Torben Brostrøm var usvigeligt sikkert gennem alle de mange årtier, han nåede at leve, en hædersmand. Hørte man, at nu var han blevet medlem af dette udvalg eller hin bestyrelse eller hvad som helst, åndede man lettet op – så var der i det mindste en chance for, at det gik ordentlig til. Ingen kunne løbe afsted med ham endsige løbe ham over ende. Han blev siddende, så ud ad vinduet, rømmede sig og holdt i reglen på sit – ikke stivnakket, ikke vrissent insisterende, slet ikke brysk, men med den rolige overbevisningens vægt, der kommer af ikke at behøve at løfte stemmen.
Jeg har, fra Torben antog mine første anstrengte digte i Vild Hvede først i halvtredserne, til vi spiste sammen forleden i hans nye hjem i Nivå, hvortil han var flyttet, efter at Gammelholm var blevet for besværlig, altid fulgt ham med en usvækket – og kærlig – interesse. Også samtidig med at vi redigerede tidsskrift sammen, gnidningsløst, år ud, år ind, eller gjorde os nyttige på anden vis.
Hvor vidunderligt og vederkvægende at læse Barfoed og Brostrøm - selv om den første roser den sidste for ordknaphed or prægnans, er Barfoeds nekrolog skarp og kontant. Tak for den og trak til begge for ever.