leeson. »At jeg længe har været afklaret med, at det er dér, min plads er.«
En plads, hvor fokus ikke ligger på hende, men på den helhed, hun bidrager til.
»Det er, som om man i et kor bliver løftet til et nyt niveau, som jeg slet ikke opnår, når jeg synger alene. Det er jo fedt at give den gas og skeje ud, men der opnår jeg slet ikke den samme følelse af fællesskab og forbundethed,« siger hun.
For Jadas babies handler korsangerrollen om at give slip på sit ego og indgå i fællesskabet. Og netop det er stærkt mellem de tre. Igennem utallige øvetimer har de tre korsangere øvet sig på at skabe en lyd, der er både fælles og ensartet. For som Maria Leeson påpeger, handler korsang ikke kun om at tonere rent sammen.
»Men om at sætte sig selv til side og lytte til hinanden.«
Med deres stemmer skal de skabe rum til, at Jada kan udfolde sig frit. De harmoniserer, så hun kan frasere, og de retter blikket hen mod Jada for at vise publikum, hvor opmærksomheden skal rettes hen. Som Vibe Wingstrand formulerer det, er det deres vigtigste arbejdsopgave:
»Vi skal være Jadas hoppeborg, som hun kan falde ned i og blive skudt op af igen.«
En accessory på scenen
Helt anonyme er Jadas babies ikke. De fremhæves i koreografien på scenen, og de oplever indimellem også, at Jada-fans kommer hen og siger hej, når de ser dem i metroen eller i byen.
Folk bliver overraskede over, at de tre korsangere ikke ved noget om, hvornår der udkommer ny musik med Jada. Det får de ofte at vide på samme tid som alle andre – og hvis det skal spilles live: Hvornår de skal møde op, og hvad de skal have på.
Indimellem kan de godt føle sig lidt som kamæleoner.
For imens Jada giver interview efter en koncert, og bandet pakker gear sammen, går de tre sangere ned fra scenen. Og næste dag tager de på arbejde eller har undervisning på deres studie. Maria Leeson er uddannet fra CBS og arbejder med hjælpepakker i Slots- og Kulturstyrelsen, Vibe Wingstrand er læge, og Johanna Bechsgaard studerer til pædagog – når de altså ikke synger henholdsvis overstemmen, understemmen og melodistemmen på scenen.
Når man hverken er en del af bandet, eller den der står i front, kan man godt føle sig lidt rodløs og blive set lidt som en accessory, fortæller Vibe Wingstrand.
»Der er nogle fordomme,« stemmer Maria Leeson i. »Og det kan man godt mærke.«
I en portrætartikel om Anne Linnet i Ud & Se fra sidste år bliver Julie Lindell også beskrevet. Man nævner hendes påklædning, og at hun suger »salens mandlige blikke« til sig. Der bliver ikke taget stilling til hendes arbejde – men til hendes udseende. Det kender Jadas babies også til.
Scenen er også et politisk sted. Det handler ikke kun om fordelingen af opmærksomhed, men også om relationer mellem køn og mellem hudfarver, som kommunikeres gennem sceneopstillingen: Hvem der står i front, og hvem der står bagved.
Det ser man også i en amerikansk kontekst i den anmelderroste dokumentar 20 Feet From Stardom. I dokumentaren portrætterer de en række legendariske korsangere, som de fleste aldrig har hørt om.
De korsangere, dokumentaren sætter fokus på, er alle kvinder og tilhørende en minoritet. De har sunget for hvide, mandlige artister som Rolling Stones, Bruce Springsteen og Sting. Det har været en tendens igennem rockmusikkens historie: at sorte korsangere blev hyret af hvide kunstnere, så deres musik kunne få en blues- eller R&B-agtig lyd og udtryk.
’Backing’ på et menneskeligt plan
I sofaen sidder Johanna Bechsgaard og Vibe Wingstrand tæt sammen. Indimellem finder deres hænder hinanden og giver hinanden et lille klem.
I begyndelsen af Jadas karriere øvede de nede i kælderen på kollegiet Studentergården. Der lå et fitnessrum med et stort spejl, og foran det fandt de på koreografier og arrangerede korstemmer. Hvornår de skulle løfte armene, om de skulle synge unisont eller trestemmigt.
I dag er der ofte flere personer inde over produktionerne. For eksempel samarbejdede de med en koreograf til deres seneste optræden ved P3 Guld, ligesom stylister og makeupartister er kommet ind i billedet og har hjulpet med at skabe de gennemførte scenografier og matchende outfits, der er blevet en del af Jada-udtrykket.
– Hvem bestemmer, hvordan I skal synge?
Det svinger lidt, forklarer de. Sommetider skal det bare lyde som på pladen, hvor Jada selv optager sine stemmer, og andre gange får de frie tøjler.
»Vibe er skidegod til at arrangere stemmer,« siger Johanna Bechsgaard kærligt om sin veninde.
Svaret får mig til at spørge, hvad de andre så er skidegode til.
Der bliver stille lidt, indtil Johanna Bechsgaard tager ordet.
»Jeg ved ikke, om vi på den måde måler og vejer,« siger hun.
»Men der er da nogle karakteristika,« byder Vibe Wingstrand ind.
»Ja,« indvender Johanna Bechsgaard. »Men jeg kan bare tage mig selv i, at hvis jeg begynder at tænke sådan, så kommer jeg nemt til at føle, at jeg ikke selv bidrager med noget,« siger hun og fortæller, at der var en overgang, hvor hun nærmest talte hvert et ord, de hver især sang.
Hvis hun ikke sang lige så meget som de andre, var hun nok på vej ud.
»Men det er vel også en god pointe,« siger Vibe Wingstrand fra sin ende af sofaen.
»At vi alle sammen bidrager med noget forskelligt, og det er det, der gør det så fedt. For eksempel synes jeg, at din energi på scenen er helt fantastisk, Johanna. Den har jeg virkelig prøvet at efterligne. Og Maria, jeg er på røven over din klang!«
»Jeg har faktisk haft en snak med Emilie om det her,« fortæller Maria både mig og de andre.
»Jeg havde behov for at dele med hende, at jeg nogle gange er kommet i tvivl om, hvad jeg kan, og hvad jeg bringer til bordet. For Vibe, du er jo så god til at arrangere stemmer, og Joe, du tager virkelig en tørn med at køre gear rundt.«
»Men så sagde Emilie, at sådan arbejder vi slet ikke i Jada.«
De tre korsangere er ikke i tvivl om, at de er et aktivt tilvalg både musikalsk og menneskeligt.
For jobbet som korsanger handler ikke kun om at synge teknisk godt, men også om fællesskabet både på og uden for scenen, understreger Johanna Bechsgaard.
Julie Lindell er enig, hun kalder det »backing på et menneskeligt plan.«
Når Jada er på turné, sover de alle fire på samme hotelværelse. Vender dagens koncert, og hvad der ellers rører sig i deres liv. De er hinandens omsorgspersoner og vidner på både de bedste og værste dage. Som Emilie Molsted sagde i et interview til Costume tidligere i år: »Derfor er det så befriende at have dem i mit liv, for de fatter det bare.«
Det er den energi, de gerne vil kanalisere, når de står på scenen og holder hinanden i hånden til »Not Alone.«
»Vores arbejde handler om at få projiceret ud, hvem Emilie er,« siger Vibe Wingstrand. »Og man kan ikke sidde sammen med hende, uden at hun krammer én. Derfor føles det også helt ægte at stå, som vi gør.«
I oktober åbnede Jadas babies deres egen instagramkonto. Det var en lille handling, der skulle cementere, at de tre nu anså sig som en korgruppe i sin egen ret. For nylig blev de eksempelvis hyret ind som studiesangere på Lord Sivas kommende album.
Inden da havde de spurgt Emilie Molsted, om det var i orden med hende.
»Det vil jeg faktisk ikke have,« havde hun sagt.
Iskoldt.
I mellemtiden nåede de lige at tænke at, »nå nej, det kunne de da heller ikke tillade sig«.
Indtil Emilie Molsted skraldgrinede og sagde, at det altså var for sjov. De skulle da bare ud i verden.
Det tog ikke noget fra hende.
