Mørket får skyld for meget, som mørket dybest set ikke har gjort. Leve mørket

»Det er ikke til at forstå, at man næste gang fylder det og det. Der er visse aldre, som man altid havde troet var et privilegium for de ældre.«

– Jacob Paludan

Mørket har en dårlig presse. De færreste anpriser mørket for mørkets egen skyld. Mørket får skyld for meget, som mørket dybest set ikke har gjort. I mørke er alle katte grå; mere ukorrekt sagt tilskrives græske visdomsord, at når lyset slukkes, er alle kvinder kønne. Der er så selvfølgelig dem, der kom fra det mørkeste Jylland, det var ikke ment rosende om dem, der kom derfra eller om Jylland.

Brandes kaldte modstandere mørkemænd, obskuranter. Folk kan også være formørkede. De, der forsvarer det livsfarlige læs af en løgnhals til Trump, kan man roligt kalde formørkede for ikke at blive grovere. At der kan komme mørke midt på dagen, konstaterer Arthur Koestler i romanen Darkness at Noon (1940). Mørke midt på dagen handler om skueprocesserne i Moskva, da Stalin i 1930’erne myrdede de lyseste hoveder i partiet. De dømte i stimer var i diktatorens gule øjne mørkets magter, der udøvede mørkets gerninger. Det burde i regimets væsen have frikendt dem, ikke desto mindre blev de stødt ud i mørket.

Man kan være mørkeræd, skotofob eller nyktofob, hvad udpræget er mere almindeligt end i bogstavelig forstand at være fotofob og lyssky.

Man kan have et lyst livssyn, hvilket ikke er nær så problematisk, som når sindet er mørkt, og det reelle antal gange man måske har været på nippet til at gøre en ende på elendigheden, ligger skjult i et mørketal.

I kirken reklamerer de med lysvæld bag ved lysvæld. Som om det er en trøst, når man ligger med næsen i vejret i den store finale. Men lysets engel besejrer mørkets fyrste. »Jeg er livet og lyset,« står der ofte over populære portrætter af kristendommens superstar.

Deraf mørkets lavstatus.

Uanset dødens totale sanseophør forbindes mørket med livets ophør. De, der vender tilbage, fra hvor ingen gør det, beretter om dødoplevelsens lyshav, der i øvrigt kan forklares som et banalt fysiologisk fænomen. Den endelige kant synes uoverstigelig: Er den først overskredet, og bedemanden slukker lyset efter sig, er det nat med fru Knudsen.

I genopstandelsesreligionerne vækkes ikke desto mindre den døde og afhentes efter passende tid fra grav og glemsel på jordens yderste dag. Det er budskabet. På den hvide trone skiller Jesus fårene fra bukkene. De sidste gennes i ildssøen, hvor man ikke kan klage over manglen på lys. De gode, der har åbnet hjertet i tide, får passerseddel til paradis.

Ifald man ikke har snuppet af kassen eller taget Herrens navn og ikke så lidt andet forfængeligt, genopstår man til harpeklang og englesang i det himmelske lys. Her er der til gengæld ingen afbryderkontakt; den store LED-pære brænder evigt, og med venner i lys vi tale.

Evigheden er længe. Alene det.

Skribenten bor på landet, hvor der ved vintertide er mørke – også midt på dagen. Om natten er det ikke mørkt, men bulderbalrendebælgmørkt. I den grad at øjnene ikke vænner sig til det manglende lys. Der er ikke noget. På gode nætter rækker genskinnet fra tanken nede i Vejby formentlig af atmosfæriske grunde ikke ud til kysten, og Helsinge er for langt væk. I disse sene timer, ifald den fjerne genbo har glemt at tænde helårsjulepynten i lærketræet, kan man gå ud i kulden og kigge stjerner.

En skribenten nærtstående lille dreng med fast bopæl i Roms lyshav fik ved synet af Mælkevejen i dens nordsjællandske pragt et chok. Mama mia! sagde han.

Giv os dog mørket tilbage.

I menneskets fjerne fortid, hvorfra vi ikke har kilder eller andre levn end en stump flint i ny og næ, må man forestille sig en mørklægning og stjernefortrolighed, vi står fattige foruden. I skyfrie nætter viste en blændende himmel sig: myriader af lys, hvor Vejby Strand selv i gunstigste nætter ikke kan konkurrere.

Her opfandt de gamle gud.

Det mørke, vi byder på i vore dage, er relativt. Dels på grund af alverdens genskin; dels fordi man bare kan medbringe sin håndlampe. Dens lux overgår utvivlsomt hele det romerske imperiums lyskapacitet.

Hvis nu hele verden slukkede for det hele bare én nat, vidste vi, hvor vi står.

Leve mørket. Fra i dag afvikles det igen.