I læseklub: »Malte har ét mål med denne her ferie, og det er at destruere sin far«

Ingen kvinde er en ø. Den sætning har jeg i hovedet, da jeg løber i aftenmørke og på regnvåde brosten i Ærøskøbings Vestergade og ned til den sidste færge til Svendborg. Bag mig, i byens gamle skole, sidder syv kvinder i en læseklub stadig og snakker om Kamilla Hega Holsts roman Rud. Romanens ene hovedperson, den 14-årige Malte, optager dem.

»Malte er en meget imponerende person,« som Helle Voigt fra klubben siger det.

Kvinderne mødes en gang om måneden, og inden de skilles i aften, skal de have lagt planer for, hvilke bøger de kan nå at læse, inden de skal i gang med kandidaterne til DR’s Romanpris 2021. De sendte mig ud ad døren med et: »Kom tilbage, hvis ikke du når færgen, så må du overnatte.« Sådan siger man farvel til sine gæster på Ærø.

Flere i læseklubben mener, at Malte lige fra romanens begyndelse har planlagt at dræbe sin lægefar Simon. Faren, som med sin lægefaglighed har kontrollen over Maltes mor, den desorienterede og selvskadende Kaisa.

Den læsning er ny for mig. Da jeg anmeldte romanen i Information i foråret 2017, var jeg nok for optaget af at forklare, hvordan Kamilla Hega Holst har plantet Gilles Deleuzes og Félix Guattaris rhizombegreb i romanen, og af hvordan dens slutning minder om Sofokles’ tragedie om Kong Ødipus til at koncentrere mig om plottet. Læseklubben i Ærøskøbing har overbevist mig om, at jeg har overset noget vigtigt. Det orienteringsløb, Malte arrangerer for sine forældre, er en del af mordplanen.

»Det er Malte, der slår sin far ihjel,« siger Helle, »det er sådan, jeg har læst romanen. Så er der en masse tilfældigheder, der gør det muligt for ham at udføre det i den sidste ende.«

Inden vi kommer til mordplottet, har læseklubbens Birgit Dusa Thorsgaard, eller bare Dusa, hentet fotografen og mig ved færgen. Vi er i god tid, så vi kan nå at gå en omvej og se noget af byen.

Ærø er i 2020 blevet kendt for sine lave smittetal, og det på trods af, at der over sommeren har været omkring 200.000 turister på besøg på øen. Dusa fortæller, hvordan alt omkring os lukkede under finanskrisen i 2008. Vi står på det gamle torv midt i byen med brønden og de to høje pumper, mens Dusa peger rundt på den ene butik efter den anden, der engang var lukket. Men så kom turismen og bryllupsindustrien og reddede øen. Der er mange, der gerne vil have taget deres bryllupsbillede på Ærø. Det er helt skørt, så skønt her er: Regnbuepar siger ja til hinanden på rådhuset, busserne er gratis og nu det lave smittetal oveni.

Maria Fonfara

Og alt det skønne stopper ikke her, for nu går vi over til bibliotekets vindue og studerer en plakat med forfatteren Julie Gufler. Hun er flyttet til øen i 2019 og har iværksat Øens Litteraturservice. Ordene på plakaten strømmer som sød musik ud af forfatterens fløjte: »Forfattermøder på Ærø, Mikkel Thykier, Hanne Højgaard Viemose, Aske Juul Christiansen«.

Henne i Vestergade venter Solveig Krogh med nøgle til den gamle skole, der nu også er aktivitetshus. Hun har en plan om endnu en rundtur. Vi skal se skolen for at få en idé om alle aktiviteterne der. Tingene sker ikke af sig selv i en by med små tusind indbyggere, man er nødt til selv at gøre noget. 

»Vi støtter aktivitetshuset, når vi vælger at mødes her,« siger Solveig.

Da hele flokken er mødt op og præsenterer sig, viser det sig, at alle er tilflyttere. Fire af dem er sønderjyder, to er midtjyder og en er nordjyde. Anette Clausen, der tidligere havde en ledende stilling som sygeplejerske i Marstal, fortæller, hvordan hun kom med i læseklubben nærmest ved en fejl. Hun var ude at køre i en gammel lastbil med Solveig, fordi de begge havde meldt sig som frivillige i huset. Anette troede, hun skulle sy, men så skulle der køres bil og ryddes op, og under oprydningen foreslog Solveig Anette at komme med i læseklubben.

»Jeg tænkte, da jeg skulle på pension, at nu skal jeg til at sy, og det er det eneste, jeg ikke har fået gjort,« siger Anette og ler.

Solveig holder styr på medlemmerne – de har mistet to.

»En døde, og en er rejst. Vi vil meget gerne have en mand med – eller nogle lidt yngre.«

Lise Byrler er klubbens yngste og nyeste medlem. Hende har Dusa skaffet på en jazzfestival. Lise er 48 år og så ny, at hun ikke har nået at læse romanen til i dag. Klubben har kig på en mand, der måske kunne egne sig som medlem – hvis altså ikke han er alt for akademisk.

Det er Margaretha Möger, der lægger ud, da klubben har sat sig i skolens bløde og hårde møbler rundt om et skramlet sofabord og under en grøn tavle, klar til at tale om Rud:

»Romanen har efterladt et indtryk hos mig af en psykopatisk mand, der ødelægger en kvinde stykke for stykke.« 

Der bliver nikket rundt om bordet, og Margaretha fortsætter:

»Den er bygget op som en thriller, man brænder efter at læse den næste side og den næste. Der er alt det organiske og Malte, der klipper sit hår af, og hans far, der klipper håret af moren. Ydmygelse er et emne – og så Malte, der har et mål med denne her ferie, og det er at destruere sin far. Det er næsten det værste, at de børn bliver så uhyggeligt inddraget i destruktionen.«

Det andet barn, Margaretha nævner, er Maltes lillesøster, Mira, der det meste af romanen er en læsende klump i sofaen i sommerhuset i Asserbo, hvor Kaisa efter en lang adskillelse er alene på ferie med sine to børn. Romanen udspiller sig over en varm augustdag. Kaisa holder hele tiden øje med uret. Klokken er 13, klokken er 15.47, står der. Tidsangivelserne er Kaisa under pres, mens hun prøver at finde sin søn i Asserbo Plantage. Malte leger en leg, han er mester i, gemmeleg. Han har tegnet kort og lagt spor ud i landskabet.

Dusa har også oplevet romanen som både dragende og uhyggelig, »man bliver suget ind i den, og samtidig vil man ikke rigtig.« Hun har hæftet sig ved Kaisas krop, der bliver mere og mere ødelagt.

»Hvordan skal man forstå det? Kaisas virkelighedsopfattelse bliver helt forkvaklet, så er det hendes oplevelse af sig selv, eller sker det faktisk? Kaisa bliver sygeliggjort af Simon, også på et psykisk plan. Det er det, der gør så ondt.«

Dusa er pensioneret folkeskolelærer, de andre i klubben har arbejdet som sygeplejersker og socialrådgivere. Nu bruger de deres faglighed til at læse Rud.

Da Kaisa og Simon var gift, havde Simon som overlæge adgang til sin hustrus journal. Han havde kort sagt kontrol over Kaisa og hele situationen. Han har forført Kaisa i sin tid, eller hun har ladet sig forføre. Som klubben bliver enige om, var Kaisa »pissefuld, da hun mødte ham, og sejlede vel rundt«. Simon kom og kunne det hele: »Han er intelligent, han kan give omsorg, men den omsorg er kvalmende, den er kun til nytte for ham selv.«

I romanens nu er det stadig ham, der bestemmer, hvornår Kaisa skal se sine børn. Solveig beskriver magtforholdet:

»Simon har en titel, han kan formulere sig, ligegyldigt hvor han kommer hen, kan han forføre alle mulige andre også. Hvis han sad hos den børnesagkyndige, ville man tænke, det er dér, børnene skal være, for mor er svag. I virkeligheden er han jo svag, men med hele sin attitude bliver han den stærke. Det ville jeg også umiddelbart have vurderet ham til.«

Helle genkender Solveigs oplevelse af overlægen:

»Jeg er jo selv socialrådgiver og har siddet med den slags samtaler, hvor man skal tage stilling til, hvem der skal have børnene, og jeg ved, hvor svært det er. Jeg ville muligvis også tro på faren, fordi han fremstår så dannet. Han ved nøjagtig, hvordan han skal udtrykke sig. Det var det, der virkelig rørte mig, fordi jeg godt kan huske sådan nogle sager.«

Jette Iversen kommer med flere eksempler på, hvordan Kaisa, mens hun er gift med Simon, er patient både ude og hjemme:

»Simon klandrer hende for at have mistet et barn og siger flere gange, at han kan se på hendes øjne, at hun er gravid igen og insisterer på at undersøge hende. Han nedvurderer hende som kvinde ved at sige, at hun ikke kan holde på et barn.«

Margaretha, der sidder i sofaen sammen med Jette, er lige så anfægtet:

»Hvorfor skal han også have de børn? Det er et statussymbol. Det er så ulækkert, når han undersøger hende.«

Dusa svarer med ironi: »Nu er han jo læge ...«

Margaretha: »Ja, det er så sygt.«

Jette: »Han tænder på det. Hele tiden har han gang i noget. Så køber han nedringede kjoler til hende, så hun kan gøre sig til, og så skælder han hende ud bagefter for at ægge de andre mænd.«

Solveig: »Vi bliver jo inddraget som læsere. Jeg kan i hvert fald mærke det. Hvem er det i samfundet, der ville blive set som syg? Det er Kaisa, og han ville blive set som rask. Vi tror, vi kan udpege det, som er allermest sygt, men vi ser ikke det andet. Der foregår noget bagved, som ikke kan ses, men det er jo foregået alle dage. Vi lever i en tid nu, hvor vi prøver at blive mere bevidste om, hvad der foregår. Jeg tænker på alle de historier om sexisme, der kommer frem. Det er, som om vi skal blive mere bevidste på alle planer, vi skal se tingene bagved.«

Margaretha påpeger, at Danmark er bagefter i forhold til #MeToo. Det får Solveig til at være ironisk:

»Det er, fordi vi er sådan et pænt folkefærd,« siger hun og tilføjer: »Især her på Ærø.«

Anette er helt med, men hun er alligevel alvorlig:

»Nogle gange er det bare ikke til at holde ud at skulle tænke sådan om andre.«

Men nu kommer Anette i tanke om en kollega, hun engang havde, der minder hende om Kaisa:

»Det er mærkeligt, at vi som kvinder lader os byde de her ting i så lang tid. Vi har nok allesammen mødt de her kvinder, der går ind i døre. Da jeg var meget, meget ung, havde jeg en kollega, som ofte var syg. Jeg havde ikke hørt om kvinder, der fik tæsk, men det var det, der skete hjemme hos hende. Hun blev skilt og begyndte at drikke, og så gik hun til grunde.«

Dusa har helt naturligt fået rollen som gruppens moderator. Det er nok lærerrollen, der hænger ved. Hun har noteret sig, at flere under den første runde har nævnt, at de har bakset med at forstå de linjer, Malte er så optaget af, og som han opfatter som spor, man skal følge. Med Maltes tanker om linjer følger også hans lidt kryptiske kort og collager, der indgår som bogens illustrationer. Hvordan skal man forstå dem?

Helle siger det sådan her:

»Forfatteren er dæleme præcis i sit sprog, man ved, hvad vej hun vil, men jeg forstår ikke helt det med linjerne. Sådan noget kommer jeg nemt til at springe over.«

Nu synes Dusa, de skal tale om, hvad Maltes optagethed af linjer betyder for historien.

Malte hopper på ordene og siger: »Alt er linjer.« Med det mener han revnerne i asfalten og traktorens spor i jorden. Malte taler om havets linjer, himlens, linjerne i barken, blodårene på hans håndryg. 

Solveig begynder:

»Hvis jeg tænker på mig selv i Maltes alder, så sad jeg faktisk også meget og tegnede streger og linjer. Måske var det en måde at holde mig forankret på, at man tegner streger og forbinder sig. Kan I ikke huske det?«

Det kan Dusa, og hun tilføjer: »På ternet papir.«

Margaretha har fundet et godt sted i bogen til at tale om linjerne. Hun har sat et mærke dér på side 75, hvor man forstår, at Malte har det med linjerne fra sin mormor. Hun havde også noget med skvalderkål, som hun lod vokse i sin have – ind under plankeværket og ind til naboerne. Skvalderkålen var i hendes øjne med sin trævlerod »noget fint, aggressivt og levedygtigt.« Margaretha læser højt: 

»En trævlerod kan vokse uden sin moderplante, den kan skyde nyt. Forstyrre hierarkier, normer og forståelser. Revolutionere.«

Solveig: »Den mormor ville jeg gerne have mødt.«

Dusa ser mormoren som en modsætning til Maltes far. Hun er kommet med filosofibøgerne, Malte læser, og med fantasien.

Nu viser det sig, at Helle alligevel ikke har læst fuldstændig hen over det med linjerne:

»For mig har det også med oprindelse at gøre. Han har rødder i morens familie, mormoren. Han kan frigøre sig og handle.«

Klubben taler om, hvorvidt Malte kan siges at være en klog dreng. Måske er han ikke så emotionelt klog, eller måske lige netop? Han myrder trods alt sin far ...

Solveig: »I den alder tænkte jeg da meget på, hvem jeg kunne slå ihjel.«

De andre ler.

Spørgsmålet om, hvorvidt Malte kunne have forudset alle detaljer i det dramatiske forløb, står og flagrer. Anette er inde på, at da Malte stikker af, ved han godt, at moren vil gå i panik. Jette indskyder, at Malte ikke kan vide, at faren vil voldtage moren på stranden i romanens slutning.
Solveig drejer hovedet bagud og ser på mig:

»Hvis vi havde forfatteren her, ville hun helt sikkert sige, dét bestemmer I selv.«

Margaretha har bagt kage, og den kommer på bordet. Nu kan jeg være med i samtalen.

– Hvad får I ud af at være i en læseklub?

Helle: »Jeg ville aldrig have fået læst den her bog, hvis ikke jeg skulle mødes med nogen og snakke om den. Sådan har vi sagt mange gange til hinanden. Vi læser ofte ny litteratur, og det er nyt for mig. Jeg har virkelig lært at stå pinen ud.«

De andre bryder ud i latter, og Helle fortsætter:

»Og så er det dejligt at være sammen med nogle andre damer.«

– Kan man komme til at føle et pres?

Margaretha: »Det synes jeg ikke, vi gør i denne gruppe. Jeg gør i hvert fald ikke. Man kan godt møde op, selv om man kun har læst halvdelen af bogen. Det er som at komme hjem. Man kan tale frit fra leveren, der er ingen, der sidder og vurderer. Der er en enorm fortrolighed også. Det kan jeg godt lide, uden at vi har snakket om, at det var sådan, det skulle være.«

Dusa: »Man lærer hinanden at kende, fordi vi også inddrager de oplevelser, man havde, da man arbejdede eller boede andre steder – og der er tid til at lytte.«

Lise: »Jeg har ikke været med så længe, men jeg har villet udfordre mig selv. Tidligere er jeg gået lidt hurtigt hen over de bøger, jeg læste, men at mødes med andre er også at udfordre sig selv.«

Anette, der har valgt aftenens bog, ser rundt på de andre, mens hun svarer:

»Man udvikler sine egne refleksioner, når man er sammen. Det er mere nærværende at læse bøger, når man selv siger noget højt. Jeg ved, at man opfordrer læger til at læse skønlitteratur for at få menneskelig erfaring og for at udvikle empati. Samtalen fortsætter tit med noget, de andre har sagt, som man så tager med sig, når man går herfra.«

Så holder hun en kort pause og tilføjer:

»Der kommer et fælles tredje ud af det.«

Maria Fonfara