Essay
Læsetid: 6 min.

Louise Glücks Nobelpristale: Vi er usynlighedens kammerater

I den slags kunst, digteren Louise Glück blev draget mod, er kollektivets stemme eller dom farlig. Ved at tildele sådan en digter den højeste litterære udmærkelse har man valgt at hædre den intime, private stemme, som offentligheden indimellem kan forstærke eller udvide, men aldrig erstatte. Her er Louise Glücks tale fra i mandags i forbindelse med modtagelsen af Nobelprisen i Litteratur 2020
»Jeg er ingen,« siger Emily Dickinson. »Er du også ingen? / Så er vi to – sig det ikke til nogen …« For Louise Glück som for Emily Dickinson kommer læserne altid singulært, en og en, og derfor blev hun grebet af panik, da hun blev tildelt Nobelprisen i Litteratur og pludselig kom op på en helt anden skala.

»Jeg er ingen,« siger Emily Dickinson. »Er du også ingen? / Så er vi to – sig det ikke til nogen …« For Louise Glück som for Emily Dickinson kommer læserne altid singulært, en og en, og derfor blev hun grebet af panik, da hun blev tildelt Nobelprisen i Litteratur og pludselig kom op på en helt anden skala.

Daniel Ebersole

Kultur
11. december 2020

Da jeg var et lille barn på vistnok fem eller seks år, arrangerede jeg en konkurrence i mit hoved for at afgøre, hvilket digt der var det bedste i verden. Der var to finalister: William Blakes »The Little Black Boy« og Stephen Fosters »Swanee River«. Jeg travede frem og tilbage i soveværelset i min bedstemors hus i Cedarhurst, en landsby på den sydlige del af Long Island, og reciterede – i tankerne, sådan som jeg foretrak det, ikke højt ud i rummet – Blakes uforglemmelige digt, og sang, også i tankerne, Fosters hjemsøgende, ensomme sang.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her