Baggrund
Læsetid: 9 min.

Niels Barfoed: Derfor var det poesi, Torben Brostrøm elskede over alt

Hvis man kan forfalde til nogle gange at kalde Torben Brostrøms smag smal, må man lade, at han i sit virke i litteraturens tjeneste gennem årtier har præsteret en imponerende rummelighed. Vennen Niels Barfoed skriver mindeord
Torben Brostrøm vidste, hvad han tog ind, og hvad han slap, hvad han gik op i, og hvad han droppede. Han var i en vis forstand indbegrebet af det mådehold, som han bebrejdede den litteratur, han gjorde op med.

Torben Brostrøm vidste, hvad han tog ind, og hvad han slap, hvad han gik op i, og hvad han droppede. Han var i en vis forstand indbegrebet af det mådehold, som han bebrejdede den litteratur, han gjorde op med.

Jacob Ehrbahn

Kultur
11. december 2020

Torben Brostrøm var usvigeligt sikkert gennem alle de mange årtier, han nåede at leve, en hædersmand. Hørte man, at nu var han blevet medlem af dette udvalg eller hin bestyrelse eller hvad som helst, åndede man lettet op – så var der i det mindste en chance for, at det gik ordentlig til. Ingen kunne løbe afsted med ham endsige løbe ham over ende. Han blev siddende, så ud ad vinduet, rømmede sig og holdt i reglen på sit – ikke stivnakket, ikke vrissent insisterende, slet ikke brysk, men med den rolige overbevisningens vægt, der kommer af ikke at behøve at løfte stemmen.

Jeg har, fra Torben antog mine første anstrengte digte i Vild Hvede først i halvtredserne, til vi spiste sammen forleden i hans nye hjem i Nivå, hvortil han var flyttet, efter at Gammelholm var blevet for besværlig, altid fulgt ham med en usvækket – og kærlig – interesse. Også samtidig med at vi redigerede tidsskrift sammen, gnidningsløst, år ud, år ind, eller gjorde os nyttige på anden vis.

Hvordan kunne man være sådan, som han var? Med så fast en kurs, en sådan stille sikkerhed i bevægelserne? Det kom ikke af blindhed eller døvhed eller andet fravær. Han havde set og hørt det hele. Hvordan kunne man i den grad være den samme? Torben var så meget den samme, at døden måtte tage mange tilløb, før den fik bugt med ham. En tidlig aften for nylig, da lægerne to dage i forvejen ikke havde givet ham mange chancer i betragtning af, at både lungebetændelse og blodforgiftning var stødt til efter en operation, ringede min mobil: »Hm, hej, det er Torben, hvordan har du det …?«

Blå bog

Torben Brostrøm, født 1927 i Kalundborg. Professor i dansk litteratur ved Danmarks Lærerhøjskole 1979-92. Fra 1992-2001 litterær fagredaktør ved Danmarks Nationalleksikon. Litteraturkritiker ved Dagbladet Information siden 1956. Medlem af Det Danske Akademi. Modtog det Svenske Akademis Nordiske Pris i 2002, som også går under navnet ’den lille nobelpris’.

Torben Brostrøm redigerede tidsskriftet Hvedekorn 1955-60 og Vindrose 1965-68 sammen med Niels Barfoed. Som kritiker var han banebrydende for den litteraturkritiske analysemetode, der efter angelsaksisk forbillede betegnes som ’new criticism’ eller ’nykritisk’. Metoden er anvendt i praksis i bøger som Versets løvemanke (1960), hvor han i sit opgør med den traditionelle kritik var stærkt polemisk. Metoden er videreført i bøger som Poetisk kermesse (1962), Labyrint og arabesk (1967), Ti års kritik (1975) og Fantasi og dokument (1984).

I Dansk litteraturhistorie, 4. bind, skrev han om den danske lyrik og prosa fra 1920 og frem, og i Klaus Rifbjerg – en digter i tiden I-II, 1970 og 1991 skrev han en central monografi over et af 1960'ernes væsentligste forfatterskaber.

I de senere år har han udgivet en række erindringsværker som Lod og del (1997), Tegn og træf (1998) og Rad og række: voksne erindringer (2006). Ventetid. Om ikke at dø (2007), Litterære bekendelser – sene erindringer (2016) og Ved kanten – en endnu levendes erindringer (2017).

Han vidste, hvad han tog ind, og hvad han slap, hvad han gik op i, og hvad han droppede. Han var i en vis forstand indbegrebet af det mådehold, som han bebrejdede den litteratur, han gjorde op med.

Torben var nøjsom, tålmodig, fordringsløs, beskeden, trofast til det sidste på sin egen distancerede måde (og dog selvbevidst …) – man kan blive ved, men kommer ikke videre. Intet under, at man uvægerligt betragtede ham, hengivent.

Forklarer det noget, at han holdt af spædbørn? I modsætning til os andre var han fundamentalt glad for helt små mennesker. Ofte efter et møde på Vindrosen, der havde trukket ud, kunne Klaus Rifbjerg og jeg med mere eller mindre røde kinder bivåne, hvordan Torben tilfredst smilende skiftede ble på den sidst ankomne sprællende unge på et slå-ud-puslebord i arbejdsværelset derhjemme hos Torben. Respekt!

Ja, han indgød respekt.

Hans modernismeprogram – der aldrig rigtig havde karakter af program, men snarere var en konstatering af lyrikkens stagnation – fik hereticanerne og andre op af stolene. De havde mødt seriøs modstand, ikke i form af et brushoved, men af en elskværdig ung autoritet med et skarpt hoved, der i øvrigt godt kunne leve med ikke at få ret. Ole Wivel og bag ham Knud W. Jensen fandt i øvrigt hurtigt ud af, hvad de kunne bruge ham til og satte Brostrøm og den lige så hurtigt omfavnede Rifbjerg i Vindrosens redaktørstole, hvor de sikkert og selvbevidst moderniserede litteraturen.

I min ABC for begynderlitterater hed det, at kritikerne stiller sig tre spørgsmål: Hvad? Hvordan? og Hvorfor? Det er svarene på dem, man under alle omstændigheder skal hente i teksten for at danne sig et begreb om den.

Torben Brostrøms foretrukne spørgsmål er: Hvordan?

Engang tilbage i 1970’erne interesserede litteraturvidenskabsmanden Johan Fjord Jensen sig for anmelderi og lignende og konstaterede, at de anmeldere, der forstod sig på formen, på måden og alt hvad dertil hører, er de sjældneste, underforstået de fineste. Enhver kan sætte sig ned og oversætte indholdet. Og enhver kan fortolke masser af mål og mening ud af ingenting.

Men fremstillingen! Fremstillingen og dens mekan ismer. Det havde Brostrøm et forunderligt gehør for.

I sit udgangspunkt var hans kritik ordnær og korrekt. Det havde han lært af den angelsaksiske New Critiscism, hvis krav om distance passede ham godt. Ikke mindst i 70’erne ville skæbnen og redaktørerne, at vi – jeg på Politiken, Torben troligt på Information – ustandseligt fik de samme bøger til anmeldelse. Så var det om at vente med at skændes, til anmeldelserne havde været i!

Men tiden går, og langt senere skrev han et sted: »Før i tiden var jeg temmelig overbevist om, at et digterværk er selvgyldigt, og at det nærmest er til hinder for forståelse og oplevelse at blive forsynet med alt for mange biografiske oplysninger …« I sin eneste egentlige biografi om den digter, hvis kunst har optaget ham mest, nemlig i tobindsværket om Klaus Rifbjerg, En digter til tiden, formår han at skabe en udviklingshistorie med et minimum af biografiske referencer.

»Hårdt presset« kunne han senere indrømme, at digterbiografier kunne rumme en »vis fascinationskraft, selv for ham«, men hans credo bestod: »Jeg tror stadig mest på fantasiens afveje i stedet for at tro, at de private forfatterslagne veje er det mest korrekte.«

Og derfor er det poesi, han elsker over alt.

Poesien er nærmest musikken. Det var også derfor, han elskede musik. Han skulle altid lige afføre sig høretelefonerne med et eller andet klassisk i, når man ringede til ham. I hans hundredvis af reolhyldemeter, som han måtte tømme for nylig, var det påfaldende, at de allerfleste rygge var ultrasmalle, mindre end en halv centimeter. Ergo – digtsamlinger! Han havde i originaludgave alt, hvad der kunne krybe og gå på versefødder siden 1955, og næsten alt hvad der er kommet før. Også på svensk. Skulle det endelig være prosa, måtte det blive blandt andet Baggesen og Andersen og andre fantaster og dansende stjerner.

Brostrøm ville som anmelder ikke for enhver pris skille fårene fra bukkene. Han ledte hver gang efter håndelaget, den formende kraft, stor som lille, i det værk, som redaktionen flyede ham. At han altid fandt noget, et eller andet, som var værd at notere, og aldrig afsagde et: ’Duer ikke!’, betyder – skulle man tro ham – at mængden af værdifuld moderne poesi er enorm. Selv de mindst betydningsfulde digteres hæderlige bøger og de størstes dårlige fandt Brostrøm det værd at formidle med interesse. Der er poeter i dette land, der har en status og en rang alene takket være Torben Brostrøms opmærksomhed og bevågenhed. Det er ganske vist nogen tid siden – men det er sandt alligevel. Og det var beundringsværdigt udholdende og selvtilsidesættende.

Som skribent var han selv stilbevidst med hang til det knappe og prægnante. Mere refleksiv og pointerende end fortællende. Der var gange, når han tyede til causeriet, hvor man mærkede et stramt twist i sproget a la Johannes V. Jensen. Det løstes op i de senere år – f.eks. Ventetid, der er en uventet perle.

Hvis man kan forfalde til nogle gange at kalde hans smag smal, må man lade, at han i sit virke i litteraturens tjeneste gennem årtier, i nævn, kommissioner og allehånde faglige udvalg plus redaktioner af alle arter, har præsteret en imponerende rummelighed. Regnede nogen det op, ville Brostrøms samlede indflydelse på for eksempel faget dansk i undervisningssystemet herhjemme vise sig enestående stor, måske kun sammenlignelig med Vilhelm Andersens, blot skriver Brostrøm ikke det nationale med stort N. En modernist er til det overnationale.

Torben fangede ikke griller, han hverken forså sig eller forstirrede sig. Intet under, at også det officielle undervisnings- og kulturliv ønskede hans medvirken i tide og utide. Han var en garant. Havde man ham i havn, kunne det ikke gå helt galt.

For eksempel sikrede alene Torben Brostrøms tilstedeværelse i Det danske Akademi – så længe han var aktiv – forsamlingen høj grad af tillid i offentligheden.

Torben – du var beundringsværdig! Erfaren, ukompromitteret, alle dine betroede poster værd. Et forbillede. En sjældenhed. Tak.

'Litterære bekendelser' - Uddrag

Tænk tanken, at vi bruger hen ved en tredjedel af vores tid på jorden i søvne. Søvnløshedens plage er nok kendt af de fleste, men en seks-otte timer i døgnet bliver det normalt til og helst uden frygt bliver det normalt til og helst uden frygt for at ’sove stille ind’, som det kan hedde i dødsannoncer. Med alderen kan dette fænomen nok falde en ind ganske som hos jegpersonen i Hemingways novelle »Nu lukker sig«, hvor han lytter til silkeormene, der æder: »Jeg havde ikke lyst til at sove, fordi jeg havde levet længe med en viden om, at hvis jeg nogen sinde lukkede øjnene i mørket og gav los, ville min sjæl forsvinde ud af kroppen.«

Normalt bliver den hængende og rører på sig i remsøvnens drømmeverden under fantasiens behandling af såkaldte dagsrester eller tumlen med arketypiske billeder fra ukendte dyb. Det kan være smertefulde behandlinger af uløste problemer eller mere lystige narrebilleder, som opløses i glemsel ved dagens komme og det helst nøgterne lys af hverdag.

Mere tankevækkende er det så, at nogle af os, som jeg, søger videre i fantasmernes forlokkelse og gør det til dagligt arbejde ved at færdes i bøgernes verden, fortrinsvis dem, der er fulde af underlige historier, fiktioner, bogstavbearbejdelser af virkelighed, lovlige løgne og bedrag i vers og prosa. Og som om det ikke var nok, skriver jeg artikler og bøger om fiktioner, formidler dem til andre læsere, underviser i og med dem. Ved siden af dette arbejde læser jeg ivrigt videre blandt de tusindvis af bøger, der omringer mig reol for reol, mens jeg skriver disse linjer.

Modsat søvnen sker det med åbne øjne, som jeg endda bilder mig ind er skærpede ved omgang med litteratur og anden kunst, skønt hverken syn eller hørelse længere er i ganske uskadt stand. Bøgernes ord er i deres særlige sprogbrug en del af virkeligheden, ikke kun sidebemærkninger, snarere stikord fra åndens eller skæbnens sufflørkasse, hvisket efter teksten til a story told by an idiot, sagt af en nar, en satyr, brugbare tilbud både for realister og dem, der henholder sig til en metafysisk mening med livet. Litteraturen er tilmed af en vis nødvendighed. Foruroligende, henrykkende og alt der imellem. Full of sound and fury, signifying nothing! Tilføjede Macbeth i Shakespeares tragedie. Men dér tog han grueligt fejl.

Både fortællingen, poesien, sangen og dramaet har en mundtlig eksistens og tradition. Med skriftkulturen fik de også en fysisk, boglig skikkelse. Så dér står de ryg ved ryg, når de ikke af pladsnød eller brug ligger i bunke på gulv og bord, gode at have i hånden, fortrolige af indhold eller parate som nyhed, slidt af gentagelse eller knirkende af forventning. Erindringsbærende alene ved farve og format.

Som samling rummer de en ufattelig mængde erfaring, som valgt af mig selv eller som gaver repræsenterer de et synligt og håndgribeligt livsforløb, lader sig ikke som e-bøger udviske til hvileposition eller sletning med en håndbevægelse. Det kan udgøre en besværlig, tungtvejende sammenklumpning, da man ikke kan komme af med overflødige eksemplarer på en pæn måde af mangel på efterspørgsel. At slette dem af hukommelsen virker ikke. De bliver ved med at sladre.

Fra Torben Brostrøm: Litterære bekendelser – sene erindringer. Gyldendal 2016

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor vidunderligt og vederkvægende at læse Barfoed og Brostrøm - selv om den første roser den sidste for ordknaphed or prægnans, er Barfoeds nekrolog skarp og kontant. Tak for den og trak til begge for ever.