Essay
Læsetid: 6 min.

Louise Glücks Nobelpristale: Vi er usynlighedens kammerater

I den slags kunst, digteren Louise Glück blev draget mod, er kollektivets stemme eller dom farlig. Ved at tildele sådan en digter den højeste litterære udmærkelse har man valgt at hædre den intime, private stemme, som offentligheden indimellem kan forstærke eller udvide, men aldrig erstatte. Her er Louise Glücks tale fra i mandags i forbindelse med modtagelsen af Nobelprisen i Litteratur 2020
»Jeg er ingen,« siger Emily Dickinson. »Er du også ingen? / Så er vi to – sig det ikke til nogen …« For Louise Glück som for Emily Dickinson kommer læserne altid singulært, en og en, og derfor blev hun grebet af panik, da hun blev tildelt Nobelprisen i Litteratur og pludselig kom op på en helt anden skala.

»Jeg er ingen,« siger Emily Dickinson. »Er du også ingen? / Så er vi to – sig det ikke til nogen …« For Louise Glück som for Emily Dickinson kommer læserne altid singulært, en og en, og derfor blev hun grebet af panik, da hun blev tildelt Nobelprisen i Litteratur og pludselig kom op på en helt anden skala.

Daniel Ebersole

Kultur
11. december 2020

Da jeg var et lille barn på vistnok fem eller seks år, arrangerede jeg en konkurrence i mit hoved for at afgøre, hvilket digt der var det bedste i verden. Der var to finalister: William Blakes »The Little Black Boy« og Stephen Fosters »Swanee River«. Jeg travede frem og tilbage i soveværelset i min bedstemors hus i Cedarhurst, en landsby på den sydlige del af Long Island, og reciterede – i tankerne, sådan som jeg foretrak det, ikke højt ud i rummet – Blakes uforglemmelige digt, og sang, også i tankerne, Fosters hjemsøgende, ensomme sang.

Hvordan jeg egentlig begyndte at læse Blake er et mysterium. Jeg tror, at der i mine forældres hus var fem digtsamlinger blandt de mere talrige bøger om politik og historie og de mange romaner. Men jeg forbinder Blake med min bedstemors hus. Min bedstemor var ikke boglig. Men der var Blake, The Songs of Innocence and of Experience, og der var også en lille bog med sangene fra Shakespeares skuespil, af hvilke jeg lærte mange udenad. Især elskede jeg sangen fra Cymbeline, formentlig uden at forstå et ord, men ved at lytte til tonen, til kadencerne, til de larmende imperativer, som var bjergtagende for et sky, frygtsomt barn.

»Og må din grav berømmes.« Det håbede jeg. Denne slags konkurrencer – om ære, om den højeste belønning – faldt mig naturlige; de myter, som udgjorde min første læsning, var fuld af dem. Verdens bedste digt var, forekom det mig, selv i en meget ung alder, den højeste af høje udmærkelser. Det var også sådan, min søster og jeg blev opdraget, til at redde Frankrig (Jeanne d’Arc), til at opdage radium (Marie Curie).

Senere begyndte jeg at forstå risici og begrænsninger ved denne form for hierarkisk tænkning, men som barn fandt jeg det vigtigt at uddele priser. En person på toppen af bjerget, synlig fra nær og fjern, det eneste væsentlige på bjerget. Personen, der stod lidt længere nede ad bjerget, var usynlig. Eller, i dette tilfælde, digtet. Jeg var overbevist om, at især Blake på en eller anden måde var bevidst om denne begivenhed, havde blikket fæstnet på resultatet. Jeg var klar over, at han var død, men jeg følte det, som om han var i live, for jeg kunne høre hans stemme tale til mig, forklædt, men det var hans stemme. Der talte, følte jeg, kun til mig, eller særligt til mig. Jeg følte mig udvalgt, privilegeret; jeg følte også, at det var Blake, til hvem jeg stræbte efter at tale, til hvem, foruden Shakespeare, jeg allerede talte.

Blake vandt konkurrencen. Men jeg indså senere, hvor meget disse to tekster minder om hinanden; jeg var draget, dengang som nu, til det ensomme menneskes stemme, der løfter sig i smerte eller længsel. Og de digtere, jeg vendte tilbage til, da jeg blev ældre, var de digtere, i hvis værker jeg, som den udvalgte lytter, spillede en afgørende rolle. Intimt, forførende, ofte fordækt eller hemmeligt. Ikke stadiondigtere. Ikke digtere, der talte til sig selv. Jeg nød denne pagt, jeg nød følelsen af, at digtet talte om noget grundlæggende og privat, en meddelelse modtaget af præsten eller analytikeren.

Prisoverrækkelsesceremonien i min bedstemors soveværelse forekom, i kraft af dens hemmelighed, som en forlængelse af den intense relation, som digtet havde skabt: en forlængelse, ikke et overgreb. Blake talte til mig gennem den lille sorte dreng; han var den stemmes skjulte ophav. Han kunne ikke ses, præcis som den lille sorte dreng ikke kunne ses, eller kun kunne ses unøjagtigt, af den fattesvage og hånlige hvide dreng.

Men jeg vidste, at det, han sagde, var sandt, at hans provisoriske dødelige krop var hjemsted for en sjæl af lysende renhed; jeg vidste det netop på grund af det, den sorte dreng siger, hans følelser og erfaringer, der hverken rummer bebrejdelser eller hævntørst, men alene troen på, at i den fuldendte verden, som er blevet ham lovet efter døden, vil han blive set som det, han er, og i en overflod af glæde vil han beskytte det hvide barn mod den pludselige lysstråle.

At dette ikke er et realistisk håb, at det tilsidesætter det virkelige, gør digtet hjerteskærende og samtidig dybt politisk. Den smerte og berettigede vrede, som den lille sorte dreng ikke kan tillade sig selv at føle, som hans mor forsøger at beskytte ham mod, bliver følt af læseren eller lytteren. Selv når den læser er et barn.

Men offentlig hæder er en anden sag. De digte, som jeg hele livet er blevet mest intenst draget imod, er den slags digte, jeg her har beskrevet, digte der intimt udvælger eller hemmeligt forbinder, digte som lytteren eller læseren selv bidrager væsentligt til, som modtager af en fortrolighed eller et ramaskrig, indimellem som medsammensvoren.

»Jeg er ingen,« siger Emily Dickinson. »Er du også ingen? / Så er vi to – sig det ikke til nogen …« Eller T.S. Eliot: »Så lad os gå, du og jeg, / Når aftenen spreder sig ud over himmelen / Som en patient bedøvet på operationsbordet … « Eliot hidkalder ikke spejdertropperne. Han beder læseren om noget. I modsætning til, for eksempel, Shakespeares »Shall I compare thee to a summer’s day«: Shakespeare sammenligner mig ikke med en sommerdag. Jeg får lov til at overhøre den bjergtagne virtuositet, men digtet kræver ikke min tilstedeværelse.

I den slags kunst, som jeg blev draget mod, er kollektivets stemme eller dom farlig. Den intime stemmes udsathed øger dens magt og magten hos den læser, gennem hvis handlekraft stemmen opmuntres i sin akutte bøn eller tillidserklæring.

Hvad sker der med en sådan digter, når kollektivet i stedet for tilsyneladende at eksilere eller ignorere ham eller hende, klapper og ophøjer? Jeg ville mene, at en sådan digter vil føle sig truet, udmanøvreret. Det er Emily Dickinsons tema. Ikke altid, men tit. Jeg læste Dickinson mest lidenskabeligt som teenager. Som regel om aftenen, efter sengetid, på sofaen i stuen. Jeg er ingen! Hvem er du? Er du også ingen? Og i den version, jeg dengang og stadig foretrækker: Så er vi to – sig det ikke til nogen! De vil forvise os, ved du nok … Dickinson havde udvalgt mig, eller genkendt mig, som jeg sad der på sofaen. Vi udgjorde en elite, usynlighedens kammerater, noget kun vi vidste, og som vi hver især bekræftede hinanden i. I verden var vi ingen. Men hvad var forvisning for mennesker, der, som vi, eksisterede i sikkerhed gemt under træstammen?

Forvisning er, når træstammen bliver løftet. Jeg taler ikke om den skadelige indflydelse, Emily Dickinson har på teenagepigers sind. Jeg taler om det sindelag, som er instinktivt skeptisk over for offentligheden, eller ser den som arnested for generaliseringer, der udvisker præcision, og for halve sandheder, der erstatter åbenhed og afsløring. For at give et eksempel: Forestil dig, at den sammensvornes stemme, Dickinsons stemme, erstattes af domstolens stemme. »Vi er ingen, hvem er du?« Det budskab bliver pludselig uhyggeligt.

Det kom bag på mig, om morgenen den 8. oktober, hvordan jeg blev grebet af den panik, jeg her har beskrevet. Lyset var for skarpt. Skalaen var for stor. Os, der skriver bøger, ønsker angiveligt at nå ud til mange. Men nogle digtere tænker ikke mange i spatial forstand som i det fyldte auditorium. De tænker mange som noget temporalt, sekvensopdelt, mange over tid, ind i fremtiden, men på en eller anden grundlæggende måde ankommer disse læsere altid singulært, en og en. Jeg tror, at Det Svenske Akademi ved at tildele mig denne pris, vælger at hædre den intime, private stemme, som offentligheden indimellem kan forstærke eller udvide, men aldrig erstatte.

Oversat af Nina Trige Andersen

© THE NOBEL FOUNDATION 2020

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her