Essay
Læsetid: 17 min.

Naturen egner sig ikke til moderne litteratur, medmindre man skodder sin cigaret i et lille firben

Hvordan skulle man beskrive det her uden at lyde corny, uden at det blev en bevidstløs gentagelse af noget læst, en fluffy drøm om at skrive noget smukt? Blomster, glitrende guldagtige sten, knogler og kranier. Naturens selskab var bedre end noget andet selskab. Jeg følte mig som Indiana Jones. Samlede alt interessant op og puttede det i Wood Wood-rygsækken
Nåede jeg ikke ned, før mørket kom, ville jeg være nødt til at sove i fårehyrdens hus sammen med den døde ged. Det var okay.

Nåede jeg ikke ned, før mørket kom, ville jeg være nødt til at sove i fårehyrdens hus sammen med den døde ged. Det var okay.

Christina Hagen

Kultur
18. december 2020

Forfatter Christina Hagen er flyttet ind i et hus på et bjerg på den lille idylliske ø Tinos i Grækenland. Hun vil nu udsætte sig selv for ensomhed og besvær. Dette er tredje afsnit.

Solen malede græsset gult i det kuperede terræn på de stejle sider af bjergene. Der var ingen mennesker at se eller efterladenskaber fra mennesker; ingen vandflasker eller cigaretskodder, intet tyggegummipapir.

Det var svært ikke at beskrive for mig selv, hvad jeg så, med en vis patos. På Forfatterskolen havde vi altid fokus på patos, der som regel prægede teksterne de første måneder efter optagelsen. Patos lå som en tynd film hen over ordene og tog styrken fra dem, gjorde at man så ud ad vinduet og glemte det, man lige havde læst. Man kunne endda reagere fysisk på patos. Det føltes som en rastløshed, en intens kedsomhed, som at være stresset og glo på nogen, der løste krydsogtværser og åd en kuglepen imens.

Var man på bar med en kollega, kunne man nævne en kendt forfatter, hvis tekster var så frygteligt fulde af patos. Ofte en forfatter, der solgte godt. Forfatteren så det sjældent selv. Som at have skidt i bukserne og gå rundt i verden med en brun plet bagpå. Sådan opførte patos sig.

Christina Hagen
Men hvordan skulle man beskrive det her uden at lyde corny, uden at det blev en bevidstløs gentagelse af noget læst, en fluffy drøm om at skrive noget smukt. Naturen egnede sig ikke rigtig til moderne litteratur, medmindre man kneppede i den. Medmindre man tog stoffer i den. Medmindre man pissede på den med sine bylivsfærdigheder og skoddede sin cigaret i et lille firben, minding its own business på en varm sten.

Jeg krummede ryggen og gik ind i de fåresheltere, der lå uden for de markerede vandreruter. Det sagde mig ingenting at følge et kort. Jeg ville overraskes. Risikere at fare vild. Være steder, hvor ingen mennesker havde været længe.

Lyset fra vinduerne viste, hvad der lå på jorden i de små stenhytter. Det måtte have været et udmattende arbejde at slæbe tunge sten så højt op og få dem placeret, så shelteret ikke faldt sammen. På jorden lå uld, stykker af stof fra en herreskjorte, knogler fra dyr. Det var derfor, jeg hadede at være på museum. Hvor vanvittigt at kigge ind i et shelter, hvor dyr og mennesker havde levet. Hvor der var efterladt spor, der havde ligget der fra før, jeg blev født.

Hvad skulle man med Hjerl Hede, hvad skulle man med bøger, hvad skulle man med fjernsynsprogrammer om gamle dage, når man kunne gå op på et bjerg i år 2020 og stikke hovedet lige ind i fortiden.

Jeg følte mig som Indiana Jones. Samlede alt interessant op og puttede det i Wood Wood-rygsækken. Blomster, glitrende guldagtige sten, knogler og kranier. Naturens selskab var bedre end noget andet selskab. Jeg kunne bedre lide mig selv, når jeg var der. Som om bylivet og alle de tvungne møder med mennesker åd sig ind i min personlighed og spyttede mig ud i trætte, afgnavede stykker. Lettere at være sig selv, når man ikke skulle arbejde for nogen, gøre sig interessant for nogen, holde sig gode venner med nogen, vurderes af nogen.

Christina Hagen
Jeg var vel ekstremt asocial, og det var et problem de fleste steder. Flere havde insinueret, at jeg havde autistiske træk. Det lød meget rigtigt. Diagnoser skræmte mig ikke. Jeg fattede aldrig rigtig, hvad der foregik, og kedede mig ofte i samtaler. Gad ikke drikke kaffe med folk. Gad ikke fester. Gad ikke receptioner. Her havde jeg fundet et sted, hvor det kun var en fordel. Jeg var aldrig bange alene. Jeg var aldrig træt alene. Jeg kedede mig aldrig alene.

Jeg svedte, så skjolderne bredte sig under armene. Havde de neonfarvede kondisko og grønne bukser på. Peter Laugesens kone havde set mig i dem på Det Danske Institut i Athen, hvor vi i en periode delte køkken, stue og tagterrasse. Der var tre værelser. Inga og Peter boede i det ene, jeg boede i det andet, og en hjertelig oversætter af Platon, Gorm, boede i det tredje.

Inga Laugesen var en kvinde, der ikke var bange for at sige sin mening.

»Du slasker rundt,« sagde hun, når jeg havde de grønne bukser på.

Hun mente også, at jeg udstrålede noget aristokratisk, når jeg endelig gad gøre noget ud af mig selv, og at det kunne jeg roligt gøre oftere. Jeg kunne vel møde en mand? Og hvad med ham i det store hus, i fire etager, i Glyfada, jeg havde fortalt om, hvorfor blev dét ikke til mere? Ville jeg mon blive gammeljomfru? Vi googlede de pæneste mænd, vi kendte fra miljøet. Hvem var stadig flot? Hvem havde mistet ’det’?

Vi blev enige om, at Peter Laugesen var pænest med kort hår. Næste dag sad han på altanen i Herefondos-gaden, mens Inga klippede ham, til han lignede sig selv på de billeder, vi syntes bedst om aftenen før.

Jeg var ligeglad med spændende mænd nu. Jeg drak en masse vand og pissede tilfældige steder, hvor jeg kom frem. Under vandretøjet havde jeg en pink, perlemorsagtig stripperbadedragt med slangeskindseffekt på. Den blev købt på et udsalg til 50 kroner i Nørgaard på Strøget ti år forinden. Jeg havde vel brugt den flere tusinde gange. Dragten var glat og stram, så man vidste, hvor patterne var, og så maven sad, hvor den skulle. Få gange havde andre set badedragten, som jeg ellers kun brugte som undertøj. De havde tabt næse og mund. På en rejse havde en drycleaner vasket den forkert. Nu var der oliepletter på, og det elastiske stof var blevet slapt og posede lidt på røven.

Christina Hagen
Jeg havde stukket en lokumsrulle ned i en lomme på min militærrygsæk sammen med tre masker, nogle bolsjer og min udgangsseddel til politiet. Op og ned ad bjergsider kæmpede jeg mig frem, næsten som en rigtig vandrer. I hånden havde jeg en grim plastikpose fra Sklavenitis fuld af vandflasker, slik og kiks. Jeg plukkede malotira-te, der voksede under oliventræerne, og koncentrerede mig om den ene fod, der støttede på en sten, mens den anden fod fandt en ny sten. De simple manøvrer, langt væk fra mennesker, var en rar måde at være til på. Jeg havde ikke talt med nogen i en uge, min mailboks var fyldt, så jeg ikke kunne modtage beskeder, min telefon virkede kun indimellem. Jeg havde det godt.

Hele Grækenland var lukket ned. Alle vegne skulle man bære maske og var kun tilladt udgang, hvis man skrev en seddel eller en sms om, hvorfor man ville ud. Den kunne man vise til politiet. Kun de essentielle butikker var åbne, og alle skulle holde sig indendøre efter klokken 21. Rejse måtte man ikke, medmindre man havde en særlig årsag; sygdom eller et vigtigt familiebesøg.

Jeg sad på havnen og så på de store færger, der lagde til kaj. En enkelt person eller to steg ud. Byen var stort set tom. En automekaniker hørte høj, græsk musik og dansede, mens han reparerede en Seat, der hang i loftet. Konen gik rundt udenfor og rystede på hovedet, bad ham om at skrue ned. Der var ikke samme stemning af død og angst, som jeg huskede fra Danmarks nedlukning. Her ville man gerne tale om lidt andet og dyttede mange gange, hvis man så nogen, man kendte. Også mig dyttede de efter. Hej fra tjeneren, der ville på fisketur. Hej fra ejeren af Vega Apartments. Hej fra manden, der engang gav mig et lift. Det her var blot endnu en krise. Dem havde der været mange af de seneste år. Livet gik videre, og man var da i det mindste fri til at sætte sig på altanen og fodre sine kanariefugle.

Jeg havde fundet mig et slæng nede i byen. Tre ensomme mænd anede ikke, hvad de skulle give sig til, nu hvor deres stamrestauranter var lukket. Hver aften sad de på torvet under et halvtag og drak raki og inviterede mig med. Vi gemte alkoholen i den nu lukkede restaurant Aithrios elskab, der hang over en duftgeranium i en keramikpotte, hvori kattene gravede deres afføring ned. Vangelis, der lavede brændeovne, Vasilis, der var maler, og George, der var fisker.

Vasilis løste nedlukningen ved at vende sin døgnrytme. Han fortalte os om det med en smøg flagrende mellem to fingre.

»Nine o’clock I will be in my bed, ready to sleep. EVERY night«, sagde han, »I will get up at five and start exercising. The total amount of hours I can spend outside will be EXACTLY the same as before!«

Han lignede en, der præsenterede et meget komplekst forskningsprojekt. Det var en fin plan, men den fungerede ikke rigtig i praksis. Tingene blev ikke til noget, og i løbet af en aften på torvet kom der ofte et knallertbud med to halvanden liters vandflasker fulde af hjemmebrændt raki. George var den eneste, der talte engelsk.

»How old are you?«, spurgte han en dag.

»What do you think?«.

»Seventeen«, sagde han med udtryksløst ansigt.

Jeg så desorienteret ud.

»Forty«, svarede jeg.

Han nikkede og virkede på ingen måde overrasket. Som om 40 kom lige efter 17. George var vel nok lidt dement og fortalte historien om, hvordan han var holdt op med at ryge, fordi han ikke kunne få vejret. Han havde ellers røget tre pakker Karelia hver dag. Det var flot, syntes jeg. Hver aften samme historie. Hver gang nikkede jeg anerkendende. Han takkede mit ofte for mit selskab, men en dag var han anderledes. Han sagde irriteret, at han ikke talte engelsk, og hvis jeg ikke talte græsk, så var der ingen grund til at tale mere. Og sådan blev det.

Christina Hagen
Natten inden nedlukningen var jeg på byens ældste værtshus. Smarte unge mænd, de lokale tosser og fiskere sad sammen og drak raki i et primitivt, gammelt hus. Længst væk fra mig, helt inde i baren ved toiletterne, sad en bredskuldret fyr i en hvid skjorte. Han var flot.

Indimellem stod de dansende i vejen, men når der var frit udsyn, så han over på mig, og vores øjne låste. Jeg sad udenfor ved et bord, mens min sidemand købte ouzo til mig. Jeg var ikke interesseret. Han havde stalket mig nede i byen, mens jeg slaskede rundt med maske, kasket, solbriller og de af Inga Laugesen forhadte joggingbukser.

Han havde et vildt udtryk, som om han kunne kneppe en skraldespand; som om han havde set mig i en sexhjemmevideo og nu skulle prøve alting af selv. Jeg ville væk fra ham; gik ind i baren og ventede i kø foran toilettet. Skraldespandsmanden sad udenfor og fulgte hvert skridt med øjnene, som var han en kat, der så en leverpostej snige sig væk.

Den bredskuldrede stillede sig i kø og spurgte, hvor jeg var fra. Skraldespandsfyren så irriteret ud. Den bredskuldrede og jeg flirtede lidt, og han fortalte, at han boede på en båd, som han ville renovere de næste måneder. I næsen havde han en ring, og i ørerne havde han to. Han var ikke min type, men på aftenen inden nedlukningen var stemningen mildest talt desperat. Det var nu, der skulle stiftes bekendskaber, som kunne vare til foråret, for Søren Brostrøms kendte ord var svære at glemme.

På toilettet skrev jeg mit nummer på en seddel og gav den til den bredskuldrede. Skraldespandsfyren hægtede sig på, da jeg gik. Den bredskuldrede fulgte os med øjnene og rystede på hovedet. Skraldespandsfyren mente, vi kunne tage hjem til ham, eller at han kunne køre mig hjem til Kionia på sin sølvgrå scooter, men jeg lavede bare en håndbevægelse og sagde, jeg havde en kæreste. Den bredskuldrede ringede aldrig.

Fra naboøen Mykonos forsøgte vvs’eren at holde en samtale kørende. Jeg så fotos af hans eks på instagram. Hun var kønnere end mig, og det var han egentlig også. Jeg vidste godt, hvordan det ville ende. Vi ville have intet tilfælles. Han ville håbe, jeg havde været pænere på dage, hvor jeg var træt og sur. Jeg ville håbe, han havde været mere interessant og havde et større udsyn på dage, hvor vi drak vin. Jeg ville foreslå ham litteratur eller fritidsinteresser, google kunstnere for ham og prøve at gøre ham interesseret. Han sendte morgensmileys, og jeg skrev noget ligegyldigt tilbage. Det var fuldstændig meningsløst.

Christina Hagen
Den lille kattekilling var dukket op igen. Den stod og skreg i en have i nærheden. Det ene øje var groet sammen af betændelse. Når jeg nærmede mig, satte den af med bagbenene og sprang op. Jeg gik hjem og fandt en vattampon og dyppede den i kamillete. Så fjernede jeg betændelse fra øjet og gav killingen mad.

Der var noget ved den desperation, jeg slet ikke kunne holde ud. På den ene side var det vel nuttet med en lille stakkel, på den anden side havde jeg lyst til at forlade den og ikke se mig tilbage. Jeg var ikke særligt moderligt anlagt. Jeg syntes altid, det var mig, der skulle hjælpe dyr og børn ud af situationer, selv om de moderlige stod lige ved siden af i deres varme sweatre.

Hvad med dengang, jeg gik rundt i Søndervig, inde i en Fona-butik, med en vildfaren tysk dreng i favnen og ekspedienterne talte til mig, som om han var min søn.

Nu stod killingen der og talte til mig, som om jeg var dens mor, som om det var mín opgave at hjælpe den. Jeg tog den med op til mit hus. Den snurrede rundt om mine ben og fulgte mig overalt. En levende forpligtelse, et lille angstmonster. Jeg fandt et håndklæde i kælderen og svøbte den i det. Så gik jeg, i mørket, ned til det hus, hvor Vega Apartments-ejeren boede, og satte den foran døren. Jeg løb derfra; min rygsæk hamrede ind i ryggen.

»You haven’t seen a small cat, have you,« spurgte jeg hende næste dag helt nonchalant.

Det havde hun. Hendes datter havde døbt den »Star«, fordi den var det smukkeste, hun nogensinde havde set. De gav den så meget mad, at den næsten ikke orkede at gå. Efter den dag registrerede killingen mig ikke. Den så mig simpelthen ikke, når jeg gik forbi.

Jeg fulgte ikke med i nyhederne og præsidentvalget. Det eneste, der gjorde mig glad nu, det var at gå i bjergene, imellem planterne, der rev i benene, til blodet løb. Gederne var sky og vraltede af sted, når de så mig. De var ikke vant til mennesker. De lignede ikke hårdføre dyr, som de så ud, når de gik i panik og gled på stenene for at komme væk som kvinder i stilethæle på brosten i regnvejr.

En lille pige i lyserød hættetrøje havde fortalt mig, at jeg skulle passe på, når jeg gik i bjergene, for der var giftslanger.

Et par hundrede meter fra mit hus, og højere oppe, lå en fårehyrdes efterladte hytte, omgivet af oliven- og figentræer og med ranker af vin. Der var hovedhuset og en lille stald med trug af sten. Ved siden af bygningen var der gravet et stort hul og lagt tremmer over i form af grene. Det lignede et fangehul, måske til dyr, der skulle slagtes. Bagerst lå den anden stald, lukket til med en trædør. Jeg tvang den op for at kigge ind. På jorden lå en død ged. Der var et hul i maven, som om den var eksploderet, eller som om maddiker havde ædt sig igennem skindet. Der stank af dyrefedt og uld.

Christina Hagen
Fluerne summede om den og landede på mit ansigt. Der var noget underligt beroligende ved det, at stå midt i tragedien uden at nogen kommenterede på den, uden at den blev en overskrift i en avis, en plakat sat i ramme uden for en kiosk. I naturen døde nogle og andre blev født. En usentimental naturlighed så langt fra menneskers samtale og accept. Jeg stod alene på et bjerg i et fremmed land, solen var ved at gå ned over bjergene. Jeg havde glemt min mobil derhjemme, jeg havde glemt min lommelygte. Min epilepsimedicin lå på natbordet. Nåede jeg ikke ned, før mørket kom, ville jeg være nødt til at sove i fårehyrdens hus sammen med den døde ged. Det var okay.

Luderfølelsen var gået væk, surferen var komplet ligegyldig. Jeg tænkte på ham, når jeg fandt et kranie eller sparkede til tingene i hyrdens hus.

Surferen var en mand, der lavede stories på Instagram om sin hverdag. Han begyndte at følge nye damer i nye bikinier i nye sportseventyr. Smukkeserende filtre, en ny slags sminke, drinks på en smart bar. De virkede så ubekymrede i deres små kjoler, smilende med store, svulmende læber. Surferen likede næsten alt. Morgenmad og yogatræning, en ny bh og en ærlig fortælling om en nedtur. Han han var i interaktion med alt og alle. Et like, en hurtig kommentar, en direct message med smileys og hjerter.

Det var ikke mere end tre dage siden, jeg havde følt mig forelsket i ham. Nu var han et computermenneske uden sjæl, en roterende pik på en diskokugle. Han elskede techno. Han elskede body wash med yoghurtlugt.

Fuck surferen, nu havde jeg naturen og fantastiske syn. På en lille strand, jeg kom til ved et uheld, var der bygget en kirke på et leje af marmor. Der kunne have været japanere med kameraer. Der kunne have været et farvefoto i et turistkatalog. Der kunne have været fyldte turistbusser med forventningsfulde skandinaver, ræsende hundredevis af kilometer for at nå dertil. Men kirken lå der bare, helt alene, som en selvfølge, som om den ikke var noget særligt. Det var det, jeg elskede ved landskabet her, menneskerne her, seværdighederne her.

Christina Hagen
Jeg havde vinden og fårehyrdens hus. Jeg havde en død ged i en stald. Jeg havde det kranie, med gevir, jeg havde fundet ved siden af knogler og skind. Jeg havde adgang til hyrdens stue, hans udsigt til havet, hans gamle trækuffert, hvor han opbevarede beskidte gryder og tomme benzindunke. Gulvet var dækket af runde dyrelorte og af ribben og tænder. Jeg følte mig hjemme. Ikke flere diskoteker. Ikke mere sminke. Ikke flere kondomer smidt i lortespanden og søvnløse nætter ved siden af en pik på en diskokugle.

Når jeg stak min smartphone ud af vinduet i hyrdens hus, kunne jeg fange wifi-signalet i mit eget hus. Jeg lagde tæpper på gulvet, jeg fandt i Vega Apartments kælder. Ejeren sagde, at jeg kunne tage, hvad jeg ville have. Staldlygter, stearinlys, rosévin, sodavand. Jeg sendte et foto til min ven, Thomas, af min ven. Han skrev, at han hadede folk, der tog fotos af deres vin eller endnu værre, fotograferede sig selv med et glas vin i hånden. Det virkede som en prætentiøs reklame for deres gode liv. Jeg havde frugter og brød i min hule, jeg havde indrettet den, som var den mit hjem. På en hylde af granit, måske til fårehyrdens mad, havde jeg placeret de mest hvide sten, jeg havde fundet. Det var virkelig vidunderligt. Udefra set var jeg vel blevet tosset af ensomheden. Det var ikke normalt for voksne mennesker at bygge huler. Der var jo ingen grund til det. Hvad skulle jeg med en hule, når jeg havde et hus?

Jeg huskede de huler, jeg byggede som barn med veninder. De ville altid hjem om aftenen, mens jeg havde håbet, vi kunne sove der. Jeg slæbte en masse ting derind, som om det var meningen, at jeg skulle bo der altid. Nu gjorde jeg det samme som voksen. Hvilken lykke ikke at kunne høre andre mennesker, hvilken lykke ikke at skulle nå noget, hvilken lykke at finde et kranie og at indrette et hjem i naturen til ingen verdens nytte. Det var det her, jeg havde savnet i de år, hvor jeg skrev mine egne bøger, »havde et forfatterskab«, og arbejdede som kontordame i mit eget liv.

Christina Hagen
Møder og ture til København fyldte i kalenderen sammen med oplæsninger på biblioteker og interview med tilhørende fotos, jeg aldrig havde lyst til. Et nyt menneske med et nyt kamera med nye ideer og mig, der stod krampagtigt og prøvede at levere noget, jeg ikke orkede. Cirkushest i eget liv. Revisor uden sans for tal. Et menneske, der levede af at fortælle historier, mens hun selv var en kalender, en mund mættet af Seven Eleven. Glamourøst udadtil. Tomt og slidsomt indadtil.

Jeg kunne vel få lov at bo i hyrdens hus, uden el og vand, når jeg flyttede ud af Vega Apartments til januar? Men hvad skulle jeg for eksempel gøre af den Chaneltaske, jeg havde købt brugt på nettet? Skulle den ligge i stalden sammen med den døde ged? Var jeg syg? Var der et eller andet, jeg ikke så?

Jeg var gået i ét med naturen på en lidt mistænkelig måde, jeg trivedes næsten for godt. Eller var det blot et overlevelsesinstikt, at vænne sig til nye, mystiske omstændigheder. Skulle man igennem lidelsen, indtil man ikke længere betragtede den som en lidelse, for derefter at kunne vende tilbage til civilisationen, de åbne restauranter, bouzoukimusikken i gaderne, lækre mænd på nettet? Var det ikke sådan, det var? Når man ikke savnede nogen længere, så ringede de. Når man ikke havde brug for penge, så vandt man dem. Når man først var ligeglad med det ubekymrede liv, man havde før COVID-19, så kunne man få en vaccine og blive budt velkommen tilbage.

Hvor mange kendte jeg ikke, der fortalte mig, at de ikke savnede det sociale og møderne. De havde skåret de fleste venner fra og savnede dem sådan set ikke. De handlede bare på nettet og havde ikke brug for noget fra de butikker, der nu var lukket. Det hele havde været en overflod af lækre fester og samvær, intense relationer, der kunne viskes ud på en dag. Ligegyldigt ragelse smidt i kælderrummet efter en måned. Det her var det, der var tilbage under skallen: Mig, en kvinde alene på et bjerg i sit eget selskab. Hun savnede ikke noget. Hun savnede ikke nogen. Hun længtes ikke længere efter fortiden. Hun vidste intet om fremtiden. Hun var bare her lige nu.

Serie

Ensom på Tinos

Forfatteren Christina Hagen har lagt det skønlitterære forfatterskab på hylden. I stedet har hun arrangeret sit liv som den perfekte (højstemte) fiktion: En enlig kvinde flytter ind i et hus på et bjerg på den lille idylliske ø Tinos i Grækenland. Hun vil nu udsætte sig selv for ensomhed og besvær. Hun vil i fire afsnit undersøge, hvor meget eventyr der pludselig bliver pumpet ind i et liv, hvor meget hun ændrer sig som person, og hvor mange mennesker hun kommer i kontakt med.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her