Baggrund
Læsetid: 9 min.

Når stjerner springer ud, øger det tolerancen. Her er Hollywood-historiens berømte udspring

Hollywood er notorisk konservativ, når det kommer til kønsidentitet og seksualitet, men i de senere år er skuespillere som Kristen Stewart, Ezra Miller og senest Elliot Page sprunget ud på et stadig bredere LGBTQ+-spektrum. Men ændrer det holdninger i befolkningen, når Hollywood-stjerner springer ud? Vi har kigget på en række eksempler fra Hollywoods spegede historie
Der er sket et markant holdningsskifte i accepten af LGBTQ+-personer i hele verden, viser en ny undersøgelse fra Pew Research Center. Blandt andet er accepten af homoseksualitet vokset i alle målte nationer.

Der er sket et markant holdningsskifte i accepten af LGBTQ+-personer i hele verden, viser en ny undersøgelse fra Pew Research Center. Blandt andet er accepten af homoseksualitet vokset i alle målte nationer.

Jason LaVeris

Kultur
14. december 2020

Da den canadiske skuespiller Elliot Page den 1. december på sociale medier sprang ud som transkønnet, var det med en klar bevidsthed om sin egen rolle som forkæmper og forbillede.

»Til alle transpersoner, der hver eneste dag kæmper med chikane, selvhad, misbrug og truslen om vold: Jeg ser jer, jeg elsker jer, og jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan, for at ændre denne verden til det bedre,« afsluttede han sit kraftfulde og følsomme opslag på Twitter og Instagram.

Page, der blandt andet er kendt fra graviditetskomedien Juno, Christopher Nolans sci-fi-mindfuck Inception og Netflix’ aktuelle superhelteserie The Umbrella Academy, er den hidtil største Hollywood-stjerne, der er sprunget ud som transperson. Indtil videre er han blevet varmt omfavnet af branchen og hyldet af kolleger, fans og medier for sit mod til at stå ved sig selv.

Men hvad betyder det egentlig, når en Hollywood-stjerne springer ud som LGBTQ+-person? Hvilken betydning har stjernerne som rollemodel for unge LGBTQ+-personer? Og kan en afholdt kendis, der går foran i kønskampen, påvirke folkestemningen mod større tolerance?

Vi har kigget på Hollywoods historie med berømte udspring – fra Rock Hudson i 1980’erne og Ellen DeGeneres i 1990’erne til Kristen Stewart og Ezra Miller i 2010’erne.

Skuespillere er vigtigere end roller

Hvad siger statistikken? Flere amerikanske undersøgelser viser, at berømte mennesker har indflydelse på befolkningens holdning til LGBTQ+-spørgsmål.

I en undersøgelse fra LGBTQ+-ungdomsorganisationen The Trevor Project fra 2020 om LGBTQ+-unges mentale helbred svarer 80 procent af de adspurgte LGBTQ+-personer, at berømtheder, som er LGBTQ+, påvirker deres opfattelse af at være LGBTQ+ i en positiv retning.

LGBTQ+-berømtheder spiller også en rolle i forhold til at ændre omgivelsernes attitude. Da den amerikanske højesteret lovliggjorde homoseksuelle ægteskaber i 2015, undersøgte filmmagasinet Variety underholdningsindustriens indflydelse på amerikanernes holdning til homoseksuelles rettigheder.

Til spørgsmålet om hvilke faktorer, der er vigtigst i forhold til at mene noget om LGBTQ+-personer, prioriterer 78 procent af de adspurgte offentlige LGBTQ+-personer. Det vurderes som lidt mindre afgørende end at kende LGBTQ+-personer personligt (84 pct.) og at se politiske ledere, der ikke selv er LGBQ+, tale for LGBTQ+-emner (80 pct.).

At se offentlige LGBTQ+-personer stå frem vurderes også vigtigere end for eksempel at se LGBTQ+-karakterer på film og tv (38 pct.). Når en skuespiller som Elliot Page personligt står frem som transkønnet, har det altså ifølge undersøgelsen dobbelt så stor indflydelse på den offentlige opinion, som når han spiller en rolle som LGBTQ+-person – omend det høje tal på 38 procent bekræfter, at repræsentation på skærmen også er en vigtig faktor.

»Elliot lyser nu som en mulighed. Det betyder meget. Hver gang en prominent skuespiller er sprunget ud, har det haft virkelig stor indflydelse på kultur, på stigmatisering og på unge,« siger direktør for National Center for Transgender Equality, Mara Keisling til avisen USA TODAY.

Konservative Hollywood fraråder at springe ud

Der er dog samtidig god grund til Hollywoods hidtidige tøven i forhold til at omfavne LGBTQ+-stjerner og -karakterer. I Varietys undersøgelse svarer 60 procent af de adspurgte, at hvis en hovedrolle i en actionfilm blev spillet af en homoseksuel skuespiller, ville det afholde dem fra at se filmen. 40 procent ville ikke se en actionfilm, hvor hovedkarakteren var homoseksuel.

Måske derfor – og fordi der er mange millioner dollar på spil i de store filmproduktioner – er Hollywood notorisk konservativ, særligt set i forhold til tv, der i langt højere grad har brudt grænser for LGBTQ+-repræsentation med skelsættende serier som Will & Grace, The L Word, Glee, Modern Family, Orange Is the New Black og Transparent. Og ikke mindst i forhold til musikbranchen, hvor stjerner som David Bowie, Boy George og Elton John helt tilbage i 1970’erne og 80’erne dyrkede et queer udtryk.

I filmbranchen var Graham Chapman fra Monty Python i 1972 en af de første skuespillere, der sprang ud, og i 80’erne fulgte Ian McKellen, der siden blev kendt i Ringenes Herre, trop. Det var dog stadig kontroversielt at leve som åbent homoseksuel i 90’erne, hvor bl.a. Rupert Everett, der spillede Julia Roberts’ homoseksuelle ven i Min bedste vens bryllup, Ellen DeGeneres og talkshowvært Rosie O’Donnell blev pionerer på trods, og selv i 00’erne og 10’erne blev skuespillere kraftigt frarådet at springe ud, beretter flere stjerner.

Ezra Miller, der bruger pronomenet de/dem, og som identificerer sig som ikkebinær frem for som mand eller kvinde, fra Fantastic Beasts-franchisen har fortalt til sitet ShortList, at de fik at vide, at de havde begået en fejl ved i første omgang at springe ud som queer i 2012, da det »modarbejdede mit potentiale som mandlig hovedrolle«.

Tendensen tegner sig også klart i en feature i magasinet The Hollywood Reporter, »How I Came Out in Hollywood: A Decade-by-Decade Oral History« fra juni 2020. Her fortæller Cynthia Nixon – der paradoksalt nok var kendt fra den seksuelt frigjorte serie Sex and the City – at hendes publicist rådede hende til at holde sin biseksualitet for sig selv, da hun begyndte at date sin nuværende kone, Christine Marinoni, og rygterne svirrede i pressen. I 2004 var hun imidlertid så træt af at holde sit liv hemmeligt, at hun hyrede en ny publicist.

»Da jeg forklarede hende situationen, spurgte hun: ’Hvorfor bekræfter vi ikke bare?’ Det var, som hvis nogen havde fortalt dig, at julemanden findes,« husker Nixon.

Der var AIDS før og efter Rock Hudson

Så smertefrit var det næppe gået Rock Hudson, der var en af Hollywoods førende førsteelskere i 1950’erne og 60’erne i film som Magnificent Obsession og Giant. Hudsons homoseksualitet var i branchen en åben hemmelighed, men ikke offentligt kendt. Hans indflydelsesrige agent Henry Wilson, der selv var homoseksuel, forhindrede behændigt pressen i at skrive om Hudsons forhold, og efter at have været tæt på at blive afsløret giftede skuespilleren sig med Wilsons sekretær.

Rock Hudson holdt sin seksualitet hemmelig, indtil få måneder før han døde af AIDS i 1985. Forfatter Mark Griffin fortæller i biografien All That Heaven Allows historien om, hvordan den folkekære stjernes død var et vendepunkt i befolkningens opmærksomhed på AIDS.

Fordi USA under præsident Ronald Reagan var bagud med AIDS-behandling, rejste Hudson til Paris. Her annoncerede hans ven Yanou Collart uden for hospitalet, at Hudson kæmpede mod sygdommen. Hverken Hudson eller hans pr-folk sagde ligeud, at han var homoseksuel, men folk kunne godt lægge to og to sammen. Og i modsætning til hvad Hudson have frygtet – at fans ville lægge afstand til ham – fik han omkring 30.000 breve fra fans, der ønskede ham god bedring. Hudsons død var på forsiden af alle aviser, og den voksende bevidsthed slog igennem politisk, da Repræsentanternes Hus fordoblede budgettet til bekæmpelse af AIDS.

»Det krævede en højprofileret berømthed, et elsket filmikon som Rock Hudson, endelig at få Reagan-regeringen til at indse, at der var en global pandemi, og at en masse mennesker døde,« siger Mark Griffin i et interview i radioprogrammet Fresh Air fra 2018.

Som forfatteren til bogen And The Band Played On om den tidlige AIDS-epidemi, Randy Shilts, har udtrykt det:

»Der var AIDS før Rock Hudson, og der var AIDS efter.«

Fra sortlistning til frihedsmedalje

Der var ikke et øje tørt, da præsident Barack Obama under en ceremoni i 2016 hængte en frihedsmedalje om halsen på komiker og talkshowvært Ellen DeGeneres efter at have holdt en glødende tale om hendes betydning som LGBTQ+-pionér. Her fremhævede præsidenten, hvor modigt og vigtigt det var, da hun sprang ud, »ikke kun for LGBT+-miljøet – men for os alle at se et menneske så fuld af venlighed og glæde – én, vi kunne lide så meget, som kunne være vores nabo, vores kollega eller vores søster, udfordre vores fordomme«.

Den positive modtagelse var ikke givet, da hun i 1997 sprang ud som lesbisk både på forsiden af magasinet Time under overskriften »Yep, I’m gay« og som karakter i sin sitcom Ellen. Afsnittet »The Puppy Episode« blev set af 42 millioner mennesker og modtog en Emmy- og en Peabody-award. Men snart trak sponsorerne sig, serien blev aflyst efter et år, og det var umuligt for DeGeneres at få arbejde i de kommende tre år.

Hun rejste sig siden fra udskamningen og charmerede sig ind i amerikanernes hjem i morgentalkshowet The Ellen DeGeneres Show. I 2008 gik billederne fra hendes eventyrbryllup med kollegaen Portia de Rossi verden rundt. Og ifølge Varietys føromtalte undersøgelse fra 2015 blev Ellen DeGeneres vurderet til at være den suverænt mest indflydelsesrige LGBTQ+-berømthed.

»Hun profilerer sig ikke som en politisk person, men hun har haft en kæmpe betydning bare ved at være åbent homoseksuel,« argumenterer podcastproducer June Thomas i Slate.

De unge afviser kønskasserne

I 2017 gik det verden rundt, da en af millennialgenerationens største filmstjerner, Kristen Stewart, sprang officielt ud i sin åbningsmonolog som vært på Saturday Night Live i 2017 med ordene: »I’m, like, so gay, dude«. Stewart, der blev et teenageidol med Twilight-filmene og er aktuel i den hypede lesbiske juleromcom Happiest Season, havde i årene op til ikke lagt skjul på, at hun datede kvinder. Men det her var første gang, hun beskrev sig selv som »gay«.

Kristen Stewart har fortalt, at hun har haft det svært med at sætte mærkat på sin seksualitet. I den henseende er hun en god repræsentant for den yngre generation, der i langt større udstrækning end de ældre kvier sig ved at identificere sig som enten homoseksuel eller heteroseksuel.

Den mere flydende seksualitet og kønsidentitet reflekteres i stigende grad hos den yngre generation af Hollywood-stjerner, der i disse år springer ud på stribe. Blandt andet identificerer model og skuespiller Cara Delevingne og Batwoman-stjernen Ruby Rose sig som genderfluid – oplevelsen af, at kønsidentiteten varierer – sangerinde og skuespiller Janelle Monae som panseksuel (person med en nonbinær kønsforståelse, der er seksuelt tiltrukket af personer uanset disses køn, og som selv identificerer sig som panseksuel, red.), og Asia Kate Dillon fra serien Billions og Amandla Stenberg fra The Hunger Games og The Hate U Give som ikkebinære (forståelse af, at kønnet består af en stor variation af kønsidentiteter eller kønsudtryk, som ikke passer ind i en binær kønsforståelse, red.).

Er det stjernerne, der har skubbet kulturen i en mere accepterende retning, eller det er den ændrede kultur, der har givet stjernerne momentum til at springe ud? Formentlig et sammensurium af begge dele.

Under alle omstændigheder er der sket et markant holdningsskifte i accepten af LGBTQ+-personer i hele verden, viser blandt andet en undersøgelse fra Pew Research Center fra 2020. Her fremgår det, at accepten af homoseksualitet er vokset i alle målte nationer.

Den udvikling leder os tilbage til Elliot Page. Det er stadig væsentligt sværere at blive accepteret som transkønnet end homoseksuel eller biseksuel, og som Page selv påpeger i sit opslag, udsættes transpersoner hver dag for vold og diskrimination. Selvfølgelig kan man finde hadefulde kommentarer til Pages opslag, men det overordnede billede af reaktionerne har været bemærkelsesværdigt positivt. Både fans og medier er tydeligvis blevet opdraget af de senere års aktivister og stjerners bidrag til den offentlige debat og gør sig umage for at benytte de korrekte termer og generelt skrive respektfuldt. Og når en ’basal trans-etikette’ – hvor en transkønnet Twitter-bruger guider til, hvordan man skal opføre sig over for en transperson, der springer ud, for eksempel at undlade at nævne personens tidligere navn – går viralt på Twitter, må man konkludere, at det vitterligt har indflydelse på den offentlige samtale, når en Hollywood-stjerne springer ud.

Så langt, så godt.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ninna Maria Slott Andersen

Fred være Elliot Page's personlige valg.
-Jeg forstår simpelthen bare ikke - og syntes tilmed, at det er dybt hyklerisk - at han så skal blive ved med, at spille kvinde i 'The umbrella academy'... Hvordan er det ikke dobbeltmoralsk og hyklerisk, når vi i samme tidsånd høre transpersoner himle op over, hvor dybt diskriminerende det er, hvis en "helt almindelig heteronormativ" person skulle formaste sig til (i skuespillets navn!) at spille en transperson eller for den sags skyld en homoseksuel ???
Det er virkelig her min forståelse og sympati ophører, da det skriger af forskelsbehandling og dobbeltmoral.

(-En helt anden snak, interessant og relevant, kunne handle om, hvad pokker det egentlig er at film og skuespil kan, skal og gør?
Det er i min optik også grotesk, når nogen hidser sig op over, at en ikke-autist tillader sig, at spille en autist i en film, en fiktion. -Er det ikke netop magien ved en rolle, i film eller i leg, at man fortolker, og at man rent faktisk derigennem kan få en øget forståelse ved, at lege med og forestille sig, hvordan det er, at være en anden person...)

Nike Forsander Lorentsen, Kim Bang Sørensen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar

Tak for en glimrende artikel, hvor jeg tydeligt husker, hvor banebrydende det var da Ellen sprang ud.

Jeg er dog ikke enig i, at det er nemmere at springe ud som homo end som trans. Personligt har det været langt nemmere for mig at springe ud som transmand end som lesbisk, fordi jeg er maskulin. Og folk kan langt nemmere "forstå" mig som mand end de kunne som kvinde. Jeg tror faktisk, at en stor del af folks modstand handler om, at man ikke gør kønnet på den rigtige måde end den konkrete seksuelle orientering. Det er også langt sværere at springe ud som bøsse, hvis man er feminin end maskulin.

Luiza Labouriau, Eva Schwanenflügel, Troels Ken Pedersen og Jens Skov anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

@Ninna Maria Slott Andersen: Det har vist at gøre med de måder, hvorpå banen ikke er (eller i alt fald ikke har været) flad. Mange transkønnede roller er blevet besat med ciskønnede, mens transkønnede generelt har haft ret svært ved at få roller som noget som helst. Inklusive transkønnede. I en ideel verden kunne alle spille alt, sådan kunstnerisk set, men konkret og socialt har verden (i særdeleshed Hollywood) været så meget langt fra ideel at diverse mindretal er begyndt at protestere højlydt. Hvis banen havde været flad, havde det ganske rigtigt været hykleri, men banen er ikke flad -- så kan man måske mene at de burde vente høfligt i skyggerne indtil flertallet er parat til at se dem spille skuespil.

Luiza Labouriau, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Hans Bruun hansbruunj@gmail.com og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Hvordan tolker man Hollywood til at være konservativt? Det er da de progressivt centrum-liberales højborg.

Har forfatteren ikke bemærket at de sidste 15 år er gået med spørgsmål om repræsentation i Hollywood? Flere 'stærke' kvinder, flere etniske minoriteter. Eller 'blackwashing' hvor man tildeler afroamerikanere roller i historiske film, som ikke stemmer overens med virkeligheden. Eller spørgsmålene om hvorvidt en ikke-handicappet må spille en handicappet osv. På trods af at skuespillets kunst siden Shakespeare har beroet på at indleve sig i andres oplevelser og forsøge at gengive dem autentisk.

Stjerner som Elliot Page og den øvrige horde af velmenende, ultrarige skuespillere lever deres liv i en absurd narcissistisk personlighedskult, der centreres om sig selv. De mødes årligt til "awards" hvor de på masturbatorisk facon klapper hinanden på skuldrene og fortæller sig selv at netop deres erhverv er essentielt for verden og for mennesket.

Det er i ovenstående socio-økonomiske kontekst ikke overraskende at identitetspolitik så anvendes som endnu en måde at eksponere sit velplejede hollywood ego samt den dybt individuerede mytologi om deres egen 'særlige' identiet, der angiveligt gør dem væsensforskellige fra masserne.

Hollywoods elite har ikke oplevet materiel nød, hvorfor nød heller ikke betyder noget for dem rent politisk. Den hjemløse, stofmisbrugeren, den enlige mor eller de mange andre identiteter der dagligt oplever væsentligt mere forfærdelige ting end ikke at blive 'anerkendt' eller 'repræsenteret' for deres identitet er man ragende ligeglade med. Det er de reelt marginaliserede, da de netop nægtes en stemme.

Den fokus i det såkaldt 'konservative' Hollywood er ikke progressiv eller fremmende for tolerance. Den obfuskerer almindelige menneskers ægte og livstruende (!) problemer til fordel for reaktionær fokus på individuel identitet; også ikke engang individuel identitet hos arbejderklassen, men hos selvsamme elite! Det er vammelt og forkasteligt.

Jens Jensen, Miklôs Tōtfalusi, Bjørn Pedersen og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar
Anders Thornvig Sørensen

I takt med at et antal trans- og interkønnede bliver erkendt og anderkendt i deres virkelige identitet og når høje poster i samfundet, vil den sociale afstand mellem top og bund vokse inden for kategorien. I samfund, der generelt har store forskelle mellem rig og fattig, vil den afstand blive endnu mere påfaldende. Forskellen vil føles grotesk og paradoksal, hvis ikke uforklarlig. Der vil være mellem 1% og 10% af de trans- og interkønnede, der soler sig i fuldstændig anerkendelse, og samtidig vil 80% forblive de mest marginaliserede blandt samfundets marginaliserede.

Hvis generelle sociale reformer ikke lader sig gøre, må man forsøge at få det bedste ud af situationen, og Elliot Page bidrager med alt det til oplysning og bevidstgørelse, som han nu engang kan gøre dér, hvor han befinder sig i samfundet. Fra undertegnede skal der kun lyde applauderende ord i den anledning. M.v.h.

Troels Ken Pedersen, Palle Raabjerg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar