Hvad er årets værk, hvem er årets kunstner, hvem står bag årets frækkeste værk, og ikke mindst hvad er årets coronaredning?
Disse spørsmål og flere andre besvarer Informations tre kunstkritikere Maria Kjær Themsen, Ida Marie Hede og Bodil Skovgaard Nielsen herunder, når de kigger tilbage på 2020 i dansk kunst:
Årets værk og bedste fest: På bar med Rasmus Myrup og de udstødte
Af Maria Kjær Themsen
Tænk! Et samfund hvor festen er nedlagt, og det sociale er forbudt? Det lyder som et mareridt, men ikke desto mindre har det været virkeligheden over det meste af kloden i lange perioder af 2020. Måske var det også derfor, at Rasmus Myrups fantasifulde fest midt i udstillingen Heksejagt på Kunsthal Charlottenborg føltes så oplivende og stimulerende. Her kunne man hænge ud med Maren Splid, stå i rundkreds med elverpiger skabt af karteboller, tage en drink med en havmand af blæretang eller sludre lidt med Slattenpatten af lyng.
Alle disse spraglede outcasts var skabt af naturmaterialer og var iklædt mennesketøj og var placeret om caféborde, de stod i hjørnerne med en drink, eller de hang ud ved bardisken. Gæstelisten udgjordes af alle dem, der normalt ikke er inviteret med til festen – de udstødte, afviste og ildesete – og på netop dette tidspunkt i vores fælles samfundsliv kunne vi andre for en gangs skyld mærke kulden ved at stå udenfor og samtidig mærke længslen efter, at festen skulle vækkes rigtigt til live. Salonen udtrykte også en total afvæbnende humor, som vi næsten helt havde glemt i kunstscenen i løbet af dette herrens år.
Rasmus Myrup: ’Salon de Refusés’ vises på Kunsthal Charlottenborgs udstilling ’Heksejagt’ indtil 17. januar 2021
Årets kosmiske krammer: Goodiepal pakkede ud
Af Maria Kjær Themsen
Klangkunstneren Goodiepals mangfoldige udstilling ’Unboxing the Goodiepal Collection’ på Statens Museum for Kunst var som en lang varm kærlighedskrammer. Her var der lagt et blødt gyldent gulvtæppe på gulvet, og forunderlige apparater og værker var placeret overalt i de mange små rum en suite på SMK, og det gjorde, at en vis sanselig eufori straks indfandt sig i kroppen. Udstillingens mange objekter udgjorde et kuriøst raritetskabinet af forunderlige sager og samlinger, men det var også en meget levende organisme, der blev aktiveret af Goodiepal og hans crowd undervejs i udstillingen, for eksempel i den Bananskole, som han har etableret – en fri kunstskole, som tilbød forelæsninger, performances og alt muligt andet, blandt andet lydhealing, undervejs i udstillingens peride.
Foto fra udstillingen ’Unboxing The Goodiepal Collection’ på Statens Museum for Kunst.
Men værkerne blev også aktiveret via teksterne på væggen, som må være de bedste formidlingstekster, jeg endnu har læst på et museum. De udstillede genstande gik fra at være ting til skue til at blive remedier tænkt ind i en langt større kosmologi. Sådan er det med Goodiepals værker – de er vildt gådefulde og decideret mystiske, men de er også konkrete apparater, bøger, lydobjekter, der kan bruges til noget. Som eksempelvis hans radikale computermusik, der i sin essens går ud på at ophæve tiden i notationen af musik, så den ikke længere er linæer, men noget andet, som maskinen ikke kan aflæse – kun for at forberede både maskinen og alle os andre på mødet med anderledes og alternativ intelligens.
’Unboxing the Goodiepal Collection’, SMK, 25. september-6. december 2020
Årets frækkeste værk: Esben Weile Kjærs inviterende poledancer
Af Maria Kjær Themsen
Der var en ungdommelig kådhed, legesyge og drilsk seksuel undertone i den 28-årige kunstner Esben Weile Kjærs kollektive performanceværk HARDCORE FREEDOM på Copenhagen Contemporary i efteråret 2020, hvor blandt andet en poledancer med meget lidt tøj på gjorde stangen næsten rødglødende af hendes imponerende kropslige udfoldelser.
Men hvor det var meningen, at publikum også skulle have været med i legen – og ikke kun med på en kigger – så viste corona sig igen at være årets største partykiller ved, at publikum i stedet for at kunne gå rundt i installationen og være med i det, der udspillede sig, i stedet blev statisk bænket langs scenekanten.
Fra udstillingen Esben Weile Kjær: ’HARDCORE FREEDOM’ på Copenhagen Contemporary.
Derfor kom de frække seancer så meget på distance, at performancen ikke blev publikumsinvolverende, men fremstod som et levende billede, der nok viste ungdommeligt frisind og legesyge, men også udtrykte en enorm ensomhed, hvor teknologien konstant er med på en kigger.
Mens jeg sad og så på, oplevede jeg Esben Weile Kjær som en moderne version af enspænderen Holden Caulfield fra klassikeren Forbandede ungdom (1951) – nu som club kid – men med præcis samme distancerede melankoli og behov for løsrivelse.
Esben Weile Kjær, ’HARDCORE FREEDOM’, Copenhagen Contemporary, 23. oktober-30. december 2020
Årets coronaredning: Statens Museum for Kunst på stor indkøbstur
Af Maria Kjær Themsen
I foråret blev vi alle vidne til kulturministeriets udtalte mangel på viden om de ringe lønforhold på den danske kunstscene for både freelancere og kunstnere, da ingen hjælpepakker lige passede til en kunstners lave indkomst. Derfor var det så utrolig velgørende, da flere private fonde gik ind og hjalp økonomisk, og mere præcist da Ny Carlsbergfondet donerede en stor sum penge til SMK til indkøb af dansk samtidskunst.
Blandt de indkøbte værker i Statens Museum for Kunsts Dansk Kunst Nu-kampagne findes Jessie Kleemans ’Orsoq III, Subartic Sushi!’
Museet har i mange år været så økonomisk trængt, at samlingen af værker ikke har fulgt med samfundsudviklingen, men donationen gjorde det muligt for SMK at erhverve hele 104 nye værker af 64 kunstnere. Det har ikke bare betydet en stor økonomisk hjælp til kunstnere, men har også sikret, at vores nationalmuseum nu er langt mere med på noderne, og at samlingen nu er mere tidssvarende og repræsentativ.
Nu kan man for eksempel se Nina Beiers fem frække nødder på jordbunker i Skulpturgaden ved siden af Kirsten Justesens nøgne kvinder med papkasser på hovedet, man kan på de øvre etager se Molly Haslunds 52 stole fundet i storskrald eller Tabita Rezaires ipad placeret i en ametystgeode – krystaller og teknologi i et skønt æstetisk møde.
’DANSK KUNST NU’ – SMK’s ekstraordinære erhvervelse af dansk samtidskunst
Årets udstilling: Miriam Cahn messer traumer
Af Ida Marie Hede
ME AS HAPPENING gav os en af årets mest svimlende udstillingsoplevelser. Schweizisk-fødte Miriam Cahns (f. 1949) mættede, farvestrålende, frenetiske malerier forestiller kvindekroppe, barnekroppe, landskaber. Figurer har sex, de penetreres, babymunde rækker hvirvlende ud efter brystvorter. Der er fødende skeder og masturberende kvinder, og fra lærrederne stirrer figurerne ud med lige dele tragik, længsel og deadpan selvbevidsthed – ansigter har ofte fået tilføjet en slags maske, som kaster de et undrende blik også på sig selv.
Miriam Cahn: ’Schreck’.
Alvoren er stor, vold og ensomhed er røde tråde: både krigenes og kønnenes vold, som er selve kroppens åbninger: evigt sårbare og penetrérbare. Og apokalyptiske eller sitrende landskabsflader kulminerer i dybe slugter – men udstillingen bliver dog aldrig monumental.
Grovkornede fotos, tegninger og svulmende lærreder hænger side om side, så man bevæger sig igennem et ustabilt flow af billeder. Det skaber en intim og drømmende atmosfære. Cahn messer vores traumer for os i et fantasifuldt eksistentielt flow i en af årets bedste og bedst kuraterede udstillinger!
Miriam Cahn, ME AS HAPPENING, Kunsthal Charlottenborg indtil 21. februar 2021.
Læs vores anmeldelse fra november her.
Årets klassekamp: Kunstneropråb fra Rosa Marie Frang
Af Ida Marie Hede
Rosa Marie Frangs podcastværk i syv afsnit, Rosas Reality Radio, er en politisk og privat, ærlig og rasende tour de force gennem kunstneres arbejdsvilkår i Danmark. Billedkunstner Frang, der er kontor-projektleder-ansøgningsskrivende-budget-kunst-produktions-administrator i sit eget liv, prøver i første afsnit at komme sig over et frygtet afslag fra Statens Kunstfond. Det udvikler sig metaagtigt til dette radioværk.
I stil med realityshowets pinsomme selvudlevering sætter Frang sig selv tusind procent på spil. Hun er desperat, insisterende og bekendende, hvad end hun snakker om fattigdom, besøger Statens Kunstfond, taler om at være ung kvinde i kunstverdenens mandeloger, tager os med tilbage til sin opvækst eller blotter sit imposter syndrome og sin paranoia.
Man forstår, at ’klassekamp’ anno 2020 ikke er to grupper, der slås. Det er også et opgør med det mindreværd og den angst, der gror i en kunstner på et prækært arbejdsmarked med flydende grænser og usynlige magtkerner. For at gøre opmærksom på netop dét MÅ man være aaaaalt for meget, og det er Frang, hvilket gør podcasten til en rørende, skarp og formmæssig genistreg.
Rosa Marie Frang: ’Rosas Reality Radio’. Kan findes på de fleste podcastplatforme
Læs vores anmeldelse her
Årets politiske aktivisme: Healing i Lundtoftegade
Af Ida Marie Hede
Boligforeningen AKB Lundtoftegade på Nørrebro blev 1. december strøget af den omstridte ghettoliste til stor lettelse for beboerne. Så i år er det måske tid til at tro på, at kunsten healer og skaber sanselige modstandsrum?
En vidunderlig parade med titlen Helbredelsen fandt nemlig sted i Lundtoftegade blot få dage før et samarbejde mellem udstillingsplatformen Til Vægs ved Mette Nisgaard Larsen og billedkunstner Marie Louise Vittrup Andersen.
Her gik lokale beboere side om side med kunstnere i en rituel parade ned ad gaden i protest mod boligforeningens ghetto-mærkat. Lyserød røg hvirvlede rundt, og de gående bar masker, der var lavet af lokale børn.
En parade med titlen Helbredelsen fandt sted i Lundtoftegade som et samarbejde mellem udstillingsplatformen Til Vægs og billedkunstner Marie Louise Vittrup Andersen.
En række kunstnere bidrog: Lillibeth Cuenca Rasmussen delte citronvitaminbomber med sætninger påskrevet ud til forbipasserende. Enkelte bar dragter af Hannah Toticki Anbert: Som en omsorgsfuld gestus var disse genbrugt fra tidligere kunstevents og lignede store telte, et værn mod kulde og postyr; Felia Gram, Yahya Chouchen og Anna Bak deltog også, og håndbroderede bannere, syet af lokale minoritetsetniske kvinder, lyste gaden op. Og samme aften kunne man streame med på en ’fjernhealing’ derhjemme.
Marie Louise Vittrup Andersen: ’Helbredelsen’, Til Vægs, Lundtoftegade
Se dokumentation af eventet på facebooksiden ’Til Vægs - Lundtoftegade’
Årets genopdagelse: Ragna Braases meddrømmende tekstilkunst
Af Bodil Skovgaard Nielsen
Ikke bare en, men hele to udstillinger trak i år tekstilkunstner Ragna Braase (1929-2013) ud af hendes mand, billedhuggeren Ib Braases, skygge. Både x-rummet på Statens Museum for Kunst og det markante galleri Susanne Ottesen i København viste hendes psykedeliske tæpper og vævede strukturer, der kunne være møblement til en vågen drøm.
Ragna Braase, ’Rejse Langsomt’, Galleri Susanne Ottesen, 2020, installation view.
Foto: Stine Heger
Ragna Braase var uddannet i København og Paris, men levede det meste af sit liv tilbagetrukket i en villa uden for Paris. Her byggede hun sin egen væv, hjemmespandt sit garn og drømte sig via bøger til det Mellemøsten og Nordafrika, hvis tekstiltradition hun aldrig selv oplevede, men hvis ørkenlandskaber er et ekko i hendes formsprog. Men frem for at eksotisere den fremmede kultur og udnytte ’den anden’ er hendes værker meddrømmerier og samtaler på tværs af traditioner.
Ragna Braase kan som en trådens oliemaler ’blande’ farverne i garnet, og hun væver strukturer eller telte, der kunne bebos af fantastiske skabninger. I x-rummet kunne man næsten ikke modstå at gå ind i værket Africanas hus, som var små kvadratiske huse i farvet groft uld. Der var søjler af stof, så hårde og samtidig så bløde, at det var svært at fatte, at de kunne stå selv. Ragna Braase er for sent, men meget velfortjent, blevet genplaceret i den danske kunsthistorie.
Ragna Braase: ’Tekstil, Grafik, Sandal’, x-rummet, Statens Museum for Kunst
Ragna Braase: ’Rejse langsomt – Vævninger 1959-1983’, Galleri Susanne Ottesen
Læs Maria Kjær Themsens anmeldelse af Ragna Braase i x-rummet
Årets kunstdebat: Var det vigtigt, at Anna Ancher var kvinde?
Af Bodil Skovgaard Nielsen
Da Statens Museum for Kunst i foråret slog dørene op for en stor udstilling af Anna Anchers malerier, gav det anledning til forfriskende flerstemmig debat om, om det er klogt at adskille et værk fra sin kunstner eller ej.
Kunstkritiker Rune Gade kritiserede i sin anmeldelse her i avisen udstillingen for ikke at have fokus på, at Anna Ancher var en stor kunstner og kvinde.
Anna Ancher: ’Studie af en sypige i blåt’
Foto: Skagens Kunstmuseer
For Anna Ancher malede ammende mødre, hensat til hjemmet og til at betragte lokkende solpletter på stuevæggene. Hun registrerede usete, ensomme aspekter af morlivet, og hun brugte teknikker fra de franske impressionister, som i samtiden blev set som (underlødigt) feminine. Hun er som andre kvindelige kunstnere underrepræsenteret i museernes samlinger, og hun kunne som kvinde ikke gå på Kunstakademiet.
I avisen svarede museumsinspektør Peter Nørgaard Larsen på kritikken ved at sige, at man netop havde fravalgt kønsperspektivet i udstillingen, fordi forskningen i Anna Ancher i de seneste 100 år ikke havde koncentreret sig om andet. Vores litteraturredaktør Peter Nielsen kaldte på lederplads udstillingen for »ligestillingspolitik i praksis«.
Det var forfriskende at høre så gode argumenter om køn og kunst, der kun gjorde mødet med Anna Anchers malerier større – og man fik en strittende myriade af blikke at se de solstrålende værker med.
Anna Ancher. Statens Museum for Kunst til 31. januar.
Læs Rune Gades anmeldelse, Peter Nørgaard Larsens svar på kritikken og Peter Nielsens leder.
Årets kunstner: Jeanette Ehlers udfordrer og omfavner
Af Bodil Skovgaard Nielsen
Hun er ikke et nyt navn på kunstscenen. Alligevel har navnet Jeanette Ehlers (f. 1973) været på alles læber i år.
Hendes stilrene værker blotlægger de komplicerede bånd mellem den europæiske kolonihistorie og nutiden. Skulpturen »I Am Queen Mary«, som Ehlers lavede i samarbejde med La Vaughn Belle i 2018, er blevet en nyklassiker.
I et år med en enorm opblomstring af kampen mod racisme virker hendes værker mere nødvendige end nogensinde før.
Jeannette Ehlers: ’WE’RE MAGIC WE’RE REAL #2’. Værket kunne ses på Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legatudstilling i Den Frie Udstillingsbygning
Foto: Frida Gregersen
Ehlers leverer en umiskendelig æstetik, der rammer alle den danske fortrængnings ømme punkter, og hun peger klogt mod alternative fremtider. I Den Frie Udstillingsbygning viste hun i år en kæmpemæssig, sort hårbold, der som en klode var hængt op midt i et hvidt, latexbelagt rum. Den snurrende globe var lavet af syntetisk afrohår og dominerede sin beskuer i al sin vælde, samtidig med at den så blød og næsten yndig ud.
Globen var anden del af en trilogi af værker under titlen »WE’RE MAGIC, WE’RE REAL«, hvor første del blev udstillet på Thorvaldsens Museum. Her havde Ehlers belagt gulvet med mørkt afrohår, mens en hvid sokkel i museet, der ellers er fyldt med hvide kroppe, stod tom og anonym i det fyldige, krøllede hårhav.
Man bliver omfavnet og udfordret af Jeanette Ehlers, føler sig behandlet hårdt og nænsomt på samme tid. Hendes værker er lige så komplicerede som den historie, hun beskriver – og derfor bliver man aldrig helt færdige med dem.
Skulpturen »I Am Queen Mary« fra 2018 kan opleves foran Vestindisk Pakhus på Toldbod Brygge i København.
»WE’RE MAGIC, WE’RE REAL #1« er en del af udstillingen Ansigt til Ansigt på Thorvaldsens Museum til 30. december
»WE'RE MAGIC, WE'RE REAL #2« kunne opleves på udstillingen CARL NIELSEN OG ANNE MARIE CARL-NIELSENS LEGAT 2020 i Den Frie Udstillingsbygning i oktober. Se billeddokumentation af værket her.
