Essay
Læsetid: 17 min.

Naturen egner sig ikke til moderne litteratur, medmindre man skodder sin cigaret i et lille firben

Hvordan skulle man beskrive det her uden at lyde corny, uden at det blev en bevidstløs gentagelse af noget læst, en fluffy drøm om at skrive noget smukt? Blomster, glitrende guldagtige sten, knogler og kranier. Naturens selskab var bedre end noget andet selskab. Jeg følte mig som Indiana Jones. Samlede alt interessant op og puttede det i Wood Wood-rygsækken
Nåede jeg ikke ned, før mørket kom, ville jeg være nødt til at sove i fårehyrdens hus sammen med den døde ged. Det var okay.

Nåede jeg ikke ned, før mørket kom, ville jeg være nødt til at sove i fårehyrdens hus sammen med den døde ged. Det var okay.

Christina Hagen

Kultur
18. december 2020

Forfatter Christina Hagen er flyttet ind i et hus på et bjerg på den lille idylliske ø Tinos i Grækenland. Hun vil nu udsætte sig selv for ensomhed og besvær. Dette er tredje afsnit.

Solen malede græsset gult i det kuperede terræn på de stejle sider af bjergene. Der var ingen mennesker at se eller efterladenskaber fra mennesker; ingen vandflasker eller cigaretskodder, intet tyggegummipapir.

Det var svært ikke at beskrive for mig selv, hvad jeg så, med en vis patos. På Forfatterskolen havde vi altid fokus på patos, der som regel prægede teksterne de første måneder efter optagelsen. Patos lå som en tynd film hen over ordene og tog styrken fra dem, gjorde at man så ud ad vinduet og glemte det, man lige havde læst. Man kunne endda reagere fysisk på patos. Det føltes som en rastløshed, en intens kedsomhed, som at være stresset og glo på nogen, der løste krydsogtværser og åd en kuglepen imens.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her